Da jeg mødte den kinesiske landbrugsminister -
og min første optræden på kinesisk fjernsyn
Tekst: Morten Frederiksen
I forbindelse med mit arbejde, har jeg i løbet af de seneste 3 år haft fornøjelsen af at udforske
og følge Kina i landets fantastiske forvandling fra at være et lukket land med en centralistisk
styret kommando økonomi, til at blive et relativt åbent land midt i en rivende udvikling,
økonomisk såvel som politisk og kulturel.
Kina har altid været et af de steder i verden der har været mest omgærdet af mystik og fascination – et land med en befolkning der udgør 20
procent af verdens samlede befolkning, en kultur og historie der rækker mange hundrede af år tilbage i tiden, og ikke mindste et af verdens
ældste skriftsprog. Dette var nogle af de tanker der fløj igennem hovedet på mig, da jeg i april 2004 sad på flyet fra Chicago til Beijing for at
besøge Kina for anden gang i mit liv.
Andre ting som okkuperede min tankevirksomhed under flyveturen, var hvorvidt jeg havde styr på alle elementer af den internationale
konference omkring ”Landbrugs Administration”, som var formålet med min rejse, og som jeg var ansvarlig for. Under hele forløbet
der havde ledt op til min rejse havde det hele virket ganske simpelt, en konference som alle andre hverken mere eller mindre – en konference
som alle de andre konferencer, seminarer, workshops og kurser jeg har været involveret i over de seneste år. Men nu hvor jeg sad her på flyet
med kurs mod Beijing, virkede det hele ikke helt så simpelt længere; om to dage startede en konference som jeg var ansvarlig for og som på
deltager listen havde vice-ministre fra USA og Canada, øverste chefer for landbrugsministerierne i New Zealand, Malaysia, Brazilien, EU,
UK og Irland, samt diverse ledende videnskabsfolk fra WHO, fødevaresikkerheds myndigheder i flere forskellige lande og et utal af andre
mere eller mindre vigtige folk. Og som toppen af kransekagen ville alt hvad der kunne gå og stå indenfor landbruget i Kina deltage i konferencen,
inklusive vice-ministre, ledere fra alle provincerne, partiet og landbrugsministeren himself.
Jeg ankom til Kina og fik i løbet af de sidste to dage før konferencen fulgt op på de fleste størrer og mindre problemer, holdt møder med et
hav af ambassader om sikkerhed og airtime for deres ministre, samt alle mulige og umulige problemstillinger. Endelig startede konferencen, og
den første del med officiel åbning, samt den efterfølgende åbningssession med massiv pressedækning forløb perfekt – jeg kunne gå på en
sky.
Den næste del af programmet var fra et diplomatisk standpunkt den absolut vigtigste del af hele arrangementet, hvor den kinesiske
landbrugsminister officielt skulle møde alle de andre højt rangerende konference deltagere. Med udgangspunkt i den officielle karakter
af denne del af konferencen, havde kineserne bedt om selv at arrangere dette uden indblanding fra udenforstående, hvilket jeg personlig
var helt enig i, da jeg jo ikke er bekendt med alle de officielle detaljer. Hvilket betød, at da døren til dette lille esklusive selskab blev
lukket, følte jeg at nu kunne jeg ånde lettet op – da alle officielle dele af konference nu var overstået og de næste 5 dage ”blot” ville være en
ganske almindelig konference. MEN, knap nok var døren blevet lukket før den igen blev åben, og en meget svedende og ikke mindre fortvivlet
udseende kinesiske embedsmand kom løbende ud.
Han løb lige hen til mig og sagde: ”kender du de menesker der sidder der inde?” – det måtte jeg jo erkende at jeg gjorde, hvorefter han sagde
”nej, nej – jeg mener, kender du dem på udseende?”. Da jeg havde modtaget alle da de ankom, mente jeg nok at jeg kende ihvertfald de
fleste; det var åbenbart godt nok for ham, ihvertfald greb han min arm og begyndt at trække mig med over imod det lille officielle åbningsmøde.
Imens han forklarede mig, at der ikke var nogen af kineserne der rent faktisk kunne genkende alle de udenlandske gæster og derfor var
det ikke muligt for dem at introducere ministeren til de øvrige deltagere i det lille møde.
Lige pludselig stod jeg så foran den kinesiske landbrugsminister, som sagde pænt goddag og viste sig at være en yderst venlig mand. Foran
et utal af kinesiske tv-kameraer og pressefolk fik vi os en lille chat, hvorefter vi (ministeren, undertegnede, en tolk og en frygtelig
masse tv-kameraer) gik rundt og hilste på alle de andre deltagere i det lille møde. Alle de andre mødedeltagere var placeret på stole i
en halv-rundkreds, vi gik så hen til hver enkelt og jeg præsenterede dem så for ministeren, som sagde et par ord til hver af dem. Da vi var
færdige, tog ministerne plads på en stol midt i gruppen og jeg listede lige så stille af.
Da mødet var færdigt, kom der en hel stribe af kinesiske embedsmænd hen til mig for at takke mig for min lille redningsaktion, da det hele
ellers kunne ha’ udviklet sig pænt pinligt – samtidig ønskede de mig tillykke med min første optræden på kinesisk fjernsyn.
Under resten af konferencen, som forøvrigt forløb ganske problemfrit, var der flere kinesere der fik taget billeder sammen med mig, da de
mente at det var ganske morsomt at have et minde om begivenhederne omkring det lille diplomatiske møde eller måske rettere problematiske
møde – der var forøvrigt vist også nogle af dem der fik taget billeder med mig der mente at jeg ligner en yngre version af Bill Clinton, hvilket
jeg forresten også oplever ret ofte på metroen her i Washington hvor jeg bor, men det er en helt anden historie.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside