Bienvenido a Chile

Tekst: Henrik Frier Hansen, fotos: Henrik Frier Hansen, G. Roholte

Mapuche-indianere sælger smykker og kunsthåndværk

”Jeg har det sådan, at når jeg kommer til Chile - så åbner det hele sig for mig. Jeg begynder at få store øjne, og et lille smil trækker op på mine læber. Mine tanker bliver straks mere lyse og kreative, og inde i mit hoved er det som om, at alle brikkerne falder bedre på plads. Jeg bliver som en lille dreng i korte bukser og kasket, der får lyst til at gå på opdagelse - og hvor hele verden bare er stor og spændende.”

Landingen

Vi flyver lavt hen over Andesbjergene og lægger an til landing i Santiago de Chile. Flyet nærmest svæver langsomt henover over de højeste tinder, og det virker som om man kunne strække hånden ned og røre ved de sneklædte bjergtoppe. Uvirkeligt at se på det ørken- eller månelandskab, lige nedenfor den lange metaltube, vi sidder i. Bare de kolde, hårde sneklædte klipper uden vegetation. Barsk og råt.

At krydse Andesbjergene har altid været en meget speciel oplevelse for mig. Denne voldsomme bjergkæde, der spreder sig hele vejen ned mellem Chile og Argentina og som altid har sne på sine tinder. Efter den lange flyvetur over Atlanten og den argentinske pampas, føles Andesbjergene som en hel anden verden. Himlen er koboltblå, lyset er stærkt, og den ellers lange og udmattende flyvetur føles pludselig opløftende. Vi kan skimte Santiago de Chile længere fremme i horisonten.

Man kan fornemme, at flyet aftager i hastighed og gør sig klar til at lande. Pludselig hælder flyet kraftigt og drejer mod venstre, og hele Santiagodalen kommer til syne. Som en pludselig grøn civilisation midt i det barske månelandskab. De ugæstfri bjergtinder bliver pludselig til grønne marker. Veje tager form og bliver til flere, der samler trafikken og fører den ind til selve byen, der nu tager form med sine mange lave bygninger i periferien og sine høje tårne nærmere mod centrum. Flyet retter sig op, vi daler yderligere, og metaltuben sætter sine ben på landingsbanen i Santiagos Arturos Benitez-lufthavn.

Santiago de Chile

Det første møde med Santiago kan virke skuffende. I alt fald hvis man har forventet at møde et eksotisk Sydamerika med farverige indianere og dampende regnskove. Santiago virker mere som en moderne storby i Europa eller Nordamerika, sådan ordentlig og måske endda lidt grå i farven. Men Santiago kræver tid og har meget meget mere at byde på end dét, man ser ved første øjekast. Man skal prøve sig lidt frem, for Santiago er ekstremt forskellig fra bydel til bydel, og jeg har aldrig mødt en by, hvor man i den grad kan finde noget for enhver smag. Specielt er det vigtigt, at man ikke kun oplever den centrale del af byen med de flotte monumenter, de statslige bygninger og det fantastiske 'Mercado Central', men også besøger de spændende, ungdommelige og livlige bydele som f.eks. Providencia og Nuñoa eller de mere mondæne Las Condes og Vitacura. Overalt i byen finder du gode og spændende restauranter, pubber, musikklubber og natteliv. Er du til shopping, bugner butikkerne med alle slags varer, og den chilenske peso er ikke dyr - så tillad lidt plads i kufferten til hjemturen.

Du finder nemt rundt i Santiagos imponerende rene og sikre metro, der bekvemt fragter dig mellem centrum og de nævnte bydele. Skulle det blive sent på natten, kan du altid finde en taxa til rimelige priser, eller de endnu billigere 'collectivos', dvs. er dele-taxaer, der kører i faste ruter.

Der tages en slapper på en varm sommerdag i en park i Santiago

Rolig nu…

Det første gode råd man kunne give til en rejsende i Chile er: Sæt tempoet ned..! Sådan ca. til halv kraft. Vi kommer alle fra hektiske hverdage, i en stresset verden. I Chile er det ikke så slemt endnu. Her kan man stadig opleve noget så sjældent og værdifuldt som folk, der tager det roligt - og som ikke stresser.

Det første sted man oplever det rolige tempo i Chile, er blandt fodgængerne. Hastigheden er simpelthen den halve af, hvad man er vant til. Man vil opleve sig selv hele tiden overhale andre fodgængere eller skulle passe på ikke at støde ind i folk. Af en eller anden grund har chilenerne aldrig travlt, når de går. De spurter ikke af sted, men spadserer derimod. Oftest i selskab med andre og sludrende i et behageligt og roligt tempo. Det er som om chilenerne har indset, at de alligevel ikke kan nå det hele, mens vi europæere ofte tror, vi lige kan nå én ting mere og være stolt over, hvor effektive vi er.

I Santiago er fænomenet måske ikke så udbredt som i provinsen. I Puerto Montt f.eks. - eller i mindre landsbyer - kan det være ekstremt. Her kan man næppe sige, at folk 'spadserer', men snarere at folk 'slentrer' af sted eller måske endda, af en eller anden grund, bliver direkte stående stille i længere tid ad gangen…

Så hvis man tror, at man kan gå større distancer i byen på ingen tid, så skal man være forberedt på at bruge albuer, lave hasarderede overhalinger og træde folk i hælene. Prøv at sætte tempoet ned og nyd, at du er på rejse og faktisk har tid til at tage det stille og roligt. Dette gælder også, når du står i kø på posthuset, venter på regningen, eller når bussen har flere stop på ruten, end du havde regnet med. Jo hurtigere du lærer chilenernes eget tempo, desto større er chancen for en bedre rejseoplevelse.

Den majestætiske Osorno vulkan som kan besøges via lifter

Den store natur

Når vi nu taler om at få gode rejseoplevelser, så handler Chile ikke så meget om de store byer, men derimod om naturoplevelser. Og nogle storslåede af slagsen. Uanset om man bevæger sig til det tørre og ørkenslængte nord, det frodige og subtropiske centrale Chile eller det farverige og stedsegrønne sødistrikt mod syd, så bugner landet med overvældende og voldsom natur. Kommer man til det allersydligste, møder man det kolde, barske og vindblæste landskab omkring chilensk Patagonien og Ildlandet. Variationen i naturen er enorm.

Landet, der er kendt for at være mere end 4.300 km langt og aldrig mere end 180 km bredt, byder på en mangfoldighed af naturoplevelser uden lige. Verdens tørreste ørken, verdens største tempererede regnskov med endemiske arter af dyreliv, sneklædte vulkaner, dybblå søer, brusende floder og termalske bade, der får Island til at ligne et soppe-bassin. Overalt i Chile er man aldrig lang fra de majestætiske Andesbjerge eller det voldsomme og smukke Stillehav, der bruser langs hele den chilenske vestkyst. Og som et ekstra plus, så må naturen gerne betrædes her i Chile. Nationalparkerne fylder meget på det chilenske landkort, og adgangen er næsten altid gratis. Og her må overnattes, vandres, klatres, cykles, svømmes og hvad man ellers kan finde på, selvfølgelig med den ansvarlighed der følger med, når man er international rejsende. Infrastrukturen er ikke altid den bedste, og man skal ofte selv finde frem til de store naturoplevelser. Til gengæld oplever man et næsten uberørt naturparadis, der ikke er befængt med iskiosker, femstjernede hoteller eller store 'adventure-centres'.

Skumringstid ved Lago Rupanco i det sydlige Chile

Chilenerne

Lad det være sagt med det samme, chilenerne er et skønt folkefærd, som du vil komme til at holde af. Faktisk kan den varme og venlige chilenske befolkning nemt være årsagen til, at de fleste rejsende kommer hjem med rigtigt gode rejseminder, fordi man på en eller anden måde har haft nogle positive menneskelige oplevelser. Ikke fordi chilenere er særligt festlige, farverrige eller højtråbende - faktisk bliver chilenere ofte kaldt: 'Sydamerikas englændere', fordi de er lidt pæne i formatet, og også fordi de drikker 'afternoon tea'.

Det positive skyldes måske, at man bliver behandlet godt som udlænding i dette land. Generelt er chilenerne meget høflige overfor fremmede, og man kan ikke undgå at føle sig velkommen. Der findes en respekt for folk udefra, som jeg sjældent har oplevet andre steder, og man bliver stort set altid mødt af en venlig tone og en velvillighed til at hjælpe den rejsende. Også chilenerne imellem møder man et højt niveau af høflighed og en civiliseret måde at tale til sine medmennesker på - som man næsten ikke kan huske engang eksisterede herhjemme også.

Chile er endnu ikke blevet 'overrendt' som turistdestination, og man finder ikke disse folk, som er blevet så trætte af turister, at de næsten ikke gider, og det er også ret sjældent, at man forsøger at snyde turisten på nogen måder. Sandheden er meget langt fra de typiske latinamerikanske fordomme, man ofte har hørt om.

Man kan sige, at Chile er et isoleret land, der ligger langt væk fra resten af verden, og at der blandt chilenerne er en typisk nysgerrighed og fascination af folk udefra. Samtidig har chilenerne en tendens til at være lidt indadvendte, en smule generte og også et ret privat folkefærd. Ikke som f. eks. argentinerne, der bruger både arme og ben til at kommunikere med, og som er lige så forskellige fra chilenerne, som en italiener er fra en dansker.

Det er derfor sjældent, at en chilener henvender sig direkte til en udlænding. Ikke fordi de ikke vil, men simpelthen fordi de er bly. Henvender man sig derimod selv til chilenerne, så vil man næsten altid blive venligt modtaget. Man kan sige, at hvis man ønsker at komme i kontakt med chilenerne, så skal man selv tage de første skridt. Hvis man gør det, vil det blive belønnet. Det skal også lige siges, at du bliver belønnet ved at kunne lidt spansk i denne del af verden. Engelsk er ikke sproget, der tales i Chile, og det vil gøre stor gavn med blot nogle få spanske gloser, et lille koncentreret sprogkursus inden du rejser, eller i det mindste en medbragt parlør.

Den chilenske befolkning - eller 'race' - er egentlig en smeltedigel af kulturer, som ikke findes mange andre steder. Tag en original indianer-befolkning. Bland den med spanske erobrere. Tag så denne blanding af 'mestizos' og tilsæt engelsk, tysk, jugoslavisk, fransk og skandinavisk kultur - og man får en særdeles blandet befolkning, der er helt unik. En befolkning, hvor man i dag finder folk med navne som Humberto Svensson, Hernán Stolzfuss, eller Pedro Djordanovich. Navnene viser den meget blandede oprindelse og den store europæiske immigration fra 1800-tallet. Jeg har ofte taget mig selv i at komme til at sidde og studere en chilensk telefonbog og fundet en imponerende blanding af for- og efternavne. F.eks.: Antonio Slattery Smoljanovich, Alan Morquez Scwammenhofer eller fantastiske Washington Torres O´Kinnghtnones! Jeg kunne blive ved, men jeg har fået at vide af min kone, at jeg bør begynde at læse noget ordentligt litteratur og ikke blot chilenske telefonbøger...

Landsbyfest i PichiQuillaipe. Her samles folk fra landområderne for at fejre sommeren med lokal mad og drikke, samt med musik og dans.

Tilbage i tiden

At tage ud i provinsen og rejse lidt rundt og snuse til det landlige Chile er på mange måder en rejse tilbage i tiden, der kan give nogle værdifulde rejseoplevelser. Flere steder rundt i landområderne vil man gentagne gange opleve ting eller steder, der minder mere om 1960'erne end den moderne og globaliserede verden, vi ellers lever i. Det kan være de gamle brændekomfurer, der stadig bliver brugt flittigt, oksekærren eller hestevognen, der stadig bliver brugt som transportmiddel på landet. Eller en tur i den lokale bus, hvor man stadig kan se de unge mennesker rejse sig og give deres sæde til en ældre mand eller en gravid kvinde. Hvor herrerne er iført gamle uldne jakkesæt og løfter hatten, mens de siger 'Buenos Dias' til både chauffør og medpassagerer.

Selv om nogle af supermarkederne i byen er lige så store og moderne som i resten af verden, så kan man stadig finde den lille landhandel, der sælger alt. Den lokale butik, hvor man kan købe smør i løs vægt eller frisk chicha (æblecider) fra tønder, hvis man ellers har husket at tage en tom flaske med. Måske man kan købe frisk lammekød, men det er kun, hvis don Egon tilfældigvis har slagtet i denne uge, ellers ikke.

Der findes små fantastiske isenkræmmerbutikker, som sælger alt fra hampereb til gummistøvler. Butikker der sælger noget så eksotisk som pigtråd, leer og øksehoveder. Man kan finde butikker, der sælger tøj, som var på mode for 30-40 år siden.

På landet kan man finde frisk honning, håndlavede oste, friskbagt brød fra brændekomfurer eller chicha - den friskpressede æblecider, der bliver lavet af gode chilenske æbler, og som stadig bliver presset i gamle frugtpresser og siet i net. Man kan finde hjemmelavet brombærlikør, hjemmesyltet marmelade, friskbagte 'empanadas' eller spændende egnsretter som 'milcados' eller 'chapaleles', der er små billige og velsmagende kartoffelretter.

Det 'gamle' landlige Chile er spændende at gå på opdagelse i. Men det kræver, at man søger det og tager sig tid til at bevæge sig ud i landområderne. Man finder det ikke ved at fræse fra den eneste turistattraktion til den anden i et hæsblæsende tempo. Man finder det heller ikke, hvis man forventer at der skiltes med alting, eller at alle de spændende oplevelser er nedskrevet i turistguiden. Det kræver, at man standser op, måske spørger lokale folk om ting og sager, og at man tør gå lidt på opdagelse. At man besøger de små butikker, kører ind til de steder der langs vejen tilbyder 'friske æg' eller 'friskbagt brød', eller at man besøger den lokale købmand i stedet for at købe alt i de store supermarkeder. Man kan opleve meget ved at spørge sig frem.

Som engang i den fjernt beliggende landsby Llifén, hvor vi ankom en sen søndag eftermiddag. Vi var alle sultne, men der var tilsyneladende ingen spisesteder og ingen butikker åbne. Vi så en gruppe mennesker samlet ved et hus og standsede for at spørge, hvor vi kunne købe noget at spise. Det viste sig at være landsbyens lokale 'husmoder-forening', der holdt møde i et lille kulturhus. Ikke bare syntes de, at det var vældig sjovt at få besøg af en flok 'gringos', men de havde faktisk en lille café/spisesal i deres rustikke kulturhus, og inden længe blev vi inviteret indenfor og tilbudt dagen ret. Det var god mad, det var billigt og i dette tilfælde var det sjovere at spise hos en flok fnisende husmødre end at tage ind på en hvilken som helst restaurant. Vi oplevede et kort glimt af storslået gæstfrihed og dannede venskaber med en venlig gruppe af lokale beboere, langt inde i den chilenske skov. En varm oplevelse, der ikke stod noget om i Lonely Planet...

Det originale Chile

Faktisk kan man ikke bruge Lonely Planet til ret meget i Chile. Selvfølgelig er der informationer at hente, men Chile handler mere om det man selv oplever på sin vej - og de mennesker man møder. Chile er ikke nemt at beskrive, det skal opleves og prøves, fordi det er så individuelt, hvad du vil opleve i landet. Oplevelserne er dem, du selv skaber, hvis du gider og tør bevæge dig rundt i af de mest alsidige, spraglede og varierede lande jeg kender. Der er plads til spontane indslag, og det er stedet til at gå på opdagelse. Man kan sige, at Chile er som det er og ikke har tilpasset sig turisternes behov - og derfor giver dig en enestående mulighed for at opleve et land, der er faktisk er 'uimponeret' og 'originalt'. Til gengæld bliver du budt hjerteligt velkommen alle de steder, du vælger at besøge, af folk der elsker, at du kommer og besøger dem og deres smukke land. Bienvenido a Chile...!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside