Min veninde Petra hjalp med at bære min Lakshmi taske til toget min andensidste dag i Indien. Det skulle vise sig at blive en meget lang tur hjem.
Strandet i Istanbul
I april måned sidste år blev jeg på vej hjem fra Indien ”offer” for den islandske askesky og strandede en uge i Istanbul. Jeg blev sat på en taxa og sendt til et hotel, og der var ingen tid til at få den indcheckede bagage med. Efter et par fantastiske dage i Istanbul, hvor det stadig ikke virkede til at min hjemrejse ville blive inden for det næste stykke tid, begyndte jeg at længes efter nogle småting fra mine tasker. Jeg tog derfor tilbage til lufthavnen for at se, om jeg ville kunne få adgang til bagagen.
”No problems… And good luck!” sagde den storsmilende mand ved skranken, idet han lukkede mig ind i afdelingen med bagagebåndene, der ved denne særlige lejlighed var omdannet til ét stort pulterkammer! Der var bagage spredt ud over alt; tusindvis af strandede tasker i ét stort virvar, som det slet ikke var til at finde hoved og hale i. En ansat fortalte mig, han havde set nogle tasker med CPH bagagemærket på, vist nok omkring bånd syv til ti… Efter en halv times søgen fandt jeg endelig begge mine tasker.
Det havde været lige på grænsen til at jeg skulle betale overvægt, da jeg havde checket de to tasker ind i Mumbai, og nu var jeg på markedet i Istanbul kommet til at købe næsten fem kilo lækkerier: tørrede frugter og nødder og ikke mindst et kilo lækre friske oliven. Det er jo ikke hver dag man er i Istanbul! Jeg fik derfor denne fantastiske idé at fylde de nyindkøbte sager på mine tasker der jo allerede var checket ind, lade dem stå, og dermed slippe for at betale overvægt. Genialt tænkt Malaika! Jeg placerede taskerne i et hjørne for nemt at kunne finde dem igen når nu det blev relevant, og forlod derefter næsten tomhændet lufthavnen.
Hjem igen… men uden de friske oliven
Lige pludselig blev Kastrup åbnet igen, og jeg fik et nyt boardingcard til samme dag. Da jeg ville hente mine tasker fik jeg at vide, at al bagagen nu var losset ned i depotrummet i kælderen. Nå for pokker… Men hvad, jeg havde jo bagagetags på mine tasker, så de skulle vel nok dukke op, selvom det nok ikke blev med samme fly som mig. Efter en uges tid dukkede den ene af taskerne op, mens den anden forblev savnet. Den næste måned ringede jeg flere gange om ugen til bagageservicen Novia. Den mistede taske var ellers meget karakteristisk med et farvestrålende billede af den indiske gudinde Lakshmi, men inden for Novia arbejdes der udelukkende med indhold, ikke udseende. De læste hver gang lister op med karakteristisk indhold af ejerløse tasker de havde fundet, men ingen svarede til min savnede taske. Babybleer? Fuglekranier? Fiskestænger? Nå, desværre heller ingen friske oliven denne gang…
Efter en måned blev den erklæret mistet, og jeg havde ”krav på erstatning”, som de sagde. Alle tiders, det er jo det man har bagageforsikring for. Eller hvad? Gouda, nærige som altid, nægtede nemlig at erstatte indholdet uden kvitteringer på samtlige genstande… Ej men helt ærligt, hvem gemmer på alle sine gamle kvitteringer? Fint. Jeg droppede at få den erstattet, købte nyt af alt jeg havde mistet og rejste så til Sydamerika.
Syv måneder senere fik jeg gennem Facebook en besked fra en tysk fyr med et billede af min mistede taske. Det viste sig, han havde købt den for €95 på en auktion for mistede rejsetasker i Stuttgart lufthavn! Auktion? Ja. Gad godt vide hvem pengene er gået til… Nå, men da han pakkede indholdet ud, var han stødt på mit studiekort… og havde ud fra mit navn fundet mig på Facebook. Det endte altså med at jeg købte tasken tilbage og fik den sendt til Danmark, hvor jeg efter min Sydamerikatur genså mine kære sager efter et helt år. Og de dengang lækre friske oliven, som jeg virkelig havde glædet mig til at sætte tænderne i… røg direkte i skraldespanden!
