AT REJSE ER LIVETS UNIVERSITET
portræt af Per Meyer
Per Meyer er vokset op i det han kalder den nålestribede verden, med
en ustyrlig, sitrede udlængsel i sit indre. Hans første udlandsrejse gik
til Helsingborg, men da han havde udstået sin tid hos Civilforsvaret i
begyndelsen af ’60’erne, skulle eventyret leves rigtigt ud. Han sparede 100
dollars sammen og blaffede til Indien. Det blev hans livs bedste investering.
Rejsen sluttede ikke i Indien, men fortsatte til Nepal, hvor han boede i tre år
og arbejdede som billedkunstner med en altid nysgerrig skare omkring sig.
Per Meyer var den eneste dansker i Kathmandu på det tidspunkt, og snart
skrev han sig ind i nepalesisk historie. Hans malerier førte ham nemlig i
kongeligt selskab.
- Vil du lave mit portræt?
Sådan lød det en dag i Kathmandu fra
menneskemængden, der stod omkring
Per Meyers blok. Han var i færd med at
male et tempel, da han hørte spørgsmålet.
Det skulle senere vise sig, at det var
den nepalesiske kronprins’ privatsekretær,
der ville have lavet et portræt.
- Hjemme i Danmark havde min familie
sagt, at det med billedkunst kun kunne
være min hobby. Sådan noget skal man
ikke sige til mig, for jeg rejste bare om
på den anden side af jorden og malede og
fik anerkendelse der, fortæller Per Meyer
grinende. I dag er han passivt medlem af
De Berejstes Klub.
Portrættet blev starten på et specielt nepalesisk
samarbejde, men før Per Meyer
var nået til Kathmandu, havde han været
ude på en eventyrlig rejse, især sin
tid taget i betragtning. Han var lidt af en
pioner.
Utaknemmeligt skarn
Per Meyer blev født i Dragens År, 1940, i
København. Han voksede op i Gentofte i
en familie, hvor forretningsverdenen var
på dagsordnen. Krigsårene satte sine kedelige
spor i hverdagen, men det kriblede
af glæde i Per, da han var på sin første
udlandsrejse til Helsingborg med sin familie
for at købe nyt tøj uden rationeringsmærker.
Der fik han først smag for
det at rejse. I skolen var geografi et af
Pers yndlingsfag, og verden skulle udforskes
– også den nære, så da han var ti år,
cyklede han fra Odense til Århus, og som
14-årig var han på en mindeværdig rejse
til Hamborg. En tur til Spanien i 1960 og
et besøg i Tyskland, året før muren blev
bygget, blev det også til. Han tog på stop
rundt i Danmark og mærkede, at han
forberedte sig på en endnu større rejse.
Efter et højskoleophold på Askov Højskole
gik turen til Bornholm og Civilforsvaret.
En af de sidste dage spurgte en af hans
kammerater: ”Hvad skal du bagefter?”
Per var ikke i tvivl:
- ”Jeg skal blaffe til Indien,” svarede
jeg ham. Så blev der stille et øjeblik, så
sagde han: ”Jeg vil med.” Og sådan begyndte
eventyret. Jeg syntes Danmark
på det tidspunkt var et indelukket land,
og jeg mærkede, at den store verden
ventede udenfor. Min familie forstod mig
ikke, de sagde, jeg var et utaknemmelig
skarn, hvis jeg ikke kunne se det gode
i forretningslivet, når jeg nu havde mulighederne.
Men i livet må vi vælge frem
for at leve efter andres forventninger, så
jeg vidste, at jeg skulle væk, og dermed
sagde jeg også mere eller mindre farvel
til min familie, fortæller Per Meyer.
Fyreseddel og eventyr
For at tjene penge til rejsen fik Per job i
en læderforretning på Amager. Han tjente
seks kroner i timen og sparede langsomt
720 kroner sammen, svarende til 100 dollars.
Efter noget tid blev Per fyret. Chefen
syntes, han var for længe om at ordne
ærinder for forretningen. Sandheden var,
at Per samtidig med ærinderne skulle nå
ud på Serum Instituttet og have sine vaccinationer.
Fyresedlen kom så tæt på Pers
rejse, at han ikke behøvede at finde et nyt
job. Han besluttede sammen med sin ven
at køre en Opel Rekord til Zürich. På den
måde kom rejsen i gang. Fra Zürich gik
det ved hjælp af tommelfingeren videre
til Gibraltar, Algeriet og Egypten. Nogle
gange i bil, andre gange med æselkærre,
og turen til Kongernes Dal foregik på ryggen
af muldyr. Nogle gange var der veje,
andre gange, som for eksempel igennem
den syriske ørken, kom de frem ved at
køre i andres hjul-spor. I Jerusalem boede
Per på pilgrimsherberg, og i Bagdad
lå han på taget og sov på YMCA, mens
det bragede løs. Der var tegn på borgerkrig,
og den underlige stemning blev ikke
bedre af, at Kennedy blev skudt lige på
det tidspunkt, Per og hans ven var der.
De slap ud af Irak og nåede til Teheran.
Her blev Per vikar i engelsk på en skole.
- Jeg skulle undervise intelligente iranere,
og jeg foreslog dem, at vi alle sammen
skulle sætte os på gulvet og have en
samtaleøvelse. Det blev en succes – det
var lige min måde at rejse på – at komme
tæt på andre mennesker.
Termometret viste bidende vintertemperaturer,
da de nåede Afghanistan, og Per
og hans ven blev enige om, at de enten
skulle købe noget varmt tøj eller skynde
sig til Delhi til jul. De valgte det sidste.
Det bedste publikum
Den 23. december nåede de danske gutter
New Delhi. Der var næsten gået seks
måneder, men Per var langtfra færdig
med at rejse. Så da vennen tog tilbage
til Danmark, rejste Per videre. Han ville
besøge sin indiske højskoleveninde, som
han havde mødt i Askov. Det blev også
til en tur til Bombay, en tid på et hinduuniversitet,
inden Per gik rundt ved Taj
Mahal i fuldmåneskær.
- Jeg mødte manden, der havde ansvaret
for opsynet med Taj Mahal, og han sagde
til mig: ”I wanna show you my favorite
views of MY Taj! Så i flere timer, mens
fuldmånen dansede på himlen, gik han og
jeg rundt, fortæller Per.
En dag sad Per på en hjuldamper på
Ganges. Da han gik i land og et sted så de
enorme bjerge i horisonten, vidste han,
at det ville være det rigtige sted for ham.
Den unge håbefulde billedkunstner så sit
snit til at finde flotte motiver, og af sted
mod Nepal gik det.
I Kathmandu fascinerede de store templer
ham fra første dag, og han købte en
skitsebog, en pen og noget blæk og satte
sig til rette på byens torve. Nu kunne han
endelig få lov til at male og tegne.
- Det blev sjovere og sjovere, for jeg
kunne samle store menneskemængder.
Nogle gange var der så mange omkring
mig, at jeg næsten ikke kunne se, hvad
jeg lavede. Nepaleserne granskede mit
arbejde med øjnene – det var det bedste
publikum, jeg kunne drømme om at få.
Jeg opdagede snart, at jeg kunne tjene
penge ved at male portrætter, så ansigter
tog form på skitserne indimellem de
mange tempelmalerier, siger Per og viser
nogle af malerierne fra dengang frem.
Hans øjne funkler, mens han bladrer i
den store bunke, han gemmer i sin gamle
kuffert. I den bor malerierne, hvis de da
ikke lige er udstillet som for nylig i Café
Globen, hvor Per ofte er gæst – enten for
at udstille, holde foredrag eller for selv at
hente rejseinspiration.
Dengang vidste Per, at han havde fundet
sit andet hjem i bjergriget, og han slog
sig ned i Kathmandu.
- Jeg fik hurtigt øgenavnet ”den lille dansker”
og blev en del af bybilledet. Det var
eventyrligt at være den eneste dansker i
hele byen. Det var en tid, hvor jeg følte,
at jeg både havde den tid og den ro, det
kræver at se noget for at kunne male et
flot billede, siger Per, mens han tager
endnu et maleri op af kufferten og retter
på piben i munden.
Rådgiver og skribent
Per fik opholdstilladelse og gode venner,
og så var det, at kronprinsens privatsekretær
pludselig stod der og åbnede nye
døre. Ikke nok med at sekretæren ønskede
et portræt, han spurgte også, om
Per ville være rådgiver i forbindelse med
den første nationaludstilling om malerier
i Nepal. Det tilbud kunne Per ikke sige
nej til, og derefter gik det stærkt. Per fik
kontakt til chefredaktøren fra The Rising
Nepal, som sagde: ”You just write whatever
you want and then we print it!”
- Tænk, jeg havde nået alt det, jeg ville.
Jeg producerede en masse billeder, og nu
kunne jeg også få lov til at skrive. Jeg
skrev avisartikler og kunstanmeldelser
på engelsk, også til Kathmandu Post,
fortæller Per og viser et af sine gulnede
avisudklip fra den nepalesiske avis frem.
18. januar 1966 står der på artiklen.
Det blev til næsten fire år i Nepal fra
1964-1967. Derfra gik det hjem til
Danmark, men bare for en kort bemærkning.
Snart var ”den lille dansker” på farten
igen. Denne gang var England udset
som mål, og Per boede i både London og
Cambridge og rådgav arkitekter. I det
engelske købte han en Rover og satte sig
for at følge sin gamle drøm om at bo i
Grækenland. Af sted i bilen gik det, og
Per kom til Athen.
- Jeg er ikke bare på udflugt. Jeg slår mig
ned og fordyber mig. Jeg boede midt i
et græsk olivendistrikt i tre år fra 1972
til 1974 og havde masser af spændende
muligheder som billedkunstner. En dag
var det dog lige lovligt spændende, jeg
var ved at blive skudt i Athen, fortæller
Per og viser en patron frem. – Jeg kunne
have fået den i ryggen, det er en farlig
verden, vi lever i, siger han med ironi i
stemmen og griner.
Tilbage til Nepal
Per har aldrig brudt sig om hverdagsliv.
Drømmen om familie har han aldrig
rigtig haft, han har set for mange
dårlige eksempler, som han siger, så
efter det græske eventyr vendte Per
nogle år efter tilbage til Indien, hvor
den danske ambassade havde inviteret
ham til møde. Han besøgte mange
forskellige steder og seværdigheder,
men en opholdstilladelse fik han afslag
på. Men så var det, at en ven ringede
og bad Per komme hjem og lave radio,
og dermed var vejen til DR banet. Per
og hans radioven producerede en stor
radioudsendelse om anden verdenskrig.
Trods udlængslen er det ikke blevet til
nogen rejser i mange år. Men selv om
Per har været igennem en del svære år,
har han ikke opgivet håbet. Tværtimod
har det fået nyt gødning.
- Selv om jeg er fyldt 65, har jeg masser
af appetit på livet. Fremtiden ser
munter ud, og jeg er ikke ved at synke
ned i passivitet. Det med rejser er på
vej! Jeg skal have købt mig en bil igen.
Og så er det da klart, at jeg skal tilbage
til Nepal. De 100 dollars jeg brugte
på min første rejse er mit livs bedste
investering. At rejse er livets universitet,
at have begreb om den verden, vi
lever i, er vigtigt.
Tekst og fotos: Heidi Korsgaard
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
