DBK's medlemsundersøgelse 2006
Tekst: Gerner Thomsen
Det er altid forbundet med en vis risiko
at spørge om folks mening... man risikerer
jo, at de fortæller, hvad de mener.
Men hvis nogen skulle have rystet i bukserne
over, hvad klubbens menige medlemmer
kunne finde på at fremdrage af
intrigante angreb og mudderkager i forårets
store medlemsundersøgelse, så
kan de roligt ånde lettet op. Der er intet
at spore i svarene af den slags – kun
gode råd og konstruktiv kritik.
98 ud af 206 mulige aktive medlemmer
valgte at afgive deres “stemme”, hvilket
svarer til en stemmeprocent som
ved europaparlamentsvalgene. Det må
vel siges at være ganske godt, når man
tænker på at medlemsundersøgelsen
blev annonceret med blot to mails og
uden valgtaler af Jens-Peter Bonde og
Mogens Camre. Tak for det!
Mændenes valg
Lad os starte med at erklære valget for
gyldigt – forstået på den måde, at deltagerne
i medlemsundersøgelsen ligner
et rimeligt repræsentativt udvalgt af
klubbens medlemmer med hensyn til
køn, alder og geografisk placering. Dog
er der tendens til underrepræsentation
af kvinderne. Om det var lodtrækningspræmien
blandt de indsendte besvarelser,
der fik flere mænd op af sofaen og
hen til de elektroniske stemmeurner, må
stå hen i det uvisse. Men i hvert fald kan
det allerede nu røbes, at det helt i tråd
med den lidt skæve kønsfordeling var et
af klubbens mandlige medlemmer, som
blev den heldige vinder af to flasker rødvin.
Til lykke til Erik Pontoppidan!
Ferieloven strækkes
DBK blev stiftet i en tid, hvor internettet
var i sin ungdom. Det ses også i besvarelserne
af spørgsmålet om, hvor man
første gang hørte om De Berejste Klub.
For de ældre medlemmer (indmeldt i
2003 eller tidligere), så har kun 12 pct.
hørt om klubben for første gang på nettet,
mens hele 45 pct. har hørt om den
i medierne. For nyere medlemmer (indmeldt
i 2004 eller senere), så er tallene
for internet og medier henholdsvis 31
pct. og 26 pct.
Klubbens medlemmer rejste i gennemsnit
9,9 uger udenfor Danmark (eller
deres faste bopælsland) i 2005. Det kan
næppe overraske nogen, at vi i gennemsnit
ligger noget over de sølle femseks
ferieuger, som almindelige lønslaver
i Kongeriget er underlagt (lidt mere
end 60 pct. rejste syv eller flere uger
i 2005, jf. diagrammet). Men alligevel,
her taler vi om en forøgelse med mere
end 65 pct., og man må derfor formode,
at medlemsskaren gemmer på en guldgrube
af gode råd og kreative undskyldninger,
der kan overbevise en arbejdsgiver
om det nødvendige i at fravige den
gængse ferielov. Måske her er et emne
til en artikelserie i Globen?
Simple gennemsnit fortæller dog ikke
alt, som det også fremgår af diagrammet.
Der er nemlig ganske stor spredning
blandt medlemmernes rejselyst.
Klubbens højdespringer i 2005 havde
således 35 rejseuger, mens årets bundskraber
var helt og aldeles blottet for
rejseaktivitet. Hvis man skal bore i forskellene,
så afslører tallene også, at
mændene rejste mere end kvinderne
(10,3 uger mod 8,7 uger), ligesom medlemmerne
vest for Storebælt var lidt
længere tid uden for fædrelandet sammenlignet
med medlemmerne østpå
(10,8 uger mod 9,7 uger). Alderen har
åbenbart også lidt at sige, for mens medlemmer
på 30 år og yngre i gennemsnit
rejste 11,2 uger i 2005, så var klubbens
“ældre” medlemmer (over 30 år) kun 9,6
uger uden for landets grænser.
Grønt lys for flere medlemmer
Set i bakspejlet, så var spørgsmålet om
fordele ved medlemskab af klubben lidt
uheldigt formuleret. Mange havde ganske
forståeligt svært ved at opstille fordelene
i en prioriteret rækkefølge, da
det jo er en noget grov forsimpling af
problemstillingen for almindeligt tænkende
mennesker. Der er dog (heldigvis)
en klar tendens til, at de fleste medlemmer
prioriterer ting som medlemsmøder,
socialt samvær og udveksling af
rejseinformation højt, ligesom bladet
Globen også anses som en væsentlig
fordel. Derimod får andre mulige fordele
(fx prestige, klubrejser og det at finde
rejsefæller) baghjul og lav prioritering.
I den sammenhæng kan det afsløres,
at 21 pct. af medlemmerne rent faktisk
har fundet rejsefæller gennem DBK, og
at 83 pct. føler, at de ofte eller af og til
får væsentlig rejseinformation fra andre
medlemmer.
I svarene på spørgsmålet om holdningen
til øget medlemstilgang, er der ligeledes
en klar tendens. Her svarer 39 pct., at
grænsen for antal aktive medlemmer
ikke er nået endnu, og hele 47 pct. er
på vognen med “jo flere jo bedre”. Her
kan der spores en mindre geografisk
forskel, idet jyderne er lidt mere skeptiske
(med 20 procentpoint) over for den
grænseløse udvidelse.
Postkort er yt
Selv om medlemsmøderne langt fra er
overrendte (når man tager de senere
års kraftige medlemstilgang i betragtning),
så er det trods alt kun 15 pct. af
medlemmerne, som aldrig har oplevet
at være med, når toastmasterne trommer
til samling. Oplæsning af postkort
viser sig at være den helt store taber,
når de adspurgte skal pege på hvilke
aktiviteter, der bør indgå i medlemsmøderne.
Således er der kun 39 pct.,
som finder fornøjelse i at høre feriekortene
blive læst højt. Tour de table får
en score på 67 pct., spisning 79 pct.,
mens højdespringeren er rejseforedrag
med hele 86 pct.’s opbakning. Det betyder
dog ikke, at man blot kan udelade
postkortoplæsningen, og dermed gøre
flere folk tilfredse. Den store gruppe,
som har fravalgt postkortene, er tilsyneladende
uenige om hvilke af de øvrige
aktiviteter, der bør indgå i et nyt mødekoncept.
Omkring 30 pct. af de adspurgte bakker
således op omkring det nuværende koncept
med alle fire aktiviteter (spisning,
rejseforedrag, tour de table og postkort),
mens kun 25 pct. synes bedst om
kombinationen med spisning, rejseforedrag
og tour de table. Medlemsmøder
med udelukkende spisning og rejseforedrag
får opbakning af blot 18 pct. af de
adspurgte.
Besvarelserne indeholdt også mange
gode forslag til nye mødeaktiviteter (fx
undervisning i fototeknik og PowerPoint,
temamøder med fokus på bestemte lande,
rejser med børn, søgning af billige
flybilletter på internettet osv.). Flere
nævner også, at der bør være mere tid
til blot at snakke sammen.
Kun 9 pct. ser et behov for at afholde
ekstra møder udover det sædvanlige
hver måned. Forslag til mulige aktiviteter
for evt. ekstra-møder går på alt
lige fra besøg i moskeer og bedecentre
og virksomhedsbesøg til uformelle sammenkomster
uden for meget mad. Et
enkelt medlem, som er positivt indstillet
overfor ekstra møder, beklager sig over
at være sat på familiemæssig rationering.
Ideen med at åbne op for de passive
medlemmer på månedsmøderne får rimelig
opbakning. 43 pct. siger, det er
en god ide, mens 27 pct. siger “måske”.
Kun 22 pct. går direkte imod ideen.
På spørgsmålet om afholdelsessted for
møderne i øst (helt eller delvist på Cafe
Globen, evt. kun privat) er der ingen klar
tendens i svarene. Dog får løsningen
med halvdelen på cafeen og halvdelen
privat størst opbakning (31 pct.), mens
27 pct. går ind for “kun på cafeen” eller
“flere på cafeen”. Et enkelt medlem påpeger,
at møder i Værløse, Lyngby osv.
er møgupraktisk (skal vi gætte på, at
medlemmet bor i København..?). Ideen
om frokostmøder på cafeen får generel
stor opbakning med 57 pct.
Tilfredshed med Globen
Det må gøre enhver avis- eller bladredaktør
grøn af misundelse, at hele 63
pct. af medlemmerne læser mindst
halvdelen af Globen, hver gang der
kommer et nyt nummer. Samtidig er der
92 pct., som giver Globen tre eller flere
stjerner, mens kun 6 pct. synes at kvaliteten
kunne blive bedre. Størstedelen
af de adspurgte (72 pct.) har før eller
siden fundet inspiration til egne rejser
gennem Globens artikler.
Det går for vidt i denne artikel at nævne
resultatet af de mange spørgsmål om
indhold og prioritering i Globen. Dog
kan det afsløres, at mange er positive
overfor at få flere farvebilleder og flere
små nyheder i bladet. De fleste læser
en artikel mere på grund af emnet end
forfatteren, mens næsten ingen synes,
at der er for mange reklamer i bladet.
Desuden har stafetten bred opbakning
til at fortsætte i sin nuværende form.
Kommentarerne spænder vidt – lige
fra dem der brokker sig over for mange
gengangere af skribenter, til medlemmet
der erkender sin synd med ordene:
“Undskyld at jeg endnu ikke har skrevet
en artikel til bladet - jeg har tit tænkt
på det”. Et par medlemmer er også godt
og grundigt trætte af at læse om stammefolk
og “folk der går i bar røv, bast og
skørt, mens de siger ugh”, som det så
kønt formuleres.
Hjemmesiden
Halvdelen af klubbens medlemmer besøger
www.berejst.dk én til fire gange
om måneden. De mest populære links
er forventeligt nok “Arrangementer” og
“Blå bog”, men også “Lister, statistik”,
“Beretninger” og “Postkort” bliver besøgt
af helt op til 69 pct. af medlemmerne.
73 pct. er tilfredse (eller det der er bedre)
med klubbens hjemmeside, mens 24
pct. savner noget. Af kommentarerne
fremgår det, at det primært er layoutet
som får hug, mens funktionalitet og indhold
får høje karakterer. Et enkelt medlem
svømmer over af begejstring med
ordene: “Ærede Niels er en helt!”.
Sponsorer og Cafe Globen
Flere medlemmer har påpeget det fantastiske
ved klubbens gode sponsoraftaler.
Undersøgelsen viser, at Cafe
Globen er langt den mest benyttede
sponsor blandt medlemmerne med 64
pct. På andenpladsen kommer Gouda
(40 pct.), mens Friluftsland, Scanvik og
Rejseklinikken kun er blevet benyttet at
henholdsvis 36, 23 og 10 pct. af medlemmerne
indenfor det sidste år.
Kun 22 pct. af de adspurgte har aldrig
sat deres ben i Cafe Globen, og mange
af disse (ca. halvdelen) bor uden for
Hovedstadsområdet. De fleste kommer
færre end én gang om måneden, men
der er alligevel næsten en fjerdedel af
medlemmerne, som dukker op én til fire
gange om måneden.
Tak til alle dem, som har deltaget i
medlemsundersøgelsen! På klubbens hjemmeside
under linket Lister, statistik, kan man
se undersøgelsens resultater inklusive alle
kommentarer (dog før fintællingen og de sidste bidrag).
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside