På eventyr i magiske Zanskar
En rejse ind i hjertet af det indiske Himalaya

Tekst og foto: Malaika Malmos

Klostret Phuktal bygget ind i klipperne omkring en af de huler, hvor en vigtig yogi engang tilbragte adskillige år i meditation

Ind imellem lukker jeg øjnene og drømmer mig tilbage til Zanskar. Jeg mærker den skarpe himalayasol, der brænder mine kinder, og den kraftfulde vind, der leger med mit hår. Jeg befinder mig i et landskab, der hovedsageligt er øde og barskt, men hvor snedækkede bjerge, floder og frodige oaser pludselig springer frem overalt. Naturen der omgiver mig har de mest utrolige kontraster og urealistisk klare farver, jeg nogensinde har set. Spredt ud over landskabet er buddhistiske stupaer med bedeflag, der langsomt trevles op af vinden og spreder sine bønner ud over dalen. Folk med deres smukke mongolide træk og farvestrålende uldne klæder hilser mig storsmilende med deres snurrende bedehjul og melodiøse hilsen ”Jullay”. Stedet emmer af mystik og visdom og gemmer på massevis af hemmeligheder, der ikke røbes til hvem som helst. Det hele virker nærmest som en drøm. En drøm jeg ikke har lyst til at vågne fra igen.

Jeg besøgte Zanskar i juni 2008 sammen med Costanzo, en italiener/amerikaner jeg havde mødt et par måneder forinden i Kathmandu. Costanzo havde studeret tibetansk i et år, og jeg havde lige brugt fire måneder på at lære hindi. Dette gjorde os til det perfekte rejseteam i dette område, hvor begge sprog tales af stort set alle. Derudover var Costanzo, som søn af en forhenværende nonne, en meget seriøs buddhist og havde en lang liste af lamaer, huler og klostre, som vi bare skulle besøge. Vi ankom inden turistsæsonen egentlig var gået i gang, hvor dalen stadig var ved at vågne op fra sit vinterhi, hvilket gav os stedet stort set for os selv. Tre uger senere, da vi forlod Zanskar, var det på sit frodigste, og med dette skift fulgte også andre turister.

Som base brugte vi Zanskars hovedstad Padum, en støvet landsby med omkring 1500 indbyggere i 3500 meters højde, for at få ladet vores batterier op og få noget ordentligt at spise ind imellem. Lonely Planet havde ikke meget at sige om området, så som guidebog benyttede vi et 30 år gammelt antropologisk feltarbejde. Bogens forfattere havde besøgt dalen kort tid efter den overhovedet blev åbnet for turister, og med sin øde beliggenhed bag høje bjergpas er dalen stadig i dag afskåret fra omverden seks måneder om året. Det skulle da også vise sig, at ikke meget havde ændret sig siden disse opdagelsesrejsende antropologer besøgte dalen. Ind imellem føltes det som om, tiden havde stået stille i hundredvis af år, og vi levede os ind i rollen som pionerer, der gik på opdagelse i et fuldstændigt uudforsket område.

Buddhistiske stupaer på Verdens Tag

Udfordringer på vejen

Vi blev advaret mod at drage ud i dalen på egen hånd. Området er temmelig øde, og det er gennem tiden lykkedes en del eventyrlystne vesterlændinge at fare vild eller få rodet sig ud i andre uheldige situationer. Nogle er frosset ihjel, mens andre er sultet ihjel eller har forsøgt at spise områdets giftige planter. Derudover forårsager den stærke eftermiddagsvind ofte fænomenet ”shooting stones”. Her bliver små løse sten blæst af bjergene og flyver af sted med en hastighed som pistolkugler, der kan bore sig gennem et kranie og slå en ihjel. Derfor var det bedst at følges med nogle, der kunne ”læse bjergene”, og dermed forhindre sådanne fatale hændelser. Det blev vi dog enige om, at vi ikke behøvede. Nu kunne vi jo tale med lokalbefolkningen, og de ville kunne læse bjergene for os og fortælle os, hvad vi skulle vide. Så af sted drog vi.

Det skulle dog hurtigt vise sig, hvorfor en guide ville have været praktisk at have med. Allerede efter et par timers trek den allerførste dag stod vi ved vores første problem: Et kæmpe stenskred havde blokeret stien. Det var umuligt at kravle hen over det, og der var ikke nogen i nærheden at spørge. Til sidst besluttede vi os for at kravle nedenom, selvom skreddet nærmest var lodret og endte i en stor flod med kraftig strøm. Skreddet bestod af sand med løse sten, og det var ikke til at vide, hvilke sten man kunne støtte sig mod, og hvilke sten der ville skride, når man stod på dem. Den bedste teknik var simpelthen bare at hoppe af sted fra sten til sten og glide med dem, indtil man fandt en sten, der sad nogenlunde fast, så man kunne få et kort hvil. Og så ellers hurtigt videre igen af frygt for, at hele skreddet ville hive os med ned i floden. En halv time senere stod vi lettede og med rystende ben på den anden side, men først på vejen tilbage opdagede vi den sti, der gik ovenover stenskreddet. Aha, så det var her en guide kunne have været god at have…

Tsampa, smør-te og støvede abrikoser

Et par dage senere kom vi til en flod, der skulle krydses via fem våde sten. Costanzo hoppede let og elegant hen over, mens jeg stod tøvende tilbage. Vi havde den dag trekket i ni anstrengende timer, og jeg tvivlede på, at jeg ville klare den tørskoet over på den anden side. I stedet fik jeg den geniale idé at kaste min rygsæk over floden og derefter selv gå over. Jeg gik derfor to sten ud i floden og gav rygsækken et ordentligt sving. Men den var alt for tung. Et ordentligt PLASK lød der, da rygsækken røg i floden, og et lige så højt plask lød der, da den trak mig med i sit fald. Jeg var for svag til at skubbe den op på bredden, og jeg ville heller ikke give slip på den, for ikke at miste den til floden. Så der lå jeg ellers i den iskolde flod og klamrede mig til min rygsæk, indtil Costanzo fik fisket os begge op. Det må have været et syn for guderne!

Som de fleste munke i Zanskar tilhørte munkene fra Phuktal-klostret Gelugpa-skolen, også kendt som "De Gule Hatte".

Heldigvis var vi næsten fremme ved vores mål, et kloster bygget rundt om en hule i klipperne. Her blev vi nogle dage for at få tørret mine sager og få plejet min trætte krop, ømme muskler og fire store vabler. Desuden havde jeg slået mit skinneben ret slemt mod en sten i faldet og havde pådraget mig en ordentlig hævelse. Kort sagt var jeg lige til lossepladsen og trængte til at blive plejet. Jeg var heldigvis kommet til det helt rette sted. På dette kloster, Phuktal, boede der nemlig omkring 60 munke, som sjældent fik besøg udefra, så det blev til tre dage med masser af forkælelse og hyggesnak. Jeg var knap nok kommet ud fra den ene munks lille hytte inden jeg blev hevet ind i den næste. Hos dem alle blev jeg tvangsfodret med tsampa (ristet byg), smør-te og nogle ualmindeligt hårde og støvede abrikoser. Jeg var fristet til at blive på Phuktal-klostret for evigt. Men det må blive næste gang!

Stjerneskud og sengelopper

Vi havde ikke kunne få fat på et kort over området inden vi tog af sted, så det eneste vi havde, var navnene på vores endelige mål. Vi måtte derfor nøjes med folks temmelig upræcise ”Bare lige forbi næste bjerg” eller ”Ti minutter endnu, så er I der”. Det var derfor ikke altid vi vidste, hvor langt vi var fra vores mål. Dette resulterede i, at vi måtte finde et sted at sove, hvor end vi var nået til, når vinden begyndte at tage til hen på eftermiddagen, eller vi ikke orkede at gå længere. Nogle gange var der klostre, der tog os til sig og gav os mad og husly, og andre gange boede vi hos familier. Heldigvis tog alle imod os med åbne arme og stor nysgerrighed.

En eftermiddag nåede vi til et sted, der på afstand lignede en landsby. Da vi kom dertil, viste det sig imidlertid bare at være en familie fordelt på to huse. Længere kunne vi ikke gå den dag, så vi forhørte os i et af husene, om vi kunne sove der for natten. Selvfølgelig blev vi budt velkommen. Desværre sov de selv i husets eneste rum, køkkenet, og der kunne ikke klemmes to mere ind. I stedet blev der lagt et tæppe op på taget og bygget en læmur af tørrede kokasser, og her fik vi lov til at tilbringe natten under åben himmel.

Temperaturen nåede nær frysepunktet, så jeg var pakket ind i bogstaveligt talt alt indholdet fra min rygsæk. Det var derfor ikke kulden der holdt mig vågen, men derimod de sengelopper, der på uforklarlig vis fandt vej fra tæppet vi lå på og ind under min sammensnørede sovepose og adskillige lag af tøj. Til gengæld havde jeg den klareste stjernehimmel at kigge på, da der ingen elektricitet var i miles omkreds. Jeg nåede at tælle næsten 30 stjerneskud, inden jeg blev immun over for loppernes bid og langt om længe faldt i en dyb søvn.

Til kvindefest i Sani: Lettere berusede kvinder i højt humør

Kvindefest og en ordentlig kæp i øret

På et tidspunkt nåede vi klostret Sani og fik her husly hos en munk. Han fandt selv et andet sted at sove og gav os frit spil til at lave mad til os selv i hans køkken. Alletiders! Alt for længe havde vi udelukkende levet af tørre chapatis og tsampa, og tanken om lidt afveksling gav os vand i munden. Mmmm, Maggie! I jagten på et sted der solgte Maggie to-minutters nudler kom vi imidlertid forbi et åbent vindue, som en flok grinende og vinkende kvinder hang ud af. Vi besluttede os for at aflægge dem en lille visit og gik indenfor.

Til vores store forbavselse fandt vi omkring 15 kvinder, der var i fuld gang med at fejre et eller andet, og de var alle hønefulde. ”Her er ingen adgang for mænd!” råbte en af kvinderne storgrinende. Men de skulle gerne gøre en undtagelse med Costanzo. Vi blev hevet indenfor og fik en kop med chang, lokal risvin. Og så gik det ellers løs. Koppen var lille, men der sad en kvinde med en hel balje chang og sørgede for, at alle kopper konstant var fyldt op til randen. Der var derfor kontrol på, hvor meget vi drak, og det gik ikke bare at fugte læberne og lade som om. Nej, alle skulle drikkes en kæp i øret, og som turist var man bestemt ikke fredet.

En ung novice med beskyttende amuletter i hatten

Der blev danset, sunget, spillet på olietønder og grinet til de sene timer, inden vi kom derfra, begge i temmelig beruset tilstand. Vi fandt med noget besvær tilbage til klostret, hvor Costanzo øjeblikkeligt gik kold på munkens seng, mens jeg gik i gang med at koge nudler. Seks nonner havde set os komme tilbage og stillede sig fnisende udenfor vinduet og kiggede på, mens jeg lavede mad. Jeg klarede vist sådan nogenlunde at spille ædru og tror ikke, at nonnerne fattede mistanke. Men aldrig har to minutter føltes så længe!

I yogiernes fodspor

En yogi betyder indenfor den tibetanske buddhisme en avanceret udøver af meditation. Til forskel fra munken, som lever et monastisk liv omgivet af andre munke og med diverse verdslige pligter, lever yogien et liv fuldstændig fordybet i meditation, oftest alene i huler afskåret fra omverdenen. Yogien er derfor en vigtig og meget anerkendt skikkelse, som ofte er afbildet på Buddhas plads i de tibetanske templer. Efter et helt liv helliget meditation er der nemlig rig mulighed for, at yogien selv er nået at blive oplyst i sin levetid.

En yogi der levede i en af hulerne, vi besøgte

Der bliver ikke sparet på miraklerne og superkræfterne, når fortidens yogiers liv og egenskaber beskrives. Blandt de yogiske evner er fuldstændig kontrol over naturlovene og kroppens funktioner. Avancerede yogier siges derfor at kunne flyve og gøre sig selv små, store, tunge, lette eller usynlige. De kan også udelukkende ved tankens hjælp varme kroppen så meget op, at de kan sidde nøgne udenfor i den bidende vinterkulde og smelte sneen omkring dem. Denne praksis er stadig udbredt i Tibet. Derudover kan de lave aftryk af fødder eller andre kropsdele i klippevæg. Dette er nemlig ifølge den tibetanske buddhisme muligt, når man indser, at alt her i verden er tomhed og i konstant forandring, og at selv den ellers så faste klippevæg ikke er permanent. Der var derfor i alle hulerne mindst ét aftryk af en eller anden af yogiens kropsdele, der på mystisk vis var printet ind i den hårde klippevæg.

En af de ting vi var kommet til Zanskar for, var derfor at gå på jagt efter huler, hvor de store yogier fra den tidlige buddhismes tid har tilbragt årevis fordybet i meditation. De lettest tilgængelige af hulerne har munke taget til sig og bygget klostre rundt om, som bl.a. klostret Phuktal, så det gjorde, at lidt af magien var gået af. Dog var der en enkelt af hulerne, der lå helt isoleret på en øde bjergskråning, og vi skulle ud på en temmelig skræmmende klatretur for at nå frem til den. Jeg røber ikke, hvad den hedder. Denne hule stod helt tom hen og emmede af mystik og religiøsitet, og her herskede en helt utrolig stilhed. Så her sad jeg ellers. Skævede til fodaftrykket i klippevæggen foran mig, lukkede øjnene, mærkede energierne og mediterede over verdens tomhed, idet jeg lovede mig selv, at det ikke var sidste gang, jeg havde sat mine ben i det fortryllende Zanskar.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside