Tæt ved toppen af den ecuadoranske vulkan Sangay Tekst og foto: Claus Virmer
Mine rejser har altid været uløseligt bundet sammen med naturen, og de eventyr og væld af store oplevelser der har knyttet sig til at færdes i denne, uanset om den er velfriseret dansk eller den er utæmmet på den anden side af kloden. En kajaktur i det sydfynske eller en søndag med klippeklatring på Kullen er ligeså godt som en tur i bjergene mellem Thailand og Myanmar - det er forskelligheden og uforudsigeligheden, der skaber oplevelsen og inspirationen til at søge "derud" igen og igen.
Jeg har nok også altid været drevet af det ekstreme, og med en stor portion eventyrlyst har jeg fundet det naturligt at løbe en ’kalkuleret risiko’. Med udgangspunkt i det gamle ord, at guderne vender de forsigtige ryggen, men gerne tilgiver en stor synder, har jeg udløst mine længsler efter at nå at få blot en flig af klodens enestående naturområder under neglene.
I mine yngre år var en del af mine projekter mere dumdristige end velgennemtænkte, senere er rutinen, erfaringen og familieansvaret blevet en trofast følgesvend, så begrebet kalkuleret risiko er krympet lidt. For 10 år siden turede jeg rundt i Sydamerika. Efter at have besteget Cotopaxi (5896 moh) og et mislykket forsøg på den mere end 6000 m høje Cayambe ville min israelske makker, Guy, og jeg nu prøve at få fat i nogle primitive kanoer og begive os ind i Amazonas, men ved et besøg i South American Explorers Club i Quito faldt vi over følgende introduktion til vulkanen Sangay i bogen "Climbing and hiking in Ecuador":
"In many ways is Sangay the most difficult and dangerous mountain to climb in Ecuador. It is said to be the most active volcano in South America, and the constant shower of red, hot rocks and ash makes all attempts to climb it an exceedingly hazardous venture. Furthermore it is situated in a very remote region and several days of hard travel are required to reach its base."
Rekognoseringstur dagen før bestigningen
Det måtte vi simpelthen forsøge. Det krævede kun lidt overtalelse for at få et par stykker mere med: Will, en stille og afdæmpet og udholdende englænder, og Dave fra Sydafrika, en flamboyant sydafrikansk surfer, som turede rundt med den mest diminutive bagage jeg endnu har set – og sit efterhånden noget maltrakterede surfboard.
De indledende manøvrer var at komme til landsbyen Alao. Alao er placeret afsides i en højde af 3300 m i en smal dal med stejle grønne bjergsider, som rejser sig beskyttende 1000 m over dalen. Ved en kombination af busser, en 30 år gammel Bedford landbrugstruck og mælkebilen kom vi til Alao.
Landsbyen er ren indiansk, sproget er andes-indianernes Quechua, og bortset fra mælkebilen og det obligatoriske afskallede røde coca-cola skilt hængt op på den lerklinede husvæg udenfor stedets købmand, virkede det som tiden havde stået stille i mange hundrede år.
Shane
I udkanten af byen var en lille rangerstation, som udgør indgangen til den store og svært tilgængelige Sangay National Park. Udover de to ecuadorianere på stedet mødte vi Shane, en amerikansk biolog, som havde boet halvandet år i Alao, i færd med at udføre et studie af den stærkt truede bjergtapir (ca. 2000 tilbage i verden – flest omkring Sangay). En fin fyr, som tydeligt nød for en gangs skyld at have vestligt selskab. Han var en guldgrube af information om området og havde selv gjort fire topforsøg, men havde blot gennemført en enkelt gang. De andre gange var han vendt om pga. massive udbrud fra de tre konstant aktive kratere, den ene gang efter at klippestykker på størrelse med "a volkswagen beetle" var skudt ud af krateret og landet mindre end halvtreds meter fra ham – fornuftig mand! Shane rådede os kraftigt til at tage en lokal campesino som guide ind til "basecamp" - og det skulle snart vise sig, at investeringen i enøjede Venezio var guld værd.
Til "basecamp"
Turen ind til foden af Sangay var en særdeles sej og våd omgang. Uden Venezio ville vi hurtigt være gået vild i det mildest talt ugæstfri og ufremkommelige terræn. Jeg
"La Playa"
har aldrig set et bjerglandskab så fuldstændigt usystematisk, indviklet og ufremkommeligt som dette. Floder og vandløb fra alle retninger skærer sig igennem de uendelige rygge og grater, der rejser sig som fæstningsmure omkring majestæten Sangay. Det hele er overgroet med tæt, våd vegetation af træer, buske og flere meter højt knivskarpt græs, og for at fuldende labyrinten er området totalt omsluttet af hurtigt pulserende skyer, tåge og regn, der som kiler skyder op igennem dale og slugter.
Turen ind til foden foregik for det meste i dybt mudder og vandløb. Vi krydsede små floder og arbejdede os trætte, beskidte og gennemvåde op og ned ad de uendelige grater, mens vi forgæves klamrede os til rødder og grene eller flåede hænderne til blods på det knivskarpe græs. Mens vores støvler langsomt men sikkert fordoblede deres vægt med vand og mudder skred dagene frem. Om aftenen på tredjedagen nåede vi i 3600 meters højde "basecamp", med det klingende navn "La Playa" (stranden !?!). Et stykke plant græs mellem to floder, hvor Shane havde opført en græshytte, som vi invaderede. Vejret var tiltagende dårligt med efterhånden konstant regn, hvilket ikke lovede godt for en bestigning.
Næste dag rekognoscerede vi de nedre flanker af vulkanen og arbejdede os op til snegrænsen i 4.200 m for at få en indikation af, i hvilket område de fleste udbrud landede. Sigtbarheden var imidlertid så ringe, at vores anstrengelser var forgæves – det ville i bogstaveligste forstand blive et skud i tågen.
Bestigningen
På toppen af en af de mange rygge vi forcerede
Hen på aftenen stilnede finregnen af, og vi pakkede fortrøstningsfulde vores sække til et topforsøg. Jeg var dog svært negativ, idet mit Nikon FM2 strejkede – et fuldt manuelt spejlrefleks kamera som havde fulgt mig trofast gennem adskillige eventyr stod af – og så netop nu. Nuvel, der blev alligevel ikke meget at fotografere.
Klokken 3 den efterfølgende nat begav vi os af sted. De tre timer til snegrænsen blev til en afveksling gennemført i mudder og tiltagende finregn. Men da dagslyset brød frem stilnede regnen af, og vi havde en sigtbarhed på 100 – 150 meter. Vi startede opstigningen, og efterhånden som vi arbejdede os opad, blev skyen omkring vulkanen mere og mere tæt. Vi havde af vægtmæssige årsager besluttet ikke at medbringe Steigeisen (pigjern til at spænde under støvlerne). En beslutning vi bittert fortrød. Trods en stigning på kun omkring 45 grader var det særdeles hårdt arbejde med enkelt isøkse.
Efter tre timer var sigtbarheden helt nede på 6-7 meter. Vi kunne kun skimte den forangående, og så pludselig: B O O O M. Et øresønderrivende brag flængede luften, og hele bjerget skælvede. Vi stod naglet til jorden, med blikket fastfrosset opad i det altomsluttende skydække i et håbløst forsøg på at opfange, hvor de glødende sten ville falde. Shane havde fortalt os, at vi havde cirka 45 sekunder fra et udbrud til stenene ramte vulkanens flanker. I klart vejr betød dette 45 sekunder til at komme væk i, hvis nedfaldsområdet faldt sammen med ens egen position på bjerget. Men vi havde langt fra klart vejr. Det var de længste 45 sekunder i mit liv, indtil en buldrende lyd af sten et langt stykke væk nåede os. Vi åndede lettet op, diskuterede kort hvad vi skulle, og fortsatte opad med adrenalinen pumpende rundt i hele kroppen.
Toppen – eller næsten
Efterhånden som vi nåede højt op på bjerget blev svovlstanken mere og mere gennemtrængende. Vores i forvejen anstrengte vejrtrækning i over 5000 meters højde blev yderligere genereret af denne kraftige stank af rådne æg. Efter fem timer på bjerget blev sneen og isen erstattet af aske og luften pludseligt markant varmere. Shane havde fortalt os, at de sidste 100 højdemeter før kraterkanten skulle være ren aske, så vi fortsatte lidt tid i det bløde underlag. Vores sigt var den ringeste vi endnu havde haft, og vi kunne knap skelne hinanden på et par meters afstand. Ingen af os havde speciel lyst til at udfordre skæbnen og komme for tæt på den efter sigende markante kraterkant - og det virkede også temmelig formålsløst med så ringe sigt.
Vi blev enige om, at nu var vi så tæt på toppen som forholdene tillod, og vendte om. Sigtbarheden blev bedre da vi havde forladt toppen, så vi kunne til vores store lettelse skimte de hjemmelavede røde plasticflag, vi havde placeret cirka for hver 50 meter på vejen op. Nu ville vi bare ned, før vulkanen igen skulle til at spy ild, så med isøksen som fartbremse kurede vi nedad i rekordtempo.
Et af de meget få glimt vi fik af Sangay
På hele turen blev vi bare forundt et par enkelte glimt af Sangay. Aftenen efter bestigningen slap skydækket i cirka et halvt minut sit greb om den perfekt formede symmetriske top, der tårnede sig mod himlen som en gigantisk hvid og hvæsende kolos. Glimtet var næsten skabt til ære for os, for ligeså hurtigt som den var kommet frem, indhylledes Sangay på ny i de hastigt pulserende skyer fra det nordøstlige Amazonbassin.
Turen ud fra "basecamp" var lang og våd som turen ind, men vel tilbage i Alao blev vi mødt med en liflig duft af ostebrød og indiansk te, som vi konsumerede med en næsten overstadig nydelse til stor morskab for landsbyens beboere. På vej tilbage til Quito begyndte karakteren af dette usædvanlige eventyr at gå op for os, samtidig med at forventningen om tørt tøj - og i særdeleshed tørre sokker - varmede dybt i sjælen.
