Tilbage til De Berejstes hjemmeside

        Mødet med verdens fattige

Malaika Malmos


Vi har alle mødt dem på vores rejser: Fejlernærede børn med bedende hundeøjne, gråd i stemmen, helt alene. Gamle mænd uden tænder, uden håb for fremtiden. Alt for unge mødre med evigt skrigende og sultne babyer på armen og med fremstrakte hænder. De er der, helt oppe i dit ansigt, ude efter din opmærksomhed, ude efter dine penge. De kommer så tæt på, at du bliver nødt til at forholde dig til dem. Og så er der dem der ikke tigger, men som er så fattige, at det gør helt ondt i din fyldte tegnebog. Hvad skal man gøre som turist? Hjælper vores penge, eller gør de det hele værre?

Desperat eller dygtig skuespiller?

Da jeg for et par år siden var i Nepal, gik jeg ofte forbi en tiggende mand, der sad i udkanten af Kathmandus turistkvarter med sin datter, der kun var omkring ti år gammel. Hun havde fået barberet sit lange flotte hår af på et stykke af hovedet, og den bare plet var malet rød og skulle ligne et stort sår. Den lille pige spillede bevidstløs, og faren holdte hende i sin favn, mens han græd højlydt. Det virkede efter hensigten! Både lokale og turister stoppede chokerede op ved synet, og de to dygtige aktører så ud til at tjene ganske udmærket på deres lille nummer.

I løbet af de fire måneder jeg opholdt mig i Kathmandu, blev det efterhånden ret så mange gange, jeg gik forbi disse to personer. Jeg nægtede hver gang at give dem penge, da jeg jo havde gennemskuet den røde maling og huskede på alle de moralske belæringer, jeg var blevet proppet med: Det er en kendsgerning, at tiggere i verdens turistkvarterer kan tjene langt mere på en dag end gennemsnittet af den uuddannede befolkning. Støtter vi derfor som turister op om dette tiggeri, skaber vi endnu flere tiggere. Det kan være arbejdsdygtige voksne, der fravælger et dårligt betalt job, og det kan være børn, som dropper skolen for at gå smutvejen til overlevelse gennem turisterne. Det er os, der gør dem til tiggere, og vi gør dem afhængige af os, selv om de måske i virkeligheden havde en anden mulighed. Så selv om jeg sagtens ville kunne undvære et par skillinger, var det mest etisk korrekt at ignorere dem. Sådan gentog jeg for mig selv, hver gang jeg gik forbi.

Alligevel blev min samvittighed ved at nage mig, hver gang jeg passerede dem. Hvad hvis denne mand ikke havde noget valg? Kunne det være andet end en desperat handling, når han gjorde sådan mod sin datter? Hvad hvis han var alene far med fem andre børn derhjemme, som han kun ville kunne forsørge på bekostning af denne ene datter? Gråden virkede trods alt ufattelig ægte. Måske var det slet ikke skuespil. Måske var det ægte sorg han viste frem for offentligheden og fik sin fortjente løn for. Og om det var skuespil eller ej, så kan det ikke benægtes, at denne mand arbejdede hårdt for sine penge og tilmed opgav al sin værdighed. Desuden ville han sikkert få mere fornøjelse af mine småpenge end jeg selv ville… Skulle jeg have givet et par mønter?

Hvem tigger?

Tiggeri må siges at være et ældgammelt og universalt fænomen, og tiggere er i dag, som for tusinder af år siden, ganske almindelige figurer i gadebilledet. I den hinduistiske og buddhistiske verden mener man, at ved at give penge til tiggere, forbedrer man sin egen karma og får dermed selv del i sin velgørenhedshandling. Man vil desuden sige, at den fattige, på grund af et tidligere livs dårlige handlinger, selv er skyld i sin nuværende lave sociale status. Han må bare acceptere det og arbejde sig op til et forhåbentligt bedre liv næste gang. Det er dog ikke altid folk fra samfundets bund, man finder som tiggere. I Nepals naboland Indien møder man disse tre forskellige typer af tiggere:

1. De medlidenhedsvækkende: Her finder vi de "almindelige" tiggere, som f.eks. de to nepalesere. Den gyldne regel er, at jo ynkeligere man er at se på, jo mere mad kommer der på bordet. Mest effektivt er det, hvis man lider af rædselsvækkende sygdomme som spedalskhed eller har et synligt handicap. Har naturen ikke udstyret en med noget medlidenhedsvækkende, tja, så må man jo være kreativ. Tit sker det, at desperate folk simpelthen laver store sår på sig selv og holder dem betændte, eller lader sig handicappe ved at stikke øjnene ud eller lade en arm eller et ben blive skåret af. Uhyggeligt, men sandt.

2. De hellige mænd: Titlen Sadhu er sanskrit og betyder "en der lever ret" og bruges om hinduistiske asketer, der har forladt deres familie og gamle liv og nu lever omvandrende fra helligsted til helligsted i søgen efter Brahman (Gud). De må ikke arbejde og kun have få ejendele, og de er derfor fuldstændig afhængige af de småmønter, de kan tigge sig frem til på vejen.

3. Hijraerne: Disse er enten kastrerede mænd eller hermafroditter klædt i kvindetøj, og i Indien lever der op mod en million af slagsen. De af dem, der ikke er prostituerede, er især at finde i togene og til bryllupper og lever af at tigge. De siges at have særlige evner til at velsigne (hvis man giver dem penge) og forbande (hvis man ikke giver dem penge). Gør man en hijra vred, kan hun finde på at blotte sine kønsdele/manglende kønsdele, og hermed følger en særlig slem forbandelse. Af denne grund er hijraerne frygtet af langt de fleste indere. Fra egne observationer kan jeg konstatere, at det klart er hijraerne der tjener bedst som tiggere i Indien. Folk er ganske simpelt rædselsslagne, når en hijra f.eks. lægger hånden på hovedet af deres børn og fremsiger nogle mystiske ord, der skulle forestille at være en forbandelse. Den virker hver gang. Folk i Indien er altså generelt langt mere gavmilde, når det kommer til overtro og frygt end religiøs pligt og medlidenhed.

At give sine penge rigtigt ud

Som turist får man tit det gode råd med hensyn til tiggere, at gøre som de lokale. For de lokale kender nu engang deres samfund bedre end turisten og ved oftest, hvem der er de trængende og hvem der vil kunne klare sig selv. Men som eksemplet med hijraerne viser, så kan de lokale ikke altid bruges som rettesnor. Bedre synes jeg det er at prøve sig lidt frem, dog stadig med de lokale i øjenkrogen. På en længere togtur i det nordlige Indien lavede jeg på et tidspunkt et lille forsøg, hvor jeg på hele turen sad klar med en halv appelsin, som

jeg tilbød til de folk, der tiggede mig om penge. De der tog imod denne halve og godt gennemgramsede appelsin måtte virkelig være i nød, tænkte jeg, og ganske rigtigt så nægtede mange at tage imod den. Forsøget lærte mig meget. Med hensyn til aldersgrupper, så kan man i hvert fald i Indien være temmelig sikker på, at børn der tigger ikke selv får pengene. Enten er de sendt ud af deres forældre og giver pengene videre til dem, eller også er de gadebørn. Et barn ville ikke kunne klare sig alene i det barske miljø i Indiens gader, så gadebørnbliver altid del af bander, der har en leder, som indsamler børnenes indtjening og til gengæld beskytter dem og sørger for, at de får noget at spise. Voksne mennesker har altid muligheden for at arbejde, med mindre de er handicappede eller syge, for der er altid et eller andet, der kan tjenes penge på. Værre er det med ældre mennesker, som er slidt op efter et hårdt liv. Manglen på et socialt velfærdssystem i Indien gør, at ældre er fuldstændig afhængige af penge fra deres sønner. Døtre "tilhører", fra de bliver gift bort, svigerfamilien og har desuden sjældent egen indtjening, så meget fattige ældre uden sønner har et stort problem!

Derudover kan man næsten altid være sikker på, at de tiggere, som først og fremmest henvender sig til turisterne, ikke er dem, der virkelig er i nød. Står man tidligt op og går en tur i et turistkvarter, inden gaden kommer til live, vil man se, at de folk som "bor" på gaden om dagen og tigger fra turisterne ikke er de samme som dem, der ligger og sover der om natten. Tiggerne har ofte deres hjem andetsteds, mens de virkelig fattige, dvs. affaldssamlere m.m., er henvist til at sove på gaden. Det kan nemlig som sagt give en god indtjening at tigge, og især fra turisterne. Men hvad så med de allerfattigste, dem som ikke tigger?

Alkoholbryggerne og deres syge datter

I den centralindiske stat Madhya Pradesh var jeg engang ude på en længere gåtur sammen med en lokal gut. Vi kom forbi to ekstremt fattige og hårdtarbejdende alkoholbryggere, mand og kone, og slog os ned for at få en smagsprøve på deres lokale bryg. Inden længe var vi omgivet af deres fem børn, og en af de yngste var en lille pige, der tydeligvis var meget syg. Hendes øjne var helt våde, og hun havde feber, og ifølge forældrene havde hun haft det sådan længe. Der var selvfølgelig ikke råd til en læge. Vi gav dem et par rupees for alkoholen og drog derefter videre. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på den lille syge pige. Jeg kunne jo betale hende en læge. Lige på det tidspunkt havde jeg dog kun, hvad der svarer til fem danske kroner på mig, hvilket ikke ville være nok. Men jeg kunne komme tilbage en anden dag med pengene.

”Tror du selv de ville bruge pengene på en læge?” spurgte min lokale følgesvend Bhojpal opgivende, da jeg blev ved med at plage ham med mine samvittighedskvaler. Sikkert ikke, tænkte jeg, men så ville de bruge pengene på mad eller andet, som uden tvivl ville være mere fornuftigt end hvad jeg ville have brugt dem på. Han endte dog med at overtale mig til at lade være, for deres egen skyld! Kvinden havde spurgt mig, hvilken landsby jeg kom fra, og mit hindi rakte kun til at sige, at min landsby lå langt væk. Men svaret var tilfredsstillende for de to, der sikkert aldrig har gjort sig begreb om, hvor stor verden er. Det var nok ikke første gang de stødte på folk, der så lidt anderledes ud og talte en mærkelig dialekt.

Ville deres verdensopfattelse ikke bryde fuldstændig sammen, hvis de fandt ud af, at der findes steder, hvor selv unge har flere penge end de nogensinde vil komme til at tjene? Ville jeg ikke forværre situationen ved at give dem et forgængeligt plaster på såret, som kun ville tjene til at lindre smerten for en stund og få situationen til at føles endnu værre end før, når det var brugt op? Er det trods alt ikke bedre at være uden penge og tilfreds end at være rig og utilfreds?

Hvad gør man så?


For det første skal man nok være varsom med at give penge ud til højre og venstre, man bør i hvert fald overveje, om personen virkelig er i nød. En god idé er at give penge til organisationer, som ved hvordan de skal bruges rigtigt, eller man kan give mad i stedet for penge. Har man ikke spist op på restauranten, kan man få pakket resterne i en doggy bag og glæde en tigger på vejen med det. Man kan også dele nyttige ting som kuglepenne ud, men igen kan man risikere, at den næste turist der kommer til stedet vil blive hilst med et ”Hello, schoolpen!”. Turister har jo netop fået ry for at smide om sig med penge og slik til enhver der prøver hårdt nok, og derfor omgives vi altid af skarer af vedholdende tiggere, lige meget hvor i verden vi kommer. Dog mener jeg ikke man gør megen skade ved at give nødvendige ting som tæpper, mad og aflagt tøj, til de rigtige vel at mærke. Desuden bør man så ofte som muligt støtte de af de fattige, der arbejder. Køb dine kiks og sodavand hos gadesælgeren frem for i supermarkedet og få dine sko pudset lidt oftere, end du ellers ville have gjort.

Derudover bør man aldrig kigge på nogen med medlidenhed i blikket. Den største misforståelse blandt verdens fattige er, at de tror vi i den vestlige verden er lykkeligere end dem. Måske fordi vi virker så glade, hvilket der ikke er noget at sige til, da de jo møder os når vi er på ferie og langt væk fra dagligdagens problemer. Er det helt galt af mig at påstå, at disse folk ville værdsætte deres eget liv langt mere, hvis de kom ind bag facaden og lærte vestens sande ansigt at kende? Hvis de oplevede os på en helt almindelig mørk og travl vinterdag herhjemme, så tror jeg de ville finde ud af, at vores liv ikke er så problemfrit som det virker til, og at penge altså ikke nødvendigvis er vejen til lykke. Så vigtigst af alt: Penge er selvfølgelig nødvendige, men de er ikke alt, så glem ikke, at et smil og et par opmuntrende ord ofte er det, der kan give den største glæde!


Malaika Malmos

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside