Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Øjenvidneberetning fra tsunamikatastrofen i det sydlige Indien

Malaika Malmos

Tror efterhånden jeg har fået samlet mine tanker og er parat til at skrive lidt mere detaljeret om, hvad der skete. Som I nok ved, var der tidligt om morgenen den 26. december et kraftigt jordskælv i Indonesien, det værste i verden i 40 år, 8,9 på Richter Skalaen. Dette jordskælv udløste en Tsunami, en række høje og kraftfulde bølger, og disse nåede Indiens østkyst tre timer efter selve jordskælvet, altså omkring kl. 9.30. Jeg befandt mig på Tamil Nadus kyst i byen Mamallapuram (Mahabalipuram) cirka 60 km. syd for Chennai, hvor jeg havde fejret julen, og jeg boede på et hotel kun 50 meter fra stranden. Jeg var lige vågnet, gik rundt og var langsomt ved at klæde mig på, da jeg pludselig hørte en masse folk råbe og skrige udenfor, mere end de plejer at gøre, helt vanvittigt!

Oprydningsarbejdet i landsbyerne ved Auroville (Pondicherry)
Jeg åbnede min dør og fandt mit værelse som en ø midt i en kæmpe flod. Alle værelser var placeret tre eller fire trin over selve jorden, og vandet havde altså oversvømmet hele hotellet og flød igennem det og ud på den anden side uden at komme ind på selve værelserne. Faktisk fattede jeg først ikke, hvad der skete, troede i begyndelsen det var regn. Har før set monsunregn forvandle gader til floder. Der var bare det ved denne situation, at det ikke regnede.

Jeg råbte rundt omkring til de andre små øer (værelser), hvor folk var strandede som mig, men ingen vidste, hvad der foregik, kun at det jo temmelig sikkert var bølger, der af en eller anden grund havde besluttet sig for at besøge landjorden.

Mærkeligt nok panikkede jeg ikke og tænkte næsten ikke over, at det kunne være vandet ville stige yderligere og komme ind på mit værelse. For det gik så hurtigt. Det varede ikke længe, før vandet forsvandt igen og vi kunne komme væk fra vores værelser.

Min første tanke var Claudia, min veninde fra Chile, som dagen forinden var flyttet til et værelse på stranden, hvor jeg skulle have mødtes med hende en halv time senere. Jeg fandt en anden ven, Mauricio fra Columbia, og vi løb sammen ned mod stranden for at se til hende. Gaden var ugenkendelig; så meget ødelæggelse. Alt var vådt og dækket af slam eller mudder eller hvad pokker det var bølgerne havde bragt med sig, og over det hele, som var det een stor usorteret losseplads, lå fiskenet og ting og affald og stykker af træ fra ødelagte både og huse, og palmeblade og kokosnødder og hele palmer samt en masse uidentificerbare ting som nok engang har været noget.

Langt værre var panikken dog. Angsten i alle folks ansigter, folk skreg, råbte, græd, rendte ind og ud mellem hinanden, anede ikke hvor de skulle gøre af sig selv, et stort virvar. Jeg så venner og folk jeg havde lært at kende i Mamallapuram i chok, grædende, skrigende. Jeg så folk komme bærende på livløse kroppe, druknede børn og kvinder. Virkelig virkelig forfærdeligt!!! På dette tidspunkt var jeg selv i chok og blev væk fra selve stranden, mens Mauricio løb helt ned på stranden efter Claudia.

Mere oprydningsarbejde i landsbyerne ved Auroville (Pondicherry) Der er også fiskerlandsbyer som blev hårdt ramt, men heldigvis for dem var de tilpas tæt på Auroville som havde en hær af frivillige oprydningshjælpere, som nu er gået fra oprydning til genopbygning.
En gammel mand hev fat i mig og råbte noget på Tamil. En anden mand kom til og oversatte for mig, at den gamle mand ville vide, om jeg vidste hvad der foregik. Han var omkring 60 år og havde aldrig i sit liv set noget lignende og troede så, at turisten ville vide hvad det var. Folk var fuldstændig uforberedte, og de høje bølger var kommet fuldstændig bag på dem. En tysk veninde havde været ude at svømme i havet en time inden det skete, men havde besluttet, at der var for meget strøm og var gået til poolen i stedet.

Men ingen vidste noget på forhånd, og det var nok den værste del af tragedien. Fjernsynet havde godt nok nævnt noget om, at der havde været et jordskælv i Indonesien, men kun på de engelske kanaler, som de færreste indere ser, og der blev intet nævnt om, at dette jordskælv ville kunne påvirke os så langt væk derfra. Ikke et ord om tsunamien før efter den havde ramt, og da var det alt alt for sent. Dog var der en hindupræst, der en halv time før tsunamien ramte havde gået rundt og advaret folk i Mamallapuram om, at en katastrofe ville ske. Han kunne kun føle, at der ville ske noget slemt, men vidste ikke hvad. De fleste folk valgte nok at overhøre hans varsler, mens andre var gået til templerne (blandt andet på stranden) for at prøve at formildne gudernes eventuelle vrede.

Imidlertid skete der det, at en ny række af bølger begyndte at slå ind over stranden mod os, og jeg løb med menneskeflokken væk fra kysten. Jeg løb tilbage på hotellet og fik den besked ikke at spilde et eneste øjeblik. Ingen havde oplevet en tsunami før og vidste ikke, hvordan den ville forløbe. Ja, faktisk vidste ingen på dette tidspunkt, at det var en tsunami, der var tale om. Men siden der nu to gange i løbet af et kvarter var kommet to omgange af bølger, var beskeden til alle gæster klar: kom væk herfra i en fart!!! Jeg fik kylet mine ting ned i tasken og hjalp Mauricio med at gøre det samme. Han var kommet tilbage kort tid efter mig og havde fundet Claudia i god behold. Hun og en japaner, Moti, havde værelser på anden sal på stranden, altså temmelig højt oppe, så bølgerne havde ikke nået deres værelser, og det var lykkedes dem at komme ned af den ødelagte trappe. Til gengæld var alle dyr i indhegningen døde, hunde, høns og geder, og familien der boede nedenunder var der ingen spor efter. Forhåbentlig var de ikke i huset da det skete!!!

Claudia så jeg ikke siden. Hun skyndte sig hen til det børnehjem hvor hun arbejdede, for at tjekke, om de havde det fint, for det ligger også kun omkring 50 til 100 meter fra stranden. Jeg fik efter et par dage kontakt til dem over telefonen og fik at vide, at ingen var kommet noget til. De havde været på vores hotel juleaften og optræde med dans, og dagen efter - altså den 25. - havde vi tilbragt hele dagen med dem på stranden, legede forskellige lege, lærte dem yoga, grinede og hyggede os. De havde besøg af et andet børnehjem, så der var 90 børn i alt. Vi fik en anden columbianer, Hernando, klædt ud som julemand, og alle børnene fik gaver. Alle tiders dag. Men utroligt, at der var så meget glæde og ro og dagen efter så meget smerte og panik på helt den samme strand. Og dagen før det - den 24. - havde stranden også været vores samlingspunkt for at sprede juleglæde.

Et par dage før katastrofen ...
Der bor omkring 40 hjemløse sigøjnere i Mamallapuram, som mest holder til på stranden og enten tigger eller sælger. Så i dagens anledning besluttede vi os for at sprede lidt juleglæde og fik hotellet til at lave en kæmpe portion Chicken Biryani (ris med kylling) og købte kiks, mælk, vand og lidt legetøj til børnene. Vi fik alle sigøjnerne ned på stranden og gav dem maden, og de var simpelthen helt ubeskriveligt lykkelige og taknemmelige. Den dejligste følelse af at have gjort andre glade, at have reddet i det mindste den dag for dem. Men hvor er de nu?? Kiggede efter dem efter katastrofen, men så ingen af dem.

Nå, men vi kom afsted fra hotellet i en fart, og jeg løb endda fra regningen. Ikke fordi der var så meget panik på det tidspunkt, men afsted skulle vi. Havde jeg haft al min bagage der, havde jeg været nødt til at efterlade det meste, men jeg havde heldigvis kun en lille taske. Vi fulgte massen af folk en kilometer eller to ud til hovedvejen, hvorfra der gik busser. Men der var så ekstremt mange mennesker, der ville derfra. Hele landsbyen og alle turister. Alle. Og så få busser. Mig og en tysk dame, Lalita, hoppede på en bus, og her blev vi skilt fra vores tre andre venner, da bussen - umiddelbart efter at jeg kom på - begyndte at køre. Bussen var ikke engang fyldt, jeg tror bare chaufføren var desperat efter at komme derfra. Ikke fordi en eventuel tsunami ville kunne have nået hele vejen op til hovedvejen, som var på en bakke… Men okay, afsted kom vi, rigtig heldigt. På vejen så vi tusinder af mennesker, der ikke var kommet med en bus, på flugt/massevandring på gåben fra Mamallapuram og omkringliggende landsbyer. Bærende på sårede og bærende på deres vigtigste egendele.

Vi blev sat af i en landsby omkring 25 kilometer fra kysten, hvor vi desperate - men uden held - prøvede enten at finde en person der talte engelsk eller et hotel. Vi fandt til gengæld en togstation og ville have købt billetter til Pondicherry, men blev frarådet det. Ved ikke hvorfor. Derfor tog vi i stedet nordpå, til Tamil Nadus hovedstad Chennai (Madras), hvorfra vi endelig kunne komme på nettet og læse nyhederne og finde ud af, hvad der egentlig var sket. Chokerende. Først der gik det op for mig, hvor slemt det egentlig havde været, og hvor heldige vi havde været at være sluppet med livet i behold.

Vi mødte en masse andre turister, der havde været samme sted og fik udvekslet rygter og oplevelser. Der gik rygter om, at et andet jordskælv eventuelt ville finde sted, og en ny række af bølger måske ville ramme kysten i løbet af aftenen eller natten.

Hele aftenen brugte vi på at se BBC news. De havde kun få billeder og oplysninger og gentog sig selv igen og igen og igen, men vi blev ved med at se det. De eneste billeder fra Indien var fra kysten i Chennai, kun fire kilometer fra, hvor vi nu lå. Hvilket fik os til ikke at fatte, hvad pokker vi lavede der. Jo flere gange vi så billederne, jo mere skræmmende var det. Da Lalita slukkede lyset, kom hun ved et uheld til også at ramme “roomservice knappen”, og fem minutter efter ringede det på døren. Vi var begge for udmattede til at reagere, så manden ringede på igen og råbte “What What??” De af jer der, har hørt en inder sige “what”, ved godt, at det alt for nemt kan forveksles med “water”, og jeg troede altså han kom for at meddele, at en ny tsunami havde ramt hotellet. For satan da, jeg siger jer jeg fløj ud af sengen og flåede døren op og skreg “hvad sker der” på dansk op i hovedet på den stakkels mand, der bare troede vi ville have ekstra tæpper eller noget. Det tog over en halv time, inden mit hjerte bankede normalt derefter.

Dagen efter kom vi i kontakt med columbianeren Mauricio, som var havnet i Pondicherry, og vi tog dertil og mødtes med ham. Et meget rørende gensyn, begyndte faktisk næsten at tude. Så tog jeg tilbage til Auroville, hvor jeg er nu. Her er der også folk, der er døde, men i det mindste er landsbyerne ikke så tæt på stranden som mange andre steder. Jeg ved ikke, hvor meget I har hørt om situationen i Indien, men det er virkelig uhyggeligt. Så ufatteligt mange mennesker der er døde. Bare i Tamil Nadu siger de nu, at der er over 5.000 døde, tallet stiger dag for dag. På Andamanerne og Nicobarerne er det op mod 10.000 af en befolkning på 30.000 mennesker. En ud af tre døde (eller savnede)!!!

Derfor kan I vel nok regne ud, at jeg dropper min planlagte tur dertil og tager et andet sted hen i næste måned. Havde jeg været der i denne måned, var jeg blevet skyllet ud i havet, det er helt sikkert. Og hvad med de folk jeg har mødt i løbet af sidste måned som skulle dertil, er de i live? Og dem der skulle til Sri Lanka? Og hvad med alle de herlige mennesker vi mødte sidste år på Sri Lanka? Familien fra stranden? Shammi? Shiran?

En rigtig trist jul, det er hvad det har været. Først døde morfars bror Poul i et trafikuheld, så tsunamien, og så indbrud hjemme. Alt gennemrodet og min aflåste skuffe med alle mine dagbøger og hemmeligste tanker og ting respektløst brækket op og gennemrodet. Og nu snakker folk om en eventuel epidemi efter tsunamien. Ganske forfærdeligt. Dog er der endnu ikke udbrudt nogen epidemi, så indtil videre bliver jeg her i Auroville. Og hey, jeg passer ufattelig godt på mig selv for tiden, tro mig… Det eneste gode der er at fortælle er, at jeg stadig har det rigtig godt. Ingen mén, ingen traumer, ingen vandskræk og ingen onde drømme. Knus og masser af tanker fra Malaika… Savner jer mere end nogensinde.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside