Tilbage til De Berejstes hjemmeside

                At blaffe er at leve

Tekst og foto: Anders Pedersen




I starten af juli 1993 stak jeg for første gang tommeltotten i vejret i håbet om at nogen ville stoppe. Det var en lille tur på 22km fra Struer til Hvidbjerg, og jeg konstaterede stolt at jeg havde sparet 24kr. Jeg havde genfundet barndommens glæde i hvordan en tommeltot kan bruges til at tilfredsstille sig selv. Ikke længere som substitut for en sut, men som et gratis transportmiddel til hele verden. Nu behøvede penge ikke længere at sætte grænserne.Indtil sommeren 1994 havde jeg kun været i fire lande, men den sommer blev startskuddet til mange flere, og det med min til stadighed bedste rejseoplevelse nogensinde. Den bedste fordi, den gav mig lysten og modet til mere.

I dag 10 år og 80.000 km på stop efter hænger tommelfingeren på min ’wall of fame’. Jeg nyder at flyve, sejle og køre i tog, men turene på stop er og vil nok altid være noget specielt for mig. uforudsigeligheden og spontaniteten længe leve. Hurra!!

Jeg var 16 år gammel, det var sommer, og jeg ville blaffe ned for at besøge min søster i Rumænien. Med 800 kr og en lånt rygsæk tog jeg mandag morgen af sted med en naiv og godtroende indstilling til mennesker og livet generelt. Der måtte da være nogen der kunne fragte mig de godt 2000 km ned til Rumænien. Førstedagen gik helt efter bogen, og da jeg stod op tirsdag morgen troede jeg, at jeg med lidt held i tommelfingeren ville ankomme til min søster senere på dagen - men nej. Det var meget forskellige folk der samlede op. Der var unge og gamle, direktører og bistandsklienter, men trods deres forskellighed havde de lysten til at hjælpe mig et stykke videre fælles.

Folk var generelt flinke, når jeg henvendte mig til dem på rastepladser. Kunne de ikke hjælpe af den ene eller anden grund, havde de fleste trods alt stadig overskud til at give mig en lille ’gute fahrt-hilsen’ med på vejen. Konklusionen efter de første 1000 km var, at selvom jeg var en lille uskyldig 16-årig med halvkikset grydeklip og små dunbefængte drengeben, så var det bedste værktøj inden for blafferkunsten desværre stadig noget så kedeligt som tålmodighed. Efter et par lift, kom jeg kort før Østrig op at køre med en tilfældig ungarer. Et lift som alle andre! Vi viste pas og med Tyskland og Hitlers infrastruktur i ryggen, kunne vi hyggesnakkende - på engelsk vel at mærke - trille henover Østrig i et anstændigt tempo. Inden længe blev det igen tid til at vise passet frem, og vi kunne sige goddag til Ungarn og goddag til hundredevis af nye indtryk for en 16-årig. Der var hestevogne på vejene, der stod letpåklædte piger og vinkede goddag og farvel ved hver eneste by, der var politi alle vegne og folk kørte generelt med en dødsforagt, som kun folk med reinkarnationstro kan tillade sig. Først på aftenen blev vi stoppet af politiet for et eller andet, og kort tid efter brød bilen sammen i en landsby, som mest af alt mindede om noget fra en gammel cowboy-film. To timer senere - beriget med en masse hidsige ungarske gloser og en ærgrelse over at John Wayne aldrig dukkede op og klarede ærterne - kunne vi køre videre. Efter yderligere et par timers kørsel, som bl.a. bød på mit første McDonalds-besøg nogensinde, læssede han mig af ca. 80 km fra Budapest.
Det famøse pas
 
Nu var klokken et, og jeg nåede lige at tænke: ”shit, for en tur”, før jeg måtte sande, at én ulykke sjældent kommer alene. Lige pludselig blev det smarte ved, at mit pas havde ligget i forruden hele turen, da det skulle bruges ved to grænser, nu mindre smart. For der lå det stadig! Og det kunne jeg så stå og tygge lidt på, mens jeg så baglygterne forsvinde længere nede af vejen. Hmmm, hva’ så? For første gang nogensinde stod jeg ”Palle alene i Ungarn” med den famøse rejselort kildrende i halsen, og lige umiddelbart så jeg kun to muligheder, og det valg ville få konsekvenser for, om jeg de kommende år ville vælge Kilroy og Jysk eller Tjæreborg og Spies som min kommende rejseleverandør. Grin eller græd!

Hvor er jeg dog glad for den dag i dag, at jeg valgte at trække på smilebåndet, fandt en stor høstak og indlogerede mig på et 1000-stjerners hotel på en græsmark i en lille ungarsk by, og faldt i søvn med troen på, at hvor der er vilje er der vej. Næste morgen klarede jeg de 80 km til Budapest med et lift. Jeg fandt den Danske Ambassade, og de udstedte uden de helt store problemer et provisorisk pas til mig. Jeg kom ud af byen og fik et lift med en russer, der yndede at sætte hastigheden på lav, og den russiske folkemusik på høj. Han satte mig af i byen med det sjove navn; Püspökladány, mindre end 100 km fra den rumænske grænse. I morgen måtte det da være muligt, at nå det sidste stykke til Cluj i Rumænien. Men igen, nej! Da jeg ved middagstid viste mit midlertidige pas til grænsevagterne, gik det galt. ”Is no good, get out”. Jeg måtte stige ud, tage mine ting og lade mit lift køre videre og tage uretfærdighedskampen op mod to magtbegærlige kasketklædte grænsevagter. Øv, hvor kunne man hurtigt føle sig magtesløs. ”Back Budapest, Police”. Jeg prøvede at forklare mig, og viste dem en skrivelse fra ambassaden på engelsk, hvor der stod hvem jeg var, men de grinede bare. Efter et kvarter måtte jeg give op. De forstod mig ikke, og jeg havde heller ikke indtryk af, at de havde lyst til at forstå mig. Der var 280 km tilbage til Budapest, og kun godt 100 til min søster. Det skulle blive løgn. Uretfærdig behandling skulle de simpelthen ikke få lov til at slippe af sted med.
Grænsepatruljen...
 

Jeg gik en kilometer tilbage mod Budapest, drejede skarpt til højre og gik igennem en to meter høj majsmark, krydsede en jernbane, og vadede igennem en masse krat og buske. Efter godt en time stod jeg i kanten af en åben græsmark, og kunne stå og kigge over på Rumænien, som lå mindre end 400 meter væk. Jeg kunne se to vagttårne, men ingen mennesker, så jeg fortsatte østover. Jeg skulle nok prise mig lykkelig for at Ceausescu fem år tidligere havde fået en kugle for panden, ellers havde det måske været standardproceduren for mig, da jeg godt 200 meter inde i Rumænien kiggede over højre skulder og så to soldater komme løbende: ”Hey! Me turist! Nice walking. Ooh Passaport”. Et eller andet måtte jeg jo prøve, og hvad var mere nærliggende end at spille dum turist. Jeg tænker at jeg kom rollen et skridt nærmere, da jeg fik dem overtalt til at posere for den lille uforstående turist med hans konfirmand-kamera, der stod overfor dem, men lige lidt hjalp det. Den ene af de to fulgte mig tilbage til det rumænske grænsekontor, der mest af alt lignede en af de bygninger på Sydhavnen, som bare står og venter på at en dansk millionær, skal komme og rive det ned og bygge endnu en ”arkitektonisk skønhed”.

Efter at have gennemsøgt min baggage og haft ringet til min søster for at høre om hun ventede besøg af en lille knægt, faldt de lidt til ro, men stadig uden begreb om, hvad de skulle stille op med en som mig. I løbet af dagen snakkede jeg med fire forskellige, der talte så jeg kunne forstå det, og de gav mig fire forskellige meldinger: Fortsæt, tilbage til Budapest, tilbage til Danmark og to års fængsel. Uvisheden fik dagen til at gå langsommere, men mine vagter gjorde deres til at forkorte tiden. De bød mig lokale cigaretter, alt imens de forsøgte at forklare mig VM-stillingen, hvor Rumænien nyligt havde slået Argentina.

Først på aftenen havde de rumænske grænsefolk fundet løsningen på deres problem. Så godt otte timer efter jeg ankom til den ungarske grænse, stod jeg der nu igen, for hvad var mere nærliggende end at smide mig over til naboen. Jeg blev modtaget af en kaptajn og en majorsergeant, som også fungerede som tolk. Jeg talte dog et ret så skidt fransk, så de måtte til staden og grave en anden op. Der gik endnu en time i enerum, hvor magtesløsheden for alvor satte ind, kunne de da bare sige et eller andet. Efter halvanden time kom tolken - en Alex Nyborg Madsen-klon med spraglede bukser. Han forklarede mig, at mit pas sikkert var godt til alle andre lande men bare ikke Rumænien, så jeg skulle tilbage til ambassaden og have et nyt. Midt om natten blev jeg sat på et tog mod Budapest - glad for at være på farten igen omend det var i den forkerte retning. Lige efter morgenmaden stod jeg nu igen foran ambassaden. Jeg forklarede kun det nødvendige, da jeg blev enig med mig selv om, at de ikke behøvede at vide alt. De sendte mig ned på politistationen, hvor jeg måtte vente i en halv time. Derefter kom jeg ind på et kontor for at udfylde nogle papirer, der skulle give mig det stempel, der kunne sende mig retur. Midt imellem rubrikkerne ”bopæl og fødested” ringede telefonen. ”It’s for you”, sagde manden overfor. Øøh, undskyld? Hvor var de mennesker, der nu skulle bekræfte mig i, at det var ikke bare var lidt absurd, at der blev ringet til mig på en politistation i Budapest, Ungarn? Hvor var de? Stadig tvivlende tog jeg røret, og lyttede lidt før jeg sagde:”Hallo” - ”Ja, hej det er mig… Mig fra ambassaden. Manden du kørte med den anden dag, har lige været her og aflevere dit pas”.

En halv time senere, stod jeg så igen på mirakuløs vis med mit eget bordeaux-farvede pas i hånden. Jeg kom hurtigt ud af byen, fik et lift, og sidst på eftermiddagen blev jeg mødt med: ”Hey, hey Dinamarca”. Grænsevagterne genkendte mig, og denne gang lod de mig slippe igennem, da jeg kunne vise dem min generhvervelse. Fredag aften klokken halv 12, fire og et halvt døgn efter jeg var taget hjemmefra, stod jeg i Cluj. Jeg var stadig den samme, stadigvæk naiv og godtroende, men alligevel forandret. Jeg kunne nu endelig, som den knap så uskyldige 16-årige knægt jeg var, ringe til min søster og melde min ankomst.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside