Mine 15 minutter i rampelyset på Suikerbossie

Mine 15 minutter i rampelyset på Suikerbossie

Tekst og foto: Michael Sommerville

Cape Argus Cycletour er verdens største cykelløb med 35.000 deltagere. Løbet køres årligt den anden søndag i marts. Start og mål er i Cape Towns Citybowl og ruten tager deltagerne Kaphalvøen rundt. Distancen er kun 110 km, men undervejs skal fire bjergstigninger forceres. Den sommerlige ”Cape Doctor” vind - en skrap storm fra sydøst - samt varmen, gerne 30 - 35 grader, er andre faktorer, som gør løbet til noget særligt. Ikke at forglemme rutens placering i et af jordens skønneste landskaber samt det enestående kammeratskab rytterne imellem.

Y-gruppen sendes afsted til tonerne af High Noon

Det er tidlig søndag morgen i Cape Town. Solen skinner, himlen er blå. Startskuddet lyder for Y-gruppen i 2008 udgaven af Cape Argus Cycletour. Langsomt bevæger det fem hundrede mand store felt sig fremad, jeg sidder halvvejs nede i feltet, da jeg endelig passerer startlinien. Jeg kan ruten udenad inde i mit hoved. Jeg har min taktik lagt, for hvordan jeg skal komme igennem de næste fire timers strabadser. Et af mine delmål er at realisere drømmen om at sidde forrest i feltet i et stort cykelløb.

Da vi efter et par kilometer kører op ad motorvejs rampen til N2 motorvejen har jeg arbejdet mig frem i front og her bliver jeg de næste fire kilometer op ad stigningen til Hospital Hill på nordsiden af Taffelbjerget. Halvvejs oppe ad den lette stigning kigger jeg fra fronten tilbage og hvad jeg ser, kalder et par glædestårer frem i øjenkrogene: det fem hundrede mand store felt er trukket ud som en lang slange, Taffelbjergets massive, majestæstiske fremtoning, det blå Atlanterhav og under os min nye, store kærlighed; Cape Town. Det er guddommeligt smukt. Over os er en helikopter, foran os motorcykelbetjente - løbet sendes direkte i sydafrikansk tv. Scenariet lugter voldsomt af Tour de France. Det kalder de store følelser frem fra mit indre. I min gule trøje trækker jeg feltet op over Hospital Hill og må herefter overlade teten til ryttere langt stærkere end mig.

Herfra er vort startfelt ikke længere intakt. Vi bliver hurtigt spredt i mange grupper og jeg befinder mig sammen med ca. 30 andre, da vi begynder opstigningen til løbets første store stigning Edingburgh Drive, som forceres overraskende ubesværet. På nedkørslen når vi op på 81 km/t. Min gruppe er nu svundet ind til det halve, som vi påbegynder det lange, seje træk ad rutens eneste flade strækning ned mod False Bay. Trods modvind holder vi en fart af 45 km/t., jeg har ikke selv kræfter til at sidde i front og trække læsset, men nyder godt andres initiativ og styrke nede bagi af vort mindre og mindre felt. Ryttere falder hele tiden fra, vi overhaler andre grupper og bliver nu overhalet af de super stærke fra grupper, som startede efter os. Det 35.000 mand store felt sendes afsted med fem minutters mellemrum i bundter af 500.

Jeg befinder mig godt i det smukke selskab i de lige så smukke omgivelser

Ved Muizenberg rammer vi False Bay og konfronteres for alvor med ”Cape Doctoren” som en mod-/sidevind. Kalk Bay, Fish Hoek, Simonstown bliver lagt bag os, jeg undrer mig nu over mine gode ben, hvor er trætheden? Jeg har ovenikøbet kræfter til at sidde i front og trække læsset ned langs False Bay kysten og tage direkte livtag med ”Cape Doctoren”. De opmuntrende bemærkninger fra mine kammerater samt tilråbene fra de mange tusinde tilskuere langs ruten virker opløftende og meget motiverende. Ifølge arrangøren af løbet, avisen Cape Argus, er der ca. 300.000 tilskuere ude på ruten, som bruger dagen til picnic og en dag ude i naturen.

Halvvejs i løbet passerer vi den anden stigning Smithwinkel og igen uden problemer kommer jeg over. Undervejs er udlagt 16 proviantstop og jeg stopper for fem-seks hurtige drinks, får fyldt min flaske, snupper et par energibarer og efter et par minutter er jeg tilbage på min 37 årige Saxil racer. Jeg befinder mig nu alene, hvilket jeg forinden løbet har besluttet, er en dårlig måde at køre cykelløb på, så jeg afventer trillende næste gruppes ankomst bagfra, tager hjul og er på vej hjemover til Cape Town

På vej opad til Chapmans Peak

Som vi når Atlanterhavskysten drejer ruten i nord og vi får vinden i ryggen, jeg er igen havnet i en god gruppe, hvor der bliver trådt godt igennem ude i front. Nu er mine tanker fokuseret på de to værste stigninger forude: Chapmans Peak og den frygtede Suikerbossie ud af Hout Bay. Varmen er begyndt at kunne mærkes, jeg får tømt flasken og gør mit andet og sidste proviantstop kort forinden den syv kilometer lange opkørsel til Chapmans Peak. Jeg tillader mig ikke mange minutter af cyklen før jeg igen er på vej, jeg frygter nu hele tiden at mine ben går kolde, at jeg rammer muren. Opkørslen til Chapmans begynder nede i en dal afskærmet fra havets brise og solens styrke og kraft får mig til at føle, at jeg befinder mig i en trykkoger. Alle felter bliver sprængt på den første kilometer op, vi er nu alle alene med os selv. Jeg er afsindigt godt kørende op ad, jeg overhaler ti for hver gang jeg selv bliver taget udenom. Moralen er i top. Jeg holder min rytme intakt hele vejen op til ”svinget”. Det er der, hvor stigningen møder Atlanterhavskysten, vi er nu fire hundrede meter oppe og kører de

King of the Mountain

sidste 1 ½ km. op til passet på et smalt stykke vej med klippevæg på den ene side og et lodret drop til Atlanten på den anden. Omgivelserne fornyer mine kræfter, jeg fatter ikke hvor ubesværet jeg klatrer op til passet og som jeg kører over Chapmans Peak passet, føler jeg mig i en tilstand af at være "høj". Hele løbet virker ufatteligt. Det føles så kæmpe stort, min egen form overrasker mig positivt, kammeratskabet er vidunderligt og tilskuernes entusiasme er bedre end det bedste glas vin, jeg har drukket.

Nedkørslens første tre kilometer foregår solo, eller rettere, vi ligger mange sammen, men kører en og en med et par meters penge imellem os og jeg læser på speedometeret, at jeg når op på 85 km/t. på udsatte steder. Længere nede falder stigningsgraden og hastigheden, vi samles i en større gruppe, hvor jeg sidder i front sammen med fem andre. Vi fylder hele vejbanen ud. Ruten er afspærret for al anden trafik under Cape Argus Cycletour.

Jeg har ofte spekuleret over hvad der menes, når cykelryttere svarer efterfølgende et styrt, at cyklen blot forsvandt under dem. Hvad mener de præcist med det? Hvordan kan en cykel bare forsvinde under en? Det ved jeg nu fra egen erfaring.

Mit felt nærmer sig bunden og indkørslen til Hout Bay og derefter opkørslen til løbets skrappeste stigning: Suikerbossie. Den er kortere end Chapmans Peak, men stigningsgraden er heftigere med sine 18% på udsatte steder, samtidig er vi fremme ved løbets afslutning, kræfterne og moralen må forventes at være på et minimum. Suikerbossie er også skuepladsen for løbets største samling af tilskuere, folket ved fra tidligere år, hvor dramaet for alvor udspiller sig, hvor lidelserne udstilles. I mandags udgaven af Cape Argus vurdererede man, at der i år befandt sig ca. 40.000 tilskuere på Suikerbossie.

Kort før Hout Bay ruller vi 55km/t. En rytter bagfra forsøger at komme frem, men der er ikke plads blandt os seks, som fører feltet an i afslutningen af nedkørslen. Den bagfra kommende rytter kommer ind på min venstre side, jeg kigger tilbage, alt foregår nu i det berømte split af et sekund, jeg må åbenbart have forudset, hvad ville ske, jeg husker jeg råber på dansk: NEJJJJ!!! Herefter forsvinder cyklen under mig, den er bare væk, jeg husker intet om selve styrtet, jeg mærker ingen smerter, på trods af at jeg pådrager mig ca. 15 hudafskrabninger, men jeg husker jeg kort kommer til bevidsthed, føler efter mine tænder i munden - de er der alle - og ser mine briller ligge et par meter foran mig - godt ramponeret. Jeg strækker mig ud, rager brillerne til mig og jeg er væk.

Ikke mere slået end der er plads til at dyrke et af mine misbrug

Da jeg kommer til bevidsthed ligger jeg ude i vejsiden, samaritter er i gang med at rense mine sår og jeg forsvinder igen. Jeg husker ikke mere fra stedet og om styrtet. Det næste jeg husker er, at jeg sidder på cyklen inde i Hout Bay ved foden af Suikerbossie, jeg husker ikke hele opkørslen, men hvad jeg husker er ”mine gyldne øjeblikke”. Med blodet løbende ned af ansigt, højre arm og ben kører jeg i et helt vanvittigt tempo op ad det frygtede Suikerbossie. Jeg husker, hvordan de andre ryttere på bjerget kører i højre side, jeg alene i venstre side, angribende, stående op, jeg overhaler den ene after den anden, jeg husker at jeg syntes, de andre står stille!!!, folk råber og skriger, nogen løber efter mig, skubber mig og sprøjter vand i mit hoved. Og jeg husker, at jeg føler, at jeg er i gult (som jeg var) og fører Tour de France. Jeg er i trance. Det er vanvittigt. Jeg er ramt af en form for galskab. Jeg mærker ingen smerter fra hverken sår eller fra musklerne i mine ben. Jeg husker også, at jeg på toppen slipper styret, ser rundt om mig og siger højt: Var det det hele!! Og derefter til rytterne omkring mig: Tag mit hjul, så kommer I hurtigt hjem!! Jeg husker ikke nedkørslen fra Suikerbossie, men jeg husker hvordan jeg i opskruet tempo og i front af et større felt, tonser igennem millionær forstaden Camps Bay trædende det største gear på cyklen. Jeg kører som en vild og blodig, jeg kører langt over min normale ydeevne, mærker ingen smerter, har kun fokus på at komme over stregen og i mål.

Det sidste fra løbet jeg erindrer er afslutningen ved målområdet i Green Point, lige ved siden af det nye stadion, som skal bruges ved fodbold VM i 2010. Jeg husker, jeg skimter ”Finish” skiltet, jeg rejser mig i cyklen og træder det sidste ud og passerer målstregen med begge arme i vejret råbende: ”I did it”.

Når enden er god er alting godt ...

Vel hjemme i trygge omgivelser hos Rose Lodge erfarer jeg, at min styrthjelm har fået et ordentligt tryk seksten. Selve hjelmrammen er knækket i højre side.

I mandags avisen læser jeg, at lidt over 7.000 ikke gennemførte løbet - vel primært grundet utilstrækkelig form til opgavens udfordring, 81 styrt er registreret, 55 personer måtte en tur på hospitalet og to ryttere mistede livet.

Min kærestes reaktion på mine skamferinger ved ankomsten

Sådan forløb mit Cape Argus Cycletour 2008. Jeg har kun været hjemme i 72 timer, men har allerede booket flybillet til Cape Town og overnatning hos Rose Lodge for marts 2009. Det var så forrygende en oplevelse, det vil jeg have mere af. Efter løbsafslutningen, både i målfeltet og senere hjemme hos Rose Lodge blev jeg behandlet som den helt, jeg aldrig har været. Jeg blev genstand for en utrolig opmærksomhed, som jeg mærkeligt nok, syntes rigtig godt om. Jeg har altid søgt bekræftelse hos andre gennem mine handlinger, men er altid gået i trods, når jeg så fik den. Men ikke her. Jeg gik rundt resten af søndagen og hele mandagen som en anden konge af Cape Argus Cycletour og nød i fulde drag al opmærksomheden. Jeg vandt jo langt fra løbet, men gik med følelsen af, at det gjorde jeg!!! Efterfølgende tror jeg, at jeg befandt mig i en trance lignende tilstand forårsaget af styrtet, min indsats gjorde mig høj, sammenlagt en eksplosiv cocktail, men det er vidunderligt at tænke tilbage på - det hele forløb jo godt. Hovedet blev ikke slået til mere plukfisk end det allerede er. Alle andre var forfærdede over styrtet, jeg selv vidste, at uden styrtet havde jeg aldrig kunne forcere Suikerbossie, som jeg gjorde. Og uden mine hudafskrabninger, var jeg aldrig blevet tildelt den opmærksomhed, jeg fik under opkørslen. Mine 15 gyldne minutter i rampelyset på det frygtede Suikerbossie.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside