En beretning om Eritreas unikke blanding af Mellemøsten og 50'ernes Italien
Her betaler man i Nakfa! Ordene er Tedros'. Vi sidder på Cafe Roma og spiser pizza i Afrikas højest-beliggende hovedstad, Asmara. De omkringliggende Art Deco bygninger her på Harnet Avenue i Eritreas hjerte får dog mere en til at tænke på Rom. Det samme gør den fantastiske kaffe - duften af frisk brændte bønner og ingefær bringer dog hurtigt en tilbage til Afrika eller måske nærmere til Yemen, der kun ligger et stenkast væk over Rødehavet. Eritrea er en sand smeltedigel af kulturer med ni etniske grupper, der spænder fra Rashida ørkennomaderne i Dankalia-ørkenen til de oldkristne Tigrinjaer med de afsidesliggende klostre i højlandet. Tedros' Landcruiser skal sørge for, at vi kommer rundt i hjørnerne af det fantastiske land, der udover en kulturrigdom og nationalstolthed uden lige byder på natur af Grand Canyonske dimensioner og glemte historiske mindesmærker a la Knossos.
Italiensk kolonihistorie i Massawa
Asmara moské
Børn.JPG
Nationalstoltheden kommer fra årtiers selvstændighedskamp mod en Etiopisk overmagt. Det var i Nakfa et af de store slag blev slået, og byen har givet Eritreas valuta navn. Det er derfor Tedros fremhæver den. Nu er der fred og ingen fare - det slår os med det samme, at Eritrea er et land med massivt rejsepotentiale!
Harnet Avenue: Italien møder Afrika
Mens vi sidder og taler med Tedros om ruten rundt i landet glider livet langsomt forbi. Mændene er i habit, og kvinderne har hvide tunikaer på. Nogle har et koptisk kors tatoveret i panden. Der er en mærkelig ro over Asmaras hovedåre, det er næsten som om tiden går langsommere her end andre steder. Trafik er der ikke meget af, det skyldes nok at benzinen er dyr og rationeret - 30 kr. literen. Eritrea har ikke hård valuta til at købe olie for, der produceres ikke meget, der kan eksporteres. På papiret er landet derfor blandt verdens fattigste, men det virker ikke som om folk er i knæ, og det er ikke fordi Harnet Avenue oser af fattigdom. Fra hvor vi sidder han man se over i Asmaras vestlige del, hvor de store italienske villaer stråler om kap med den evigt blå himmel og bourgonvillaerne, der omgiver dem. På nogle af vores utallige ture rundt i den bakkede hovedstad slår det os, at den materielle fattigdom, der nok alligevel hersker, er afbalanceret af en massiv kulturel rigdom og venlighed; overalt bliver man mødt af spraglede markeder, koptiske kirker og smukke moskéer i én fredelig harmoni. Man afbrydes kun af begejstrede nysgerrige børneflokke i grønne uniformer på vej til skole eller af venlige kvinder, der inviterer ind for at vise bryllupsforberedelser eller ølbrygning frem.
Genbrugsmarked - fra nødhjælpstønder til koptiske kors
Det eneste sted man for alvor mærker, at man er i den nedre ende af tredjeverdenslandenes rangstige, er når man bevæger sig ud i den østlige ende af Asmara. Her bliver asfalten afløst af jordvej, og der er her man finder Medebar genbrugsmarkedet med alt hvad en jernhandlers hjerte kan begære. Der er alt fra metaltønder, der tidligere har indeholdt nødhjælp fra UScare eller FN, til indmaden af gamle paraplyer. Det kan alt sammen bruges. Hvis ikke til koptiske kors så til ovne eller gryder. Brug-og-smid-væk-kulturen er ikke kommet til Eritrea endnu. Det kan anbefales at gå derud en tidlig søndag morgen, da vejen går forbi et hav af kirker, som alle er proppede til randen af folk i hvide tunikaer, som alle messer og synger, så man næsten tror at man er kommet i himmerige. Stemningen af Asmaras fantastiske orden i kaos er for alvor ved at gå os i blodet, og nu er planen for rundrejsen lagt. Næste skridt er at søge tilladelse til at forlade Asmara. Det er nemlig ikke alle der får lov til det, faktisk er det utroligt svært for andre end lige netop turister at få lov til det. Det er en af de ting, der har givet Eritrea tilnavnet ”Afrikas Nordkorea”. Udover rejsetilladelsen er det også nødvendigt med tilladelser til at besøge de afsidesliggende klostre i Eritreas højland og oldtidsminderne i landets sydlige del. Det kan lyde besværligt, men indhentning af tilladelserne er faktisk en del af oplevelsen, og besøget på patriarkens kontor er bestemt et highlight, hvis man vælger at tage det som en del af hele Afrika-konceptet.
Mod Vest til Tigrinyaernes klostre i Keren
Det går nedad mod Keren, som er Eritreas næststørste by. Tedros peger på landcruiserens højdemåler. Vi er væk fra Asmara og kører igennem landskaber med store klippeblokke på frodige bakkedrag. Det har regnet - et ægte tropisk monsunskyl. Det gør luften helt klar, og Keren dukker op forude på et plateau mellem bjergene. Det er svært at tro, at Keren er landets næststørste by, den er lille og overskuelig med en harmonisk blanding af kirker og moskéer. Man får et godt overblik fra det ægyptiske fort, som ligger på en bakke lidt fra centrum. Midt i det hele er byens pulserende hjertehøjdepunkt, det ugentlige mandagsmarked, hvor folk kommer fra de omkringliggende lerklinede hytter for at handle med blandt andet kameler. Udover kamelerne er sølv en vigtig handelsvare i Keren, hvor de fleste af Eritreas sølvsmykker produceres. Folk i bazaren er usædvanlig venlige, og der mulighed for en god handel over en kop te med nogle af Bilèn-kvinderne, fra en af de særligt farverigt klædte klaner her i det vestlige Eritrea.
På vej til Keren.
På off-road pilgrimsfærd til Debra Sina klostret
Vi får ikke tilladelse til tage videre til grænselandet mod Etiopien. I stedet kører vi af den FN-sponsorerede ”hovedvej” ud i de øde og ufremkommelige bjergegne mellem Keren og Asmara - kendt for de mystiske og afsidesliggende oldkristne klostre. Et skilt med de oldkristne aramæiske skrifttegn viser vej igennem en lille landsby, som er sidste tegn på civilisation, inden vi bevæger os ud på noget, der dårligt kan kaldes en vej. Det er smukt og meget øde på vej til Debra Sina. De store tilsyneladende løsrevne klipper afløser store kaktus og ukendte buske med røde blomster. Efter femten kilometer og to timer står vi for foden af den forrevne top, hvor Jomfru Maria efter sigende søgte tilflugt på vej til Egypten. Det er lidt af en omvej, så det gælder om at være stærk i troen - men stedet er magisk, så hvorfor ikke. Vi tager den sidste halve times vandring op igennem bevoksningen i stiv arm, der er god udsigt på vej og lavlandet folder sig ud for vores fødder med sine kaktus og små søer. På toppen ligger der en stor kirke udført i sten fra de store blokke, der ligger overalt i landskabet. Vi bliver budt velkommen af en munk med sort dragt samt gul kappe og hat, og munken fortæller, at kirken er bygget af den Etiopiske kejser Haile Selassie over den hule, hvor den hellige Jomfru skulle have boet. Inde i kirken er der meget atypiske ikoner. En blanding af traditionelle katolske stilarter, afrikanske rytmer og flammehav af røde nuancer. Vi får lov at gå med lige til hulens indgang. Derefter er der te i køkkenet, hvor vi får et indblik i munkenes liv - den står på bøn første gang kl. 04:30. Vi bestemmer os for at forsætte turen sydpå, den stemningsfyldte beliggenhed til trods er munkelivet vist ikke noget for os.
Natur af Grand Canyonske dimensioner og glemte historiske mindesmærker ala Knossos.
Adi Keyh ligger 200 kilometer syd for Keren og noget højere end Asmara i næsten 3000 meters højde. Det er en by, der ligger for foden af en række dramatiske kløfter og midt i et af det store afrikanske oldtidsriger, Qouhaitu. Styret af Axumkulturen og født af den vigtige tilgang til det Røde Hav. Der ligger et overraskende lækkert hotel i Adi Keyh - et godt udgangspunkt for et besøg til Qouhaitu. Oldtidsbyen er anslået kun udgravet en procent, og det er ikke nemt at finde til området, men Tedros klarede skærene ved at spørge sig frem hos de tropper, der ligger i lejr i bushen. Vi er nu kun 25 kilometer fra den etiopiske grænse. Efter en tur op ad en bjergvej, der kun lige er stor nok til landcruiseren, finder vi Ismail - eller rettere han finder os. Han arbejder for nationalmuseet i Asmara og er tydeligt ophidset over, at vi ikke stoppede i Saphira, byen med den grønne moské! Den havde vi altså desværre ikke bemærket som en by, forklarede vores chauffører. Vi endte med at falde godt i hak med Ismail. Han viste os rundt i det store område som Qouhaito dækker, og havde det ikke været for ham havde vi aldrig fundet Mariam Wakinos tempel eller det ægyptiske gravkammer, som begge står der i den tynde luft med deres søjler og sære inskriptioner, som ingen kan forklare, og vidner om tidligere tiders storhed. Lige i nærheden tager Ismail os hen til turens absolutte højdepunkt, en kløft med et lodret fald på 800 meter lige ned til de kaffebeplantede skråninger og kamelvejen til Rødehavet, som vi kan se glitre i det fjerne. Fra kanten af kløften går der en lille sti ned for de frygtløse. For enden er der endnu en overraskelse i form af hulemalerier, der forestiller de vilde dyr, der strejfede omkring i de Eritreanske bjerge i en fjern glemt fortid. Eritrea er i sandhed en gemt juvel.
Sol, strand, øde øer og det varmeste sted på jorden
Efter en seriøs bumpetur rundt i afkrogene af Eritrea hungrer vi efter at se rødehavskysten. Varmt klart vand og hvidt sand, der får topresorts længere mod nord i Ægypten til at ligne Brøndby Strand. Sidegevinsten er så også, at i Eritrea er strandene tomme og de omkringliggende Dahlak øer ubeboede for de flestes vedkommende. Vi kører nedad. Man skal fra omkring 2600 meter til havoverfladen på 90 stejle kilometer. Temperaturen stiger mens vi bevæger os mod målet i Massawa. Byen kunne for så vidt lige så godt have ligget i Yemen eller et andet sted i Mellemøsten.
Afar-fiskere på Dahlak-øerne
Der er kun 25 kilometer til den arabiske halvø fra Eritreas kyst, og de Eritreanske Afar-fiskere har pløjet de 25 kilometer siden tidernes morgen og har taget de kulinariske, arkitektoniske og genetiske særpræg med sig. Massawa er med sine snævre kringlede gader og krummelurefyldte hvide huse vitterligt et sted, hvor man føler sig hensat til 1001 nats eventyr. Der er mange små steder, hvor man kan sætte sig og få en fiskekebab eller en hel fisk fra tandoriovnen. Maden er i top, og vi finder for første gang siden Asmara is til den yngste turdeltager på seks år.
Den geografiske beliggenhed gør Massawa til et af de suverænt varmeste steder på jorden, og havvandet har næsten kropstemperatur. Det er et perfekt sted til en badeferie. Den bedste strand hedder Gorgussum og ligger ti kilometer uden for Massawa. På vejen derud kan man stoppe ind hos Rashida-nomaderne, der bor i telte op langs kysten til grænsen med Sudan. De laver et hårdt liv i det barske ørkenlandskab i Dankalia ørkenen, og det er en god ide eventuelt at med bringe små gaver i form af købmandsvarer.
Eritreas isolation betyder også, at koralrevene ud fra kysten er fuldstændigt uberørte og at dykning er i absolut verdensklasse. Det er muligt chartre en båd til Dahlak øgruppen ud for Massawa. Dahlak består at omkring 900 øer, hvoraf de fleste er ubeboede og resten har små fiskerlandsbyer, der bebos af Afar klanen. Mange af øerne bærer historiske vidnesbyrd om de arabiske søfarere, der fra tid til anden har beboet dem. Der er ingen faciliteter på Dahlakøerne, så man bor enten på en båd eller på stranden under den tropiske stjernehimmel. Det er rasende dyrt at nå Dahlakøerne, men turen derud er en oplevelse af pionertypen. Som at besøge en hvid plet på landkortet. Dem er der mange af i Eritrea, og vi fik set ting i dette mellemøstlige, afrikanske, italienske land, som har sat spor i os for evigt.
