Adrenalinen pumpede i min krop, der var fysisk kontakt, og jeg følte mig truet. Kineseren
havde godt fat i min mavetaske, og lige meget hvilken retning jeg gik, så fulgte han med. Med
begge hænder holdt han godt fast i min taske, han ville ikke lade mig slippe væk. Et urinstinkt
dybt inde i mig hviskede, at jeg måtte forsvare mig. Men hvilken udvej havde jeg? Skulle vi til
at slås? Skulle jeg for første gang i mit liv ud i en herre fight, og hvor god ville jeg så egentligt
være.
At jeg på min sidste dag i Kinas
hovedstad ville komme i kløerne på
en vred kineser, var ikke lige hvad
jeg havde planlagt. Det skulle have
været en stille og behagelig dag,
min sidste sammen med min kammerat
Lars, før vores veje skulle
skilles. Efter ti dage i Peking havde
vi endnu ikke prøvet en cykeltaxi,
men nu skulle det være, hvilket blev
vores største fejltagelse.
Vi havde ingen ide om, hvad en
cykeltaxi ville koste. Der fandtes
ikke rigtigt nogle faste priser for
sådan en tur. Vores eneste holdepunkt
var en tur med en almindelig
taxi, som vi havde haft for et par
dage siden. Her kørte vi omkring
fem kilometer eller mere, og dette
kostede os kun sytten Renminbi
(RM) (=15 Dkr.) Planen var bare
at tage en kort lille tur på et par
kilometer til et af de mest populære
forlystelseskvarterer i Peking. En
cykeltaxi kunne da ikke være dyrere
end en almindelig taxi, hvor man
sidder komfortabelt indendøre ?
Forfatteren i den Forbudte By
Der var mange ledige cykeltaxier at
vælge imellem, og de fleste havde
unge drenge som pedaltrampere. Vi
forsøgte os frem med en pris på fem
RM, mens vi forklarede, at vi ikke
skulle meget længere væk end en
kilometer eller to. I første omgang
fik vi afslag, ingen ville transportere
os for denne pris. Lidt længere nede
ad gaden fik vi så gevinst. Det var en
ung fyr, måske omkring de femten
år. Han forstod ikke et ord engelsk,
men med fingre viste vi ham, at vi
ville gå med til en pris på otte RM.
“Eight” sagde vi flere gange og viste
ham otte fingre. Han gav udtryk
for, at han havde forstået det, så vi
satte os ind på passagersædet.
Fyren var spinkel, så han kom på
hårdt arbejde. To dovne danskere
vejede godt til på bagsædet. Vi vidste
ikke helt, hvor vores udvalgte
kvarter befandt sig, men vi var klar
over, at det ikke var så langt væk.
Det var en sjov oplevelse at se den
hektiske by fra denne vinkel og bare
slappe af, mens den stakkels fyr
pustede og stønnede.
Vi nærmede
os bestemmelsesstedet, og fyren
gav tegn til, om vi ville af. Vi ville
dog godt lidt videre, målet
var at finde i et område, hvor der var en masse
restauranter og barer. Igen sagde
jeg “eight” og viste ham
otte fingre. Han nikkede,
og kørte os lidt videre, indtil vi nåede
en gade der lignede, hvad vi gik efter. På dette
tidspunkt havde vi ikke kørt i meget
længere tid end ti minutter og
havde måske tilbagelagt to kilometer.
Vi besluttede os for at ville give
ham ti RM, så ville han nok blive
ekstra glad.
Som de stolte turister vi var, gav vi
ham den aftalte ekstra betaling. Vi
ventede på, at smilet skulle brede
sig i ansigtet på ham, at han ville
takke os. Men i stedet blev han
meget forundret og meget sur. Han
ville ikke gå med til den betaling,
han ville have mere. Dette kunne
vi ikke rigtigt forstå, da vi jo havde
aftalt med ham, at otte RM var godt
nok, og nu gav vi ham oven i købet
ti. Nu var der så desværre sprogbarrieren.
Med tegnsprog og fingre
prøvede vi at forklare ham, at vi
havde indgået en aftale om otte
RM. Vi forsøgte også at fortælle, at
en biltaxi ville have kostet omtrent
det samme. Der måtte være tale om
en misforståelse. Det lod til, at han
troede vi havde ment eighty og ikke
eight. Han ville åbenbart ikke stille
sig tilfreds med andet end firs RM.
Mao og den Forbudte By
Havde han virkeligt misforstået os,
eller prøvede han bare at fuppe os?
Uanset hvad ville vi ikke give os. Firs
RM var jo helt sindssygt. I Danmark
kunne man køre ti km. i taxi for den
pris, og prislejet i Peking var langt
lavere end i Danmark. Dette kunne
vi principielt ikke gå med til. Vi ville
ikke lade os snyde af ham, vi ville
ikke bare sådan overgive os til en
svindler. Eller var han en svindler,
eller havde han helt reelt bare misforstået
vores fingertegn?
Han havde fået de ti RM, og vi ville
gå vores vej. Med et hurtigt sviptag
tog han nu fat i min mavetaske. Ikke
lige hvad jeg havde forventet.
Fyren så meget beslutsom ud og
virkede ikke det mindste bange.
Først forsøgte jeg at overtale
ham til at give slip, men han var kold.
Så forsøgte jeg roligt at fjerne hans
hænder, men heller ikke det lykkedes.
Da det ikke var til at tale med ham, var
næste skridt bare at stirre på ham og
se, hvor langt hans tålmodighed rakte.
Vi stod et stykke tid bare og stirrede,
men det blev klart, at han ikke gav
sig. Efterhånden begyndte jeg at blive lidt urolig.
Hvad skulle dette ende med? Måtte
vi bruge magt for at fjerne ham, og
var det nu så klogt på en gade, hvor vi kun kunne se
kinesere? Ville de mon ikke være på
hans side uanset hvad? Det eneste
jeg følte mig tryg ved var, at vi i
det mindste var to mod en. Det var
behageligt at have Lars ved min
side. Gutten havde kun fat i min
taske, men Lars forsøgte selvfølgelig
på lige fod at hjælpe for at få en
løsning på denne situation. Han var
mindre end os begge, men virkede
nu rimeligt stærk. Vi kunne nu sikkert
godt ordne ham, hvis det kom
til stykket.
Jeg ville dog helst undgå slåskamp.
Jeg ville hellere finde en diplomatisk
løsning, men han var jo desværre
ikke til at tale med. Han stod bare
der og holdt fast i min taske med et
jerngreb. Faktisk var det en meget
uvant situation for både Lars og jeg.
Vi er ikke slagsbrødre, vi er mere
stille og rolige typer, der for alt i
verden prøver at undgå at komme
i omklamring med nogen. Men her
stod vi så. Første gang for os begge,
nu var vi der så. Men hvad skulle vi
gøre? Jeg havde aldrig set Lars blive
rigtig sur eller vise fysisk magt. Han
havde nok heller ikke set mig sådan.
Vi vidste derfor ikke helt, hvor vi
havde hinanden, hvad vi hver især
tænkte, og hvad vi hver især var
klar til at gøre. Vi var novicer inden
for dette område.
Adrenalinen begyndte for alvor at
pumpe, da kineseren begyndte at
tale i telefon. Ringede han nu efter
gutterne, så de kunne komme og
ordne os? Ringede han til politiet?
Vi var dog ikke så bange for det
sidste, faktisk ville vi rigtigt gerne
have en politimand her lige nu. Der
var nogle enkelte kinesere i gaden,
men de kom ikke til undsætning. Vi
skulle klare dette alene. Vi forsøgte
nu at gå i hver sin retning, men det
hjalp dog ikke mig, da han fulgte
mig tæt. Lars kunne sagtens løbe
væk, ja måske tilkalde hjælp. I
stedet kom han nu tilbage til mig,
og nu overraskede han mig. Det
virkede også til, at adrenalinen
pumpede inde i ham. At han et eller
andet sted havde lyst til at give
kineseren en omgang. Hvad jeg ikke
kunne få mig selv til, gjorde han nu.
Med magt og kraft fjernede han
kineserens hænder fra min taske.
Han gjorde mig fri.
Nu tog han dog så bare godt og
grundigt fast i Lars’ taske. Vi var
igen i suppedasen. I samme øjeblik
kørte en politibil forbi. Vi forsøgte
ihærdigt at få den stoppet, men den
kørte bare forbi. Hvad var nu det for
noget? Så han os ikke, eller ville de
bare ikke hjælpe? Der var nu måske
gået 5-10 minutter, men det virkede
som en evighed. Vi måtte da ha
en løsning, og magtanvendelse
rykkede nærmere og nærmere.
Vi er til lokal fest med kinesere og drikker og stive
Næste flugtmulighed viste sig
at være en taxi. Jeg satte mig på
bagsædet, mens Lars satte sig på
forsædet. Lars kunne dog ikke
lukke døren, da kineseren stadig
havde fat i hans taske. Forgæves
forsøgte Lars at skubbe ham væk.
Vi var virkelig i en adrenalinrus
nu, og vi beordrede taxichaufføren
til at køre, så måtte han da
give slip, eller også ville han
blive slæbt efter bilen. Chaufføren
forstod åbenbart ikke helt, hvad der
foregik, det virkede som om han var
klar til at køre, men til sidst ville han
alligevel ikke.
Det hele endte med, at vi måtte
lave et kompromis. Vi gav kineseren
omkring fyrre RM, hvilket han dog
slet ikke var tilfreds med. Vi havde
tabt. Et nødvendigt nederlag, hvis
vi ikke skulle bruge vold og magt,
hvilket vi helst ville undgå. Da
kineseren endeligt kørte væk i sin
cykeltaxi, truede han med at kaste
et stykke skarpt tegl eller lignende
efter os. Jeg troede han ville gøre
det, men vi fik intet i hovedet.
Det tog lang tid at få adrenalinen ud
af kroppen igen. Vi var godt oppumpede
på vej tilbage til hotellet, der
var langt hjem, men…
