På skinner i den sibiriske dybfryser

Tekst: Michael Rothenborg, Foto: Morten Langkilde, Politiken

Seriøs vodkahygge i kupeen. Det er artiklens godt beduggede forfatter længst til højre, Korruptkin i undertrøjen og den sibiriske tumling bagved.

Mange berejste har drukket vodka i tandglas og spist syltede agurker på den transsibiriske jernbane. Men det kan være en endnu større oplevelse at tage jernbanen på langs - altså nordsyd - i selskab med russiske tømmerfolk og en snushane fra provinsstyret, der tjekker, at gæsterne ikke får noget forkert at se.

Det fandt jeg ud af, da jeg i november 2003 var udsendt til Krasnojarsk-provinsen i Rusland i en uges tid af dagbladet Politiken.

Målet var at følge WWF Verdensnaturfondens bestræbelser på at hjælpe russerne med at dæmme op for den voldsomme tømmerhugst i Sibirien, der huser næsten en femtedel af verdens skove. Med os havde vi lokale WWF-folk, lokale tømmereksperter og en lokal topembedsmand, der af os danskere hurtigt blev døbt Korrupt-kin, fordi han fik positiv særbehandling overalt. Arrangøren af turen var en lille lokal mand med stor pelshue, der hurtigt blev døbt ‘Den Sibiriske Tumling’, fordi han væltede rundt mellem eksperter, politikere og tømmerbaroner, uden at der rigtig kom noget ud af det.

Tumlingen forsikrede os om, at det eneste sted at se tømmerhugst på denne årstid var ved jernbanens nordlige endestation Lesosibirsk. Den eneste måde at komme frem på var med bumletog. Og det eneste sted, der var plads, var på 3. klasse.

Fra bihulebetændelse til vodkasauna

Det var billigt, men ikke specielt komfortabelt. Nattogsturen kostede 35 kroner, men det sneede så kraftigt ind ad det lukkede vindue, at fotografen fik bihulebetændelse. Og man forstod til fulde, hvorfor togstewardessen havde pelshue på.

På tilbagevejen lykkedes det at blive opgraderet til 2. klasse, og her var togstewardessen barhovedet og med en nydelig uniform. Til gengæld var temperaturen i kupeen over 30 grader, og der var ingen udluftning overhovedet. Så kan otte russere - et par af dem i netundertrøje - og tre danskere altså lugte temmelig grumt.

Krasnojarsk til Lesosibirsk

Men det var der råd for: Vodka. Og syltede agurker. Igen. Vi havde drukket tæt i Lesosibirsk, fordi man i Sibirien bliver budt på vodka, som vi i Danmark byder på kaffe. Og russerne havde taget et par håndfulde lokale flasker med på toget - de kostede cirka 10 kroner stykket, men smagte af langt mere end Smirnoff, Absolut og alle de andre metervarer. Vi danskere havde efterhånden konstateret, at det var så ren en spiritus - og så lidt vanddrivende - at der stort set ikke var nogen tømmermænd. Og heller ikke nogen trang til at skulle op og tisse om natten. Fantastisk drik. Så et par flasker vodka kom på bordet. Og pludselig blev samtalen meget hyggeligere, som de siger i ølreklamerne.

Vi danskere skulle svare på, hvilke tre markante russere vi ville fremhæve på hvert sit felt. Og scorede mange point, da vi ud over Mikhail Gorbatjov og Jurij Gagarin nævnte Lev Yashin, Sovjetunionens legendariske fodboldmålmand i 1960’erne og 1970’erne.

Russerne havde mere besvær med at nævne markante danskere, men fik ved fælles hjælp kæmpet sig frem til H.C. Andersen, Den Lille Havfrue og Laudrup - vi fandt aldrig ud af, om det var Michael eller Brian.

For koldt og uegnet for mennesker

Så gik diskussionen på den nye bog om Sibirien, som havde skabt meget debat, både i Rusland og Vesten: ‘The Siberian

Kaffemutter på 2. klasse

Curse. How Communist Planners left Russia out in the Cold'. Bogen er skrevet af de to amerikanske forskere Fiona Hill og Clifford Gaddy, der peger på, at der slet ikke burde bo andre mennesker i de ekstreme kuldegrader end dem, der arbejder direkte med at udvinde gas, olie tømmer, nikkel, guld og andre råstoffer og mineraler. Og at Sibiriens indbyggertal kun er kravlet op på 30 millioner, fordi zaren og kommunisterne deporterede politiske modstandere derud.

Hill og Gaddy foreslår, at hovedparten af indbyggerne på Sibirens 13 millioner kvadratkilometer flytter til mere civiliserede egne, fordi de store afstande, de outrerede kuldegrader og de mange gammeldags fabrikker med enormt energiforbrug betyder leveomkostninger, der er fire gange så store som i resten af Rusland. Vi danskere kunne absolut godt se, hvad de mente. Vi var selv landet i Krasnojarsk i 33 graders kulde og var tjekket ind på relativt pænt - og meget hedt - hotel til cirka 250 kroner per værelse. Næppe ret meget mere, end hvad der blev brugt på at varme rummene op til saunagrader.

Men selv om sibirierne næsten brokker sig lige så meget over vejret, som vi gør her i Danmark - og har mere grund til det end os - kan mange af dem egentlig faktisk godt lide de ekstreme temperaturer: »Det er først ved minus 25 grader, at jeg begynder at føle mig rigtig godt tilpas«, sagde en af de lokale tømmerfolk i kupeen. Og det var ikke bare typisk russer-pral. Han gik tit barhovedet, når vi andre havde istapper i næsehår og øjenbryn, og følte, at kulden havde bidt sig fast om vores knogler. Den sibiriske tumling var derimod aldrig rigtig blevet dus med kulden. Men selv om han var efterkommer af tyskere, der under Anden Verdenskrig blev flyttet fra europæisk Rusland af Stalin, afviste også han kategorisk tanken om returdeportering.

Øst vest, Sibirien bedst

Han så simpelthen ikke det, vi danskere så: Den tunge smog over de beskidte betonbygninger i den gamle plutoniumaffaldsby, Krasnojarsk. Den ulideligt lange afstand til strande og bølger - Krasnojarsk er en af de byer i verden,

Godmorgen til Lesosibirsk

der ligger længst fra havet. Den ensformige mad med kød, kød og atter kød med smeltet papost over. Og det vanvittige ressourceforbrug.

Næh, han så endeløse skove af fyrretræer med søer og bjerge, klædt i tusindvis af forskellige formationer af is og sne. Og han så det sted, hvor hans kone var, og hans børn legede. »Her er smukt - på en særlig måde - både den lange hvide vinter og de tre måneders sommer, hvor alt bliver grønt. Og det er jo vores hjem«, sagde tumlingen, som hev det ene foto efter det andet frem af konen, børnene og naturen. Og som efterhånden blev helt våd i øjnene af vodkaen og tanken om at skulle forlade den sibiriske dybfryser.

Han gik ud som nummer to efter Korruptkin, der som sædvanlig havde fået mere end os andre, og i øvrigt var blevet meget træt af at holde øje med, om nogen nu sagde noget, der gik imod systemet. Nogle af tømmerfolkene delte vodka til den lyse morgen, men vi danskere dejsede om kort efter, og vågnede først, da toget tøffede ind i Krasnojarsk. Uden tømmermænd og uden at skulle tisse særlig meget. Fantastisk drik.

Lige udenfor banegården mødte vi en repræsentant for en dansk trækoncern, der fortalte, at vi kunne have undgået to ubekvemme nætter i tog og bare være kørt med dem ud og se på tømmerhugst på en tre timers-tur i firehjulstrækker. Tumlingen havde igen bevist sin ineffektivitet. Men skidt: hvis vi havde taget bilen, havde vi ikke set Lesosibirsk, der med sine træhuse med blågrønne og pink skodder mest af alt lignede en technicolorudgave af Charlie Chaplins ‘Guldfeber’. Vi havde ikke overnattet i byen, som næsten overalt lugtede af friskkløvet træ. Og vi havde slet ikke kunnet fortælle folk derhjemme om vodkahyggen på skinnerne med tumlingen og Korrupt-kin.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside