Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Stafetten:
Mine 10 bedste/værste "røver"historier

Inge Andersen

Vi har alle, især rejsende, mange små historier som gerne er dem der kommer frem når der lige skal fortælles en rejsehistorie. Det kan være de sjove, pudsige, forunderlige, afskrækkende, søde og spændende historier. Dem der sætter krydderi på fortællinger. Her er et par stykker af mine "røver"historier.

* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *


Israel 1984
Dengang jeg var ung og smuk var jeg i Kibbutz i Israel, og det i sig selv var en spændende oplevelse. En rejsefælle og jeg var på weekendtur til Jerusalem, og tidligt på aftenen gik vi tur udenfor den gamle bymur. Der blev vi passet op af tre arabisk udseende mænd, som gerne ville have penge m.m. Da vi kun havde småmønter på os, blev de knotne og ville have mig med i stedet. Og der gik vi i modværge. Min rejsefælle nåede at blive stukket i armen af en kniv, men vi kom fri og løb det bedste vi kunne. Ved grædemuren mødte vi en patrulje soldater, som vi hurtigt satte ind i sagen. Min ven kom på hospitalet, og jeg kørte rundt i en militærjeep sammen med nogle soldater det meste af aftenen for at se, om vi kunne finde overfaldsmændene. Men de var som sunket i jorden. Og resten af natten tilbragte jeg på politistationen med forklaringer og rapporter.

Israel 1984
Senere samme år var jeg oppe nordpå for at besøge nogle venner, som boede tæt ved stranden. Havde lyst til at slappe af, så jeg tog alene på stranden. Fandt et lidt roligt sted og faldt i søvn. Vågnede ved at det begyndte at regne - troede jeg - men virkeligheden var en anden. En eller anden skummelt udseende fyr havde stået og onanerede hen over mig, og det var ikke regn, der landede på min mave. Yakk. Det kan nok være jeg fik benene på nakken.

Afrika 1985
Vi var en lille privat gruppe på 8 personer, der rejste ned igennem Egypten, sejlede over Lake Nasser og havde et ufrivilligt ophold på et par dage i ørkenbyen Wadi Halfa, da toget ikke lige kørte som planlagt. Maden var dårlig, og i løbet af et døgn havde vi alle dårlig mave. Og da vi steg på toget, der skulle føre os igennem den Nubiske Ørken til Khartoum, var vi alle syge med diarre og opkastninger. Men vi ville ikke blive i Wadi Halfa. Toget var gammelt og enormt overfyldt med diverse mennesker, bagage, høns og geder. Gangene var stoppet, og såkaldte toiletter (hul i gulvet) var i mindretal, hvis det overhovedet var muligt at komme derhen. Så vi tilbragte 2½ døgn i togkupeen med at brække os ud af vinduet, skide i plasticposer og forsøge at holde modet oppe. Ydermere var der sandstorm, som føg ind af alle sprækker og vinduer, der ikke kunne lukkes. En af gutterne, som havde været syg før os andre, var rigtig dårlig, havde høj feber, tabte ti kilo på otte dage og var bevidstløs, da vi nåede Khartoum. Han røg direkte på hospitalet med amøber og fik senere af vide, at det var på et hængende hår. En dag mere, og så havde han været færdig. Tre af os andre havde også fået amøber. Vi var et rigtig dejligt syn, da vi steg af toget. Brunstribede, afkræftede og fælt ildelugtende. Men vi fik en fortsat god tur videre ned igennem Afrika.

Phillipinerne 1987
Indenrigsflyet til Boracay Island var overbooket, så vi tog over land, for derefter at finde en lokal fisker der ville sejle os - en veninde og jeg - over til øen. Det tog os desværre et par timer at finde en fisker, der ville gøre det for en rimelig betaling. Det var ved at blive midt på eftermiddagen, men vi kunne være derovre, inden det blev mørkt. Vi hoppede ombord, med skipperen og hans søn og vores rygsække, og sejlede ud. Efter cirka to timer døde motoren pludselig, og skipperen kunne ikke få gang i den igen, selvom han arbejde ihærdigt. Imens drev båden, desværre den forkerte vej, og det blæste lidt op samtidig med, at det begyndte at regne. Vi drev og det blev mørkt og sønnen øsede vand ud af båden det bedste han havde lært. Vi to tøser var lidt klamme ved situationen, og jeg sad da også på et tidspunkt og bad til Vorherre, selvom jeg ikke er specielt troende. Efter et par timers driven omkring sad vi fast på et rev og tilbragte natten der, med vand der plaskede ind over os, og håbede vi overlevede. Alle historierne om hajer dukkede selvfølgelig op. Ved daggry kunne vi se land, og vi sad fast på koralrevet. Det var holdt op med at blæse, så vi kom fri og padlede nærmere land. Vi var et godt stykke væk fra øen Boracay, viste det sig.

Philippinerne 1987
Fra Cebu Island tog vi en lokalfærge tilbage til Manila. Vi var de eneste to udlændinge, der var med båden. Så vi regnede med, at det var sikrere at tage en kahyt end at sove på dækket. Vi fik en fin kahyt, som vi delte med to andre phillipinske
kvinder. Sovekøjerne var bygget ind i væggene og havde et lille forhæng. Knap var vi sejlet fra kaj, før kakkelakerne myldrede frem, og det i millionvis. De nærmest væltede ud af sprækker og revner og var overalt. I restauranten kravlede de på borde, dryssede ned fra loftet og var endda indbagt i maden. I kahytten var det endnu værre, gulvet var sort og køjerne kravlede. De phillipinske kvinder lagde sig bare til at sove, mens vi to kære kvindelige udlændinge var på panikkens rand. Der kunne vi da ikke sove. Vi var på det kraftigste blevet advaret mod at sove på dækket. Men soves skulle der, så vi prøvede at tømme køjerne og pakkede os ind i lagenposerne, som vi lukkede over hovederne. Jeg lå der og mærkede, hvordan de faldt ned på en og kravlede. Og tænkte "de gør ikke noget, de gør ikke noget" og hvor utroligt det end lyder, faldt jeg i søvn.

Ecuador 1994
Mens jeg opholdt mig i Quito var der en del studenteroptøjer, men jeg havde kun oplevet dem på afstand og hørt dem om natten nede på gaden. En sen aften hvor jeg og en anden dansker tog en bus hjem til hotellet , blev vi standset af en folkemængde , der råbte og skreg og kastede med sten m.m. Overfor dem holdt der tanks og politi/militær folk. Der blev fyret skud af, og vi kastede os ned på gulvet i bussen. Kort efter mærkede vi en kradsende og svidende lugt, og vores øjne begyndte at løbe i vand. En lokal sagde:" tåregas", og vinkede os hen mod udgangen af bussen. "Kom hurtigt" sagde han, og vi pressede os ud af døren. Udenfor var der masser af mennesker og uro. Mens vi græd og gispede efter luft fik han os trukket væk fra menneskemængden og ud i sidegaderne. Og han viste os vejen mod vores hotel. Næste dag i avisen læste vi om tre døde og mange sårede studenter.

Ecuador 1994
De fleste rejsende kender vel de toiletter, som er et hul i jorden, hvor der er lagt planker henover og hvor der er et hul til det "store hul" i gulvet. Som regel omgivet af træ eller metal (et skur) og et tag. Og vi har vel alle tænkt - bare gulvet holder. Ellers er det da det værste der kan ske. Føj hvor klamt. Tænk at ende i sådan et hul. En dag ude i junglen sad jeg på hug over sådan et hul og tænke de samme tanker. Og netop da begyndte gulvet at gi’ efter og skride ud i den ene side. Jeg forsøgte at komme væk og klamrede mig til ingenting, men mit ene ben var røget ned, hvor der før var en planke, og jeg turde ikke andet end at blive hvor jeg var med bukserne nede om enden og råbe på hjælp. Heldigvis var hjælpen ikke langt borte, og jeg blev under stor morskab trukket op og ud. Siden har jeg nøje undersøgt gulvet, før jeg har turdet bevæget mig ud på sådan et toilet igen.

Brasilien 1995
På en kanotur rundt i Pantanal var vi (en gruppe) gået i land på en af de små øer for at se på papegøjer og andet. Undervejs blev vi angrebet af en flok kæmpe brumbasser. Jeg og en anden pige bar røde T-shirts, og dem gik de til angreb på. De kravlede op under shortsene og ind i ærmerne på T-shirtsene. Jeg tror jeg havde 15-20 stykker siddende på mig og blev bidt af ni lede brumbasser. Blev vist lidt hysterisk og dansede rundt mens jeg råbte, "Få dem væk, få dem væk". Der blev nogle ordentlig buler, som kløede afsindig i to uger. Heldigvis var jeg ikke allergisk. Men har fået en skræk for røde T-shirts og brumbasser.

Brasilien 1995
 
Som Exodus tit gør på deres ture, kørte vi sidst på eftermiddagen ind ad en grusvej og slog lejr op "in the middle of nowhere". Da det blev mørkt, lavede vi bål og hyggede os ved det. Vi larmede måske lidt meget. Efter lidt vin kalder naturen, og jeg gik lidt afsides for at klare det problem. Havde lige fået bukserne op, da jeg mærkede noget hårdt i ryggen, og en mand sagde noget på brasiliansk. Han lyste mig i hovedet med en lygte og pegede hen imod alle de andre. Jeg skulle gå derhen. Det viste sig, at vi var omringet af en flok politifolk med skarpladte geværer. De var blevet ringet op af nogle skræmte beboere, som boede i nærheden og havde fortalt om de mærkelige larmende mennesker, som opholdt sig på deres grund. Efter mange lange og udredende forklaringer og nogle penge under bordet, fik vi lov at blive natten over, hvis vi gik til ro nu. Jeg tror vi alle havde lyst til bare at finde vores soveposer. Sikke en forskrækkelse.

Cuba 2005
Privat indkvartering havde vi jo læst om, så da vi - Kira og jeg - fik et godt tilbud af en gut på vores tredje dag på Cuba, slog vi gladelig til. Han hoppede ind på bagsædet af vores udlejningsbil og guidede vejen. Vi kørte fem kilometer ud ad en grusvej, og det var bælgravende mørkt. Det virkede som om, at vi kom som uanmeldte gæster til huset, men blev budt indenfor. Bilen skulle stilles i en garage bagved huset. Alarmklokkerne skulle måske ringe der, men hvad kendte vi til Cuba? De ville lave mad til os. Mens vi ventede, snakkede vi med to lokale piger. Strømmen var gået, så vi havde kun to stearinlys og et par lommelygter. Pludselig bankede det på døren, og udenfor stod en politimand. Panikken bredte sig blandt de lokale, især da politimanden tog alles ID kort og vores pas og kørte sin vej. Imens fik vi vores bagage ud i bilen, som var blevet kørt frem. To timer efter kom politimanden tilbage i en jeep sammen med en kollega og tog de lokale med. Vi skulle følge efter i vores bil. Vi blev ført til et dyrt hotel og bedt om at skrive politirapport: Hvordan så fyren ud som havde spurgt os? Hvad havde vi betalt? osv. Imens blev de lokale lagt i håndjern og sad ude i jeepen og ventede, indtil de skulle med på stationen. Vi havde egentlig lidt svært ved at holde masken, for politimanden tog hele situationen meget alvorligt. Han skaffede os dog noget at spise, mens de oversatte politirapporten til spansk. Vi fik at vide, at vi skulle blive på hotellet indtil klokken tolv næste dag, hvor der ville komme en fra immigrationsmyndighederne og belære os. SHIT, tænkte vi, gad vide om vi nu bliver deporteret – det ville jo være surt på tredje dagen af rejsen. Der skete nu ikke mere, og vi havde tre gode uger på Cuba, men havde lært lektien om at finde de godkendte Casa Particular.

Stafetten er hermed videregivet til Erik Futtrup


Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

OBS: farvefotos til denne artikel forventes lagt ind snarest