I russisk jeep ad Silkevejen

- Off-road fra Pamir Highway i Tadsjikistan

Tekst og foto: Theis Sølling

Den eneste vej i de Tajikiske Pamirs er Pamir Highway. Alt andet kørsel foregår off-road eller ad primitive jordveje.

Tadsjikistan er definitionen på et sted, hvor verden er forlænget med brædder. Tag med, når Theis Sølling og hans gruppe går om bord i en gammel russisk jeep og sætter kursen mod Wakha-korridoren i Tadsjikistan nær den afghanske grænse. Kun udstyret med et gammelt russisk militærkort trekker gruppen derfra videre op til en top i 6.000 meters højde. Det bliver en udfordrende ekspedition, der kun lykkes takket være gæstfriheden og hjælpsomheden fra den pamirske lokalbefolkning.

Vi er landet i Dushanbe, hovedstaden i Tadsjikistan, og træder ud i noget, der minder om en dejlig dansk sommermorgen. Inden vi kan tage hul på vores jeeptur ad verdens højest beliggende motorvej, skal vi i krig med bureaukratiet i ex-'Sovjetistan' og indhente tilladelse til at køre mod Afghanistan og Pamirbjergene i øst. Vejen til downtown Dushanbe går langs floden, som før var proppet med frøer; nu har kineserne spist dem, og stilheden har indhyllet bredden. Der lugter af 72 oktan og brænde langs Dushanbes store sovjet-style boulevarder. Trafikken er tynd, folk går for det meste i vejkanten. Det er specielt kvinderne, der træder ud med deres farverige kjoler og tørklæder; de fleste har sminket deres øjenbryn sammen over næsen. Mændene har mellemøstligt udseende, men er vestligt påklædt. Man ser enkelte salwar kameez-påklædte og mujahedeen-lignende personer gå forbi, men ellers ånder alt fred og ingen fare. Det går til vores store overraskelse smertefrit med tilladelsen til at køre ind i Tadsjikistans østlige provins - GBAO eller 'Gorno Badhakshan Autonomous Oblast'. Vi er in business; på vej mod eventyr i de Tadsjikiske Pamirbjerge.

På vej

Loaded og 100% ukomfortable starter vi turen ad Pamir Highway, som tager os østover ud af Dushanbe. Efter cirka 30 km og et uoverskueligt antal polititjek og småbøder har vi helt lagt Dushanbe bag os og kører nu for fødderne af den mægtige Pamirkæde. Landskabet er endnu forholdsvist fladt, og temperaturen har for længst passeret det ulidelige.

Nivaen, som bilen vi kører i hedder, bliver langsomt men sikkert rystet i stykker, og et stadigt større antal vitale dele falder af. Vi føler os derfor heldige, da vi finder en idyllisk bondegård med et svejseapparat og en kæmpe børneflok. Det er kun tilbuddet om to kilo heroin, der minder os om, at vi står i grænselandet mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Vi står over på heroinen, men gør brug af svejseapparatet. Temperaturen er faldet til noget menneskeligt, Pamir Highway er begyndt at stige brat.

Ankommet i Khorog; bazaaren er den største i Gorno Badhakshan Autonomous Oblast og bærer præg af at ligge ved skillevejen til Pakistan, Afghanistan og Kina

Efter 14 timer undervejs på Pamir Highway når vi grænsen til Badhakshan-provinsen ved Q?la ? K?m. Efter den helt store registreringsøvelse hos politiet lægger vi os til at sove i det fri; bålene på den Afghanske side af floden blinker til os. Bjergene er inden for rækkevidde.

Ankomst til Khorog

Khorog er den største by i Pamirbjergene - mellemøsten er blevet til østen. Det arabiske udseende er skiftet ud med kirgisiske og mere asiatiske træk. Varmen er kommet tilbage, og man kan hele tiden høre flodens brusen og lugte bålene fra de små gaderestauranter. På den anden side af Khorog fortsætter Pamir Highway ud igennem Gunt-dalen. Fra Khorog er der forbindelse til Kina og Kirgisistan. Landskabet er smukt: det er som om farverne er kastet ud i form af sand og blæst på plads af vinden. Pamir Highway tager os forbi Yakokser op mod den grønne sø - Yashi Kul. Vi beslutter os for at overnatte ved søen, fordi der er noget nær den smukkeste udsigt man kan ønske sig. Næste morgen vågner vi op til besøget af fire kirgisiske ryttere iklædt filthat, ridestøvler og jakkesæt. De var kommet for at se os an - troede vi - vores lejr lå lige ved siden en varm kilde, så det var i virkeligheden et bad der trak. Vi hoppede ned i Yashi Kul i stedet - en sø så kold, at hjertet næsten holdt op med at slå.

I Murgab (3900 m.o.h.) kan man køre mod øst til Kina, mod syd til Afghanistan og mod nord til Kirgisistan. Bazaren er fyldt med mænd i jakkesæt og kvinder i farverige kjoler.

Vejkryds i Murgab - Kina, Kirgisistan eller Afghanistan

Pamir Highway snor sig videre, og den forsætter med at stige. Vores russisk jeep banker derudaf og kæmper med den manglende afkøling i den tynde luft. På vej til den største beboelse i Pamir inden Kirgisistan passerer vi kun pas over 4000 meter, og til sidst kommer vi ikke under 4000 meter i det hele taget. Vi når Murgab - hvorfra der omtrent er lige langt til Kirgisistan, Kina og Afghanistan. Det første punkt på programmet er en tur hen på KGB's kontor for at melde vores ankomst. Når man lige har vænnet sig til fængselscellerne i KGB's bygning og de mange mænd i noget, der ligner historiske uniformer, er der en forholdsvis fredsommelig atmosfære. Alt, selv pengeskabet, er malet i blåt; der lugter af fugt og terpentin. Murgab er en kirgisisk by, den er fyldt med støv og asiatisk udseende herrer med filthat og jakkesæt. I basaren er der illegale rubiner til salg og russiske sodavand, der smager af sæbe.

Hæsblæsende off-road på verdens tag

Den nordlige del af Pamir Highway er kirgisisk domineret. Det er nemt at komme i snak med de lokale. Her er vi til foto session med en kirgisisk familie i Murgab.

Det er ikke svært at komme ”off the beaten track” i de Tadsjikiske Pamirbjerge. Det hele er sådan set langt væk fra alting - et 'Off-road-paradise'. Vi forlader Pamir Highway i Murgab og kører ud, hvor verden er forlænget med brædder, og hvor vi ikke ved, hvad vi vil finde. Den knastørre dal vi kører op igennem fra Murgab fortsætter ind i Kina. Alle floderne på vores gamle sovjet-militærkort er tørret ud. Lige inden vi gik i 'fatamorgana-mode', finder vi vand ved en nomadebeboelse. Vandet var ikke det eneste lykketræf den dag - vi fik set Marc O'Polo fåret og masser af deres meterlange horn liggende rundt omkring.

Wakhan-dalen ligger åben for os efter endnu nogle dages off-road-kørsel et eller andet sted højt oppe øst for Murgab. Vi genser Pamir Highway. Så langt øjet rækker strækker floden Oxus sig og skiller Tadsjikistan fra Afghanistan. I det fjerne knejser Hindu Kush med den massive top Noshak, der næsten er 8000 meter, mens de snedækkede Afghanske Pamirs rejser sig lige på den anden side af floden. Vi forsætter langs Wakhan-dalen forbi utallige polititjekpoints, der forsøger at kontrollere den åbne grænse til den utæmmelige nabo. Vi er kørt ned, og det er blevet varmt igen.

Vejen fra Khorog op til Murgab går i den farvestrålende Ghunt dal. Første stop er Yashi Kul - den grønne sø. Her vågner man op til en fantastisk udsigt og nomader på hesteryg

På trek med gamle kort

Vi har planlagt et fire dages trek til én af toppene i baglandet, men vi har ikke meget at gå efter; faktisk intet ud over vores gamle sovjetkort og nogle udskrifter fra

Pigen hedder Fathima og er Ruslams datter.

Google Earth. Som flere gange før på turen bliver vi reddet af den fantastiske gæstfrihed i Tadsjikistan. Vi bliver inviteret til at overnatte hos en lokal, der har kendskab til det bjergrige område. Hans hus er inddelt i to rum. Hovedrummet er indrettet med podier langs væggen, hvor det ene podie bruges som køkken. Der er fem søjler til at holde taget - de symboliserer islams søjler. Taget er i karakteristisk Pamir-stil med to kvadrater, der er forskudt i forhold til hinanden

Det vælter ind med slægtninge i arbejdstøj, og der kommer nos og te på bordet. Alle kan bidrage med informationer til vores rute op i Shakdhara-kæden i baglandet. Ruslams kone går i gang med en kartoffelret 'to die for'. Maden er knap for de lokale i Pamir, men de deler hellere ud end at spise det selv. Vi ser heller ikke børnene spise den aften - ikke noget vi er stolte af. Familien har et tv fra Ruslams tid i Moskva. Der bliver smækket en Bollywood-film på - synkroniseret på russisk selvfølgelig. Det er sent, inden der blev lukket og slukket i fællesrummet; vi opgiver at tælle antallet i soverummet ved siden af. Alle har fortrukket for at give os - gæsterne - pladsen i den fine stue.

Alene på toppen i Shakdhara-kæden

Der er kun én vej frem: op, op og op. Efter 1200 meter møder vi en lille hyrdebebyggelse. Dyrene bliver drevet herop i 4000 meters højde for at de ikke skal tabe sig for meget hen over en varm sommer, og det meste af tre måneder tilbringer hyrdefamilien i et lille stenhus, hvor der konstant er tåget pga. soden fra brændt kolort og græs, som er det eneste brændsel til rådighed. En horde af unger løber os i møde - det første turistbesøg familien har haft i fire år. Vi bliver inviteret indenfor til hestemælks-yoghurt.

Inden vi til fods drager videre, giver hyrden os en god beskrivelse af, hvordan man skal fortsætte for at finde vand. Knastørre i halsen finder vi en lomme med en lille kilde i 4600 meters højde. Bjergene på den anden side af Oxus bliver hele tiden mere formidable, og da det højeste bjerg i Shakdhare-kæden - Peak Karl Mark - dukker op, er der ikke et øje tørt.

Endelig er vi helt oppe. Vi står på toppen i bagende sol og konstaterer, at man kunne have haft shorts på her 6000 meters højde over København. Tadsjikistan er et land med et fantastisk trekking-potentiale.

Downtown Dushanbe er et overraskende behageligt sted med sine brede boulevarder, palæer og attraktive museer, og så er der masser af pladser hvor der serveres velduftende Shaslik (grilspyd). Det eneste man skal passe på er korrupte politifolk.

Afrejse fra verdens mest korrupte hovedstad

Den lange tur tilbage til hovedstaden Dushanbe fra Khorog i vores jeep tager vi på 15 timer. Dushanbe føles endnu mere støvet anden gang. Vi ruller ind i hovedstaden kl. 22:00, tjekker ind på et hotel og går med det samme ud for at fylde os selv med Shaslyk (grillspyd) - det vi har savnet mest fra civilisationen.

Vi er på vej hjem og fordriver dagene med at nyde Dushanbes farverige basarer og brede 'sovjet-style'-boulevarder. Umiddelbart lever Dushanbe ikke op til et bruttonationalprodukt på 330 USD per indbygger. I dette officielle tal er den sorte økonomi ikke indregnet. Som en taxichauffør sagde til os: I Tadsjikistan er der ingen der arbejder - men alle har penge. Da en betjent på gaden stopper os, fordi han vil have penge i anledning af sin fødselsdag, får vi syn for sagen. Tadsjikistan er ét af de lande, der sætter tingene i perspektiv i en grad, som næsten er personlighedsforandrende - det er en tur, hvor det sande eventyr afslører sig.

Faktabox Tadsjikistan

Tadsjikistans officielle navn er Jumhuieti Tohjikistohn, og hovedstaden hedder Dushanbe. Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 går Tadsjikistan fra at være del af en stormagt til at være verdens tredje-fattigste land på mindre end 24 timer. En ægte nedtur. Landet kastes straks efter ud i en blodig borgerkrig mellem fundamentalister støttet fra Afghanistan og gammelkommunister støttet fra Moskva. Den østlige del af landet er også kendt som GBAO - Gorno Badhakshan Autonomous Oblast. Med sin grænse til Kina og Afghanistan er området følsomt; det er heroinens direkte vej til gaderne i den vestlige verden og Osama Bin Ladens baggård. Altså et sted hvor selv, og måske specielt, en korrupt regering gerne vil kontrollere trafik ind og ud.

I 1998 blev der indgået våbenhvile, og der blev så småt åbnet op for besøgende. Tadsjikistan er dog stadigvæk en af de mest komplicerede 'Sovjetistans' at besøge, hvilket primært skyldes de mange tilladelser, der skal indhentes. Heldigvis er et besøg i Tadsjikistan hele besværet værd. Vi besøgte den østligste provins Gorno Badhakshan - eller rettere den Tadsjikiske del af Pamirkæden - i en hæsblæsende off-road-tur ad Pamir Highway. Vejen forbinder Kirgisistan, Kina, Tadsjikistan og Afghanistan og er en slags moderne silkevej.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside