Ulan Bator

Tekst og foto: Michael Sommerville

Ger foran højhuse

”Hvad skal man med et sommerhus lige uden for byen?” spurgte en ven mig kort tid efter min hjemkomst fra Mongoliets hovedstad og eneste store by Ulan Bator. Referencen var min beskrivelse af min families vidunderlige oase mindre end tyve kilometer fra storbyens pulserende og hårdt pumpende hjerte. Jeg forstod på min vens udtryk, at jeg ikke magtede at svare ham på forståelig vis, men selv var jeg ikke i tvivl om selv samme oases betydning. Ulan Bators myldren, forurening og brutalitet kræver pusterum. Byen med dens nykapitalistiske iklædte ham nærmest æder mennesker rå. En væsentlig del af at fornøje sig i dens mange fristelser ligger i fra tid til anden at komme på afstand.

Ulan Bator – ”den røde helt”. Opkaldt efter den revolutionære mongolske leder Suukhubaatar. Byens navn passer ikke dens initiativrige forretningsfolk. ”Chinggis City” er i støbeskeen. De har allerede taget fat med lufthavnen. ”Buyant Akhaa” er nu blevet til ”Chinggis Khaan International Airport”. Rettelig skal tilføjes, at lufthavnen i den grad har fået en indholdsmæssig opgradering. Den lader ikke noget tilbage at ønske i forhold til alverdens ligestillede i den bedre ende af skalaen. Velkomsten er fornem og aldeles problemløs, såfremt man ankommer til UB ad luftvejen.

Trafik

Hvis man - som jeg - ikke har været på besøg de seneste elleve år, ligger næste chok lige for: trafikken. Hvem kunne - selv i sin vildeste fantasi - have forestillet sig for elleve år siden, at UB en dag ville lide under trafikkaos? Men sådan er det nu. I stor stil har bilerne holdt deres indtog, naturligvis uden dertil udbygget infrastruktur. Tilpasningen mangler helt og aldeles. Bilerne buldrer frem overalt. At opleve morgen- og aftentrafikkaoset på byens ringvej tager pusten fra selv den mest forhærdede. Og der skal mod, stort mod, til at forsøge at krydse den ottesporede Peace Avenue, som gennemløber bymidten. Fodgængere er nederst i det lokale trafikale hierarki. Ja, det at bevæge sig til fods er at sætte sig helt uden for den sociale opstigen. Hvis man tilbydes at blive kørt og svarer, at fødderne foretrækkes som transportmiddel, kigger folk på en, som om der er noget helt galt. Det er jo ikke en forfærdelig stor by rent pladsmæssigt, der synes ikke at være et umiddelbart behov for de mange biler, men måske tiltaler de mange gamle nedslidte og overfyldte busser ikke sådan lige de mange driftige mongoler. Og prestigen ved en stor firehjulstrækker med et ”look” som en kampvogn vejer nok tungt. Når man nu har pengene til sådanne udskejelser! Men byens miljø inklusiv luftkvaliteten lider voldsomt under den massive trafikale udfoldelse.

Når benene bliver trætte, er den nærmeste taxa ikke langt væk. De findes i to versioner: de officielle gule a la New York versionen og så de endnu flere uofficielle, som i princippet er alle andre køretøjer på fire hjul. Taksten er ca. 1,20 kr. per kilometer. Efter mørkets frembrud er det efter lokal anbefaling tilrådeligt kun at køre med de gule, hvis man gerne vil sikkert hjem og i seng. Så kan man passende søge lidt fred og ro indenfor murene i byens største buddhisttempel Gandan. For sådan lige at vedligeholde sindsroen. Det smukke kompleks bestående af et utal af bygninger, som hver for sig har sin egen helt specielle betydning og formål, er placeret midt i byen på en skråning og tilbyder sig derudover med en prangende udsigt over midtbyen samt de omkringliggende bjerge. Templet har naturligvis hundredvis af år på bagen og overlevede blandt andet de store udrensninger i Mongoliets religiøse miljø gennem 1930’erne, hvor kommunisterne gjorde livet mere end vanskeligt for de troende. Gennem denne periode måtte næsten en fjerdedel af landets befolkning lade livet grundet deres gode tro. Dette kan være svært at begribe anno 2006

Tsatsa i sit studio

sådan en tidlig morgenstund i Gandankomplekset under den høje blå himmel, alt imens nogle få lokale sender dagens første bønner afsted til de større magter. Morgenstund har guld i mund. Og sådan er oplevelsen i Gandan. Mageløst. En halv time i det smukke og fredsfyldte kompleks observerende de lokale i stor respekt og dyb koncentration udføre deres gerninger er en god start på en ny dag.

Ulan Bators livsrytme starter nemlig senere end på vore kanter. Til gengæld falder den til ro langt senere. Når mongolerne først er kommet i gang, er de ikke til at stoppe. Det virker lidt som om de føler, at de har et efterslæb på at leve livet. De mange år under kommunismen var for de fleste stille. Meget stille. Forandringernes vinde blæste for seksten år siden til, hvorledes byen i dag slår sine folder. Knaphed på hylderne i butikkerne og mangel på spisesteder og forlystelser hører fortiden til. Ulan Bator må nu være den større by i verden, der har flest supermarkeder pr. indbygger. Udviklingen på dette område er også fænomenal. Hver tredje butik i byen er et supermarked. Anslået med lidt rund hånd. Hvad der i den grad imponerede mig var deres enorme vareudbud. Der er bare mere udvalg i såvel produkter som mærker af de enkelte varer end i Danmark. For elleve år siden fandt jeg hylderne tomme i de få forretninger der fandtes. Forandringen er imponerende. Jeg blev nærmest grebet af en supermarkeds- dille. Gik fra supermarked til supermarked med åben mund og polypper! Det var, som om jeg søgte boblen der brister, men forgæves. Og der blev fyldt i indkøbsvognene. Prisniveauet er naturligvis under det hjemlige, men ligeså er indkomsterne. Og skatten - for de få som betaler skat. Mongolerne ser ud til at leve efter devisen: pengene ligger bedst i borgernes egne lommer. Og i supermarkedernes kasser.

Supermarkedsportene slås op kl. ni om formiddagen, og der stænges omkring midnatstide. Nogle steder lukker dog allerede kl. ti aften. Shop till you drop! Alle varer bærer to prisskilte illustrerende prisforskellen på minus ti procent, såfremt der købes ind før middag. Men uanset tidspunktet er køerne lange med fyldte vogne ved check-pointet. De nationaløkonomiske statistikker kan umuligt passe hvad angår mongolernes BNP og indkomstniveau. Det vil blive bekræftet lige foran øjnene af enhver, som færdes blot nogle dage i Ulan Bators shoppingeldorado. Mangfoldigheden længe leve. Og i kunstens verden lever den også i Ulan Bator.

”Please, lift your foot, a flower wants to blossom”. Det er Saran Tsatsas motto. En vidunderlig, smuk og meget dygtig lokal kunstmaler og multikunstner. Ja, Tsatsa er på trods af hendes modne alder i omegnen af de halvtreds med sin udstråling og varme så dragende, at hun kunne få mig til at overveje at forlade kone, arbejde, hjem, børn, pension og fædreland for en lang rundrejse i Mongoliet - med dertil hørende overnatninger i tomandstelt forstås! For to år siden afholdtes en stor udstilling i byen med hendes værker fokuserende på mongolernes nylige indpas i forbrugerismens verden. Hovedværket var toiletkummer fyldt til lidt mere end randen af fabriksfremstillede, moderne, smarte og udpinte fødevarer. For de nye tider har også bragt med sig - i et nyt omfang for mongolerne - livsstilssygdomme som fedme og kræft. Selveste landets præsident klippede snoren til udstillingens start, som hun fortalte blev meget omtalt og debatteret. Videre fortalte Tsatsa, at præsidenten immervæk lod til at tage budskabet ombord helt personligt, for i løbet af det efterfølgende år tabte han mere end femogtyve kilo. Og hun er netop blevet dekoreret med landets højeste orden. ”Om det skyldes mine kunstneriske evner eller glæden over hans eget vægttab ved jeg ikke”, klukker Tsatsa. Hendes malerier kan ses på mange af byens gallerier og udbydes til priser, som afspejler det nyrige miljø i Ulan Bator: fra 10,000 kr. og opefter pr. værk til at pryde væggene i de mange nybyggede, luksuriøse lejligheder, som er skudt op de seneste få år. En årle morgenstund talte jeg seksogtyve byggekraner indenfor Ulan Bators ringvejssystem. Og så tænkte jeg tilbage på mine timer i nationaløkonomi for mange år siden og konkluderede: her går det godt! I hvert fald for nogle.

Artiklens forfatter får "honning-behandling" mod rygerlunger

I Ulan Bator skal man leve og bo indenfor ringvejen. Men halvdelen af byens 1.2 millioner indbyggere er ikke nået så langt. De må tage til takke med et ophold udenfor. På den anden side. Skyggesiden. Ulan Bator er som to byer i en. Indenfor og udenfor. De sekshundrede tusinde gode mongoler på den forkerte side af grænsen til det forjættede land bor i et sirligt virvar af de traditionelle ger-telte og sammenflikkede træskure. For de fleste uden helt basale daglige fornødenheder som indlagt vand, bad, toilet og el. Disse mange mennesker hutler sig gennem tilværelsen fra dag til dag. Det er blevet så trendy at leve i nuet for mange af os, der har et valg. Ulan Bators underklasse er på den måde trendy: de lever i nuet. De har ikke dog ikke andet valg. De tjener til nuet som løsarbejdere og som selvstændige med at sælge alskens tingel-tangel fra byens tusindvis af fortovsboder. Ofte farverige boder til glæde for den bedre stillede offentlighed. Andre har fundet sig en niche som specialister i lommetyveri fra en stadig voksende turiststrøm af primært koreanere, japanere og kinesere. Lommetyvenes primære territorium er det kolossale marked, som på engelsk opererer under navnet ”The Black Market”. Mere end titusinde boder på et begrænset område udbyder massivt udvalg af beklædning, computer gadgets og lignende, lokale antikviteter samt stort udvalg af memoralia fra den røde tid før 1990. Ikke at forglemme intens trængsel samt herlige måltider fra alverdens køkkenregioner. Stedet er et fascinerende mylder af alskens liv og lommetyve og et paradisets have for en ”snap-happy” fotograf.

Gandan-templet

I den mere traditionelle turistboldgade byder byen sig flot til med museer og seværdigheder. Mit foretrukne sted er det noget ydmygt udseende Natur Museum. Men indenfor udfolder sig en flot udstilling af Mongoliets store rigdom i flora og fauna med de store dinosaurer som et absolut højdepunkt. Og en tur til et traditionelt sang- og danseshow hører med til buketten af den slags oplevelser som skal med, når man nu er der. Kedeligt er det bestemt ikke, når mongolerne istemmer ”throat singing” tilsat lokale etstrengede instrumenter i farvefulde dragter. Byens centrum domineres af den enorme Suukhubaatar-plads, som krydses af en evig strøm af mennesker på farten. I tilstødende grønne hjørner spilles skak og pool, ja pool spilles overalt - indendørs som vi kender det, men i høj grad også udendørs. Jeg noterede i øvrigt, at der ikke konsumeres så meget alkohol i gademiljøet længere, i hvert fald ikke i byens centrum. Måske er dette også et udtryk for den forbedrede levestandard indenfor ringvejen, nu gør de som hos os: de drikker ikke længere i rendestenen, nu tager de rendestenen med hjem i stuen!

For elleve år siden gjorde jeg hver dag alt for ikke at spise fårekød, men der var intet andet for maven, så jeg endte med at spise får to gange dagligt. Denne gang nåede fårefobien ikke at sætte bo i mig. Uden at skænke det en tanke, tilbragte jeg mere end en måned i Mongoliet uden så meget som at sætte tænderne i det uldne kød en eneste gang. Dette afspejler så glimrende det mangfoldige tilbud af restauranter og små gadekøkkener tilbydende strålende mad fra alle egne af kloden. Til rimelige penge. En tre retters menu på f.eks. georgisk eller vietnamesisk restaurant kan fås for under en halvtredser. Den lokale nationalspise ”buuz”, dumplings med enten okse- eller fårekød, er næsten gratis. Kan være velsmagende, men ofte mere til bare at tanke op. Men der kan også spises på japansk restaurant med friske råvarer fra fiskemarkedet i Tokyo til over 2.000 kr. pr. næse. Favoritten er dog svigermors shaslik tilberedt på traditionel vis i det legendariske sommerhus lige nord for Ulan Bator.

Kimchi - syltet kål med chili og ingefær

Lykkelige stunder for mig var dog også at sidde på en af de mange fortovscaféer ved en af de travle boulevardlignende gader ved ni-ti tiden om aftenen og se de værdige og stolte mongoler passere forbi. Mærke dynamikken og optimismen fra det levende og livlige gadeteater udfolde sig lige foran mig. På en korsvej mellem Rusland og det fjerne Østen. Under den høje, mørkeblå smukke mongolske aftenhimmel. I sådanne øjeblikke følte jeg mig hjemme og rigtig godt tilpas. Syv tusinde kilometer fra Christianshavn.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside