Aserbajdsjan - i Europas udkant

Matthias Gamrath

”I have seen only one tourist: You” svarer drengen, da jeg spørger, om de får mange turister på disse kanter. Han er vel 12-13 år, og sammen med en flok andre jævnaldrende børn er han meget interesseret i at øve sit engelsk med en af de få udlændinge på Primorskaya-stranden nær Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Svaret kommer en smule bag på mig, selvom jeg godt er klar over, at et overset, lille land i Europas randområde næppe vil have mange vestlige besøgende.

Et glemt land i Kaukasus

Sammen med min rejsekammerat Jesper er jeg taget til den lille kaukasiske republik Aserbajdsjan ved Det Kaspiske Hav. Aserbajdsjan var tidligere en del af Sovjetunionen, og har kun været uafhængigt siden 1991. Som en fjern afkrog i det gamle Sovjet-imperium, og som et fattigt og afsondret bjergland beliggende i det notoriske Kaukasus, forekom Aserbajdsjan ikke som det oplagte turistmål, da vi skulle planlægge sommerferien. Men vi havde lyst til et anderledes rejsemål, og så havde jeg netop læst en spændende artikel om Aserbajdsjan i Global Adventure… Tanken om at se et fuldstændig glemt land i Europas randområde satte gang i rejselysten.

Primorskaya-stranden ligner ved et flygtigt blik en strand hvor som helst i Sydeuropa. Der er mange mennesker, parasoller og forskellige boder. Men det er imidlertid primært mænd og drenge, der går i vandet. Selv om Aserbajdsjan er et moderat muslimsk land, ser man ingen piger over 10-11 års alderen på stranden; familierne har arrangeret sig længere oppe i klitterne, og kvinderne tager sig af den medbragte mad og passer de mindste, mens mændene drøner rundt. Folk er glade og venlige, og overraskede over at møde udlændinge. Aserbajdsjan er som alle lande i Kaukasus et meget sammensat og etnisk broget land. Omkring 90 % af befolkningen er dog etniske azerier; hertil kommer så 2- 3 % russere, som traditionelt sidder på flæsket, og 2-3 % armenere. Den sidste del af befolkningen udgøres af 14-15 forskellige mindre etniske grupperinger, heraf flere traditionelle kaukasiske bjergstammer.

Armenien har været i blodig krig med Aserbajdsjan om enklaven Nagorno Karabakh i starten af 90’erne. Enklaven var overvejende beboet af armenere, men den var beliggende på aserbajdsjansk territorium. Kampene var hårde; der var mange faldne og fordrevne. Indtil videre er konflikten faldet ud til Armeniens fordel, da de har kontrol med Nagorno Karabakh, men konflikten er ikke løst endnu, og trods en årelang våbenhvile er forholdet mellem de to Kaukasus naboer spændt. Aserbajdsjan har de folkeretlige argumenter på sin side, mens Armenien påberåber sig humanitære og etiske argumenter.

Vi holder os langt fra Nagorno Karabakh. På ti dage i Aserbajdsjan koncentrerer vi os om Baku og omegn, og de nordlige Kaukasus-bjerge op mod den russiske grænse.

I Baku

Hovedstaden Baku er fredelig nok. Den fremstår lidt slidt efter mere end 70 års planøkonomisk morads og en svær uafhængighedsperiode. Men byen har en særlig karakter. Den er på én gang en sær blanding af russisk, tyrkisk og arabisk kultur. I forstæderne præges Baku af trist sovjetisk arkitektur med grimme boligblokke og højhuse, men inde i centrum har den heldigvis mere at byde på. Her er atmosfærefyldt med mange flotte moskeer, paladser og basarer. Her går jeg rundt i de små gyder og nyder roen indenfor de gamle bymure, hvor gamle mænd drikker myntethe og spiller domino i skyggen, mens børnene leger i gaderne.

Sidst på eftermiddagen er der liv og mennesker nede på strandpromenaden ud mod Det Kaspiske Hav. Promenaden er en særpræget blanding af forlystelser, restauranter og shawarma-boder; det hele er omgivet af et lettere ramponeret parkanlæg. Ikke så organiseret, men ganske hyggeligt. Vi går ud på en gammel fiskerbåd, der nu er omdannet til restaurant; de bærer et ekstra bord op til os på dækket. Vi har lidt problemer med menukortet, der er på azeri, og det viser sig at vi under det indledende spilfægteri har insisteret på at få to flasker champagne at spise… Så forstår jeg bedre, at tjeneren gloede lidt. Ved hjælp af en venlig tysktalende dame bliver vi trakteret med fleisch, hünchen, salaat, brötchen, champagne und kaffee. Det hele til næsten ingen penge og akkompagneret af en lokal popstjerne, der giver et nummer, som gjalder ud over Bakus bugt. Baku er alt i alt en speciel oplevelse, på én gang slidt, falmet og tiltalende

Hotellet

Vi bor på Hotel Azerbaijan, som ligger i et højhus i det centrale Baku. Det er et rimelig spøjst sted med flere hoteller i samme bygning, og endvidere ambassader for tre så farverige stater som Georgien, Kasakhstan og Libyen…det er ikke lige til at vide, hvem der spiser morgenmad ved det næste bord på Hotel Azerbaijan! Vi har et værelse på 8. etage med udsigt over Baku og Det Kaspiske Hav. Det er fantastisk. I stueetagen kan man så veksle 100 USD til ikke mindre end 445.000 manater, som den lokale valuta hedder… Man føler sig næsten som en millionær, om end på en billig baggrund.

Olien

Aserbajdsjan er både kendt for sin stør og sin kaviar, men landets primære indtægtskilde stammer dog fra olien, og dens indflydelse lægger man hurtigt mærke til. Mange store vestlige olieselskaber som Shell, BP og Chevron har bygget højhuse i Baku, og der er ligesom lidt af en ”før-olieboom”-stemning i luften. Jeg snakker med en britisk olieforretningsmand, som fortæller mig, at de forventer at kunne udvinde olie i den helt store stil i løbet af 5-10 år. Optimistiske bud lyder på, at 2-3 % af verdens samlede olieforekomster er at finde i Det Kaspiske Hav (Ikke kun i Aserbajdsjan), og derfor har vestlige selskaber kastet deres interesse på landet og området. De lokale aserbajdsjanere tror da også, at jeg har forbindelse til et olieselskab, for noget så forrykt som en turist i deres land kan de næppe forestille sig. En anden side af sagen er så, om større olieudvinding vil komme den fattige aserbajdsjanske befolkning til gode. Jeg har min tvivl. Man har set i andre olierige lande med ringe demokratisk tradition, som f.eks. Nigeria og Venezuela, at olieindtægterne kun er kommet eliten til gode, og at menigmand ikke har fået sin bid af kagen.

For 100 år siden var der enorm olieproduktion i den aserbajdsjanske sovjetrepublik, og Hitler var da også på vej ned mod Det Kaspiske Hav af samme grund, inden han blev stoppet af den røde hær ved Stalingrad under 2. verdenskrig. På den måde kom Aserbajdsjan til at indtage en afgørende rolle i 2. verdenskrig, selvom det ikke blev til regulære kampe dernede. I sovjettiden efter 2. verdenskrig er området blevet endnu mere forurenet og udpint; der er stadig olie, men russerne begyndte med tiden at koncentrere sig mere om de store olieforekomster i Sibirien; derfor blev olieudvindingen i Det Kaspiske Hav negligeret, og området forfaldt.

På Absheron-halvøen

Ude på Absheron-halvøen tæt ved Baku, oplever vi ved selvsyn et olieforureningshelvede uden lige. Landskabet og området er bestemt ikke særligt tiltalende, men det har alligevel et fascinerende, nærmest apokalyptisk præg over sig: Gamle boretårne, boblende oliesumpe og ramponerede olietanke så langt øjet rækker. Det er et øde og hærget område, der fremstår som en større miljøkatastrofe. Langs den lille jernbane vi har taget herud, står gamle udrangerede lokomotiver og ruster i middagsheden. I sandhed et dystert sted!

Bjergene

Kaukasus-bjergene står til gengæld i skærende kontrast til dette forureningshelvede. Der er fantastisk flot ved landsbyen Quba, hvor vi lejer en hytte og vandrer i nogle dage. Her, tæt på grænsen til Rusland, ligger nogle af landets smukkeste bjerge, dale og kløfter. Af respekt for de lokale kan vi ikke vandre i shorts, og i lange bukser kan vi altså godt få varmen derude. En stolt bjergbonde byder os på the i skyggen af et træ. Vi går igennem en frodig dalsænkning og kommer siden op til den såkaldte Cloudcatcher Canyon, en fantastisk smuk kløft med stejle bjergvægge og en brusende flod. Aserbajdsjans svar på Grand Canyon! Det er langt væk fra alfarvej, men så absolut højdepunktet på vores tur til Aserbajdsjan.

Rejseinformation om Aserbajdsjan:

Flyrejsen:

Med Aeroflot over Moskva. Vi kombinerede turen til Aserbajdsjan med et ophold i Moskva. Prisen på returbillet: 4300 kr. Man skal overnatte i Moskva både ud og hjem. Danhil Travel.

Prisniveau: Billigt
Hotel i Baku: 25-35 USD for et dobbeltværelse. Hytte i Kaukasus bjergene: 10-15 USD.
Falafel: 0,5 USD. Middag med stør og champagne i Baku: 5-10 USD per person.

Visum:
Ja, arrangeres på Aserbajdsjans ambassade i Moskva eller ved ankomst til lufthavnen i Baku. Besværligt og dyrt: Meget bureaukrati og 100 USD for et 15-dages turistvisum. Du kommer ikke ind, hvis du har et armensk stempel eller et stempel fra Nagorno Karabakh i dit pas.
Rejsen blev gennemført i år 2000. Forholdene kan have ændret sig noget.

Matthias Gamrath

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside