Tilbage til De Berejstes hjemmeside

        Claus Andersen
"Jeg er optaget af at gøre gale ting"

Interview ved Heidi Korsgaard


Som 17 -årig cyklede Claus Andersen fra Sydfyn til Stockholm for at komme til festival. Da han var i tyverne, backpackede han og arbejdede som rejseleder i Tyrkiet, som receptionist i Brasilien, England og Grækenland og som melonplukker i Israel. Først da han var i slutningen af 20’erne, blev cyklen igen hans tro rejsefælle, og det førte ham blandt andet til Syrien og Jordan. I dag har 36-årige Claus Andersen cyklet yderligere 4000 km i Sydøstasien, 3800 km ved den amerikanske vestkyst og 6800 km fra Danmark til Georgien og Albanien – sidstnævnte tur for at se fodbold! Claus Andersen bliver mere og mere fascineret af gale rejseoplevelser, og derfor har han ikke mindre end fire job, når han endelig er i Danmark. Det gælder nemlig om at tjene penge, så han hurtigst muligt kan komme af sted igen. Nye, gale ideer er allerede på tegnebrættet.

Jeg kan høre, du kommer fra New Zealand og ikke fra Australien. Du er en rigtig kiwi, siger Claus Andersen grinende til den mandlige gæst på Hotel Jørgensen i København. Han har et glimt i øjet, da han fortsætter: – Jeg får jer altid til at sige ”Denmark,” så kan jeg tydeligt høre, om I kommer fra Australien eller New Zealand.

Gæsten fra den anden side af jorden er tydeligvis imponeret. Claus Andersen ved virkelig, hvad han taler om. Han kender verden så godt som sin egen cykeltaske, og han udstråler en oprigtig glæde, når han hjælper gæsterne i sit job som natportier på hotellet.

- Det passer mig super godt at være i et rejsende miljø på hotellet. Når jeg ikke selv kan være ude at rejse, er det her rigtig godt, fortæller Claus Andersen, der igennem de sidste 18 år har rejst omkring fem til seks måneder hvert år. En livsstil, der passer ham særdeles glimrende, for familien Danmarks hverdag siger ham ikke noget. Derfor knokler han også med fire forskellige job i Danmark, så han kan komme væk så meget som muligt.

- Mit liv er ekstremt komprimeret, når jeg er hjemme, for jeg er her for at tjene penge. Jeg kan slet ikke lade være. Hvis jeg skar ned og arbejdede 37 timer som andre, ville jeg bare ende med at sidde og se en masse tv, og det er ikke mig, for jeg er hyperaktiv. Jeg har en sindssygt stresset hverdag, og jeg holder aldrig fri. Hvis jeg endelig har en fridag fra hotellet, kører jeg med post som vikar. Ellers arbejder jeg for et rejsebureau, holder foredrag eller står i klubbens cafe, fortæller Claus Andersen i samme tempo, som han lægger for sin danske hverdag. Ofte sover Claus kun omkring 20 timer på en uge, men det generer ham ikke. Han ved, at han får ny energi på sin næste rejse, som han altid er i gang med at planlægge i tankerne.

- Jeg lever stinkende hamrende usundt med alt for meget fast food. I det seneste år har jeg ikke lavet mad mere end 10 gange! Jeg kører mig selv helt i bund, når jeg arbejder og lever på den her måde, men jeg ved, at når jeg tager af sted på rejse med min cykel, kommer jeg efter et par uger ind i en god rytme. Cykelturene er nødvendige for mig, og jeg kommer til at føle mig atletisk og som en 17-årig igen, fortæller Claus Andersen.

Denne aften kredser Claus’ tanker ud over hotelgæsterne, om den forestående klubrejse til Brasilien. Rejserne har fyldt tankerne, lige siden Claus i 9. klasse besluttede sig for at tage i erhvervspraktik som rejseleder i Spanien. Og faktisk også lidt før da.

På cykel i Mellemøsten

Da Claus var dreng, sad han klinet til fjernsynet, når rejseudsendelser flimrede på skærmen. Drengen fra Bøjden var videbegærlig, så snart det handlede om rejser, og han holdt meget af familiens årlige chartertur til Spanien, som i ’73 føltes meget eksotisk. Igennem teenageårene cyklede han alt det, han kunne, så da han som 17-årig læste om en gruppe, der planlagde at cykle til Stockholm for at deltage i en festival, slog han sine to største interesser sammen. Han meldte sig til cykelturen på 10 dage. Det blev begyndelsen på Claus’ cykelrejsekarriere, men efter den svenske cykeltur ventede der først nogle år med hovedsageligt backpackerliv. Med 400 kroner på
lommen drog han fra Bøjden, og det lykkedes ham at være væk i otte måneder. Undervejs arbejdede han blandt andet som vindrueplukker, melonplukker og som arrangør af udflugter. Men som årene gik, trak livet i cykelsadlen i Claus.

- På et tidspunkt boede jeg i Tyrkiet og pakkede taskerne og cyklede til Syrien, Jordan, Libanon, Israel og Nordcypern. Det var en meget interessant tur. I Syrien og Jordan var der ikke så meget trafik, og der var ørkenen ikke uoverkommeligt stor. Det gjorde landene cykelegnede. Jeg fandt ud af, at jeg rigtig godt kunne lide rejserytmen med cyklen, fortæller Claus Andersen.

Efter Mellemøsten-turen slog Claus sig ned i Portugal. Her boede han i halvandet år. Først da han fyldte 30 år, blev han helt klar over, at det med at cykle og rejse var den rigtige kombination for ham.

- Efter jeg er kommet i 30’erne, fungerer det rigtig godt med cyklen. Jeg har fundet en rigtig god, stille rytme. Når jeg for eksempel cykler ned gennem Vietnam, mærker jeg roen. At køre på de stille veje er god terapi for mig. Jeg får det hele på plads indeni. Hjemme i Danmark tænker jeg hele tiden på det, der står i min kalender, på mine job og på alt det, jeg skal nå. Ude på cyklen er der ro, og jeg har fundet ud af, at det ideelle for mig er fem til syv dage i sadlen og så tre til fire dages pause, siger Claus Andersen.

Medkommentator på tv

Claus købte sin første seriøse rejsecykel i en butik på Nørrebrogade. Det var en crossbike af mærket KTM. Den måtte pensioneres forrige år i USA, men da havde den også været ude på eventyr fra 1998 til 2004. Sidste år købte Claus en Scott mountainbike, som han allerede har kørt mere end 7000 kilometer på. Men det med priser og mærker er nu ikke det, Claus går mest op i.

- Jeg investerer ikke 20.000 kroner i en cykel. Det, der interesserer mig, er rejsen. Derfor køber jeg gerne en cykel, der koster omkring 5000-6000 kroner, det passer glimrende til mig. Jeg er rejsende på cykel – ikke cyklist på rejse, slår Claus Andersen fast.

Skal det være perfekt for Claus, har han fundet ud af, at der skal galskab til på rejserne. Igennem noget tid holdt han fascineret øje med en engelsk komiker, som havde gjort det til sit speciale at gennemføre ligegyldige rejser for at vinde ligegyldige væddemål. Han ville for eksempel blaffe Irland rundt med et køleskab. Claus tænkte over konceptet, og da han en aften sad med en kammerat og talte om Danmarks fodboldlandshold og dets kommende kampe, fik han en idé. Han besluttede sig for, at når han alligevel skulle ud at cykle, hvorfor så ikke cykle til Georgien og Albanien for at se landsholdet spille fodbold? Der var ikke langt fra tanke til handling. Det blev en cykeltur, der ikke bare bragte Claus til anderledes dele af verden, han kom også i samtlige landsdækkende medier i Danmark.

- Det var sjovt at komme til så eksotiske afkroge og ende med at blive medkommentator i tv. Jeg fik omtale i så forskellige aviser som B.T., Politiken og Tipsbladet og havde en aftale med Radio Fyn om, at jeg skulle ringe hjem hver 14. dag og fortælle nyt fra turen. Medierne vil gerne have historier, hvor læserne kan sige: ”Han er fandeme tosset!” I dag er det ikke nok at rejse til Usbekistan med Lonely Planet i hånden, der skal mere til. De skæve ting passer til mig, og jeg kan godt lide at være klovnen. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg tænker i overskrifter og mediestrategi nu, når jeg rejser. Det er rart at tjene penge, når man er ude, og det er ti gange lettere at komme hjem og ville holde foredrag, hvis man har været på tv, fortæller Claus Andersen.

Gamle damer overhaler

Det er ikke bare mediestrategi, Claus har lært sig. Det med at cykle så mange tusinde kilometer på så fjerne veje er også en kunst, der skal læres. - Jeg bliver overhalet af gamle damer på Nørrebrogade, for jeg er absolut ikke nogen sprinter, og jeg synes, det er irriterende at cykle i dårligt vejr herhjemme. Men jeg har mine fordele, når jeg er ude på de store eventyr. Jeg er god til at cykle langt og kan blive ved længe – syv timer dagligt generer mig ikke – og så er jeg samtidig socialt udadvendt. De fleste cyklister er enspændere. Men jeg arrangerer aldrig at cykle sammen med nogen på forhånd. Når det går op ad bakke, cykler jeg langsomt, og jeg ville cykle for stærkt, hvis jeg cyklede med andre. Faktisk kan jeg ikke fordrage at cykle med andre. Jeg nyder selskab i mine pauser og går gerne ud og drikker en øl om aftenen, men det er ikke nogen hemmelighed, at man som cyklist på den her måde skal kunne lide sit eget selskab.

For Claus varer en ideel cykeltur omkring tre måneder. Hvis turen består af campingovernatninger som for eksempel i USA, har han omkring 15 kilo bagage med. I Asien hvor han boede på små hoteller, vejede oppakningen bare seks kilo. Ordet træning, forud for en rejse, er ligeså fjernt for Claus, som New Zealand er fra Danmark. - Der er ingen som helst træning inden mine ture! De første 14 dage cykler jeg langsommere, for jeg er helt i bund, når jeg tager af sted, fordi jeg altid har knoklet helt vildt inden afrejsen. Jeg har også ofte villet spare huslejen og har sovet på kammeraters sofaer i den sidste tid, så søvn er det næsten heller ikke blevet til. Men om jeg cykler 70 eller 100 kilometer de første dage, når jeg er kommet af sted, er lige meget for mig, mener Claus Andersen.

Går til lufthavnen

Når Claus ikke kan sidde på sin elskede cykel på alverdens veje, er han ofte at finde på de danske veje. På gåben. - For at komme væk fra travlheden i Danmark skal jeg gå en meget lang tur. Det er sundt, og jeg kobler af ved at gå. Om det er Himalaya eller Amagerbrogade betyder ikke noget. Jeg skal bare ud at gå mellem to og fire timer hver dag mellem mine job. I dag zigzaggede jeg gennem sidegaderne på Nørrebro, andre dage går jeg ud til lufthavnen. Så tager jeg en kop kaffe og sidder og nyder det lidt, inden jeg sætter mig i toget tilbage til indre by og går på arbejde igen.

Det med at gå har givet Claus endnu en rejseide. Han vil gå til forskellige lufthavne – en gang gik han fra London til Standsted – et gåkoncept han nu gerne vil udvikle. At arrangere den perfekte drengerøvstur med én drengerøvsoplevelse om dagen, står også højt på idelisten. Desuden har han to-tre ting på tegnebrættet for kommende ideer, der indeholder cyklen.

- Det med cyklen er bedst for mig. Jeg er ikke specielt god til det med bjerge over 5000 meter og sådan noget. Jeg har det godt på min cykel. Hvis jeg har fri i september, vil jeg cykle rundt i Sydstaterne i USA. De får dårlig presse, og jeg kan godt lide at besøge dem, der får negativ omtale. Jeg tænker i overskrifter for mine rejser – ”Biking the bible belt” – den har jeg i hvert fald ikke hørt før, og jeg har søgt efter den på Google, siger Claus grinende. Internettet bruger Claus i det hele taget flittigt. Her plejer han et stort netværk af rejsende, og det bliver til skøre rejser som den for nylig, hvor han festede i syv dage i syv forskellige lande med op mod 100 rejsegale venner og bekendte. Det er også på internettet, han har støvet 15 år gamle rejsevenner op. 80 procent af Claus’ venner og bekendte er da også fra udlandet.

- Det er til at blive kvalt af at hænge i danske miljøer. Jeg synes, den danske mentalitet er provinsiel. Vi er et lille land omgivet af store naboer. Danskerne er så dumstolte over deres land – jeg har kun oplevet noget tilsvarende i Portugal. Danmark er i mine øjne en totalt ligegyldig klat på verdenskortet. I 60’erne og 70’erne var vi et foregangsland, men siden 80’erne er det blevet mere plat, og nu ender vi med at blive overhalet af Asien og Sydamerika. Skal jeg slå mig ned, bliver det ikke i Danmark. Jeg føler mig ikke en skid dansk. Jeg er verdensborger.



Heidi Korsgaard


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside