Til årets vigtigste Shiva festival, Shivratri, i Rajasthan i det
nordvestlige Indien Tekst og foto: Malaika Malmos
Hinduismen er i høj grad med til at gøre Indien til det herlige land, som det nu engang er. Uden den ville Indien ikke have været nær så
farvestrålende, nær så larmende eller nær så festlig og fornøjelig. Over 80 % af Indiens befolkning er hinduer. Ja ja, tænker man så, det er jo
sådan cirka den samme procentdel, der her i Danmark er medlemmer af folkekirken. Men her ville vi da, vil jeg vove at påstå, ikke miste meget
af vores identitet som danskere, hvis den danske kirke en dag blev nedlagt. Religionen i Indien spiller derimod så stor en rolle i alles hverdag,
og religion, kultur og tradition er uadskillelige begreber.
Inderne stilles sjældent over for det spørgsmål, om de tror på Gud eller ej. Det gør man bare. Og gør man det egentlig ikke…tja, så spiller
man alligevel bare med. Vi danskere dropper jo heller ikke juleaften med alle de traditioner og hygge, der hører til, bare fordi vi ikke tror på
Jesus Kristus.
Her når vi nemlig til sagens kerne: Inderne er de rene festnarkomaner. De elsker at feste, kan slet ikke få nok af at synge, larme og danse,
te sig som tossede og kaste om sig med kinesere ved hver given lejlighed. Her taler vi om et folk, for hvem en enkelt årlig ”Guds fødselsdag”
ikke er nok. Slet ikke.
Om denne indstilling fandtes hos Indiens folk før hinduismen, eller om det er den anden vej rundt, skal jeg ikke kunne sige. Men ét er sikkert:
Hvor er det godt, at der med hinduismens i alt 330 millioner guder er en overflod af fødselsdage og mytiske hændelser at fejre!
Lord Shiva, universets G.O.D.
Egentlig er begrebet ”Gud” i hinduismen én almægtig og evig kraft kaldet Brahman. Brahman er den ultimative sandhed og er formløs, så
for at folk lettere kan tilbede ham/hende/den, findes Brahman i disse 330 millioner forskellige manifestationer. Her kan folk så frit vælge og
vrage blandt manifestationerne, så der er noget for enhver smag og temperament samt til enhver anledning.
En af de mest tilbedte er Shiva, guden med de 1008 navne og de tre øjne, destruktionens og transformationens Gud. Ofte ses han som
den blålige asket, der, halvnøgen og smurt ind i aske fra ligbålene, sidder mediterende på et tigerskind i Himalaya. Gangesfloden løber fra
toppen af hans filtrede hår og forhindrer den i at oversvømme verden, og slanger snor sig omkring hans hals.
Andre gange afbildes han som ”Dansens Herre” Nataraja, som danser sin kosmiske dans tandava i en cirkel af ild. Denne dans symboliserer
på en og samme tid skabelse og ødelæggelse. Han er G(enerator) O(perator) D(estroyer). Hans våben er en trefork, hans ”køretøj” er
tyren Nandi, og hans søn er den nuttede Ganesha, som på grund af sin fars farlige temperament fik hugget sit rigtige hoved af og nu må
rende rundt med et elefanthoved i stedet. I templerne er Shiva oftest repræsenteret som Sivalingam, et fallossymbo,l som symboliserer
den skabende sammensmeltning af maskulin og feminin energi.
I Indien er Shiva så populær, at hver mandag er i hans navn, og det er her hans tilbedere går i tempel eller mediterer eller faster, eller hvad
man nu gør i de forskellige traditioner. Men ud over mandage er der en gang årligt en helt speciel dag, hvor der holdes en stor fest for ham:
Shivratri, eller Shivas Nat, som ligger på nymånens 14. nat i måneden Phalgun (februar/marts). Dagen markerer, dengang Shiva begyndte
at danse sin tandava dans og Verden deraf blev skabt.
Det var også samme dag, han blev gift med Parvarti, og sørme om det ikke også var denne dag, han reddede hele den verden, han lige
havde skabt, ved at drikke noget gift, der ellers ville have gjort det af med den igen. (Ak ja, det var tider, dengang i urtiden…) Han holder stadig
den dag i dag giften i halsen, for hverken at sluge den (og dermed forgifte sig selv) eller udrydde os mennesker. Det er derfor, hans
hals er blå. Og det er derfor, det er en meget god ide at holde sig gode venner med Shiva.
Når Shiva fejres
Da Shivratri sidste år blev fejret, befandt jeg mig ved byen Udaipur i delstaten Rajasthan i det nordvestlige Indien. Jeg havde en uge forinden
besøgt et vigtigt Shivatempel i en lille landsby ved navn Eklingji 23 km. fra Udaipur og var blevet gode venner med en lokal pige, Usha, og
hendes familie. Hendes far Someshwar var tempelpræst og dermed en af de vigtigste mænd i byen, og det gjorde hans ry
endnu bedre, at han nu havde en udlænding rendende rundt hjemme hos sig. Jeg havde nemlig besøgt dem hver dag i hele denne uge, og
nu hvor jeg var så heldig at befinde mig ved så vigtigt et Shiva tempel op mod årets Shivratri, endte jeg med at flytte jeg ind hos dem i de
dage, festlighederne stod på.
Den ellers så trafikerede hovedvej, der går gennem landsbyen, var simpelthen blevet spærret. Ville man dertil, foregik det derfor på gåben
de 23 km. fra Udaipur! Nogle folk var kommet hele vejen fra staten Gujarat, som er 250 km derfra. gående vel at mærke, hvilket havde
taget dem omkring en måneds tid.(Så har man altså for rigtig alvor lavet noget møg, der kræver gudernes tilgivelse…)
Allerhelst skulle man gå turen med bare fødder, for jo gladere man gjorde Shiva, jo mere dårlig karma blev man befriet for. Og glad må
han være blevet, den kære Shiva. Eklingji templet blev nemlig besøgt af op mod 100.000 mennesker på denne ene dag! Og lige så travlt
havde vel Indiens andre vigtige Shiva templer.
Gåturen fra Udaipur tog folk fem til seks timer og blev af langt de fleste foretaget om natten, så de var fremme inden daggry. Men der var
det jo noget nemmere for mig… (Gud ske tak og lov for det..) Ikke nok med, at jeg jo boede hos selveste tempelpræsten og havde den
perfekte udsigt over løjerne fra tagterrassen, men jeg var jo også kun en spytklat hen til templet, så jeg kunne komme mine synder til livs
uden at overanstrenge mine små pusselanker!
Til gengæld fik jeg ikke for megen søvn. Jeg sov med Usha i et værelse væk fra vejen, men allerede fra totiden om morgenen var der for meget
larm til at kunne sove videre. Efter den lange gåtur var folk enormt oppe at køre over at være så tæt på målet, så de råbte og sang og var
mildest talt ufatteligt højlydte. Jeg var alligevel også for spændt til at kunne sove. Som et barn juleaften, ventende på julemanden. Nej, mere
end det! Så snart jeg vågnede, løb jeg op på taget og så denne enorme masse af mennesker i kø. Templet åbnede nemlig først kl. fem. Det var helt
afsindigt, der var folk, så langt øjet rakte, tre kilometers kø var der nok, hvis ikke mere. Den sidste kilometer var der hamret jernpæle i vejen,
så der blev dannet to rækker til kø: En til kvinder og en til mænd. De stod så tæt, at de knap nok kunne bevæge sig. Så ufatteligt mange
mennesker.
Og da templet endelig åbnede, gik folk helt amok. De maste så meget, at politiet blev nødt til at lægge pæle på tværs af rækkerne, for at forhindre
folk i at mase hinanden ihjel. Men folk var helt vilde, og nogle kravlede under pælene og ignorerede slagene fra politiets lange
kæppe. Som kreaturer i en indhegning. Sultne kreaturer der har fået færten af mad.
Guddommelig føde og drikke
Inde i templet var min ven tempelpræsten og hans syv kolleger kommet på overarbejde. I omkring 30 og vist nok også uden tissepauser,
skulle de alle pusle om Sivalingamet, altså Shivafallosen, der helt specielt for dette tempel havde ansigter malet på alle fire sider. Og det var
så det, disse 100.000 mennesker var kommet til fods så langt derfra for at se.
Køen til Eklingji templet, her stilnet kraftigt af hen på eftermiddagen!
Lang gåtur, lang kø. Mast ind, mast ud. Jeg stod på taget og morede mig over vanviddet og priste mig lykkelig over selv at være på sikker afstand
derfra. Someshwar havde, inden han tog af sted på arbejde, forklaret mig, hvad der ville ske derinde. Hver tredje time blev lingamet badet i de
fem offergaver fra den hellige ko: 1. mælk, 2. sur mælk, 3. urin, 4. ghee (smør) og 5. komøg. Derefter blev de fem ”udødeligheds retter” serveret
for den fireansigtede fallos: 1. mælk, 2. smør, 3. curd (yoghurt), 4. honning og 5. sukker, samt to giftige, men hellige frugter. Om Hans
Hellighed spiste af retterne, meldte historien intet om.
Kender jeg Shiva ret, var det nok heller ikke disse tamme produkter, der lokkede mest. Et af hans 1008 navne er Bhole Shankar; ”ham, der
intet ænser”. Det er nemlig sådan, at hvis man er i besiddelse af superkræfter og samtidig har så stort et temperament som Shiva, så er det
bedst, hvis man på en eller anden måde bliver dæmpet lidt ned. Shiva selv klarer det med en chillum i ny og næ, og de mest trofaste
af hans tilbedere, de hellige babaer, gør det samme. Nogle stykker af hans andre tilbedere fremstiller en lille trylledrik af den hellige mælk og
den hellige cannabis ved specielle lejligheder som denne. For nok er det forbudt, men ingen indisk politimand vil anholde en person, der
bare er i gang med at tilbede sin gud. Og da slet ikke på en dag som denne. Nogle gange rangerer Guds navn bare over lovens - i Indien.
Mission fuldført; renset for synder
Resten af dagen blev folk ved med at komme, men ikke i samme mængder som om morgenen. Om eftermiddagen var det faktisk helt
muligt at bevæge sig udenfor og kigge lidt på souvenirstandene med de utallige, ubrugelige plasticdimser og prøve det hånddrevne og vakkelvorne
pariserhjul, der var stillet op til lejligheden.
Det blev dog først morgenen efter, jeg bevægede mig hen til templet. Størstedelen af besøgerne var taget hjem igen, på trods af at det var på
denne andendagen, årets vigtigste aarti (tilbedelse) fandt sted. Så nok var der mange, men ikke i forhold
til morgenen før. Jeg var som den eneste turist blevet mast ind på en af ærespladserne, hvor udsynet til lingamet var helt perfekt. Præsterne
var nu i gang med de sidste timer af det anstrengende døgn, inden de kunne komme hjem og spise og sove. De så ret så udmattede ud,
men de udstrålede alligevel en vis stolthed over deres vigtige rolle så nær gudebilledet.
De startede ceremonien med at vaske lingamet, hvilket de jo i de foregående timer havde gjort adskillige gange. Denne gang var det gudskelov
ikke komøg og kotis, det blev vasket i, men derimod bare mælk, yoghurt, smør, sukker og vand. Derefter blev denne Shivafallos
pyntet i ualmindeligt mange lag af guld og smykker med diamanter og andre ædelstene samt diverse smukke klæder.
Aldrig har jeg set en gud så smuk. Kun et par meter fra mig befandt dette kulsorte ansigt sig, med skinnende hvide øjne, og helt overdynget med funklende sten og guld, der lyste op i spotlyset. Luften var tyk af røgelse, der næsten sved i øjnene. Min (u)heldige centrale placering
gjorde, at jeg stod lige mellem de store øredøvende klokker, der bimlede og bamlede, som var de besat af djævelen selv. Bag mig lød de lige
så øredøvende sækkepiber (spørg mig ikke, hvad de lavede der!) og kæmpetrommer, og omkring mig med bønner og sang: ”Om
Namah Shivaya” (Velsignet være Shivas navn.)
Hele tiden var jeg omgivet af så meget lyd, at der i mit hoved ikke var plads til andet, og da slet ikke tankers ligegyldige rumsteren. Det
var helt ufatteligt! Helt guddommeligt! Jeg syntes et kort øjeblik, jeg så det sorte ansigt foran mig blinke med det ene øje. Drillende. Kærligt.
Til mig. Men det var nok bare noget, jeg bildte mig ind.
Jeg er dog overbevist om, at hvis jeg havde gået barfodet i seks timer for dette, og havde jeg samtidig drukket noget af Shivas cannabistrylledrik,
så havde den været helt sikker; så havde Shiva ikke bare nøjedes med at blinke til mig. Så havde han forvandlet sig fra lingam til Nataraja og
var begyndt at danse sin kosmiske dans tandava for mig.
