»En Fuldmaaneaften, ved Poya-Maane, skal Pilgrimstoget ses. Da lyser Bjærget af tændte
Fakler, Lysskær flakker over Klippestier og Stentrin, og Fjældsidens Vegetation aabner sig
som Drypstenshuler. Videre gaar det, under hellig Sang og styrkende Hosianna-Raab… Sadhu, Sadhu, Sadhu – lyder det ud over Dalene, hvor Ekkoet slaar tilbage, som om Bjærgets Aander gav Gensvar…«
Hans Hartvig Seedorff, Ceylon – vort tabte paradis.
Inden afgang
Og det er lige præcist sådan, det er – vi vandrer op af de belyste trappetrin, og undervejs møder vi pilgrimme, der messer, og børn, der synger pilgrimssange, som forældrene synger for på. Bjergets cikader synger med. Det næste hjørne, vi runder, åbenbarer endnu en Buddhafigur. Et sted er vegetationen indhyllet i sytråd.
Pilgrimme spejder efter solens første stråler
Legenden fortæller, at Buddha rev sin kappe her. Mange gør et stop for at sige en lille bøn. Der er små boder hele vejen op. Man kan få en kop te, købe souvenirs eller bare hvile sig lidt. Efter tre timers vandring når vi toppen. Her finder vi en lille klokke, som man må ringe med det antal gange, man har besteget bjerget.
Mange pilgrimme har været her flere gange. Det giver gode fortjeneste points. 7 gange skulle give adgang til Nirvana. Fortrinsvis buddhister, men også hinduer, muslimer og nogle få backpackers valfarter hertil. Mange for at se fodaftrykket på bjergets top (her skal man ikke stille alt for mange kritiske spørgsmål til, hvorfor det lige er, at fodsporet er 1½ meter
langt). Buddhister mener, Buddha satte af herfra med kursen mod Indien. Hinduerne derimod tror, at Shiva besøgte øen længe før, mens muslimen siger, det var her, at Adam landede, da Allah sendte ham ud fra Edens have, deraf bjergets navn.
Pilgrimmene starter vandringen før midnat. På bjergets top omslutter nattekulden dem. De mindst troende skynder sig ned til det varme udgangspunkt, de udholdende ofrer
en blomst til fodaftrykket eller deltager i en kort poyaceremoni for derefter at krybe sammen i en krog og spejde efter solens første stråler. Og hvilken belønning, der venter os. Naturen under os åbenbarer sig hele vejen rundt, og vi føler, at vi er på toppen af verden. Nogle få af os forlader modstræbende den opstigende sol for at kigge mod vest, hvor bjerget i nogle få minutter kaster en perfekt pyramideskygge ned over landskabet, inden det stadigt stærkere sollys sletter den ud igen. Måske den kristne Gud der også vil vise sig på bjerget.
Rejsenoter
Pilgrimssæsonen er en lang religiøs begivenhed, hvor man er inviteret til at kigge forbi. Stemningen, naturen og bjerget, hvis tinde titter frem blandt te-plantager og indbyder til en tur til toppen. Sri Lanka holder 3 religioners helligdage og alle fuldmånedage (Poya) – 25 dage pr. år. På Poya-dagene kan der være tusinder på bjerget, andre dage måske nogle hundrede. Jeg har været på Adam’s Peak tre gange, og hvert besøg har været noget særligt.
Nordruten
Det er ikke svært at komme til Adam’s Peak. Langt de fleste kommer fra nordsiden, med bus eller bil via Kandy-Nuwara Eliya-Hatton-Maskeliya. Fra Maskeliya, som ligger ved bjergets fod, er der ca. 3 timers vandring op til toppen. Sørg for at få lidt søvn inden opstigningen, og
tag ikke af sted før hen på natten. Og husk, at det er bidende koldt på toppen, inden solen står op ca. kl. 6.30.
Sydruten
Starter i te-plantagen Carney Estate, som bedst nås med taxa fra Ratnapura. Få tager den stejle sydrute, som består af 14 kilometer trapper. Det giver ekstra mange fortjenestepoints, hvis man er buddhist, men jeg har endnu ikke mødt en vesterlænding, der er kravlet op
denne vej. Man møder familier midt ude i junglen i deres fineste tøj. Fra sønnike på 3 år til en oldemor på 90, der tager sin tyvende tur. Turen op kan nemt tage et døgn for dem. Tæt
på startpunktet er de glade, men ikke underligt, at man møder dem trætte og udmattede på toppen.
Sydruten er en meget fin tur, men gå den hellere ned – regn med ca. 51/2 time. Sidst lejede vi en bil med chauffør – det kostede ca. 150 kr. om dagen, og chaufføren satte os så af i
Maskeliya og samlede os op igen på bjergets sydside. På den måde slap vi for at slæbe på al bagagen. På min første tur for 14 år siden, slæbte vi rygsækkene med over toppen, og det var ved at tage livet af os.
Husk postkort og frimærker – der er en postkasse på toppen, og man får brevene stemplet med et fint Adam’s Peak stempel. Glem madpakken og drikkeflasken – der er boder hele vejen op, selvom colaerne begynder at blive lidt dyre op mod toppen. Sæsonen er fra december til maj.
