Mit Indiske Paradis
Tekst og Foto: Malaika Malmos
”Drømmen om paradis” har altid fulgt mig på mine rejser. Tænk, hvis jeg kunne finde denne jomfruelige tropeø, dette uspolerede og naturskønne sted fyldt med smil, sol og smukke sandstrande, hvor hverken bekymringer eller forpligtigelser eksisterer. Dette eksotiske paradis, hvor jeg under to palmetræer vil kunne slænge mig i hængekøjen med en frisk kokosnød i hånden og med et fredfyldt smil på læben konstatere, at hvis der er en mening med livet, så må det være lige præcis dette!
I vinteren 2009 gik min drøm i opfyldelse; jeg fandt mit paradis! Det var på en af de der ture, der egentlig ikke var tid til, men som den mørke danske vinter tvang mig ud på: seks uger til Indiens dejlige varme! Det var mit niende besøg i Indien, så jeg mente, jeg nogenlunde vidste, hvad der ventede mig. Jeg må dog indrømme, jeg blev overrasket over at finde paradis lige netop der. For nok er Indien magisk, spændende og uforglemmeligt… men ligefrem paradisisk havde jeg nu aldrig betragtet det som. Denne vinter bevægede jeg mig imidlertid 1200 km ud fra det indiske fastland. Her, midt ude i Den Bengalske Bugt nær Burma findes Andamanerne; Indiens største hemmelighed og stedet, der øjeblikkeligt blev mit helt personlige paradis.
Andamanerne og Nicobarerne: Indiens skjulte skatkamre
Kun de færreste kender til øgrupperne Andamanerne og Nicobarerne. Bemærkelsesværdigt er det, at paradiser som disse har fået lov til næsten at ligge uberørte hen i denne globaliserede verden. Men der findes selvfølgelig en forklaring bag deres isolation. Allerede fra det andet århundrede blev øerne blandt de tidligste søfarere kendt som ”the Cannibal Isles”. Om der var hold i påstanden eller ej melder historien intet om, men udefrakommende holdte sig i hvert fald langt væk derfra.
Det var ingen andre end vores egne forfædre, de kære danske missionærer fra Tranquebar, der var de første vesterlændinge, som tog mod til sig og forsøgte at erobre disse kannibalistiske paradisøer. Fra sidst i 1700-tallet kastede de sig af flere omgange over Nicobarerne, som de omdøbte til ”Frederiksøerne”. Hver eneste gang fik malariaen (nej, ikke kannibalerne) dog bugt med størstedelen af mandskabet og tvang staklerne til at trække sig tilbage. Knap hundrede år efter gav danskerne op og forærede øerne til englænderne.
Englænderne havde større succes med projektet, der fejlede for danskerne, og i løbet af ganske få år var der etableret britisk koloni både på Andamanerne og Nicobarerne. I stedet for at slå sig ned og nyde resten af deres dage i paradis, valgte de imidlertid at omdanne området til straffekoloni for det indiske fastlands kriminelle… Jeg forstår dem nu ikke, men er glad for deres beslutning. For netop dette har yderligere været medvirkende til at bremse for udviklingen og at holde øgrupperne isoleret fra omverdenen.
Unik natur og isolerede naturfolk
Isoleret er ensbetydende med uspoleret, og dette er lige netop, hvad der karakteriserer disse knap 600 eksotiske tropeøer. Først for nyligt er der åbnet op for turisme på en lille håndfuld af øerne, og stadig er der kun adgang til øerne fra det indiske fastland. Stående næsten uberørt hen siden tidernes morgen er øgrupperne derfor hjem til et helt unikt natur- og planteliv med mange endemiske arter, der ikke findes andre steder i verden.
Andamanerne og Nicobarerne er dog ikke bare enhver biologs drøm, men også enhver antropologs. Med en oprindelig befolkning, der indtil for nylig har fået lov at leve med minimal eller slet ingen indflydelse fra den øvrige verden, eksisterer her nogle af verdens sidste jæger-samler samfund. Den oprindelige befolkning består af fire forskellige hovedgrupper, der ligner de afrikanske pygmæer uden dog at være beslægtede hermed. De vidner om en historie, der går noget længere tilbage i tiden end missionærernes optegnelser.
Mest fascinerende er ”Sentineleserne”, der aldrig har haft kontakt til omverdenen. Hver gang udefrakommende er kommet for tæt på, er de nemlig blevet mødt af en regn af pile. Da tsunamien havde ramt området i 2004, sendte den indiske regering helikoptere ud for at tælle befolkningstallet på øen og fandt til stor forbløffelse, at befolkningen var intakt (dvs. 39 personer). Disse mennesker har altså kunne læse naturens tegn, mærket faren og flygtet til højlandet, mere eksotisk bliver det altså ikke! Skyggesiden er dog, at Sentineleserne såvel som de andre af områdets oprindelige folk er uddøende folkeslag, der sammenlagt kun tæller omkring 400 personer den dag i dag…
Drømmer jeg?
Som turist er det kun tilladt at besøge Andamanerne en måned ad gangen. Ellers var jeg nok også blevet længere! Jeg tilbragte to uger på Havelock Island, to uger på Neil Island, og besøgte også et par andre småøer ind imellem. Især var en af mine første dage på Havelock en helt særlig oplevelse, der satte stilen for resten af måneden. Sammen med en flok dejlige mennesker (hovedsageligt israelere) begav jeg mig på opdagelse på øen. Vi slog os efter et par timers vandring gennem junglen ned på en isoleret paradisstrand med kridhvidt sand og azurblåt hav. Da ingen af os havde andre planer, besluttede vi os for at tilbringe natten her. Nogle fangede fisk, mens andre gik på jagt efter kokosnødder og frugter i junglen, og snart havde vi til et fyrsteligt måltid. De medbragte instrumenter kom frem, og vi dansede natten igennem til trommernes rytme, indtil vi hen på morgenen udmattede faldt i søvn rundt om bålet.
Kort efter blev vi vækket ved en underlig lyd, der kom inde fra junglen. Jeg og et par stykker af de andre løb ind i junglen for at finde ud af, hvor lyden kom fra, og fandt os selv ved siden af tre kæmpe elefanter! Elefanterne viste sig at være arbejdselefanter, der var blevet bragt fra fastlandet til Havelock, og den underlige rislende lyd kom fra kæderne om deres ben. Den lille indiske mand, der sad på den største af elefanterne, gav os et velfornøjet ”head-wobble” som svar på vores åbne munde og overraskede udtryk. Et øjeblik måtte jeg knibe mig i armen og forsikre mig om, at jeg ikke drømte. Det hele var bare for uvirkeligt; farverne, naturen, lydene, lugtene, de herlige mennesker ved min side, nattens fest, og nu tre kæmpe elefanter foran mig. Men nej, det hele var virkeligt nok!
En guide til livet i paradis: Det gode liv = det simple liv
Andamanerne er endnu kun på det begyndende stade af, hvad der i en nær fremtid uundgåeligt vil forvandles til en sprudlende turistindustri. Af denne grund er der endnu ikke meget at tage sig til som turist. For mig er paradis imidlertid stedet, hvor man ikke bør lave meget andet end blot at nyde livet, og tiden på Andamanerne var derfor en af de bedste i mit liv! Men, da det faktisk er en kunst at lave så lidt som muligt og bare nyde livet, kommer her min egen lille hjemmestrikkede guide til livet på Andamanerne:
Først og fremmest må du sætte tempoet godt ned og indstille dig på, at der ikke er noget der skal nås det næste lange stykke tid. E-mailen må ikke tjekkes, og al kontakt til omverdenen bør sættes på standby. Hver dag bør du flyde rundt i det azurblå hav til huden er helt opløst og derefter dase mindst et par timer i solen (evt. efterfulgt af et par timer i skyggen) på de smukke hvide sandstrande. Så kan du gå på opdagelse i junglen efter underlige dyr og planter, du aldrig før har set, og samtidig mæske dig i junglens skatkammer af lækre frugter.
Af og til kan du begive sig af sted med den uundværlige hængekøje under armen og holde øjnene åbne for de to perfekt placerede palmetræer, som resten af dagen skal dovnes væk under. Adskillige dage skal selvfølgelig også gå med at udforske det mangfoldige liv under havets overflade med det medbragte snorkeludstyr. Du bør også få fat på en cykel og cykle fra den ene smukke strand til den anden, eller tage på besøg hos den imødekommende befolkning i landsbyerne. Bliv endelig venner med nogle af de lokale, da det er dem der kender de fede steder og kan tage dig til de uspolerede omkringliggende Robinson Crusoe øer.
Prop dig med den lækre indiske mad, og glem ikke at drikke masser af frisk kokosnød dertil. Betal ind imellem en femmer ekstra oveni de 15-20 kroner du normalt betaler for din bambushytte for at kunne nyde ekstra luksus i form af et varmt bad og et myggenet uden huller! Hvis du har noget du længe gerne har villet fordybe dig i, eller en tyk bog du skal have læst, er dette stedet. Nyd, at du er omgivet af verdens dejligste mennesker: den ukaotiske udgave af inderne samt de mest afslappede og livsnydende af verdens hippier. Eremitkrebse-ræs og vandmands-kast er ligeledes et hit! Men vigtigst af alt: sørg for at nyde livet fuldt ud! Smil; du er i paradis! :o)
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
