Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Pierre Lahoussaye 100 lande

Tekst og foto: Pierre Lahoussaye

  Afrique-Europe 2008 - Frankrig mod Rumænien
"At rejse, er at leve", har H.C. Andersen sagt - det må man sige, jeg lever op til og kan tilslutte mig.

Jeg er nu nået de 100 lande - sidste land var Den Dominikanske Republik, som jeg besøgte i begyndelsen af oktober.

Jeg blev medlem af DBK for flere år siden, efter jeg havde mødt Claus Andersen og Arne Runge til et rejseforedrag hos Jysk Rejsebureau. De fortalte mig om klubben og kravene. Jeg mente, jeg umuligt ville kunne blive medlem, da jeg kun havde omkring 22 lande og var ca. 41 år! Arne forklarede mig så, at jeg skulle prøve at besøge nogle lande, der lå tæt ved siden af hinanden. Med dette gode råd lykkes det mig at blive medlem af klubben, og nu er de 100 lande nået.

Jeg rejser ikke pga. noget specielt, og jeg rejser kun på egen hånd. Finder en så billig flybillet som muligt og kommer så rundt med bus, tog, fly, bil, båd. Alt har mere eller mindre min interesse, når jeg rejser: Natur, kultur, hvordan folk bor, gastronomi, det politiske system, levestandard, måde at tænke på m.m. Jeg er ikke så meget til at ligge på stranden; der må gerne ske noget!

Har de sidste mange år været medlem af Servas, Hospitality club og Couchsurfing. Jeg synes dette er en god måde at lære et land at kende på, da man bor gratis privat hos folk. Det at det er gratis skal dog ikke være grunden til, at man rejser på denne måde. Man skal kunne lide at snakke med fremmede mennesker og være klar til forskellige typer værter. Men jeg har kun haft gode oplevelser. Har ikke tal på hvor mange, jeg har boet hos, men nok snart de 100 (ikke i 100 lande, men snarere 75). I mange lande har jeg kun boet hos værter. Dette prøvede jeg fx i Israel, hvor jeg boede hos nogle unge progressive folk for fred mellem Palæstina og Israel i Jerusalem. Senere hos nogle meget konservative indvandrere fra sovjetunionen, der boede i en bosættelse på Vestbreden. Derefter: i en kibutz i Galillea; hos nogle indvandrere fra Belgien i Galillea; hos nogle progressive fra Netanuya og Tel Aviv; og til sidst hos nogle palæstinenser i Hebron. På denne måde fik jeg et godt indblik i Israel og dets problemer gennem mine værters forskellige synspunkter. Jeg manglede faktisk kun at bo hos nogle ortodokse jøder. Tit viser mine værter mig rundt i deres by, og jeg ser og oplever nogle ting, som jeg aldrig ville opleve, hvis jeg boede på hotel. Har boet hos mange forskellige mennesker, tit i vild luksus, bliver ofte hentet i lufthavnen, får eget værelse og mad, men man skal være klar til en madras på gulvet! Er selv vært, men har dog ikke fået så mange besøg.

Hvad jeg får ud af at have besøgt så mange lande er, at jeg føler, at jeg " har udvidet mine horisonter". Jeg har oplevet mange forskellige måder at tænke på, og det hjælper mig til bedre at forstå vores verden og dens konflikter. Jeg forstår ikke, at man ikke formår at leve i fred på denne fantastiske planet - det kunne jo være et paradis! Jo mere jeg rejser, jo mere er jeg glad og taknemlig over at være havnet i velfærdsstaten Danmark, med gratis hospitaler, læger, skoler, universiteter, biblioteker, alle mulige former for hjælp. Jeg tænker tit på alle de fattige lande, jeg har besøgt, hvor man kæmper for at overleve, men alligevel ofte har et smil på læben. Det er tankevækkende! Vi har det så godt, men jeg tror, mange overhovedet ikke klar over det. Det gør mig lidt ondt, når jeg kommer hjem fra et fattigt land og hører, at nogle danskere beklager sig over deres lave løn m.m.

Der er mange lande/territorier, som jeg kan anbefale: Frankrig selvfølgelig, Italien, Spanien, Indien, Nepal, Brasilien, Island, Grønland, Færøerne og Bali. Men også mange, som jeg kun har besøgt for at nå de 100 lande.

Blandt de smukkeste/spændende steder jeg har besøgt i verden kan nævnes: Paris, Rom, Firenze, Venedig, Barcelona, Lissabon, Prag, Sankt Petersborg, Hanoi, Rio de Janeiro, Cape Town, Table Mountain, San Fansico, Bali, Madagaskar, Brunei, Taj Mahal, Varanasi, Færøerne og København (om sommeren). Der er utroligt mange spændende steder på denne jord!

Jeg er meget glad for at være medlem af DBK. Her har jeg mødt mange spændende og inspirerende mennesker og har hentet meget rejseinspiration. Nu, hvor jeg har nået de 100 lande, vil jeg prøve at trappe lidt ned, fordybe mig mere i landene og besøge nogle lande, jeg allerede har besøgt. Om jeg kommer til at besøge alle verdens lande og territorier ved jeg ikke, men jeg tror det ikke, da der er for mange steder, der ikke lige siger mig noget.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside