Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Velkommen til Guatemala

Bente Mølgaard (medlem nr. 232), der har opsagt sit job og rejst til Mellemamerika for at starte en ny tilværelse, har skrevet en mail med sin første beretning, som vi har fået lov til at bringe.

Første fortælling

Bente (til venstre)
Han sætter et stempel i mit pas med et kraftigt tryk, kigger op og smiler til mig, idet han siger ”Welcome to Guatemala”. Da jeg træder væk ser jeg, at klokken er 17.01, dvs. 00.01 dansk tid den 31. december. En anderledes form for festfyrværkeri, som på en præcis måde sætter punktum for mit gamle liv i 2005 og lukker mig ind i denne helt anderledes verden tilhørende 2006.

Et helt nyt liv, en helt ny livsstil, en helt ny hverdag. Jeg falder i søvn med en dejlig ro i sindet, krydret med spænding og forventning. Hvad mon der ligger foran? Jeg havde tænkt meget. Hvordan mon det bliver? Hvad mon de første uger kommer til at indeholde? Men som så meget andet man kan sige om livet, så er uforudsigeligheden nok det mest karakteristiske.

Den 1. januar 2006 sætter en kraftig koldfront ind over Guatemala, og jeg starter mit nye liv med at fryse, som jeg aldrig har oplevet det før. Guatemala - et 3. verdensland. Husene består af tynde vægge og er helt uisolerede. Der findes ikke varme i husene, da det er en luksus, som dette fattige land på ingen måde har råd til. Det samme gælder elektricitet, som der spares kraftigt på. En lampe i hvert rum og ofte ikke lys efter kl. 22.

Min sovepose var aldrig nået frem til Guatemala, den forsvandt i bagagen i Madrid. Min seng bestod således af et tyndt tæppe, med fem grader udenfor og ingen varme. ALDRIG har jeg været så kold. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om var at finde ud af, hvordan jeg kunne holde en kropstemperatur på 37 grader. Det blæser, regner og stormer i otte dage, og jeg ”sover” med så mange lag tøj på som muligt. Et stort pres for kroppen, hvilket selvfølgelig måtte ende i tre dages sygdom med en blanding af maveforgiftning og ”kuldechok”.

”Welcome to Guatemala” sagde han med et smil, da han satte stemplet i mit pas.

60 % af befolkningen lever i fattigdom. 30 % er analfabeter. 43 % af børnene lider af underernæring, og 59 børn for hver 1000 når aldrig at fejre deres fem års fødselsdag. Dette til trods er Guatemala et forholdsvis rigt land. Der er mange penge i landet, men de findes på ganske
få hænder. Således er Guatemala blandt de fire lande i verden, som har den dårligste indkomstfordeling. Og jeg havde svært ved at holde varmen.

Da kuldefronten ringer af, og såvel Guatemala som jeg kan åbne øjnene, får min kuldeoplevelse et nyt perspektiv. Den daglige samtale handler om, hvor mange mennesker der er døde af kulde i bjergene. Hvor mange der ikke har været i stand til at klare otte dage med ekstraordinær kulde. I bjergene bor mange i tynde blikhuse, og tæpper og tøj findes ikke i overflod.

Jeg havde trods alt haft et forholdsvis godt hus. Jeg havde kunnet skaffe flere tæpper, og jeg havde fleecetøj. Jeg havde haft otte dage i helvede, men jeg var trods alt ikke ”død af kulde”. Jeg holdt min mund. Min beklagelse havde ingen berettigelse her. Solen skinner, og det er atten grader. Vi skriver den 9. januar 2006. Antigua tager sig prægtig ud. Jeg går en tur rundt i byen, sætter mig forskellige steder og betragter dette helt fantastiske syn. Antigua er den gamle hovedstad for hele Centralamerika, bygget af spanierne i 1540. Byen er det smukke resultat af spaniernes storhedsvanvid og indsættelse af den katolske kirke som den styrende religion. Denne by på ca. 5 km2 har ikke færre en 38 prægtige, smukke og imponerende kirker, og byen er bygget i ren kolonistil med flotte dekorationer, som glinser i de smukkeste farver. Et alvorligt jordskælv i 1821 lagde dog byen i ruiner, og hovedstaden blev flyttet 25 kilometer sydpå til Guatemala City. Det ændrer dog ikke ved det flotte syn. Man kan kun forestille sig, hvor endnu mere flot og imponerende byen må have været i sin storhedstid.

Welcome to Guatemala – Welcome to Antigua.

Jeg smiler, glæden begynder at varme min krop. Dette her bliver fantastisk. Sprogskolen sætter rammen om min nye hverdag. Fire timer hver dag med intensiv spansk. Jeg bor i et fælleshus sammen med syv andre piger i alderen 18-25 år. Hvis jeg havde fået børn tidligt, kunne jeg nemt have været deres mor. Jeg tænker nu ikke over det, det gør de vist heller ikke.

Jeg tænker tilbage på tristheden i hver dag at komme hjem til en tom lejlighed. Det er hurtigt blevet meget anderledes. At være alene kan være ret svært. Her sker hele tiden noget, og der er hele tiden nogen at snakke med. At der ”sker noget” når man er 20-25 år betyder også, at det mest interessante næst efter spansk er at holde fester. Som når f.eks. huset bliver ryddet for møbler. En DJ bliver hyret, og indenfor to timer er huset fyldt med cirka 50 festende unge. Den tomme lejlighed,
den knusende tavshed, ensomheden. Det virker alt sammen langt væk nu.

Welcome to Guatemala – Welcome to the future.

Der er gået atten dage. Og jeg er glad. Antigua gør noget godt ved mig. Det er en by, man forelsker sig i. Byen er lille og smuk med hyggelige cafeer, god kaffe og et farverigt liv. En skøn blanding af farverige mayaindianere og spaniere. Tempoet er lavt. Det er svært at blive stresset. ”Manana, manana” er livsfilosofien på godt og ondt (i morgen, i morgen). Som resultatorienteret vesterlænding er dette
en livsindstilling, man lige skal vænne sig til, men det er sundt. Jeg er faldet godt til. Jeg hygger mig.

Bente ledsager sin mail med følgende kommentar:

Dette er det første i rækken af rejsebreve. Det er tanken, at de skulle kunne give et indtryk af stederne og befolkningen samt hvordan det går. Jeg vil oploade billeder på min website www.bentemolgaard.dk, så de kan understøtte fortællingerne. En mobiltelefon er også blevet anskaffet, så hvis man skulle få lyst til at kontakte mig, så er nummeret (502) 5783 0115 (husk at Danmark er 7 timer foran).


 Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside