Tilbage til De Berejstes hjemmeside

          El tren Patagónico

Henrik Frier Hansen


Pampas, pampas og atter pampas. Det er som endeløse vidder. Blot de evige græstuer i sandet og nogle små, studse buske - og ellers er her ingenting! Ingen træer, ingen floder, ingen rød, sort eller brun jord - blot dette tørre sandede grus med de små pillede buske og så den dybblå horisont så langt øjet rækker. Bittesmå landsbyer af faldefærdige træskure, de evige flokke af tynde får og enkelte ryttere på heste iført poncho´er er eneste tegn på liv. Det er som om vi befinder os midt i ingenting. Sceneriet er tidløst. Det er ren wild-west det her, og man får fornemmelsen af, at Butch Cassidy eller Billy the Kid kunne komme ridende ind i billedet hvert øjeblik.

Men vi skriver 2005, og rejsen er i fuld gang. Vi befinder os et sted i Patagonien, ombord på ”Tren Patagonico”, det gamle patagonske tog, der skal tage os fra Bariloche i det sydvestlige Argentina tværs over pampas´en og ud til San Antonio del Este ved den argentinske Atlanterhavskyst. Det er først i december, og vi skal fra de stadig kolde Andesbjerge og ud til det mildere klima ved kysten. Selve togturen her er en del af rejsen.

Et pust fra fortiden

Turen tager 12-14 timer, og viser sig at være en oplevelse af de store, både for tog-entusiaster og for folk, der har tiden til at rejse på denne lidt langsomme, men faktisk meget komfortable måde. Lokomotivet og togstammen er fra 1964, og efter at have tjent sin tid i Spanien, har det endt sine dage her i argentinsk Patagonien. Uden at være direkte gammelt, så har hele toget en vis patina og fornemmelse af ældre tider. Der er noget i ordet ”Tren Patagonico”, der lugter lidt af gamle dage, røde fløjlssæder og konduktører i stive uniformer. Og selve dét at rejse igennem Patagonien har også en vis speciel fornemmelse over sig. Dette vilde, fjerne, ufremkommelige sted - der dog er betagende og nærmest dragende. Den barske natur, de kæmpestore afstande - det øde ingenting. Linien fra Bariloche til Viedma på østkysten har været lukket i en årrække, men er blevet genåbnet for nylig med fælles hjælp fra både myndigheder og togentusiaster. Der har været et reelt behov for at kunne bringe folk og fragt fra bjergene og ud til kysten. Det viser sig faktisk også, at det er billigere at køre med toget, end det er at køre med bus på denne strækning.

Spøgelsesbyerne

På ruten passerer vi steder med navne som Comallo, Pilcaniyeu, Ingeniero Jacobi, Machinchao. Steder, der vel næppe kan kaldes landsbyer, men nærmere små udsteder eller bosættelser midt på pampas´en. Små skure, huse af træsveller og nysgerrige folk, for hvem togets ankomst er ugens højdepunkt. Hovedsagelig folk med meget indianske træk. Ældgamle og bulede Chevroletpickup ´er har fundet vej til stationen, med folk der tager vinkende afsked med familiemedlemmer, der skal til byen. Toget er virkelig højdepunktet og livstegn på disse kanter.

Folk ombord

Jeg havde troet, at det patagonske tog var mere en turist-begivenhed end en reel togforbindelse. Men jeg tog fejl. Jeg tror faktisk vi er de eneste, der kan gå under betegnelsen turister. Resten er lokale.

Generelt kan man sige, at der er en god stemning ombord. Overalt hører man sludren, for argentinere elsker at tale. Ikke bare med deres medrejsende, men også med alle andre folk ombord. Overalt i toget ser man folk stå og snakke sammen, og selv konduktøren går rundt og sludrer med passagerne. Således kommer man let i snak med landmanden fra Sierra Colorada, med skolebørnene, der skal på tur, med brandmanden fra Viedma, med den gamle dame med parkinssons syge og hendes to døtre, og selv med de to ældre gaucho´er, der havde ladet hestene stå hjemme for selv at bevæge sig ud til kysten. Jo, her kommer man hinanden ved.

Den afslappede togrejse

Togrejsen viser sig at være en behagelig og komfortabel rejseform. Sæderne er gode og kan vippes tilbage, hvis man vil sove. Vinduerne er store og kan åbnes, man kan virkelig kigge ud og følge med i sceneriet udenfor. Man kan spadsere rundt i toget, strække benene og få bevæget sig lidt. Den lille kioskvogn kommer hele tiden igennem toget med spise- og drikkevarer, og hen under aften åbner den elegante spisevogn, hvor man af tjenere i fine uniformer kan få serveret varm middag med vin, alt imens pampas´en glider forbi udenfor. Personalet er venligt, smilende og afslappet. Når de ikke lige har ting at gøre, kan man se dem sidde henslængt blandt de rejsende og hygge sig eller måske få sig en lille lur.

Selv til de tobaksglade rejsende er der håb. For selv om rygning officielt er forbudt ombord, så er det almindelig praksis at gå til den bageste vogn for at få en smøg. Her, allerbagest i den sidste togvogn, findes nemlig et lille aflukke, hvor folk samles og for åbne togdøre kan stå og ryge, småsludre og nyde landskabet, mens det glider forbi. Flere gange undervejs tænkte jeg, at der er meget langt fra DSB´s tog i Danmark til denne fornøjelige og frie togrejse med åbne døre.

Drøm eller virkelighed?

Vi nyder sceneriet og den rolige gyngen i vognen. Landskabet passerer forbi udenfor, og vi slapper af i toget. Vi taler med folk, læser, går lidt rundt i toget og falder til sidst i dyb søvn i de bløde, tilbagelænede sæder.

Da vi ved et tilfælde vækkes ved at toget standser, viser det sig, at det er blevet morgen, og at toget er standset ved San Antonio del Este. Det er jo her vi skal af! Vi skynder os at få pakket vores ting og fundet vores bagage. Vi når lige at hoppe af toget, inden det bevæger sig videre det sidste stykke mod kysten. Vi skal videre til Puerto Madryn, men denne gang med bus.

Mens vi står her på perronen i San Antonio og glipper med søvnige øjne, kommer jeg i tvivl om denne tur bare var en drøm - eller om jeg faktisk lige har foretaget en virkelig rejse igennem støvede spøgelsesbyer fyldt med indianere og gaucho´er, og med den barske pampas som kulisse.

Jeg ville under alle omstændigheder ikke have noget som helst imod at gøre turen igen, blot for at sikre mig. Hasta pronto, Patagonia!



Henrik Frier Hansen


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside