I de store søers land

Tekst og foto: Jakob Linaa Jensen

Point Iroquois Lighthouse

Nybyggere, bjørne, pelsjægere, skibskatastrofer og en status af Peter Plys! De store søer har det hele! Tag med Jakob Linaa Jensen rundt om verdens største ferskvandsområde, der byder på skønne oplevelser, sommer og vinter….

De Store Søer har en mytisk klang for mange. Tanken går til nybyggere, skovhuggere, Laura Ingalls Wilder’s bøger om livet i de store skove (før de flyttede i det Lille Hus på Prærien) og måske også til enorme morgenmåltider med pandekager, bacon og tonsvis af ahornsirup?

De har kaldt på mine forestillinger, siden jeg var barn, og da jeg for nogle år siden boede et halvt år i Minnesota, var der rig anledning til at udforske området. Det blev gjort på to store ture, første gang i påsken syd om Superior og ned langs Lake Michigan sammen med min mor, anden gang i juni nord om Superior, over til Toronto og Niagara Falls og tilbage gennem Pennsylvania, Ohio og Wisconsin.

Lake Superior i skumringen

De store søer ER store

Lake Superior er verdens største sø målt i overfladeareal, men både Bajkal og Victoria rummer mere vand, fordi de er dybere. (Og så til nørderne: Det Kaspiske Hav er ikke en sø, for den består af brakvand).

De store søer består ud over Lake Superior af Lake Michigan, Lake Huron, Lake Ontario og Lake Erie. Der er selvfølgelig mange andre mindre søer (defineret som værende mindre end et område svarende til Sjælland!).

Søerne er tilsammen så store, at det skaber deres eget kystklima, og i en tid før jernbaner og motorveje var de essentielle i det tidlige USA's og Canada’s udvikling, fordi de kunne anvendes til fragt af tømmer, pelsværk og jern. Mange legender er knyttet til søerne om heroiske opdagelsesrejsende, slag mod og med indianere og dramatiske skibsforlis.

Således lastet med forestillinger og forventninger starter jeg en kold morgen før påske fra Minneapolis. Med i bilen er min mor, der er taget fra Danmark for at besøge sin eneste søn og undslippe sin runde fødselsdag derhjemme! Det er sidst i marts, og alt er sneklædt eller frossent, for i nordstaterne varer vinteren længe, ganske som i Laura Ingalls Wilder’s berømte bøger.

Første glimt af Lake Superior får vi i Duluth, en ret kedelig by, der minder en del om Hvide Sande på en dårlig dag. Både museet og fyrtårnet var lukket, ganske som de er det resten af vejen rundt om søerne.

Isfiskere på Lake Superior udenfor Munising

Heroppe er tingene lukket om vinteren, for hvem kan dog finde på at køre rundt, når søerne er frosset til og der ligger to meter sne langs vejkanten? I stedet spiser vi frokost på en restaurant, hvor vi får bekræftet, at den lokale mode minder om den i Twin Peaks: ternede skjorter, rødternede jakker, solide støvler. Fra Duluth går det langs Lake Superior ind i det nordlige Wisconsin, hvor vi overnatter i Bayfield med udsigt over søen. Næste dag er vejret blevet dårligere, så vi holder et minimum af stop, mens vi kører gennem det nordlige Wisconsins uendelige skove. Ind imellem er der små byer, der ikke har ændret sig væsentligt, siden de første nybyggere kom.

Landskaber og søer er overalt gennemfrosne og svarer fuldstændigt til drengebøgernes fremstillinger af vildmarken i det nordlige Amerika. Man kan næsten høre ulvene kalde!

På grænsen til Michigan ligger byen Ironwood, i dag et kedeligt sted præget af industrielt forfald, men for 100 år siden var den et vigtigt knudepunkt i jernindustrien med mange miner placeret omkring byen. Mest kendt i dag er den 16 meter høje statue af stammelederen Hiawatha, kaldet ”verdens højeste indianer”. Only in America!

Marquette er en langt hyggeligere by, hvor vi overnatter og får en fremragende ørred på en lokal fiskerestaurant. Deres øl trodser enhver beskrivelse: ahornsmag, blåbærsmag, valnøddesmag…. Det er kun det faktum, at jeg er chauffør, der redder mig fra en frugtforgiftning.

Ulvene kommer

Næste dag er vejret atter flot. Da vi tager en afstikker fra vejen for at se på nogle klippeformationer ved Pictured Rocks, indtræffer turens dramatiske højdepunkt. Halvvejs inde i skoven ender den ryddede vej, og jeg kører uhjælpeligt fast i sneen. Jeg efterlader min mor i bilen og vandrer et par kilometer ad den frosne vej.

Er det ulve, jeg aner lyden af i det fjerne? Herovre er det ret usædvanligt med fodgængere, så den første bil, jeg møder, stopper. Den viser sig at indeholde en flink familie med firehjulstræk og slæbetov, så det tager ikke lang tid at få os fri. Sådan er USA også, fuldt af flinke og hjælpsomme mennesker.

Hovedvejen er nu også ganske vinterlig. På begge sider ligger to meter høje snebunker, og min stakkels bil bliver maltrakteret af sne og isklumper på selve vejen. Der er fuldt af snescootere, for det er 31. marts, sidste dag hvor det er tilladt at køre i snescooter på hovedvejene, og der skal brændes benzin af!

Alle er tilsyneladende ude denne sene vinterdag. Isfiskere har rejst små skure og telte ude på den frosne sø. Det er vist også sidste udkald, før forårstøvejret sætter ind.

The Antlers: dyreelskernes mareridt

Dyreelskernes skræk

Efter mange flere kilometer og mange smukke, frosne vandfald og lukkede fyrtårne når vi frem til Sault Sainte Marie, der ikke blot er grænseby mellem USA og Canada, men også skiller Lake Superior fra resten af søsystemet.

Vi er blevet anbefalet at spise på ”The Antler”, en legendarisk restaurant totalt fyldt med udstoppede dyr. Det ville have glædet enhver jæger, men formentlig givet formanden for Dyrenes Beskyttelse en blodprop! Maden fejler ingenting og bliver kun afbrudt af pludselige hornlyde, klokker og sirener og andre underlige uventede lyde! I sandhed en speciel spiseoplevelse.

Herfra går det sydpå ned langs Lake Michigan. Efterhånden som vi kommer sydpå, bliver det langt varmere, og nede ved Indiana i søens sydlige ende er det nærmest forår. Derfor er det en stor skuffelse at komme tilbage til Minneapolis, hvor der ligger 30 centimeter sne i min indkørsel.

Nord om Superior - og ind i civilisationen!

Min mor med sin nye ven på The Antlers.

Det er blevet sommer. De frosne søer og hvide landskaber er afløst af grønne enge med markblomster og alle sommerens dufte. Min gode ven Mikkel er kommet på besøg, og det er vores plan at tage turen nord om Lake Superior og fortsætte over til bl.a. Toronto og Niagara Falls.

Turen op gennem det nordligste Minnesota er flot. Her ligger Split Rock Lighthouse, ét af Minnesotas vartegn. Det ligger med flotte udsigter ud over søen, og en fyrmester i originalt antræk fra 30erne viser os rundt i fyrtårnet og den gamle fyrmesterbolig. I nærheden ligger Gooseberry Falls, som er en ganske imponerende samling vandfald.

Videre nordpå bliver landskabet ny ren skov. Grænsen til Canada ligger i en dyb slugt ved Pigeon River, og en sød kvindelig grænsebetjent byder os velkommen til Canada. Jeg drager et lettelsens suk.

Selv om jeg holder meget af USA, er jeg klar til at komme væk efter fem måneder, og i Canada mærker man omgående, man er kommet til civilisationen. Afstande er i kilometer, og om aftenen i Thunder Bay får jeg min første ordentlige pizza i Nordamerika, med laks og kirsebær og meget andet. Som Mikkel bemærker, er det eneste, den mangler, en stjernekaster!

Næste morgen er vejret atter strålende. Vi kører østpå ud til Mount McKay, hvorfra der er en flot udsigt over bugten ved Thunder Bay og ud over Superior. Ved halvøen Sleeping Giant lidt derfra er der meget flotte klippeformationer, og skoven er næsten urtidig. En dukkert i den kolde sø svaler godt i sommervarmen, temperaturen nærmer sig de 25 grader!

Sort bjørn i vejkanten

Vi havde regnet med at se vilde dyr, men vi havde ikke forestillet os at se dem i vejkanten. Flere gange stopper vi for at se på sorte bjørne, elge og bævere med deres karakteristiske huler.

Særligt spændende er en Grizzly-bjørnemor med unger, som vi sidder og kigger på et stykke tid, forsvarligt lukket inde i bilen. En bjørnemor er ikke at spøge med, ingen tvivl om at hun både kan løbe fra os og flænse os med de skarpe kløer. Men søde er de at se på.

Turen videre østpå byder på endnu vildere landskaber. Quimet Canyon er en kløft, der skærer sig gennem landskabet i en dybde af 100 meter. I bunden er der et vildnis af skove og floder, og de væltede træer ligner små tændstikker.

Nipigon Bay er en lang fjord, som skærer sig ind i landet nord for søen, og her er den ene flotte udsigt efter den anden. Ind i mellem ligger små bjælkehytter eller større paladser, der alle ville kunne udgøre udmærkede sommerhuse, hvis ikke de lå så langt væk.

Rossport Inn, som taget ud af det 19. århundrede

Ørred med udsigt

Vores opmærksomhed fanges af et skilt langs vejen: ”Rossport Inn – authentic 19th century acoomodation”. Nu skal man passe på med ordet ”autentisk” i Nordamerika, men vi kører nærmere for at kigge på det.

Stedet viser sig at være lidt af en perle. Kroen ligger i en nedlagt jernbanestation, resterne af sporet kan stadig skimtes udenfor. Vi er solgt på stedet og bliver indlogeret i et værelse af i går med gamle møbler, vaskefade og bad på gangen.

Vi når lige præcist middagen, nøddestegt ørred ”a la Hemingway” serveret med gode canadiske specialøl, som vi nyder, mens mørket falder på. Næste morgen får vi den store canadiske morgenmad med æg, bacon, pandekager og masser af ahornsirup. Sikken et sted!

Byerne længere østpå ligner mere og mere de rene nybyggersteder. De eneste butikker er bjælkehytter med blandede landhandler, hvor man kan købe alt fra klatregrej til David Crocket-huer.

Midt i den søvnige landsby White River ser vi pludseligt en statue af ingen ringere end Peter Plys. Historien er, at en canadisk soldat her anskaffede en bjørn, som han senere tog med til England. Her inspirerede den A.A. Milne til at skrive de berømte børnebøger. Intet er for lille til at lave en turistfælde ud af det, og stedet er forsynet med en hæslig souvenirbutik.

Peter Plys hilser på i White River.

Den ene gode udsigt afløses af den anden. Man kunne køre i uger her uden at blive træt af det. Men mørket falder på, og vi indlogerer os på et tarveligt motel i Montreal River Harbour, hvor eneste gæst er en sølle lastbilchauffør, der sidder ved bardisken og krænger sit elendige liv ud til alle, der ikke gider høre på det. Jeg går i stedet en tur i skumringen, udstyret med to sten. Instruktionen er at slå dem sammen over hovedet, hvis man møder en bjørn. Det skulle efter sigende skræmme dem væk. Stenene når dog ikke at blive brugt.

Verdensbyen Toronto

Vi kører nu langs Superiors østlige bred og har kursen rettet mod Toronto. Efter den landlige idyl er det overvældende at komme til denne kosmopolitiske storby. Vartegnet er CN Tower, på daværende tidspunkt verdens højeste bygningsværk, så det er jo næsten et must at spise i panoramarestauranten øverst oppe. Maden er lækker, prisen derefter og udsigten fantastisk, mens vi roterer til panoramaer over hele byen og Lake Ontario.

Torontos skyline i solnedgangen.

Toronto byder også på fine kunstmuseer, gode restauranter og en meget international stemning. Et særligt højdepunkt for mig er verdens eneste ishockeymuseum med pokaler, udstyr og alt om den berømte nordamerikanske ligas historie.

Og så er der sushi i lange baner. Dét kan de virkelig i Canada, med en perfekt blanding af asiatiske indvandrere og friske fisk.

Niagara Falls set fra Canada-siden

”The newly wed and the nearly dead”

Efter en tur vest og syd om Lake Ontario når vi frem til endemålet for selve turen langs søerne, Niagara Falls. Amerikanerne kalder det ”the place for the newly wed and the nearly dead”, og sikkert er det, at der er mange nygifte, ligesom de talrige busser fyldt med pensionister med rollatorer, stokke og krykker bekræfter denne forestilling.

Stedet giver virkelig mening til bogen ”1000 steder du skal se, før du dør”. Selve vandfaldene fejler dog ikke noget, og vist er de da imponerende, selv om de blegner i forhold til f.eks. Iguazu (i Brasilien/Argentina). Over den modsatte bred på den amerikanske side hænger en luftballon påtrykt ”I love N.Y.”, som en påmindelse om, at vi er på vej tilbage til USA.

På den anden side af floden kører vi ind i New York State, der sjovt nok går helt herover. Hermed har vi også forladt De Store Søer, og turen kan fortsætte videre syd og vestpå. Men søerne har sat deres præg, og der går et stykke tid, før vi kan spise pandekager og ahornsirup igen!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside