Bedøvet og berøvet i Filippinerne
Af Lars Nielsen
- En anderledes og alternativ rejseoplevelse. Et mareridt. En ulykke, der ikke engang sker for naboen. Det er noget, man har hørt en smule om i medierne, men man kender ingen personligt, der har været udsat for det. Men nu kender jeg så i hvert fald en person, der var så uheldig at blive offer for denne ubehagelige kriminalitet, og det er mig selv.
Uvisheden
Det er slemt nok at blive bestjålet, men at blive bedøvet og ikke kunne huske noget som helst, før man næste dag vågner op i en helt anden by to timer fra gerningsstedet. Det giver stof til eftertanke.
Får man stjålet noget fra sin lomme på gaden, er det selvfølgelig uheldigt, men man ved i det mindste, hvordan det er gået til. Det værste ved at blive bedøvet, er alle de tanker om hændelsesforløbet, som man ikke ved noget om, eller som man kun har svage erindringer om. Hvad har de gjort ved en, mens man var væk? Har de kun stjålet ens penge, eller har man også været udsat for fysisk voldtægt? Det er spørgsmål, jeg aldrig får svar på. Det ser dog ud til, at jeg slap relativt billigt, da de "kun" stjal mine penge og nogle enkelte ejendele og ikke gjorde noget ondt ved mig. Men man har hørt så meget, f.eks. at rejsende bliver bedøvet og får fjernet en nyre. Jeg har dog ingen ar, så noget virkelig grusomt er ikke hændt. Heldigvis.
Bearbejdning
Det har været vigtigt for mig at snakke om hændelsen. Man kan sagtens få et psykisk efterslæb, hvis man ikke fortæller det til nogen. Om end jeg har tænkt episoden igennem mange gange og stadig ikke helt har overblik over, hvad der er sket, så har jeg ingen psykiske men. Efter jeg var vågnet op, fik jeg nemlig hurtigt behageligt kvindeligt selskab og støtte, så derfor tænkte jeg ikke så meget over bedøvelsen. Først et par dage senere, da jeg kiggede min rygsæk ordentligt igennem og fandt ud af, at der manglede nogle ting, så fik jeg et ubehageligt deja-vu. Jeg fik stjålet alle mine kontanter, hvilket dog kun var omtrent 70 $, og så snuppede de også noget tøj, bl.a. en del af mine underbukser! Men der var også nogle forbryderpiger, der havde fingre i mig. Heldigvis tog de ikke mit pas, visakort eller kamera, så jeg slap billigt rent materielt.
Filippinsk bekymring
Jeg vidste selvfølgelig godt på forhånd, at Filippinerne kunne være et usikkert land at besøge, især hvis man, som jeg, rejste alene. Der har været meget korruption i landet, der er udbredt kriminalitet, og i syd er der muslimsk terror og enkelte bortførelser. Hvad er der egentlig med de lande, der førhen har været spanske kolonier? Hvorfor er der så megen kriminalitet i de lande? Se bare på Sydamerika. Alligevel så jeg frem til mit besøg i Filippinerne. Jeg ønskede at komme lidt væk fra masseturismen i østen, og besøge et land, som mange turister vælger fra. Landet står nu som det land, jeg husker bedst fra min otte måneders tur i Sydøstasien. Både på godt og ondt.
Det er jo et utroligt flot land med mange flotte øer, koralrev, vulkaner, bjerge og mange kulturelle højdepunkter. Og så er det et af de lande i østen, hvor mange af de lokale snakker godt engelsk, ja selv bedre end i Thailand efter min vurdering. Dette skyldes selvfølgelig den store amerikanske indflydelse med etablering af amerikanske militærbaser efter 2. verdenskrig. Amerikanerne er væk nu, men sexindustrien har overlevet, og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg efter min bedøvelse op på et hotel nær den berømte sexgade "Fields Avenue" i sexbyen Angeles. Det havde nok ikke været mit eget ønske at indlogere mig på et "prostitutionshotel", men billige er de.
Mødet
Nå, tilbage til historien. Det var min kun anden dag på Filippinerne, da det skete. Dagen før var jeg kommet fra Vietnam, hvor det af og til havde været et helvede at være turist, da mange lokale er yderst nærgående for at tjene en skilling på dig. Filippinerne virkede mere vestligt og rigt, men den første nat boede jeg dog i den fattige, sydlige del af Manila nær lufthavnen. Selvom det var lidt snusket og skummelt, var der ingen, der var kommet op til mig. Ikke før en kvinde på omkring 30 år kom op til mig, mens jeg belæsset med min rygsæk var på vej til busstationen for at komme væk fra den beskidte storby. Der var endnu et stykke til busstationen og jeg svedte i varmen. Da kvinden var den første lokale, jeg havde snakket med i gademiljøet, var jeg ikke så afvisende, og gav det en chance. Hun var ikke en nærgående sælger, men virkede mere som nysgerrig lokal. Senere stødte en anden kvinde til. Hun var lidt kraftigere og omkring 40 år. De sagde, at de var kusiner. De var ikke særligt smukke, så jeg troede bestemt ikke, at de var prostituerede. Jeg ville måske være blevet lidt mere bekymret, hvis det var to smukke kvinder, der prøvede at komme i nærkontakt med mig. De sagde bl.a., at de kom oppe fra den nordligere del af Luzon-øen, og at de skulle tilbage i dag. De havde været i Manila og købe forskellige varer, som de påtænkte at sælge oppe nordpå. De boede hos noget familie i Manila, hvorfra de om et par timer skulle køre tilbage i en jeepney (filippinsk videreudbygget amerikansk militærjeep, der er udbredt i landet især som offentligt transportmiddel men også som privat køretøj). De gav udtryk for, at det var et farligt område jeg var i og tilbød, at jeg kunne køre med dem mod nord. Det var ganske rart at have lidt lokalt selskab, det gav lidt tryghed i gaden. Desuden var min destination Mt. Pinatubo nær Angeles City, hvilket var den vej de skulle.
Jeg mener, at jeg var lidt afvisende, men til sidst fik de mig overtalt. Jeg betragtede det som en stor lejlighed til at snakke med de lokale og få et nemt og relativt billigt lift. Det forekom i hvert fald en del nemmere og mere spændende end at tage en bus. Det er jo en af glæderne ved at rejse, at man snakker med de lokale og kommer tæt på deres hverdag. I bagklogskabens lys var det naivt af mig at tage med dem, men gud ved, hvor mange andre ubehagelige episoder jeg har undgået på mine rejser. Det er en svær balance. Rejser man alene, har man mere behov for at snakke med de lokale, og man kan tit komme tættere på dem, end hvis man rejser to eller flere sammen. Men det kan også være farligere.
Frokosten
Vi gik væk fra menneskemylderet og fandt en taxi. Jeg ville gerne betale, men fik ikke lov til det. De var meget flinke, og det var sjovt at snakke med dem (de havde mig i deres hule hånd). Vi snakkede om, at jeg måske kunne besøge dem senere på min tur i deres hjemby - godt med kontakter! Vi kørte til et sted i den nordlige del af Manila, hvor deres familie boede. Sjovt nok nærmede klokken sig frokosttid, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over. Men det var selvfølgelig planlagt meget nøje, at de skulle finde et offer kort før frokost. De inviterede mig på lidt mad, og vi gik indenfor. Jeg opdagede intet usædvanligt, der var børn i huset og en ældre dame, så det virkede på ingen måde kriminelt. Vi åbnede en stor flaske San Miguel øl, som jeg delte med de to kvinder. Så kom den ældre dame op med tre skåle suppe, en til os hver. Heller ikke usædvanligt, at man får maden serveret. Herefter gik det stærkt, og jeg husker ikke rigtigt noget fra det næste døgn, før jeg vågner op på et hotelværelse i en anden by. Jeg mener dog at erindre, at suppen smagte meget stærkt, hvilket jeg kommenterede. Dernæst tror jeg, at vi gik nedenunder for at synge karaoke, og så er jeg helt væk. Senere på dagen er jeg måske vågnet igen, da jeg svagt erindrer, at jeg hånd i hånd med en af pigerne bliver fulgt ned til bussen. De siger, at jeepney'en er gået i stykker, så jeg må i stedet tage bussen. Jeg husker intet fra busturen og husker ikke, om jeg selv tjekkede ind på et hotelværelse i Angeles city nogle timer nord for Manila.
Næste morgen
Da jeg vågnede næste dag, opdagede jeg, at min trøje var fuld af bræk, og det samme var min lille dagstursrygsæk. Jeg har måske endda sovet på gulvet, hvilket en stuepige skulle have fortalt den pige (Miriam), jeg senere mødte på hotellet, og som blev et godt bekendtskab for mig. Jeg var svimmel og havde kvalme, som efter en voldsom druktur. Hvorfor var min trøje nu fuld af bræk? Jeg kan ikke huske, at jeg havde brækket mig. Var det en reaktion på bedøvelsespillerne, eller havde de proppet mig med sprut, så jeg skulle vågne op og tro, jeg bare havde været fuld? Det må guderne vide. I hvert fald var jeg noget sløj og omtumlet, da jeg omkring frokost tjekkede ud fra mit værelse, hvorefter jeg hang ved et af bordene i receptionen. Det gik op for mig, at jeg måtte være blevet bedøvet af pigerne dagen før, og i mit mavebælte manglede alle mine kontanter. Jeg tænkte på at tage videre til vulkanen, som jo egentlig var mit mål, men følte det ikke sikkert på daværende tidspunkt. Desuden var jeg meget smadret. Så kom min redning, en kvinde ved navn Miriam. Jeg havde behov for at slappe af og sove noget mere, og da hun boede fast på et af hotellets værelser, inviterede hun mig indenfor, så jeg kunne slappe af. Dette udviklede sig til et godt venskab, og lige det selskab og nærvær jeg havde brug for efter sådan en tur. Hun fulgte mig rundt på Filippinerne resten af min tid på øerne. Det var utroligt vigtigt for mig at have en ved min side, og med hendes lokalkendskab kunne hun forudse problemerne og tackle dem for mig. Så lidt lykkeligt endte det trods alt.
Jagten på en politirapport
For at kunne få nogle penge tilbage fra min forsikring måtte jeg have fat i en politirapport, hvilket skulle blive svært. Uden Miriams hjælp og oversættelse var det nok aldrig lykkedes mig. I Angeles ville de ikke lave en, da de henviste til, at det nok ikke var der, kriminaliteten var sket. Jeg fortalte, at jeg nu engang ikke kunne gøre for, at det var der, jeg var vågnet op. Men forgæves. Så måtte jeg jo til Manila for at få den lavet. Vi besøgte det nærmeste politikontor til det sted, hvor jeg havde mødt de to piger. De kunne ikke hjælpe os, men henviste til et andet kontor, der skulle tage sig af sådanne sager. Så tog vi derhen. Her mente de, at jeg ikke kunne være sikker på, at det var i Manila, jeg var blevet bestjålet, det kunne lige så godt have været i Angeles. Her var jeg ved at springe i luften, ja, teoretisk vidste jeg ikke, hvor det var sket, men det tydede dog mest på Manila. Så mente de, at jeg skulle henvende mig til det bydistrikt i Manila, hvor jeg havde fået frokosten. Åh nej, utroligt kompliceret, jeg var jo ikke så kendt i byen, så jeg kunne jo ikke sige præcist hvor det var, ikke andet, end at det var i den nordlige del af Manila. Til sidst fik jeg mod betaling lavet den. Sikken en omgang, pyha!
Ja, nogle gange er det jo de negative historier og tragedier, man husker bedst fra sine rejser, og denne episode glemmer jeg aldrig. I dette tilfælde, hvor jeg slap uden skrammer, er det jo efterhånden en sjov historie, selvom jeg da helst ville have været foruden. Sådan er det at rejse, man må tage det hele med, så jeg kan trøste mig med, at jeg har prøvet noget ikke mange andre i De Berejstes Klub har været udsat for. Så alle rejsende: Tag jer i agt ude i verden!
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
