At se det store i det små
af Anders Pedersen
You only see half of everything -
The other half is the meaning you give to the things you see
Jeg ligger under et træ i en lille by ved en lille sø i Ungarn. Velence hedder byen - og søen. En by, som undgår opmærksomheden fra de store rejseselskaber, når der skal planlægges feriekatalog for det næste år. Måske med rette. Den mangler i hvert fald et sæt pyramider, et vandfald eller et arkitektonisk vidunder for at gøre den mindeværdig for turisten, der skal have noget at tage billeder af og skrive hjem om. Den afviger fra 'bananpandekagesporet', som én så smukt kaldte det. Det spor som alle rejsende på et eller andet tidspunkt havner i for at lade op. Få en øl man kender fra sin lokale Netto og en burger, der smager ens verden over. Og måske vigtigst af alt: Fortælle om oplevelserne og verden udenfor sporet for derigennem at vise, hvem man egentlig er. At man er andet og mere end en simpel turist, føromtalte rejseselskaber kan kalkulere med også i næste sæson.
Da jeg for 10 år siden sad i Velence for første gang, var jeg 16 år gammel og lykkeligt uvidende om, at der var noget, man kunne kalde et 'bananpandekagespor'. Jeg vidste, at pyramiderne var trekantede, og at vandfald var våde, men jeg havde aldrig stået for foden af hverken det ene eller andet. Jeg var ikke taget til Velence for at gøre noget andet end mængden, men jeg var havnet der som et af mange stop på vejen fra Danmark til Rumænien. Dengang tænkte jeg mest på, hvordan jeg kunne komme videre, da jeg lige havde set mit pas forsvinde i en Ford Transit, som havde været mit lift fra Passau i Tyskland. Der sad jeg så uden pas i et Ungarn uden de helt store planer om Schengen og EU.
I dag sidder jeg her som en hyldest til øjeblikket. Et øjeblik der er blevet til retrospektivt og gradvist er blevet større, fordi det var startskuddet til et liv, hvor det at rejse blev en hjørnesten. En sikker vej til magiske øjeblikke som først forsvinder, den dag alzheimers eller tre meter muldjord slører mine øjne.
Den dag for ti år siden oplevede jeg for første gang at stå med ikke bare håret, men det meste af overkroppen begravet i postkassen. Der var ingen til at hjælpe mig, men alligevel lykkedes det, som så mange gange siden, at skubbe problemerne væk og fokusere på mulighederne i stedet. Dette øjeblik er unikt. Ikke for mig alene, men for enhver rejsende, der vælger at tilsidesætte sin opbyggede sikkerhed bestående af boksmadras, bridgeklub og faste spisetider for i kortere eller længere tid at søge noget andet. Øjeblikket vil opstå i en eller anden form, og er måske det tætteste, vi kommer på en grundlov i rejselivet. Spørgsmålet er så, hvad vi vælger at gøre?
Lige der og da kan det synes ekstremt ubehageligt, men ved rejsens endemål vil vi sjældent være dem foruden. De bliver blandt vores mest fortalte anekdoter, fordi de er vores og ingen andres. Dette er tilsvarende svært at sige om synet af pyramiderne.
Når jeg går rundt i Velence, er det som at se min yndlingsfilm; de andre skuespillere er bare ikke klar over, at jeg også er med i den. Jeg tillader mig selv at lade som om, jeg kender dem, fordi jeg kender en del af deres historie, men logikken holder mig fanget. Jeg ved jo godt, de ikke kender mig. Jeg går og skriver en god bog inde i hovedet vel vidende, at den aldrig bliver skrevet, fordi de tanker, der præger vores sind, udspringer af et nu. Et øjeblik. De tanker kan ikke fastholdes i deres oprindelige form til en anden tid og et andet sted. Al datid, der nedfældes på papir, vil kun vise en svag glans af, hvad det egentlig var, og hvad det betød. Det vil give os mindet om noget vi så engang. Men set i forhold til selve oplevelsen vil det forblive todimensionalt.
På min vej lægger jeg mærke til detaljerne. Måske mere end ellers. Jeg ser en dreng komme gående på det andet fortov. Han har nogle flasker i en pose. Han kigger kort på mig, smiler og går videre. I en baghave sidder nogle børn. Der bliver pakket gaver op og drukket sodavand. Moderen går ind i huset med et tomt kagefad. Der er børnefødselsdag.
Mit liv og deres skrives for en kort stund ind i hinanden, sammen med de andre vi møder på vores vej, hvad enten det kun er i et tusindedel sekund eller til døden os skiller. For ti år siden mødte jeg en række mennesker, der hjalp mig et stykke af vejen. Mennesker, der var med til at fortælle min historie. Hvor er de i dag? Hvad laver de, og ved de, at de spillede en rolle i den historie, jeg måske har fortalt flest gange i mit liv? En historie der gør, at jeg ligger her i dag.
Der var et stjerneskud for kort tid siden. Det er der så mange steder i verden. Milliarder og atter milliarder. I sig selv ikke noget særligt, men alligevel - et strejf af magi. Vi bilder os selv ind, at vi kan ønske - en smuk tanke. Måske ateistens form for bøn, et kig opad og et ønske om… Hvad ville jeg ønske? Hvad ville jeg ønske lige her og nu? Jeg ved det ikke. Lige nu føler jeg mig mere end rigelig velsignet. Ikke med 20 grader og en masse dejligt hø, som da jeg lå her for ti år siden, men med et øjeblik, som jeg ikke ønsker at bytte med noget andet. Jeg føler en fred i at kunne sige, at jeg ikke ønsker at være andre steder end her. Det er så sjældent, at jeg har freden, ikke fordi jeg er utilfreds, men fordi jeg oftest er på vej. I søgen. "I'm always on the search", som de siger i reklamerne. Jeg ser ikke, hvad der er i fjernsynet, jeg ser, hvad der ellers er i fjernsynet. Man vil jo nødig gå glip af noget.
Denne tur skal ikke blive til et spørgsmål om at gå glip af noget, men det skal være en tur, hvor jeg kan få lov til at gå i fodsporene på et 10 år yngre jeg, og nyde at se på dem. Fascineres over, at min verden dengang var så meget mindre, men stor nok til at give genlyd 10 år senere. Fascineres over, at en lille by som Velence kan betyde så meget for mig på trods af, at jeg nu har stået for foden af pyramiderne og de største vandfald.
-You only see half of everything
The other half is the meaning you give to the things you see
Dette er ikke noget, jeg har skrevet – det er der en anden, der har. Det stod ikke på en flot stentavle i et tempel højt oppe i Tibet – det stod på en seddel ved siden af et toiletspejl i det indre København. Men derfor kan det vel godt være rigtigt alligevel?
Anders Pedersen, 224
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
