Om hvordan man bli'r "bidt af en gal rygsæk"

Af Pernille Föh

Jeg er født i 1971, og det stod ikke umiddelbart for, at jeg nogen sinde skulle blive medlem af De Berejstes Klub. Som barn var jeg med mine forældre på den obligatoriske charterrejse til Spanien og på små ture til vore nabolande. Som ung var jeg på "sol og strandferie" i Spanien og Italien sammen med det meste af den danske ungdom, og jeg havde på ingen måde en større udlængsel..."

På vej til Fyn med min far i 1972

... Sådan skriver jeg i min "blå bog", og det må man sige er et godt billede på mig og min rejse-karriere. Efterfølgende har jeg tænkt meget over dette her "rejse-gen". Er man mon født med det? Eller smittes man fra person til person gennem luften, eller måske overføres rejselysten gennem beretninger og billeder fra fjerne egne? I mit tilfælde var der nok nærmest tale om tilvænning sammen med en virkelig godt hengemt nysgerrighed på steder, hvor ikke alle andre tager hen. At der har været tale om tilvænning viser sig stadig i vores rejsemønster, som godt nok inkluderer de fleste af vores ferier (og penge), men alligevel ikke får mig til at sælge mit hus, skippe mit job og rejse med kun seks kilo bagage til det højeste bjerg i Bhutan.

Rejselysten vågnede

Taj Mahal: Nok det mest fantastiske bygningsværk jeg nogen sinde har set!

Ad Deir, Petra i Jordan. En af vores første backpacker rejser

Bangladesh var en stor og anderledes oplevelse. Her en dreng og hans rickshaw

Samoa: lidt luksus er vel ok. Palmehytter er lige mig.

Vi havde været på et par charterferier til Egypten og Kina og en enkelt tur til USA og således smagt lidt på eventyret, men det store skub fik jeg i 1997, da vores planlagte tur til Nepal med Larsen Rejser blev aflyst. Larsen Rejser gav begrundelsen, at deres samarbejde med PIA ikke var som ønsket, og dermed stod vi uden rejse. Vi kunne ikke finde andre charterrejser til landet og tyede til Jysk Rejsebureau. De satte en tur sammen til os. Alt var bestilt hjemmefra; transfer til/fra lufthavn, hoteller og ture. Alligevel var det nyt for os, da vi ingen guide havde. Når man tænker tilbage, kan man kun smile af min forfærdelige nervøsitet om, hvorvidt vi kom af busserne i tide, men dengang var det virkeligt "farligt". På turen mødte vi mange backpackere på vej jorden rundt. Deres beretninger lød spændende, og jeg blev inspireret af deres begejstring for det ukendte, som ventede dem. Jeg kiggede på vores medbragte kuffert og blev enig med mig selv om, at den ikke kom med næste gang.

Året efter tog vi til Ecuador helt på egen hånd. Uden at kunne et ord spansk og med to proppede rygsække tog vi af sted. Hvordan kunne vi vide, hvad man får brug for som backpacker, når man ikke har prøvet det før? Jeg havde ALT med, og mødte vi nogen som manglede en dims, så var det så sikkert som amen i kirken, at JEG kunne fremskaffe det. Det er dog blevet meget bedre, og i dag kan jeg pakke min rygsæk på en time, og tilmed overlade lidt tom plads til eventuelle souvenirs. I Ecuador nød jeg friheden til selv at bestemme, hvornår og hvordan vi kom fra A til B. Jeg nød at opleve ægte kultur og se "rigtige" mennesker. Jeg nød at møde mennesker med sjove historier og være langt væk fra Danmark, både mentalt og fysisk.

Jeg var solgt...

Tjæreborg kontra rygsæk

En stor fordel ved individuelle rejser er, at man slipper for "chartersiloerne". Jeg er træt af guider med paraplyer, at møde naboer og kollegaer i min ferie og ikke mindst træt af danskere, der brokker sig over hotelstandarden, og at der ikke er rugbrød i den overdådige morgenbuffet. Jeg har intet imod at møde danskere rundt om i verden, så længe de

Japan var en stor oplevelse - forfatteren i kimono

kan berige mig med noget: En god historie eller nyttig information, hvilket jeg sjældent har oplevet hos en charterturist.

Vi rejser, når job og økonomi tillader det. Det betyder i praksis fire uger hver sommer og en til to uger derudover i løbet af året. Vi er begrænset af min mands job som lærer, hvilket betyder, at vi kun kan rejse i længere tid om sommeren og altid kun i skolernes ferie.

Rejserne er primært med rygsæk, en returbillet og Lonely Planet som en fast, tro følgesvend. Godt nok er vi blevet backpackere, men et bykort og gode råd om overnatning er nu ikke at foragte. Vi sover og rejser gerne budget men ikke ulækkert. Vi er blevet for gamle til 18-sengsværelser og fulde teenagere. Vi har fundet vores eget niveau, som vi kalder budget+. Vi er dog heldigvis enige om, at oplevelserne ikke sover på Hilton!

Går der for længe mellem turene trækker det i benene, og rygsækken bliver utålmodig. Vi skal helst altid have bestilt en rejse, så der er noget at se frem til.

Fremtidens rejser

Vi vil helt sikkert blive ved med at rejse. Indrømmet, der er gået lidt sport i det, men også fordi det er en fantastisk fornemmelse at sidde i lufthavnen med rygsækken og ikke vide, hvor man skal sove i nat, hvilke spændende mennesker man møder, og hvad man skal opleve. Denne fornemmelse giver mig et "kick", og jeg vil ikke være den foruden.

Jeg ser frem til mange spændende rejser de næste mange, mange år.

Besøg os på www.pernille-kennet.dk, lige opdateret med vores tur til Libanon

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside