Øjeblikke på Amazonas

Tekst: Anders K. Pedersen
Foto: Anders K. Pedersen og Søren Kjeldgaard

I midten af oktober fik jeg mulighed for, sammen med fotograf Søren Kjeldgaard, at rejse med en dansk ledet ekspedition fra Iquitos i det nordøstlige Peru op ad Amazonfloden og dennes bifloder. Amazonfloden med sine godt 6.400 km er et vidunder i særklasse, som ingen bør bilde sig ind at kunne rumme og forstå helt. Dette er derfor blot nogle subjektive brudstykker, som alene har til formål at beskrive en brøkdel af livet langs denne enorme flod

Solnedgang på Rio Tigre (foto: Søren Kjeldgaard)

24/10: Nauta

Lysreguleringen passer sig selv. Ingen ser ud til at tage nævneværdig notits af den. Jeg lister lidt rundt i gaderne og finder en substitut for mine originale Ray Ban, model Top Gun, som har måttet lade livet her i Peru. 24 kroner koster de. Jeg gider ikke slå en handel af - smiler bare. Køber derudover tre pakker lokale cigaretter.

Her passer folk mere eller mindre sig selv, på trods af, at Iquitos kun er en køretur på to timer væk - eller en sejltur på fjorten timer, som er tilfældet for os. En enkelt forsøger sig dog med salg af et seks meter langt slangeskind. ”Anaconda, kun tyve kroner”. Jeg smiler, men er ikke interesseret. Skyggerne er blevet længere, og Angel og hans venner leger i den begyndende solnedgang. De besidder endnu ikke det filter, der hedder situationsfornemmelse, og vi nyder deres spil, mens de poserer for vores kameraer.

Vi skubber båden fri fra havnen og starter motoren. Jeg placerer mig ude foran på skibets tag med fødderne dinglende i kaptajnens synsfelt. Guillermo, Pedro og Carlos råber fra land. Vi har glemt tre af vores peruvianske venner, som - udover at være venner - også er med til at fastholde mig i kategorien ”den hvide mand på tur”. De gør alle de ting jeg eller andre ellers skulle gøre. Deres arbejdsindsats er fænomenal, og jeg nyder at se med hvilket humør de klarer dagen. Inde langs bredden bliver husene igen færre i antal, og lyden af civilisation forsvinder. Jeg kigger fremad. Kursen er sat. På vej ud i solnedgangen. På vej videre på eventyr.

Det var blevet morgen og aften på ekspeditionens første dag, og jeg så, at alting var godt.

25/10: ”Det Grønne Helvede” og ”den Beskidte Flod”.

Solnedgangen er fantastisk. Jeg sidder forrest på vores båd Delfincito (den lille delfin) og følger interesseret ruten igennem vandet, som farvelægges af den smukke himmel. På trods af, at båden kun stikker en meter ned i vandet, tager vi den lange vej rundt, hvor floden er dybest og langsomt eroderer på mæanderens yderside og over tid skaber nye vandveje. Jeg læner mig tilbage, mens jeg forsøger at indtage omfanget af det billede, der bliver malet foran mig. Jeg tænker på de lidet flatterende navne ”det Grønne Helvede” og ”den Beskidte Flod”. Navne, som skulle beskrive regnskoven og den flod der løber igennem den. Navne, som på ingen måde evner at indfange al den majestæt, jeg som dansker lader mig fascinere af i dette øjeblik. Fascinationen kommer måske let til mig, set i lyset af mit danske sammenligningsgrundlag: Rold Skov og Gudenåen.

Uanset sammenligningsgrundlag bekræfter det dog mere end noget andet de ord jeg læste på et cafetoilet i det indre Kbh nogle år tilbage. ”You only see half of everything - the other half is the meaning you give to the things you see”. En anden har sagt, at man skal være varsom med den måde man fortolker verden på, for verden er præcis som man fortolker den. For mig er Amazonfloden mere end bare en beskidt flod. Den dræner 40 % af hele det sydamerikanske kontinent og står for 20 % af den mængde ferskvand, der udledes i verdenshavene, og så pumper den 10.000 gange så meget vand ud i Atlanterhavet, som Gudenåen udleder i Randers Fjord. ”Det Grønne Helvede” burde snarere omdøbes til ”den Grønne Himmel”, for med en størrelse på 75 gange Danmarks areal synes den uendelig, og her leves livet mere end noget andet sted i verden.

Det gode skib Delfincito (den lille delfin), som var vores hjem i de 9 dage vi var ombord. En original bananbåd, med visse forbedringer.

Midt i alt dette sidder jeg lige nu, og på sidelinjen får jeg lov til at følge en gruppe mennesker, der forsøger at forklare lidt mere af det liv, der udspiller sig for vores allesammens øjne.

26/10: Intuto

Jeg vågner tidligt om morgenen ved at motoren slukker. Vi er i Intuto. Jeg ser solopgangen agterude gennem fem myggenet, som dækker de hængekøjer, der hænger ved siden af mig. Solen lokker mig ud af fjerene tidligere end ellers, og klokken halv seks står jeg klar på dækket.

I dag skal arbejdet endelig til at begynde, og alle gør langsomt klar til det de har ventet på i flere måneder. Inden morgenmaden bliver serveret går jeg en tur på land for at få fast grund under fødderne og for at se mig lidt omkring. Jeg møder hurtigt Søren, som allerede har været oppe et stykke tid for at tage billeder i det bløde morgenlys.

Ekspeditionen, som er en gruppe studerende under ledelse af professor Henrik Balslev fra Aarhus Universitet, er verdensmestre i palmer. Et udsagn der nok kan få de fleste til at trække lidt på smilebåndet, men jo mere tid vi bruger sammen med dem, desto mindre nørdet synes det at blive. Lortet hænger sammen, havde en af de studerende fået at vide en dag på studiet, og derfor er det ikke nørdet, for det giver mening. Biologer som disse zoomer helt ind eller starter indefra, hvor en idealist som mig bilder mig selv ind, at det er mere rigtigt at starte udefra og danne sig det store overblik over tingene først. På denne tur er det dog blevet klarere for mig, at min evne til at begribe det store billede hænger uløseligt sammen med min evne til at sætte mig ind i de små ting. Det vigtigste er dog - uanset hvor man starter fra - at være i bevægelse enten ind eller ud, for fattigdommen sætter ind den dag videbegærligheden bliver mættet.

Projektet er delt op i forskellige fokusområder, men hver dag vil de komme til at lave mere eller mindre det samme. De der tænker, at feltarbejde er en nem vej til at få lidt ferie i sin studietid, skal ikke være med her mange minutter for at finde ud af, at det er benhårdt arbejde. Fire - seks timer hver dag i den tætte jungle i fuld uniform og gummistøvler kan give enhver sved på panden, og de fleste vil sikkert have fået nok inden den første uge er gået. Vi er med på sidelinien den første dag og vender hjem til båden efter en gåtur på i alt tretten kilometer. Solen har bagt hele dagen, og et par af ekspeditionsdeltagerne kaster op i floden. Selv professoren på 56 år må sande, at det har været en hård dag.

Oppe i Intuto by falder jeg hen under aftenen i snak med Darci og Paula. De glæder mig ved at vise mig vej til en kold cola længere nede i byen, hvor der stadig er åbent. Jeg drikker den hurtigt, mens den er allerbedst. Darci kigger på mig. Jeg sanser et glimt i hendes øjne. ”Vil du føde mine børn”, står der. Svaret er nej, og i næste øjeblik vælger jeg at sige pænt tak for snakken og deres tid, og stille og roligt lister jeg retur til båden. Aftensmaden står klar da jeg kommer.

27/10: Slangerne i paradis

Den eneste slange i dette paradis er den pagt myggene har indgået med sandfluerne. En pagt, der er velsignet af fanden selv. Pagten går i al sin enkelthed ud på, at sandfluerne får lov til at herske i dagtimerne, og myggene råder så, når mørket falder på. Jeg har i mange år søgt efter pålidelige skrifter, der underbygger den parentes i skabelsesberetningen, der fortæller om den 8. dag (dagen efter Gud havde hvilet sig og set, at alt var godt). På den dag kom Djævelen til Gud og spurgte om lov til at skabe lidt, når nu Gud havde skabt så meget. Gud gav Djævelen 666 sekunder (godt elleve minutter), og på den tid fik han kreeret myggene, sandfluerne og deres

Heni på 5 år er endelig blevet overbevist, at fotografen ikke har ondt i sinde...

fætre og kusiner, som heller ikke gør andet end at fremelske ondskaben i mennesket. Herren selv kunne godt se, at det ikke var den klogeste disposition i verdenshistorien, for ikke at sige evigheden. Han bestemte derfor, at de først skulle slippes løs i tilfælde af et evt. syndefald. Resten af historien kender vi selv, og dén rejsende, der endnu ikke har forbandet en af disse tilbage til Den Evige Ild, hvor de hører til - ja, han eller hun har ikke rejst nok. Thi selv i et sommerhus i Søndervig kan de smadre enhver terrassehygge for rolige unge danske mænd og kvinder, der blot forsøger at nyde et stykke dansk sommer, når det er bedst.

Her går jeg så hvileløst rundt på taget af den lille delfin og har fundet min egen lille ovale bane på cirka tredive meter. Tilsyneladende er bevægelse det eneste, der hjælper på disse sandfluer, så de ikke har tiden til at sætte sig og mæske sig i mit blod. Hver gang jeg står stille går der cirka tredive sekunder, og jeg bliver vidne til et bespisningsunder af bibelske dimensioner. Her står jeg som substitut for de fem brød og to fisk, men alligevel er jeg ene mand i stand til at bespise 5000 sandfluer foruden hunner og unger. Så meget frirum har jeg dog ikke givet de små fluer endnu, og jeg har derfor kun cirka 5-600 bid. Et tal der dog vil stige proportionalt med antal dage i dette landskab.

Min trampen rundt på det grå bliktag er ikke så lidt forstyrrende for Søren, Mette og Guillermo, der sidder nedenunder og arbejder. De er tilsyneladende knap så attraktive som undertegnede, eller også har de bare lært at lide. Guillermo, får jeg senere at vide, sidder med jævne mellemrum og peger op mod taget og siger; ”Andres. Loco”, hvorefter han griner så de to store guldtænder i hans overmund blottes og giver genskin i sollyset.

29/10: Santa Elena

Der er cirka halvtreds huse i den lille landsby. På et tidspunkt hører den lille asfaltsti op, og jeg går videre til et hus, der ligger hundrede meter længere ude. Mor og far er ikke hjemme, men halvanden meter hævet over jorden i det åbne hus sidder tre små piger. De kigger på mig med store øjne og siger ikke meget. I nogle af landsbyerne langs med floden går der rygter om den forfærdelige Gringo (hvide mand). En af historierne går på, at den hvide mand skulle skære ansigterne af de små børn, tørre dem og sælge dem i USA som souvenirs. En anden går på, at den onde Gringo tager de små indianerbørn og hænger dem op med hovedet nedad og derefter tapper den olie, der løber ud af deres øjne. Olien bliver så brugt til at fylde på den hvide mands flyvemaskiner. Om det er disse historier de tre små piger tænker på ved jeg ikke, men jeg gør mit for at ligne den rareste hyggeonkel. Jeg får deres navne. Heni på fem år sidder tættest på mig i sin hængekøje, og jeg får lov til at tage et billede af hende. Endelig smiler hun.

31/10: Suri

Carlos og Pedro kommer hjem fra skoven med en pose, indeholdende 10-15 svulmende hvide larver. Suri hedder de, og nærende skulle de være. Til stort held for de stakkels larver sidder 90% af mine smagsløg i øjnene, og jeg har på ingen måde lyst til at sætte tænderne i en organisme, der på ingen tid er på vej kravlende ud af plasticposen.

Pedro og Carlos kommer stolt hjem fra junglen og tilbyder suri til den knap så begejstrede forfatter

De griner, som står alt det jeg ikke kan forklare tydeligt på spansk, skrevet i øjnene på mig. De laver sjov med mig, og jeg laver sjov med dem. Sarkasmen, ironien og de godmodige ydmygelser vi med jævne mellemrum sender videre til hinanden igennem skøn interkontinental kommunikation er forrygende - for grine og gøre nar kan man altid, som professoren plejer at sige, når han lægger ryg til nogle af mine morsomheder. Den uhøjtidelighed der er til stede ombord mellem ung og gammel, dansker eller ej, nyder jeg mere end aircondition på en varm sommerdag. For mens de nymodens anlæg, man må spejde langt efter herude, kun køler på ydersiden, så går denne forfriskende jargon helt ind og skaber glæde dér, hvor hjertet slår. Det er længe siden jeg i god tone har været så ligefrem over for folk, der er godt på vej mod de 50, og helt op til de 70 somre (et udtryk, der ikke fungerer helt så godt hernede). Jeg kalder Cesar på 47, som er professor på universitet i Iquitos, for en gammel mand. Og sammen med Guillermo, der fyldte 60 i lørdags, driller vi ham med, at han har en lille tissemand. Guillermo får igen med en sætning om, at han er ”supergays” og hans kone hedder ikke Maria, men Mario. Hvornår har jeg sidst været så bramfri overfor en 60-årig? Vi smiler og griner sammen og kompenserer dermed for de ting, der går tabt i oversættelsen.

Det er for nemt og i-bås-sættende at kalde dem simple mennesker, men med en mere simpel livsstil og færre midler formår de at udtrykke mere livsglæde end de fleste danskere, og det uanset om de stemmer på velfærd eller skattelettelser ved folketingsvalget. Jeg har uendeligt meget at lære endnu og lader mig derfor fascinere, hver gang jeg er afsted.

- ”Jeg vil komme til at savne dem”.

Senere kommer Pedro smilende med en friturestegt suri. Den ser mere harmløs ud nu, så jeg spiser den, og den smager faktisk helt ok.

1/11: Postludium

Det er blevet november. Derhjemme er det ensbetydende med konstant nattefrost og mørket, der alt for hurtigt tærer af dagens lyse timer. I søndags gik de over til vintertid, synonymt med årstidernes skiften. Her hedder det regntid og tørtid, men klokken er den samme. Der er ingen grund til at ændre tiden for at spare sollys. Vi

er for tæt på Ækvator til, at det skulle give mening. Den evige sommer her, som vi stadig nyder med store mængder sved i armhulen, står i skærende kontrast til årstidernes skiften i Danmark. På trods af vores evige snak om vejret og den utilfredshed, der er forbundet med dette, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at enhver dansker efter få år vil komme til at savne duften af det spirende forår, der vidner om, at sommeren er på vej. For uanset hvor meget sidste sommer regnede væk, så fastholdes vi som naive børn i troen på, at det nok bliver meget bedre til næste år.

Husene langs floden står hyppigere her, hvor Rio Tigre snart løber ud i den store Marañon flod, for kort efter at blive en del af den flod, der blot bærer navnet Amazonas. Det sker ved byen Nauta, som siden vi i går aftes vinkede farvel til de andre og gik ombord på denne fragtbåd, har været vores bestemmelsessted. Nauta er både det første og sidste trinbræt på civilisationens motorvej, afhængigt af hvilken vej du sejler. For os har det været begge dele. For otte dage siden vinkede vi farvel til Angel og alle de andre legende børn på havnen i Nauta, mens solnedgangen og eventyret ventede forude. Nu er vi om få timer tilbage, og Nauta vil for os være den sikre havn og det sidste nævneværdige punktum i denne historie. Derfra hedder det offentlig transport til Iquitos, og derfra kan enhver bog om Peru guide dig til den historie, man ville kunne fortælle. Derfra ligger eventyret på Amazonas bag os, og forude venter E-mails, aircondition og mobiltelefoner. Derfra er der kun mindet tilbage, og håbet om at man fik set det man ville - at man fik grebet dagen, mens den var der.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside