Kinesisk Nytår

februar 1985

Tekst og foto: Claus Virmer

Dragedans ved rådhuset i Yangzhou

Jeg ankom til Kina fra Hong Kong i februar 1985. Det var bidende koldt. En amerikansk ven havde nogle år forinden, som én af landets første fritrejsende turister, været rundt i Kina. Jeg havde set nogle billeder fra et vildt eventyrligt landskab bestående af skove af kalkstensbjerge med rismarker og floder imellem. Det var det mest vanvittige landskab, jeg nogensinde havde set – og jeg måtte simpelthen derhen for at se, at det eksisterede i virkeligheden.

Jeg var netop fyldt 20 år og havde rejst over land gennem store dele af Vestasien til Bangladesh, brugt et par måneder i Thailand, Burma og Hong Kong og Taiwan, så jeg var spændt til bristepunktet på at opleve blot en flig af det store rige i midten, som havde været lukket for vesterlændinge i så mange år – og se dette fabelagtige landskab, som havde været én af inspirationskilderne til min rejse.

Dårlig timing

Men som med så mange andre oplevelser jeg havde på denne tur, var hverken forberedelse eller research særlig gennemført. Så ganske uvidende tog jeg til Kina, få dage før det kinesiske nytår blev skudt ind. Kinesisk nytår i Kina er som jul i Danmark – alle mennesker bytter plads – dem, der bor i én provins drager til en anden provins for at besøge familie og venner og vice versa. Så trykket på et i forvejen presset offentligt transportsystem var enormt.

Bare det at komme ind i Kina fra Hong Kong tog det meste af en dag i en enorm kø ved grænseovergangen ved Shenzhen. Jeg læste senere, at netop den dag jeg havde passeret grænsen til Kina, havde jeg været i selskab med 101.611 andre personer – det største antal på en enkelt dag i 35 år. Naturligvis 99,9% kinesere.

Kinesisk dreng med standard hovedbeklædning anno 1985

Den videre rejse nordpå lykkedes kun vha. min ungdommelig naivitet og en stor portion held. Således kom jeg bl.a. med en flodbåd fra Canton (Guangzhou) til Wuzhou (18 timer) ved at gå hen og købe en billet og gå ombord. Jeg henvendte mig ved fire forskellige billetluger – før jeg ved et usandsynligt lykketræf fik stukket en billet i hånden.

Båden var med 300 mennesker totalt proppet, og det gik gradvist op for mig, at næsten alle passagerer havde bestilt deres billet måneder i forvejen. Ud over mig selv var der kun to amerikanere til at forstyrre billedet af kinesiske nytårsrejsende. Mødet med Kina blev forbløffende – det har været et underholdende møde med min dagbog fra dengang.

Brudstykker fra min dagbog:

”Kineserne er næste alle klædt i blåt eller armygrønt bomuldstøj. De er meget smilende, og mange har overbid. En armygrøn kasket, rigtig militærkasket eller øreklaphue med rød stjerne er normal hovedbeklædning. Hvis man stopper op på gaden – f.eks. for at købe et eller andet – samles der øjeblikkeligt 500 nysgerrige kinesere omkring én og kigger over skulderen. Et mærkværdigt folk. Når man kommer til et hotel, kan man være sikker på, at de ikke har nogle værelser – kun nogle få, meget dyre. Efter megen smilende gestikuleren og tålmodighed lykkes det dem altid at støve det ”sidste” billige op.

Måltiderne består næsten altid af suppe eller ris, æg, grøntsager og svinekød i forskellige afskygninger. Alt spises, i modsætning til i Thailand og Burma, med pinde. Til suppen leveres dog ligeledes en lille metalske. Der drikkes te konstant. Den drikkes af kopper med aftageligt låg for at holde den varm her midt på vinteren.

Alle restauranter har normalt hele facadearealet åbent ud mod gaden. Når man spiser, sættes der en urne med glødende kul hen under bordet, så fødder og ben ikke fryser af under måltidet.

Primitive flodpramme var et essentielt transportmiddel

Kinesisk tales ved ca. 140 decibel og med rundt regnet 120 km/t. Efter sigende det eneste sprog i verden, der ikke kan hviskes – og det forsøges så sandelig heller ikke.

I Kina findes naturligt nok rigtig mange sprog, men kun to ”hovedsprog” – Mandarin, som er det universelle for hele landet og Cantonese, som tales i de folkerige sydlige provinser. Sproget består af 50.000 skrifttegn. Man skal kunne mindst 2.000 for at kunne læse en avis og få lidt mening ud af den. Alle skrifttegnene er gamle tegninger, som har muteret gennem tusinder af år. F.eks. forestiller den oprindelige tegning for splid og ufred to kvinder under samme tag (så kom ikke og sig, at de gamle kinesere ikke var kloge!)

Det talte sprog har, ligesom de øvrige østasiatiske sprog, tonaler. Mens der i thai er 5, er der 9 i kinesisk – altså har det samme ord 9 forskellige betydninger, afhængig af den betoning det udtales med. Håbløst!

Toiletterne er de værste, jeg endnu er stødt på. På hotellerne er de acceptable, medens de offentlige toiletter består af båse med én meter høje skillevægge imellem og ingen døre. Stanken er uudholdelig og ”produktionen” bruges i øvrigt til gødning på markerne (watch out for fresh produce!). Den værste oplevelse var i går, da jeg efter et toiletbesøg gennem toilethullet så gryntende svin rumstere rundt nedenfor for at nappe et par godbidder! Kineserne synes at spendere evigheder på hug over disse huller, mens de læser tegneserier. Privatbiler eksisterer ikke her i det sydlige Kina. I Canton (og sikkert også i andre storbyer) ses dog biltaxier og biler tilhørende regeringsrepræsentanter.

Al transport foregår i busser – eller toge og flodbåde på de lange stræk – og så selvfølgelig på cykel.

Egentlig mærkværdigt, at kineserne cykler så ufatteligt dårligt. Varetransport foregår primært med lastbiler, hvis standard er på niveau med Pakistan.”

Kinesisk nytår:

Natligt drageoptog i Yangzhou

Det lykkedes mig at komme til Yangzhou – en stor landsby på 30.000 indbyggere ca. en times kørsel syd for Guilin. Træt og gennemkold fik jeg et værelse på byens eneste hotel. Det var 3 grader udenfor, og på værelset var der yderligere 3 grader – og et par tæpper. Trods kulden faldt jeg i en drømmeløs søvn for kl. 24 at blive vækket af salverne fra 10 maskinpistoler, der bragede om kap i hotellets gård. Det viste sig imidlertid at være kæmpebundter med kanonslag (dem, som vi altid købte i baglokalet hos købmanden i Blågårdsgade under navnet Kina-puf, da jeg var dreng).

En serie på mange hundrede kanonslag

Der var mange hundrede i hvert bundt. De blev f.eks. hængt op i tagudhængene eller for enden af en lang stav, som en person holdt i en skrå vinkel opad ud fra kroppen. Bundtet blev antændt for neden og eksploderede så i løbet af et par minutter op til toppen af staven. Der var tre bundter i gang samtidig, da jeg forfjamsket nåede ud i gården for at se, hvad der var på færde – og kanonslagsholderne var ved at flække af grin over mit måbende, søvndrukne udtryk.

Næste dag havde jeg egentlig tænkt mig at leje en cykel og futte rundt og se på de fantastiske omgivelser, men tilstrømningen af grøn- og blåklædte kinesere til byen var så massiv, at jeg valgte at blive. Og sikken dag.

Hele byen sydede. Drageoptog og affyring af kanonslag i de nævnte bundter på flere hundrede ad gangen. Der var en enorm menneskemængde på hovedgaden. Man blev mast og skubbet og fuldstændig suget med af menneskemængden og ført med rundt efter drageoptoget. Dragerne dansede rundt på gaden med den kolossale menneskemængde omkring sig. Fra husbalkonerne blev der konstant smidt kanonslag og andet fyrværkeri efter dragen. Dragen er symbolet på alt det dårlige og onde i det forgangne år. Ved at bombardere den med fyrværkeri, slås alt dette ihjel, og det nye år kan begyndes uden ondskab, nag og slette miner.

Landskabet

Festen i byen fortsatte med uformindsket kraft om natten og dagene efter, så først på fjerdedagen fik jeg lejet en cykel, så jeg kunne komme rundt og se det enestående landskab, som Yangzhou ligger midt i. Det var utvivlsomt det mest særprægede landskab, jeg nogensinde havde set. En skov af kalkstensbjerge fyldt med grotter og huler. Indimellem ligger de små landsbyer, de oversvømmede flade rismarker og floderne. Hele området var hyllet ind i februarkuldens tåge og dis, hvilket gav et spøgelsesagtigt udseende til hele området.

Det meste af vejen kørte jeg ad de jordstier, som forbandt landsbyerne, og jeg krydsede floderne på små bambuspramme. Jeg vakte vild opsigt og blev fulgt af grinende og hujende unger overalt. Hver gang jeg tog mit kamera op til øjet, piskede de hvinende af sted til alle sider.

En ca. 10-årig pige kom ud af sit hus, samtidig med at jeg passerede langsomt på cykel med halvdelen af landsbyens unger løbende efter mig – jeg vinkede. Med åben mund og vidt opspærrede øjne bakkede hun forskræmt ind igen og lukkede døren lige nøjagtig så meget, at hun kunne følge mig og mit følge gennem dørsprækken – smilende! Jeg havde det pragtfuldt, og ungerne tilsyneladende ligeså.

Kunming – troede jeg

Planen var at drage videre mod Kunming, så sammen med at par amerikanere fik vi til vores forbløffelse ganske let fat i nogle togbilletter med afgang dagen efter fra Guilin. Ved ankomsten til stationen blev vi dog lidt bekymrede – der var mildest talt mange mennesker. Indgangen til perronen var spærret af store aflåste gitterporte. Vi trøstede os med, at hvis nu det var et langt tog, kunne de mange mennesker nok være der. Da toget trillede ind på perronen, stirrede vi frustrerede på det. Toget kom fra Shanghai og var allerede stuvende fuldt – vi kiggede på hinanden – hvordan i alverden…? Og så blev portene til perronen åbnet.

Indledningsvist løb vi med strømmen mod toget, men vi tabte langsomt fart for til sidst at stoppe helt op. Foran alle dørene opstod store amøbelignende klumper af vilde kinesere, der alle prøvede at komme ombord i toget. De unge og adrætte tog bogstaveligt talt tilløb og hoppede bagfra op på menneskemængden, og i bedste stage-diving-stil crawlede de hen over menneskemængden, fik fat i de store håndtag på siden af toget og trak sig det sidste stykke ind gennem døren. Andre forsøgte sig med blandet held at entrere toget gennem vinduerne.

Tumulter og håndgribeligheder udviklede sig til regulære slagsmål mellem de rejsende, og kontrollører med knipler havde voldsomt travlt med at dæmpe gemytterne.

Omsider var toget så fuldt, at der ikke kunne presses et stykke A4- papir ind nogen steder – og med en fjerdedel tilbage på perronen satte toget sig langsomt i bevægelse.

Vi havde trukket os hjælpeløst tilbage på perronen og stirrede med en blanding af lamslåenhed og fascination på optrinnet foran os, mens det gradvist gik op for os, at hvis det overhovedet var lykkedes os at komme om bord på toget, ville de næste 33 timer til Kunming totalt mast mellem råbende, harkende og spyttende kinesere have efterladt os med mentale defekter for livstid.

Jeg kunne fortsætte længe – om det absurde pengesystem, om verdens mest spyttende folk, om de amerikanske kinesere, som for første gang så deres hjemland, siden de flygtede i 1949, om den spirende kapitalisme, om mongolerne, jeg mødte i Guilin, om ……….. Jeg er, uden at jeg rigtigt kan forklare det, aldrig vendt tilbage, trods det at jeg kun så et lillebitte hjørne af dette enorme rige.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside