Siberut er en ø 125 km ud for Vestsumatras kyst. 95 % af Siberut er dækket af primær, ufremkommelig, tropisk regnskov, så en rundtur kræver nogle ofre. Øen er på størrelse med Bali, men har i modsætning til Bali ikke et eneste hotel eller en eneste bil. Al transport foregår til fods eller med kano ad det snørklede flodsystem.
Man skal forvente en strabadserende tur (kondi er en forudsætning) uden bad og føntørrer. Belønningen for alle strabadserne er muligheden for at opleve et af de ældste og flotteste tilbageværende økosystemer i verden i form af Siberuts enestående regnskov. For eksempel er Siberut det eneste sted, hvor den sorte gibbon slår sine folder - og dét sammen med 5 andre endemiske abearter.
Den allerstørste oplevelse ved et besøg på øen er dog mødet med mentawaierne, Siberuts urbefolkning. Deres særprægede skikke og overtatoverede kroppe giver en fornemmelse af, at man ankommer til Siberut med en tidsmaskine og ikke en færge. Det var også her jeg hjemtog en af mine bedste souvenirs til dato, nemlig en aflagt langbue med tilhørende pilegift – shamanens hemmelige slotsaftapning. Kemikeren i mig var vagt og mit mål blev at identificere den aktive komponent.
Guidede ture til Siberut starter i havnebyen Padang på Sumatra. Der fandt vi vores guide, og han var indfødt mentawai, hvilket er en vigtig ingrediens til en oplevelsesrig Siberuttur. Mentawaierne nærer af gode grunde stor mistro til folk fra Sumatra, da de igennem århundrede er blevet udnyttet, som så mange andre naturfolk verden over. Færgen til Siberut sejler meget uregelmæssigt: der er ingen tidsplaner, men som en tommelfingerregel sejler Siberutfærgen fra Padang torsdag aften, og tilbage fra Siberut fredag aften. Sejladsen tager mellem 8 og 16 timer, afhængig af vind, vejr og færgens antal af funktionelle motorer. "Rekorden" stammer fra en tur, hvor færgen stævnede ud på trods af, at kun én motor virkede. Denne sidste motor udåndede midt mellem Siberut og Sumatra, og uden at være synderligt savnet drev færgen i land på Sumatra efter 3 dage på havet.
Mentawai
Ved første møde med færgen er man klar over, at en tur til Siberut er "real adventure". Man skal dog ikke lade sig afskrække af den gamle træbåds tvivlsomme udseende, da den har taget turen mange gange, og vil sejle til den synker (hvilket vi håbede på ville være uden os om bord). Man kan hyre lokale fiskere til sejlturen både på Sumatra og Siberut, men det kan dog blive en farlig affære: havet mellem Siberut og Sumatra kan være meget uroligt, og indonesiske fiskerbåde er som regel små. Alle alternativer til færgeoverfarten er desuden meget dyre, og bør kun overvejes hvis man er strandet på Siberut og absolut skal nå et fly fra Sumatra
Siberut har ingen havn, så man hentes ind til kysten i langkanoer: enten til hovedbyen Muara Siberut eller til en af de landsbyer langs kysten, som den indonesiske regering tvinger mentawaierne til at bo i.
Uanset hvor man ender, vil man opleve et underligt hybridsamfund, hvor nyt og gammelt mødes. Både Muara og regeringslandsbyerne er udgangspunkter for en rejse til Siberuts indre, hvor man vil opleve, at al civilisation ophører. Er man taget til Siberut på egen hånd, er det muligt at hyre en guide i Muara. Man skal sikre sig at turen vil gå til de indre dele af øen og ikke blot til regeringslandsbyerne langs kysten, da disse kan skuffe slemt. En guide er uundværlig: en amerikaner forsøgte engang uden, endte midt i en klanfejde og kom aldrig tilbage.
Så vidt vi forstod på vores guide, skulle vi besøge tre langhuse et godt stykke inde i regnskoven. Det er dog meget svært at få noget konkret ud af mentawaierne, og planerne blev da også ændret adskillige gange undervejs. Årsagen er ikke uvilje, men det faktum at naturfolk lever i nuet. Dette gør en tur til Siberut improviseret fra start til slut. Tid har en anden betydning for mentawaierne. Spørger man "hvor langt endnu" er svaret uanset afstanden "en time". Man skal derfor medbringe store mængder tålmodighed til Siberut, fordi mentawaiernes tankegang og handlinger er så anderledes fra stressede storbymenneskers. Alt på Siberut foregår "Moilé, moilé", hvilket på mentawai betyder "langsomt, langsomt".
Når rygsækken pakkes, er det vigtigt at huske på, at al transport mellem de langhuse, man besøger, foregår til fods med fuld oppakning gennem den ufremkommelige jungle. Medbring kun det allermest nødvendige, og lad resten opmagasinere på Sumatra. På Siberut regner det i den tørre periode ca. 3 timer om dagen (heraf navnet regnskov), og skovbunden er derfor dækket af et tykt lag mudder overalt. Man har våde fødder en stor del af tiden, og et par tørre sokker til hver dag er virkeligt rart. Med sokker i skoene undgår man også vabler, når man går.
Mentawaierne anlægger deres langhuse i rydninger i skoven. Men besværet ved at nå frem glemmes, når man træder ud af junglen ind i en rydning, og løbes i møde af hujende børn og hilses af overtatoverede mænd i lændeklæder og kvinder i bar overkrop.
Langhuset er delt op i to rum med plads til i alt ca. 30 mentawaier; ét hvor maden tilberedes og kvinderne sover, og ét der tjener som en slags dagligstue, hvor mændene sover. Gæster sover på gulvet i dagligstuen, hvilket kan være hårdt for ryggen, så medbring et liggeunderlag.
Langhuset er bygget på pæle, hvilket giver plads til svinehold under langhuset og beskytter mod oversvømmelse. Svinenes foder består bl.a. af det madaffald, der smides ned til dem igennem gulvbrædderne. Kombinationen af svinesti, madlavning og mange mennesker sammen i tropevarmen giver en helt speciel aroma, som nok ikke kan opleves mange andre steder.
Mentawaiernes religion er en speciel form for animisme; de tror at alt indeholder ånder og behandler derfor deres omgivelser med stor omhu. Dagligstuens udsmykning bærer præg af religionen: overalt hænger jagttrofæer, abe-, hjorte- og svinekranier, knogler i alle afskygninger og fjer fra alverdens fugle. Jagttrofæerne er hængt op for at ære byttets ånd (og for at prale lidt over for gæster fra andre langhuse).
Hvor meget man får lov til at deltage i mentawaiernes dagligdag afhænger af, hvor godt man går i spænd med langhusets beboere. Vi tog del i det meste, nok primært fordi langhusets beboere var vores guides familie, hvilket gjorde, at vi var accepteret allerede fra starten. Vores ankomst var en kærkommen lejlighed til en fest. I den anledning var det nødvendigt for os at falde ind. Vi måtte finde et specielt træ i junglen, hvis bark bruges til lændeklæder til herrerne. Damerne blev iført et bananbladskørt og pyntet med glasperler.
Lokal transport når den er bedst
Mentawaierne, der pyntede sig med blomster, lianhatte og masser at glasperler, er et meget pyntesygt folk. Religionen foreskriver, at jo smukkere de er uden på, jo smukkere er deres sjæl. De tatoverer sig over hele kroppen og lader deres tænder spidse af samme grund.
Festmåltidet bestod af grillstegt svin, som var slagtet på en ganske speciel måde. Et af svinene under langhuset indfanges og ligger bundet med lianer, indtil en medicinmand dukker op for at overvære slagtningen. Først prikkes svinets øjne ud med tommel- og pegefinger, derefter modtager svinet nådestødet med et spyd igennem struben. Tilslut sprættes svinet op, og medicinmanden læser i indvoldene. Efter slagtningen forstår en storbybo, hvad det vil sig at "hyle som en stukket gris".
Under festen dansede medicinmændene. Dansen anvendes til at kontakte ånderne og består af mantralignende sang, hårde monotone tramp i gulvet og ringen med små klokker. Ofte varer medicinmændenes dans hele natten og ender med, at de opnår en trancelignende tilstand.
Et vigtigt led i mentawaiernes dagligdag er jagt. Hvis man kommer med på jagt, skal man ikke regne med at skyde noget, da en europæer på vej gennem junglen lyder som ti elefanter. En jagt starter med fremstilling af pilegift. Ingredienserne er normalt en rod, en bladart og junglechili – en blanding som er fundet ved århundreders "trail and error". På vores jagt skød vi da heller ikke noget, men vores vandring førte os igennem et utroligt smukt stykke bakket regnskov til et vandfald dybt inde i junglen. Her kunne vi få et "brusebad", hvilket var tiltrængt efter 4 dage uden. Det føles, som om København er adskillige lysår borte, når man sidder dybt inde i junglen ved et vandfald under et kæmpe skræppeblad og reflekterer over forskelle på mentawaiernes dagligdag og vores.
Uanset hvor meget man har foretaget sig i løbet af en dag hos mentawaifolket, er man træt, når man går til ro under myggenettet. Dagens sidste oplevelse er junglens lyde; cikadernes melodier, gibbonens hvallignende sang i det fjerne og alt det, der kribler og kryber omkring én (særligt de sidstnævnte synes øresønderrivende høje, når der er blevet stille i langhuset).
Flora og fauna på Siberut er enestående. På vandringer gennem junglen er det ikke ualmindeligt, at man ser træer der synes store som højhuse, kødædende planter og eksotiske frugtbuske. Siberut er ikke stedet, hvis man er bange for kryb. Vi så adskillige edderkopper, der var lidt for store til, at de for alvor virkede harmløse.
Slanger er der også masser af, men de er heldigvis ret sky. Hvis man bader i floderne, skal man være opmærksom på de slanger, som vil dele badevandet med én. Det er en spændende men ikke særlig rar oplevelse, når man står og bader, og der mindre end 20 cm fra én svømmer en 1,5 m lang slange forbi.
Dyr opleves bedst ved kanosejlads på floderne, da sejlads ikke larmer. Der er gode chancer for at se både kamæleoner, der sidder på grenene, kæmpe varaner der svømmer i vandet, og slanger der er viklet rundt i træerne.
Ud over de materielle ting man skal medbringe for at klare en Siberuttur, er det også nødvendigt at medbringe den rigtige holdning: flere børn på Siberut har endnu ikke set hvide mennesker, og det er derfor vigtigt, at man repræsenterer civilisationens bedste sider.
Mentawaierne har mange tabuer; de bør alle overholdes. En mentawai-guide kender disse tabuer, hvilket er endnu en grund til at foretrække ham. Man vil opleve, at mange mentawaier spørger efter medicin til bekæmpelse af den ene eller den anden lidelse. Man bør ikke forsøge sig frem som medicinmand, da selv relativt milde medikamenter kan have en kraftig virkning på en mentawai.
I 1980'erne indgik Verdensnaturfonden en aftale med den indonesiske regering om at totalfrede en del af Siberut. Den indonesiske regering har siden hen trukket i land og planlægger nu at fælde Siberuts regnskov. Vil man opleve den økologiske og antropologiske perle som Siberut er, skal man handle hurtigt. Erfaring fra naboøerne, hvor der hverken er regnskov eller naturfolk længere, siger, at der ikke er langt fra den indonesiske regerings planer til dens handling, når det gælder træfældning.
