Norfolk Island
Tekst: John Damgaard Olesen, foto: Nikolai Witte
Når man skal lande på en lille ø, må
flyveren ofte lave et U-turn for at
lande mod vinden. Da vi således lå
på base og havde udsigt til Norfolk
Island ud af vinduet, var ingen af
os villige til at lege piloter, som
reelt heller ikke bryder sig om at
lande på øen efter solnedgang, for
det man kan se er et lille frimærke
på kanten af det store blå hav. Ved
senere eftersyn viste landingsbanen
sig at være under 2 miles - lovlig lidt
for en Boing 737.
Selve øen ligner Bornholm - dog kun
5 x 8 km. i størrelse. Stejle klippekyster
overalt og nogle ganske få
sandstrande. Smuk grøn overalt og
omkranset af især Phillip Island og
en del bittesmå øer. Infrastrukturen
er udmærket, og bare beboerne ser
5 biler på en gang, snakker de straks
om voldsomme trafikproblemer.
Captain Cook fandt øen for 250
år siden. Den blev senere brugt
som fangekoloni, men opgivet
som omkostningskrævende. Inden
længe bosattes øen igen af udflyttere
fra Pitcairn Island, som mytteristerne
fra Bounty med deres velkendte
libido forlængst havde gjort
overbefolket. Hvis man er direkte
efterkommere af Fletcher Christian,
har man højeste prestige på øen,
som udover disse cirka 600 også
har cirka 600 australiere og samme
antal New Zealændere - og så altså
lige omkring 40.000 turister om
året - fortrinsvis ældre, som nyder
fredeligheden.
Nar man indlogerer sig på et af de
mange dejlige lavtbebyggede feriecentre,
følger der som regel en lejebil
med i købet - men man kan altså
med lidt gode ben gå øen rundt på
en dag. Øen og husene er så velholdte
og pletfrie, at man hurtigt får
en fornemmelse af at bevæge sig
rundt i en filmkulisse i Hollywood.
Butikkerne er mange og veludstyrede
- og så er øen toldfri...
Der er cirka 35 stort set udmærkede
restauranter at vælge imellem, men
en enlig rejsende gør bedst i at spise
i Workers and Sports Club - i bowlingklubben
(man bowler udendørs
på en superflad sand-græsbane)
eller golfklubben, der har havudsigt
overalt. Her fungerer det sociale liv
på allerbedste måde, og en fremmed
drages hurtigt med ind i fællesskabet.
Jeg fik utallige invitationer
til genbesøg alle stederne.
Flora og fauna rummer mange
specifikke arter, og miljøet beskyttes
af utallige regler. Blandt andet
er der fængselsstraf for at indføre
fødevarer selv - eller planter og dyr
samt andre ting, der kan påvirke
øens sarte økologi. På Phillip Island
blev der efter øens opdagelse (som
så mange steder) sat harer, grise
og dyrevildt ud til jagtformål. Den
sidste hare fik man først aflivet for
ganske få ar siden (står nu at se
udstoppet), men nu har øen allerede
på et årti fået meget af sin
plante- og fugleliv tilbage.
Et ganske specielt træ er Norfolk
Pine, der har lange stive grene
med opadvendte fingre. Der ligger
mange af mine golfbolde oppe og
venter på en storm - der heldigvis
ikke er alvorlige i det område. En
god tradition på øen holdes stadig i
hævd. Når en beboer fylder 100 år,
bliver der plantet 100 træer - af og
til endog ege. Det pynter virkeligt -
og chancerne for at blive hundrede
er væsentlig større her end andre
steder.
Konklusionen er, at Norfolk Island er
et rent og fredeligt paradis på jord
- med den kedsommelighedsfølelse,
der naturligt vil ramme de fleste
efter få dage. For tamt for en sand
opdagelsesrejsende eller discohungrende
ung sjæl - men perfekt
til en bryllupsrejse (uanset metal)
eller rekreation af enhver slags. Et
perfekt sted at skrive sine erindringer
eller selvangivelse.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
