Stilhedens hav - rejsen til Shiliin Bogd Uul

Af Michael Sommerville

Dagen gryer i øst

I det sydøstlige hjørne af Mongoliet - og mindre end tre kilometer fra grænsen til Kina - ligger et bjerg. Ikke noget stort bjerg, der kræver den slags mod, mandshjerte og superbe klatrefærdigheder, der er en forudsætning for at begive sig mod toppen af de rigtig store toppe. Men det lille bjergs betydning er stor i det enorme land. Bjerget - Shiliin Bogd Uul - er nemlig intet mindre end landets hellige bjerg. I følge mongolsk tradition bør enhver mand engang i livet begive sig ud på den lange og besværlige rejse til Shiliin Bogd Uul, og ved bestigning af den udslukte vulkan som udgør bjerget, vil hans sjæl derefter blive genfødt! Det siges ligeledes, at effekten af genfødslen er bedst, såfremt klatreturen til toppen foretages så tidligt om morgenen, at man fra toppen kan beskue solopgangen. Og med mere end tre hundrede skyfri dage om året for området ved Shiliin Bogd Uul, kan det nærmest betegnes som bekymrende for genfødselsprocessen, såfremt man rammer en overskyet morgenstund. Kvinder er også velkomne, men ifølge mongolsk tro kan deres sjæl ikke genfødes, uanset hvor mange ture de end måtte tage op og ned ad Shiliin Bogd Uul.

Jeg var så heldig at besøge Shiliin Bogd Uul i forsommeren 2006. Besværlighederne ved besøget ligger i at komme dertil ad de uendelige hjulspor over de ligeså uendelige mongolske stepper. Når man kommer fra Ulan Bator, ligger der en køretur på næsten ni hundrede kilometer - hver vej - og venter på overvindelse. De første 140 km er ad en ganske fin asfaltvej, men så ophører komforten, og den resterende del er et regulært ”bumperride”, som kræver en ordentlig og vel vedligeholdt firehjulstrækker pakket med de nødvendige reservedele hjemmefra.

Den lange rejse dertil gav mig masser af tid til at tænke over, hvorfor det lige netop var til Shiliin Bogd Uul - med stedets betydning in mente - min familie havde valgt som stedet de mente, jeg skulle besøge. Havde rygter om mit livs mindre stuerene eskapader mon løbet mig i forvejen, tænkte jeg på op til flere gange på turen dertil. Mærkeligt nok faldt samme tanke mig slet ikke ind på tilbageturen! Så måske er der håb for os store syndere.

Ombord i en krabat af en Nissan firehjulstrækker lagde vi vel fra land, som vi passerede byskiltet (Ulan Bator) lige før solopgang og satte kursen direkte i øst. Der skal ikke køres mange kilometer førend civilisationen ophører - overfladen bliver skrællet - og så er den umiddelbare omkringliggende verden, som den altid har været. Før udviklingen fik ben at gå på. Klassisk mongolsk landskab: høje bjerge, store, vidstrakte grønne dale (juni måned) og en dyb blå himmel. I ny og næ dukker lidt beboelse op og gerne i form af et eller to ger-telte med rigelig plads til de nærmeste naboer. Mange gerer (filttelte) er iøvrigt nu om dage udstyret med en mindre solfanger, der forsyner strømmen til hjemmets radio- og tv-anlæg. Medtrafikanter er der ikke mange af, men fra tid til anden passerer vi en mini-van af dem med plads til 15 passagerer, men som dog oftest kører med et fordoblet antal personer.

Tov aimags bjerge og dale bliver afløst af det lidt mere flade Khentii aimag, og vi gør frokoststop i aimag-hovedstaden Ondorkhaan. En ganske sympatisk og velordnet mindre by beliggende midt i en dal, der virker på størrelse med Danmark. Omgivelserne er stadig grønne og indbydende. Jeg vil altid huske byen grundet det velsmagende hvide brød, vi provianterede i en mindre købmandsforretning. Nu har jeg for alvor fået lang vej til det rigtig gode brød.

Gæstfriheden er stor og kommer fra hjertet hos den mongolske nomade-familie. I forgrunden ses thermoen med den klassiske salte the samt den lige så klassiske mongolske ”Arkhii” (vodka).

Landskabet ændrer sig markant efter Ondorkhaan. De flade steppelandskaber overtager, og som der køres ind i Sukhubataar aimag - cirka halvvejs - bliver græsset mere sparsomt, og det ses tydeligt, at vi nu er på kanten af Gobi-ørkenen. Aimag-hovedstaden Baruun Urt fortjener ingen omtale og er en sand befrielse at lægge bag os.

Kursen ændres, og i de sidste 300 km går det sydover. Nu bliver det for alvor ingenmandsland. Vi mødte ingen medtrafikanter og så ingen mennesker på denne lange og kørselskrævende strækning frem til det hellige bjerg. Derimod gjorde horder af heste, kameler og antiloper os kortvarigt selskab fra tid til anden. Der er næsten intet kørselsspor at følge, og ifølge min svoger - chauffør på turen - navigeres der pr. instinkt, andres erfaringer og med kompas til hjælp. I den rækkefølge som skrevet. En god prøvelse i at give slip og overlade hvad skal ske til de højere magter.

Familien i denne ger kunne se 12 tv-kanaler - for 10 år siden havde de kun adgang til en radiokanal.

De sidste 50 km. frem til Shiliin Bogd Uul - med en gennemsnits hastighed på 30 km. i timen - blev kørt i mørke og i stærkt kuperet terræn under en stjernefyldt himmel. Efterladenskaber fra tidligere tiders udbrud i det vulkanske område gjorde kørslen slalomagtig, og svogerens fætter beviste sit værd i guld for turen, som en meget kompetent udkigsmand efter jordiske farer og trusler. Her gik det for alvor op for mig, at en tur ud i den mongolske ”countryside” kræver forberedelse, lokalkendskab og ressourcer i et omfang, som en udlænding af gode grunde ikke magter. Få sekunders uopmærksomhed kan blive fatale - og netop som vi besluttede at gøre holdt for natten og udkigget blev nedprioriteret, ramte vi en punktering.

Forrygende var det dog at slå teltet op på skråningen til Shiliin Bogd Uul på trods af kulde og et fladt forhjul. Vi havde jo stadig to ekstra hjul i bagagen, hjulskiftet blev udskudt til følgende dag. Aftensmad skulle tilberedes over den åbne ild og smagte eventyrligt grundet selskabet og - som de siger i ejendomsmæglerbranchen - ”location, location og mere location.”

Følgende dags morgen foretog vi klatreturen - en halv times tid uden vanskeligheder - til toppen af Shiliin Bogd Uul i pagt med, at dagen langsomt gryede i øst. En absolut unik oplevelse. Udsigten fra toppen i solopgangens skær er mageløs. Jomfruelig skønhed. Uberørt natur. Stilhed. Et ægte livshøjdepunkt for mig. Mit sind fyldtes med glæde og taknemmelighed. En glæde og taknemmelighed, som jeg stadig kan mærke, når jeg tænker tilbage på den juni morgen, hvor min sjæl blev genfødt på Mongoliets hellige bjerg - Shiliin Bogd Uul. Det var som at kigge ud i det store intet, og alligevel føltes det, som der var alt.

Halvanden times kørsel vestover - op og ned ad store sandbanker - og vi svømmede i vor uskylds rene indre i ørkensøen Ganga Nuur. En kontrastrig, frodig og smuk oase i den østlige del af den mægtige Gobi-ørken. Et drikketrug for områdets horder af heste og kameler. En times kørsel videre fremme gennem det ensomme ørkenlandskab ligger grænsebyen til Kina, Dariganga, som markerede slutningen for vor pilgrimsrejse - og begyndelsen til returnering tilbage til virkeligheden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside