Blandt papegøjefisk og penisfuteraler
- oplevelser på Vanuatu

Tekst og foto: Jakob Linaa Jensen

Overalt på Vanuatu er der fantastiske hvide strande, her på Mele Island

Vanuatu hed tidligere Ny Hebriderne og var indtil 1980 et engelsk-fransk såkaldt kondominium, det vil sige at begge lande administrerede øen på en gang. Det kom der mange absurde situationer ud af, men i dag er Vanuatu et fredeligt (og temmelig ufremkommeligt) øparadis midt mellem Australien og Fiji.

En sen eftermiddag i maj 1999 lander jeg sammen med Mikkel Høj (medlem 349) mellem bananplantager og kokospalmer i den lille Bauerfield Airport i Port Vila, Vanuatus miniputhovedstad. Den ser ud som i Carl Barks' klassiske historie ”Vodoo-Hodoo”, hvor Anders And lander i Afrika og udbryder: ”Se, det ligner jo næsten Gåserød”!

Vi indlogerer os for tre dage på Kalfabun Guest House, hvor værten hedder Bob, og forretningen bliver ordnet i hans mildest talt rodede stue mellem symaskiner, sort/hvid TV og hans kone i Mother Hubbard Dress. Udenfor i den klistrede tropeaften er hver en kvadratcentimeter levende. Gekkoer, skolopendre, myg, fluer, myrer.

Da vi lidt senere går ind mod byen, får vi bekræftet, at vi er kommet til en anden verden. Indbyggerne er meget negroide, og vi er stort set de eneste udlændinge. Alle er meget smilende og venlige og kommer med den karakteristiske “Goodnite”-hilsen på bislama. På hovedgaden Kumul Highway ligger computerbutikkerne side om side med yamslagre. Jo nærmere vi kommer bymidten og den store overdækkede markedshal formet som et traditionelt langhus med åbne sider, desto tættere bliver menneskemængden. Det viser sig at være et arrangement kaldet “Global march for Jesus”. Vanuatus indbyggere er meget religiøse, og alle kristne sekter og trosretninger er repræsenteret. Over os ligger Sydkorset højt under den kulsorte, sydlige stjernehimmel.

Port Vila er en lille hovedstad, men rummer dog en lille ”Chinatown”. I kondominietiden, hvor englændere og franskmænd havde hver deres forretninger, var kineserne de eneste, der handlede med alle og modtog en hvilken som helst valuta. Ikke underligt, at de har drevet deres købmandsvirksomhed så langt ud i Stillehavet!

Udriggerkanoen har en lang historie i Stillehavet og har spillet en nøglerolle i befolkningsvandringer

Vanuatus beskedne størrelse bliver tydelig, da vi skal på internettet, der tilbage i 1999 ikke ligefrem var udbredt i Stillehavet. På dette tidspunkt er det kun muligt et sted på øen, på Kommunikations- og Indenrigsministeriets kontor. Det ligger placeret i Independence Park på en bakke med udsigt over bugten. En smilende mand i åben skjorte og spraglede bermudashorts viser os vej derind. Det viser sig at være indenrigsministeren! Dette lokale svar på Slotsholmen rummer i det hele taget alle yderlighederne i det lille ørige. Indenrigsministeriet holder til i en blanding af en barak og et skur, mens parlamentet er en flot moderne bygning designet som fire langhuse, der er bygget sammen. Døren er åben, og vi går bare ind, noget der ville være utænkeligt de fleste steder i Europa. Interiøret er bygget i marmor med en søjlegård i midten. Vi går rundt mellem artefakter fra alle øerne. Der er masker, stenskulpturer og flotte figurer i træ, der har været brugt som trommer, når stammerne skulle meddele sig til hinanden. I denne flotte bygning mødes parlamentet nogle gange om året med udsigt over bugten til den ene side og Nationalmuseet til den anden.

Tæt på hovedstaden Vila ligger Mele Island, der er som taget ud af en Bounty-reklame. Hvid strand, hytter og en regnskov i midten. Desværre er øen ejet af et resort, der tager en grum entre for at komme ind på øen. Det er imidlertid pengene værd. Bare tre meter ude i vandet er der tusinder af fisk i alle farver. Jeg spotter omgående mindst tre forskellige slags papegøjefisk, og de halvstore eksemplarer pikker forsigtigt på min maske for at finde ud af, hvad jeg er for en. På bunden ligger blå søstjerner, og her er også enkelte koraller.

Ud at se med Vanair!

Det viser sig, at vores oprindelige plan om at sejle mellem Vanuatus øer ikke kan realiseres. Det er for dyrt og vil også tage alt for lang tid. I stedet bestiller vi med lidt bange anelser tre rejser mellem de forskellige øer med det lokale flyselskab, Vanair. Alene navnet burde skræmme, og fjorten dage inden vores ankomst var et af deres fly styrtet i Stillehavet ud for Vila, hvorved otte mennesker blev dræbt. Den danske antropolog Jens Dahl overlevede kun ved at svømme tre timer i et hajfyldt farvand. Vores flyveture går dog alle fint, og det er som ventet en kæmpeoplevelse at se det lille ørige fra luften. Det er balsam for sjælen og øjet at flyve over det blå Stillehav afbrudt af små grønne, bjergklædte øer, overalt domineret af kokosplantagerne og den omkransende tropiske regnskov. Få steder stiger røgsøjler op fra små landsbyer, men ellers virker det hele så uberørt som før menneskets indtog. Vi lander to gange på den utilgængelige ø Ambae. Overalt i de små lufthavne hænger folk dovent omkring med pakker, der skal med flyene. Nogle ser ud som om de tilbringer hele dagen her, som de sidder mellem svin, høns og bananklaser.

Esperitu Santo - kokosnødder og krigsminder

Vi lander på den største ø, Esperitu Santo. Hovedbyen Luganville er landets næststørste by, men det siger ikke meget. Lufthavnen er efter sigende lige blevet opgraderet til Boeing-kapacitet, men stedet består af en hullet betonmark, og da et fly er punkteret, sender man bud tilbage til Port Vila efter et reservedæk! Vi bor på hovedgaden, en delvist asfalteret jordvej med vandpytter så store som damme, hvori malariamyggene utvivlsomt har gunstige vilkår.

Glade børn i vandkanten ved Hog Harbour, Esperitu Santo

En af dagene sejlede vi ud til Aore, en ø ud for Luganville, der var en vigtig kampplads i Stillehavskrigen. Farvandet omkring Aore er da også berømt blandt dykkere som et af de steder i verden, der har den højeste koncentration af skibsvrag. Naturen i sig selv er heller ikke dårlig. Korallerne ude i det lave vand er døde efter en af talrige tropiske cykloner, men i dag har små krebs, søstjerner og firben i alle farver taget over. Resterne fra krigen er også tydelige. Bunkere og masser af rustent materiel ligger endnu strøet omkring i det høje græs. De tidligere brave krigere efterlod blot deres isenkram til regnen og svalerne. En gammel ruin er helt overgroet, og et træ er vokset udenom et savblad, der engang havde prøvet at komme det til livs. Her er som paradisets have: edderkopper i alle farver med enorme spind, fugle, insekter og små firben. Når mennesket stopper sin vanrøgt af planeten, tager naturen over og vinder det tabte tilbage.

På det nordlige Esperitu Santo overnatter vi ved Champagne Beach, der ikke uden grund er verdensberømt for sit hvide sand. Her hyggede de franske koloniherrer sig med vin, kvinder og champagne, deraf navnet. På denne morgen har vi det hele for os selv, men når et stort krydstogtsskib lægger til, kan her være op til 1000 mennesker på stranden. En lokal hævder, at han har ejendomsretten til stedet, så ved indgangen skal man betale 200 Vatu i en blikdåse. I den anden ende af stranden hævder en anden, at det er hans område, så bader man der, skal man lægge andre 200 Vatu. De må bruge megen tid på at gå og holde øje med hinandens områder…

Da vi skal tilbage til Luganville får vi turens mest specielle køretur. Det er næsten umuligt at komme rundt med bil på disse øer, og de lokale kører stort set kun, når de skal transportere kokosnødder og andre markedsvarer. Da prisen på kokosnødder lige er steget, er det imidlertid muligt at få et lift. Sammen med rygsækkene bliver vi placeret på et bræt ovenpå en stabel sække med halvrådne kokosnødder, der stinker som en blanding af dansk spegepølse og italiensk gorgonzola. Man skal holde sig fast til chassiset, for opmuntret af den udmærkede vej, der lige er blevet udbedret efter regntidens strabadser, kører chaufføren som død og helvede, mens hele verden blæser ud bagtil som en afsindig tropisk malstrøm. Speedometeret er stået af for længe siden og står konstant på 10 km/t.

Blandt de ”vilde” på Pentecoast

Vi har besluttet at gøre et stop på denne uvejsomme ø, som vi begge har læst meget om på forhånd. De sydlige landsbyer er kendt for den såkaldte Naghol-tradition, udspring fra 20-30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Jeg beskrev i et tidligere nummer af Globen, hvordan vi fik lov at overvære dette ritual, som var en kæmpeoplevelse. Senere blev vi indbudt til at bo i den traditionelle landsby Bunlap, hvor indbyggerne stadig lever meget traditionelt. Missionsvirksomhed har slået fejl, og den foretrukne beklædning er stadig græsskørter for kvinderne og penisfuteraler for mændene. Da vi er blevet installeret i deres palmebladsgæstehus, står det klart, at vi er mindst lige så store attraktioner for dem, som de er for os. Alle er henne for at sige goddag og stille de samme spørgsmål. Hvad hedder vi, hvor gamle er vi, hvorfra kommer vi, er vi gift, har vi børn og så det klassiske: om der vokser kokosnødder i Danmark? De ser meget bedrøvede ud, da vi fortæller, at det gør der ikke. De udstøder deres karakteristiske sukken akkompagneret af en hovedrysten.

Vi bliver inviteret ind i nakamalen, deres traditionsrige fælleshus, som der var i alt tre af, et for hver del af Bunlap. Allerede her begår vi den første store fejl. Vi går ind ad den forkerte ende og kommer derved til at gå gennem den del, der er forbeholdt høvdinge. De tager dog vores fejltrin med et smil, men er derefter meget omhyggelige med at dirigere os ind ad den rigtige indgang. Inde i fælleshuset er der totalt røgfyldt fra deres ildsted, som der åbenbart er gang i 24 timer i døgnet. Kun mændene har adgang til nakamalen, og de ligger langs siderne eller sidder midt på det jordstampede gulv og skraber sod af taroer, som de har stegt over den åbne ild.

Vi boede tre dage i Bunlap og er her fotograferet sammen med et par af høvdingene og andre mænd

I det hele taget er landsbyens liv indordnet under mange regler. Husene er klart afgrænsede i forhold til hinanden, landsbyen gennemskæres af hegn og stendiger, og adskillelsen mellem kønnene er tydelig. Mændene sidder i nakamalen eller på torvet og tager sig af det ”vigtige”, mens kvinderne knokler i marken eller vasker tøj. Mændene spurgte grinende, hvorfor vi ikke også organiserer os sådan i Danmark! Vi ser enkelte af kvinderne i græsskørt og ikke så meget andet på kroppen. De står bag et hegn ovre i den anden ende af byen, hvor vi åbenbart ikke kan komme. Der er mange andre særprægede territoriale regler: det er strengt forbudt at svømme under en kvindes kano eller gå under hendes tørresnor. Sker det, skal alle genstande, der har været involveret i hændelsen destrueres, og det forventes af synderen, at han betaler en klækkelig kompensation herfor. Det er ikke blot kristendommen og islam, der er fuld af underlige regler, som har til hensigt at besværliggøre folks liv…

Vi sidder på pladsen midt i landsbyen, da en højlydt forhandling går i gang. Vores vært i den anden landsby, Chief Willy, har købt kavarødder af folkene i Bunlap, og en del af betalingen består af femten røde og blå plasticspande ”made in Australia”, som vi senere ser som ugens tilbud i landsbybutikken i Pangi. Nu står disse stablet midt på pladsen som et absurd totem fra en anden planet. Høvdingene ser rådvilde ud, og de kommer næsten i håndgemæng, da en af de yngre kommer og forsøger at mægle. Sceneriet afbrydes pludseligt af en af de unge høvdingesønner, der kommer gående henover pladsen bærende på en batteridrevet ghettoblaster, der spiller Aquas ”doctor Jones” med knapper blinkende i alle farver. Kontrasten er vanvittig!

”Jesus kommer du ikke udenom”

Vi har hørt, at Bunlaps høvdinge hidtil har modstået ethvert forsøg på missionsvirksomhed, men høvdingesønnen Waros spørgsmål afslører, at missionærerne har været her. Han fortæller mig historien om Jesus på korset og nede i graven og refererer til ”dem, der har været her for nylig”. Han spørger mig, om jeg tror på historien om Jesus. Jeg er nu pludselig i fare for at blive inddraget i en herrens strid, der åbenbart er tiltagende her. Jeg svarer undvigende, men overvejende benægtende, og med et blik skævende til faderen ser jeg, at mit svar behager ham. De gamle høvdinge kæmper stadig indædt mod kristendommen og enhver form for modernitet, men med den nye vej, der er bygget, er det kun et spørgsmål om tid. En ny kommunikationsmast er ved at blive bygget på toppen af bjerget, og snart vil Bunlap være en del af den globale virkelighed. Også her vil indbyggerne komme til at gå rundt i T-shirts og se dårlige soaps.

Kava i nakamalen

En af aftenerne bliver vi inviteret til en af deres faste skikke, kavadrikning i nakamalen. Høvdingene sætter sig i deres tredjedel. Vi bliver som gæster anbragt sammen med mændene i den midterste tredjedel, mens drengene sidder i den forreste tredjedel. Nogle af mændene går i gang med at brygge kavaen ved at ælte og presse en kavarod i et vandfad. Herefter filtreres drikken et par gange og hældes op i de karakteristiske skåle. Turen kommer også til os, og man skal tømme hele skålen, der smager af mudder. Man bliver glad for sin hepatitisvaccination! Den lovede lette rus indfinder sig dog ikke.

Som vi sidder inde i nakamalen, lyder der sang og dans ude fra pladsen. Vi er blevet fortalt, at en dreng skal omskæres denne aften, et ritual på linie med en barnedåb. Nu danser mændene i en markering af, at drengen er trådt ind i fællesskabet. Det starter med en langsom dans i en rundkreds af mænd og drenge, men efterhånden stiger både tempo og sang. Flere og flere tilslutter sig dansen, og også vi bliver inviteret indenfor i cirklen en overgang. Om det er manglende danseevner eller det faktum, at kvinderne begynder at komme med, der gør udslaget, ved jeg ikke, men efter et stykke tid bliver vi ført tilbage blandt tilskuerne! Kvinder og mænd danser nu i en stor hvirvlende rundkreds, mange af dem svingede med spyd, knive, planter eller sågar ghettoblasterne fra tidligere. Som dansen er på sit højeste, ser jeg det smukkeste og største stjerneskud, jeg nogensinde har set. Det er en aften midt i evigheden!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside