'Det andet Irak'

Tekst: Anders Kofoed Pedersen
Foto: Anders Kofoed Pedersen og Carsten Villadsen

En gåtur op ad Karrada street byder på flere hilsner pr kvadratmeter, end noget andet sted vi tidligere har været

I januar 2004, et år efter amerikanerne havde befriet Irak, rejste Anders Kofoed Pedersen med sin gode ven og fotograf, Carsten Villadsen til Irak. Formålet var at se lidt mere af den sandhed om Irak og irakerne, som vi blev sparet for i de danske medier. For det kunne da ikke alt sammen handle om selvmordsbomber, masseødelæggelsesvåben og fundamentalistiske islamister - eller kunne det? Dette er et lille skriv fra turens første dage og mødet med 'det andet Irak'.

”Som situationen er nu, vil jeg anse det for at løbe en stor personlig risiko at rejse rundt som civil europæer i Irak. Der er rigtig mange "carjackings" og kidnapninger af europæere, med mindre man er godt bevæbnet og har eskorte.

Det kan da godt være jeg er en tøsedreng, men jeg vil betragte det som noget nær "galimatias" at møde irakerne på gaden, som dine venner i øvrigt nok får brug for en tolk for overhovedet at kunne kommunikere med.

Jeg vil derfor kraftigt advare dine venner mod det projekt... Irak er absolut ikke et turistland pt. For øvrigt regner det, der er mudder overalt, og vejene er rimeligt ufremkommelige, medmindre man kører i noget terrængående. Så... ja. Mind dem om, at selvmord faktisk er ulovligt, men selvfølgelig vanskeligt at forhindre”.

Venteværelset

Vi sidder i Amman, Jordan. Vi har lige læst en mail, videresendt fra en af mine venner. Forfatteren er en dansker - udstationeret i Camp Eden, nord for Basra.

Vi har det, som en patient, der sidder i doktorens venteværelse og venter på en diagnose. Ondartet eller godartet?! Uvisheden fremkalder altid spørgsmål; måske er situationen i det krigshærgede land så forfærdelig, som de siger i tv? Måske er det virkeligt dumt, det vi gør? Måske vil de ikke lade os komme over grænsen? Måske gør vi kun det her for at tilfredsstille en sygelig eventyrlyst!? Måske er alle vi møder i Irak savlende, blodtørstige oprørere? Måske, måske, måske…Uvisheden må overvindes med udholdenhed og troen på det bedste.

Sjældent, måske aldrig før har en bustur været omgærdet med så megen spænding. 15 timer med bus, til en anden verden sagde folk i Jordan. "You'll see how life was 200 years ago". Er det virkelig så slemt? Vi forventer det værste, men håber det bedste.

På vej hjem møder vi nogle drenge, der spiller fodbold på gaden. De kender Peter Schmeichel

Til Bagdad

Vores ønske inden afrejse fra Danmark var at møde irakere, der kunne udfordre vores egen og andres fordomme. Cirka 400 km før Irak, på busstationen i Amman, møder vi den første. Muhammed. Han er 40 år gammel og iraker, men har siden 1998 boet i Jordan. Han er ingeniør, og har rejst væsentligt mere end den almene borger med adresse i Mellemøsten. "I've been to Denmark. Nice airport you've got", siger han og griner. Muhammed taler flydende engelsk med den obligatoriske Mellemøst-accent. Inden vi sætter os til rette i bussen, som er en tysk turistbus af lidt ældre dato, bruger vi Muhammed til at finpudse vores baggrundsviden om Irak.

Konflikten i en nøddeskal: Irakerne hadede deres diktator, Saddam. Amerikanerne kom og gjorde det, som de ikke selv kunne gøre. Langt størstedelen af Irakerne sætter pris på at Saddam fjernes, men ingen ønsker at Saddam skal skiftes ud med Bush. Amerikanerne har fjernet den struktur, der var, men har ikke givet et nyt alternativ. Den almene iraker savner tryghed og vished for fremtiden.

"To tell you the truth! When I saw the statue of Saddam falling, I felt very happy, and I saw hope for the future. But when I came back in June, I was surprised of the state the country was in. Telephones and electricity was worse than during Saddam, and Bagdad was destroyed. I was hoping it would improve from there, but when I came back after the Ramadan in late November I saw the same. It's a very difficult situation".

Hver gang der er pause, får vi nye input fra Muhammed, og ved grænsen er der rigelig tid. Vores pas havner i bunken; 'Iraqis only', og et par timer senere bliver der efter 130 Muhammed'er, råbt Anders og Carsten fra skranken. Vi er i Irak. Kl. 9 ruller vi ind på busstationen i Bagdad. Jeg vågner.

I Bagdad

"Kom med mig i taxi hjem til min mors og brors hus, der kan I ringe til jeres kontakter i Basra, og hvis alt går vel, kan jeg tage jer med ind til byen, når jeg skal ind og forny min kones pas".

Butiksbestyrer skuer ud fra sin lille butik i byen hvor manden på gaden både afskyr Saddam Hussein og amerikanerne. (CV)

Muhammeds familie bor i Al-Yarmuk, et kvarter bygget til officererne i den gamle hær før Saddam. Kvarteret slap billigt under krigen, men på vej derhen ser vi de første beviser på, at noget for os uforståeligt er foregået her i Bagdad. Krig! Vi bliver budt indenfor til te, den søde af slagsen, og kort tid efter begynder den resterende del af familien at dukke op. Hans bror Muthanna som en af de første. Solen er nu stået op og varmer dejligt og vi tænder en cigaret og går med Muhammed op gennem barndomsgaden. "Salaam a laykum. Welcome back". Naboerne pibler frem, tydeligvis glade for at se Muhammed. Vi hilser på, og de fleste får finpudset deres engelskgloser, mens vi kæmper med vores arabiske. "Ismi Anders. Min Danemark! Kayf halak".

Muhammeds gamle legekammerat, Muhammed, kommer også og hilser på. Der er to år imellem dem, og de har leget sammen siden de var små. Begge deres forældre var generaler i den gamle hær, derfor kan de bo, hvor de bor.

Jeg spørger dem, hvad de gjorde i skolen, når der var flere med samme navn. "I'll tell you something", siger Muhammed1. Ham vi mødte først. "At one time I attended a class where all 45 was named Muhammed". Muhammed-1 siger det, mens han griner, velvidende at det næsten lyder for komisk til at være sandt.

En mand der sagtens kunne bære navnet Muhammed, det suverænt mest populære navn i den muslimske verden. (CV)

Muhammed-2 var med i Golfkrigen i '91, men var heldigvis, siger han, udstationeret 50 km fra fronten. Hans bror var i en deling i Basra. Da amerikanerne kom, vendte hele delingen om og flygtede. "They didn't want to fight for Saddam". Muhammed-2 har altså været 'one of the bad guys' i en sort/hvid krig, jeg har siddet og ladet mig underholde af for godt 10 år siden - selv samme Muhammed som jeg nu sidder og joker med henover en kop al for sød te.

Muthanna bakker den hvide Toyota Tercel ud af indkørslen. Han har insisteret på, at han vil køre os rundt, så Muhammed kan få ordnet sin kones pas. "It's a sissy-car", siger han med et smil. Muthannas engelsk er ikke helt på højde med den fire år ældre brors, men venligheden må ligge til familien. Familiens telefon fungerer ikke i dag, så en offentlig tilgængelig telefon bliver vores første ærinde. Hver anden gang vi tager en sidevej, må vi vende om på grund af at amerikanerne har spærret vejen med enten betonblokke eller pigtråd. Det langsommeliggør alt, men Muthanna ser ikke ud til at være stresset, og vi er hvor vi allerhelst vil være; i Bagdad sammen med en iraker, der kan fortælle os hans sandhed om Irak. En sandhed der synes mindst ligeså gyldig, som den CNN eller DR1 kan præsentere. "People are very friendly in Iraq!", men alligevel udviser han nærmest sygeligt angst for, at vi skal støde ind i den lille gruppe af Ali Baba'er, som har mere eller mindre frit lejde i 'det nye Irak'. "You are our guests, so we are sorry for anything that may happen to you, but we hope nothing will, Insha'Allah". 'Insha'Allah', om Allah vil, er en lige så oprigtig og integreret del af Muthannas ordforråd, som 'fuck' er en del af Bruce Willis'.

Muthanna kørte rundt med os i hans sissy-car i fem timer. Han gav frokost, betalte telefonregning, tog os til exchange office og checkede ca. otte hoteller for os, inden vi checkede ind på Agadir Hotel. ”Price is important, but safety first!”.

"We hoped to meet people like you here in Iraq, and already the first day we've met so many", sagde jeg til ham, da vi sagde farvel. "Well, I'm sure God send you here - you are good people. I hope everything goes well. Insha'Allah. Call me....if the phone works".

El, vand og sikkerhedssituationen er langt dårligere i Bagdad nu end under Saddam. Stakkels den elektriker der skal finde en løs forbindelse her.

Karrada

I den sydlige del af det centrale Bagdad, et par kilometer fra vores hotel, ligger Karrada. For mange er Karrada blevet til et åndehul under denne konflikt. Et besøg i Karrada er som et frikvarter, hvor man stadig kan føle sig relativt sikker. Tilsyneladende et af de få lige nu. "Salaam a'laykum", "min Danemark", "ismi Anders". De første sætninger ligger under huden allerede og bliver brugt som modsvar til de

Kvinder er ikke så synlige som mænd i gadebilledet i Bagdad. Her kigger en dame med venlige øjne dog ud fra sit aflukke. (CV)

nysgerrige blikke, folk sender os. Ikke alle er lige frimodige, men en hilsen fra os på deres modersmål, sendt tværs over vejen eller fortovet, får dem øjeblikkeligt til at lyse op, og gengælde vores hilsen. En gåtur op ad Karrada street byder på flere hilsner per kvadratmeter, end noget andet sted vi tidligere har været.

"Where are you from?", spørger en af de nysgerrige. "Are you Americans?". "Ehne mu American", svarer jeg tilbage. Måske den vigtigste sætning at kunne efter de gængse hilsner, i et land hvor hadet til amerikanerne stiger dag efter dag. Vi er fra Danmark, fortæller jeg videre. Han har videooptagelser af amerikanernes bombardement og optagelser fra massegravene under krigen mod Iran. "if you are interested, I can sell." Jeg fortæller ham, at vi heller ikke er journalister. Men hvad er vi så? Bag på Carstens rygsæk har han skrevet; Ehne hillal Achmar, som betyder at vi er fra Røde Halvmåne/Røde Kors. Muthanna, fra den første dag, sagde at det var en god ide, bare for en sikkerheds skyld. "Jeg ved godt, at det er en løgn", sagde han, "men det kan måske få nogen på andre tanker." For amerikanerne og de andre journalister hernede er vi freelance-journalister, primært for at de skal tage os mere seriøst. Får de hele historien, kan de ikke forstå, at vi gider tage herned for egen pengepung og sætte vores liv på spil. For nogen er vi også bare turister, mens andre får hele den lange version om hvad vi laver her, og hvorfor.

Children of Iraq

Vi drejer fra hovedgaden. Koncentrationen af Ali Babas skulle efter sigende være større hernede, men det eneste vi kan se er unger, der løber rundt og leger. Carsten går med sit kamera i hånden, som hernede har en naturlig magnetisk tiltrækningskraft. Han stopper op og tager et billede af et af børnene, og inden for få minutter er han omringet, som var der en isbil parkeret ved siden af. Jeg hiver mit lille digitalkamera op for at sprede mængden, og give 'fotografen' lidt arbejdsro. En 12-årig knægt står ved siden af mig. Han taler overraskende godt engelsk og oversætter for de 30 andre børn med begrænsede engelsk kundskaber. "I worked for the American soldiers", fortæller han med stolthed i stemmen. En anden dreng har fået et godt øje til mit kamera. "You rich. Give me camera!" Jeg er glad for at han siger det med et smil og ikke er to meter høj. Gad vide hvordan han ville reagere, hvis jeg gav det til ham, tænker jeg. De mange velvillige modeller er nu blevet foreviget, og vi går videre.

Jeff

Tilbage på Karrada Street finder jeg Carsten, der går og snakker med Jeff. Jeg slutter trop.

"I live in Manchester, and I've lived there in 25 years, but I was born here in this neighbourhood". Han betragter sig selv som en outsider, ligesom de 25 der sidder i den midlertidige irakiske regering. Dem giver han ikke meget for. Det er folk der har gjort karriere i udlandet og nu ser sit snit til at få gennemtrumfet egne interesser i det land, der engang var deres.

"Der er en simpel løsning på konflikten i Irak nu mellem irakerne og amerikanerne. Amerikanerne skulle indføre undtagelsestilstand og være langt hårdere overfor folk der bryder loven. De ønsker ikke at være besættelsesmagt siger de. De ville bare befri irakerne for Saddam. Problemet er 'bare' at irakerne ser en besættelsesmagt, men de ser ingen tiltag for at give irakerne en mere tryg hverdag. Det er ikke vores liberale, demokratiske stil at straffe mennesker hårdere, siger amerikanerne. 'But listen you've got to think Iraq, while you're in Iraq'. Det vælter ind med udlændinge lige nu fra specielt Iran, men også mange andre arabiske lande, som ser deres snit til at gøre, hvad de vil. Det er ikke irakere der bomber, som i sidste uge fx, hvor 23 irakere blev slået ihjel. Det er folk udefra."

Undervejs i samtalen kommer et hult brag længere ude vestfra i byen, en eksplosion af en slags.

En amerikansk soldat sidder klar til at blive serveret for det nyhedshungrende publikum i vesten

"Ha, you see", og samtalen fortsætter uden at blinke med øjnene. "Jeg var her under krigen, men selv om Karrada slap billigt, så jeg også bomber falde mindre end 100 meter væk. En dag faldt der over 300 cruise missiler over Bagdad, det var vanvittigt. Én ramte et hus lige i nærheden af, hvor vi står. Seks mennesker dræbt. De kan jo ikke ramme rigtigt hver gang."

Jeff formår at se situationen fra begge sider. Det er ikke kun amerikanerne, der får et skud fra hoften igennem vores samtale, men det er uanset, hvordan man vender og drejer det hele, amerikanernes skyld på godt og ondt at situationen er, som den er lige nu. Derfor er verdens og i særdeleshed irakernes øjne vendt mod amerikanernes næste træk. Hvad bliver det?

"I 1979 havde Irak en reserve på 150 milliarder dollars og var på top-10 blandt de rigeste ikke-vestlige lande. I løbet af 10 år frem til golfkrigen i 90/91 blev de spenderet, og nu er der kun mindet om Irak, som en stor nation, tilbage. Det svarer til, at du tager Danmark nu og siger, at det om 10 år vil være som i 40'erne."

Overalt i Irak viser krigens grimme ansigt sig, her er det en tank fra den første golfkrig i 80'erne mellem Saddam og Khomeini
"En engelsk soldat spurgte mig en dag, hvorfor folk kørte rundt i så gamle biler. Jeg blev nærmest chokeret over spørgsmålet fra en mand, der er hernede for at "redde" det irakiske folk. Hvordan kunne han vide så lidt? Der har været sanktioner fra Vesten de sidste 13 år, og i den tid har folk kun kunnet købe mad og tøj, der har ikke været råd til at købe andet."

Det kan godt være at sanktionerne fra vesten var rettet mod Saddam, men den evige taber er og bliver altid folket. ”There are no winners in war - only loosers”. Ordene kom fra en irakisk mand, der nu havde gennemlevet tre golfkrige. I Danmark hører vi meget om selvmordsbomber, kidnapninger og masseødelæggelsesvåben, men hverdagens dagsorden hernede hedder; el, vand og sikkerhed - tre ting der lige nu mangler mere end noget andet. Ingen i Danmark gider læse om et sprængt vandrør, der påvirker halvdelen af Bagdad. Medierne giver os dybest set, hvad vi vil have. Det er modtagerstyringens velsignelse og forbandelse.

Solen er ved at gå ned, og den måde lyset falder på, gør alting 50% flottere. Vi har sagt farvel til Jeff og på forhåbentlig gensyn. Også han vil snart væk fra Irak og tilbage til England. "It's in my bones. I'm too English to stay." På vej hjem møder vi nogle drenge, der spiller fodbold på gaden. De kender Peter Schmeichel. Logisk nok måske, men intet er nødvendigvis logisk her i Irak!

Ud af Bagdad

Det er blevet aften efter endnu en dag i Bagdad. I overmorgen rejser vi trods advarslerne mod Basra. "Det er ikke et sikkert sted", siger alle i kor, men frygten må ikke paralysere os. For det er derude, hvor det er 'så farligt', at irakerne lever. Indespærret bag frygten på Agadir Hotel bliver vi ikke klogere, så kunne vi ligeså godt have taget på kroferie i Jylland.

Ude i det fjerne høres fra tid til anden en skudsalve, eller et lidt større brag. En amerikansk humvee kan høres nede fra den mennesketomme gade mens en røde halvmåne helikopter pisker af sted ovenover. Livet lige nu i Bagdad er ikke, som nogen ønsker det, men nogen af os, der er her, kan tage af sted igen og ligge alt bag os, alt imens Muhammed-2, Muthanna og børnene i Karrada bliver hængende.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside