I Conakry og Fouta Djalon - Guinea 2009

Tekst og foto: Matthias Gamrath

På rejse igennem et af Vestafrikas mindst besøgte lande seks uger efter militærkup

"Dix mille!"snerrer grænsebetjenten i Forecariah. Min shared taxi gør holdt ved checkpointet en halv snes kilometer inde i Guinea efter at have passeret grænseovergangen fra Sierra Leone. Manden er en kedelig karl, og han og hans 5-6 kolleger, der alle er uniformerede og bevæbnede, har ikke tænkt sig at lade en "porto" (hvid mand) passere deres checkpoint uden at han betaler for det. Jeg har imidlertid mit visum, udstedt af republikken Guineas ambassade i nabolandet Sierra Leones hovedstad Freetown , så efter et kort stand-off lader de mig slippe; det er kun middagstid, og der kommer andre ofre senere på dagen. De skal nok få 'tjent' 10.000 Guinea Franc (ca. 15 kr) og mere til, inden dagen er omme.

De råber efter mig og fægter med armene, da vi kører videre mod Conakry. Der er mindst ti andre checkpoints inden vi når hovedstaden, det største checkpoint er det berygtede Kilometer 36 ved indkørslen til selve Conakry. Her i begyndelsen af februar 2009 er det kun knap seks uger siden, at diktatoren igennem 30 år - Lansana Conteh - døde og en ny junta overtog magten efter et militærkup. Jeg fornemmer en vis nervøsitet og uro hos de mange betjente og soldater.

Det er et gennemgående mønster, at chaufføren skal betale ved hver eneste vejbom og checkpoint i Guinea. Ellers får han ikke lov at køre videre. Det er indregnet i prisen. Og alle passagerer bliver gang på gang kommanderet til at vise ID kort, og hvis der er noget som helst at sætte en finger på, så skal de betale. Og nogle gange skal de også betale, selvom alt er i orden. Flere gange bliver jeg bedt om at vise mit gule vaccinationskort, og det er altså ikke fordi soldaterne eller betjentene er bekymrede for mit helbred. En pige fra Sierra Leone er nærmest grædefærdig, da vi ruller ind i Conakry, for hun er blevet blokket for næsten alle sine penge ved de forskellige checkpoints undervejs.

Madinaen - et syndigt rod i det centrale Conakry

Brugtvognsimportøren i Conakry

Conakry er skod. Byen soder og larmer og lugter som ind i helvede. Den er snavset og forurenet. Og der er et infernalsk trafikkaos over det meste af byen. Gamle franske Peugeot'er, Renault'er og Citröen'er pløjer sig gennem gaderne i et hektisk tempo. Conakry ligger som en landtange ud i Atlanterhavet, og tangen bliver smallere jo længere ud man kommer. Heldigvis bliver jeg hentet af Ibrahim, der er fætter til en af mine arbejdskolleger. Det er tit en god ide at kende folks fætre og brødre i Vestafrika, det gør tingene lidt nemmere. Hans engelsk er sparsomt, og jeg er ikke ret god til fransk, men vi kan da kommunikere nogenlunde, og jeg er glad for at have en guide her i Guineas hovedstad.

Vi tager rundt i Conakry og ordner praktiske ting så som at veksle penge til Guinea Franc, få fat i et simkort etc. Jeg overnatter i Ibrahims compound i bydelen Kipé, som er et af de bedre steder i byen, ikke langt fra den amerikanske ambassade og den nationale TV station. Der bor 4-5 forskellige familier. Kvinderne vasker tøj og laver mad, børnene henter vand og mændene drikker te!

Næste dag tager Ibrahim mig med for at møde hans fætter Sheik, der importerer brugte biler fra Europa og USA og videresælger dem i Guinea. Sheik skal ned til industrihavnen for at modtage en container med fire biler fra USA, og vi slår følge. Havnen I Conakry er ikke ligefrem en arbejdsplads det danske arbejdstilsyn ville rose til skyerne. Store containere bliver hejst rundt med rustne kraner, havnearbejderne har hverken hjelme eller kedeldragter eller noget. Det larmer og svirrer og stedet er i den grad en farlig arbejdsplads. Sheik og kranføreren får styr på hans container, og 4-5 havnearbejdere går i gang med det praktiske. Snart efter står fire amerikanerbiler på kajen, Dodges og Chryslers, fra senhalvfemserne men stadig i fin stand. Sheik har allerede videresolgt to af bilerne, som bliver hentet af ejerne direkte i containerhavnen. Han får i omegnen af 3000 USD per bil, så det er en god dag for ham; han får en 3-4 containere hjem om måneden i snit, enten fra USA eller fra Antwerpen.

Vores shared taxi bryder kun sammen en enkelt gang på turen fra Conakry til Fouta Djalon

Med postvogn til højlandet

Dagen efter forlader jeg Guineas hovedstad og hopper i en shared taxi, der skal bringe mig til Fouta Djalon højlandet. Det bliver en tur med forhindringer. Bilen er en gammel postvogn, og som altid er den proppet med passagerer, tasker, poser, høns og kyllinger. Vejen er asfalteret det meste af tiden, men chauføren kører ret uansvarligt; det gælder om at komme frem så hurtigt som muligt, og det selvom tid ellers normalt ikke spiller nogen rolle i Vestafrika. Undervejs ind i landet og op i højlandet ser vi da også en 2-3 forulykkede køretøjer, og det ser rigtigt grimt ud i et af tilfældene. Jeg funderer over, om det er en normal dag på vejene i Guinea, eller om det er en tand værre idag. De fleste folk er ret temperamantsfulde i Guinea, det være sig soldater, toldere, chauffører, sælgere etc., og det er ofte som om følelserne sidder uden på tøjet. Desperationen lurer lige under overfladen.

Bilen bryder sammen en enkelt gang, men chaufføren får styr på den igen i løbet af en halv times tid, og hen på eftermiddagen, en 8-9 timer efter jeg forlod Conakry, triller vi ind i bjergbyen Pita; her står jeg af, og forhandler mig til en motorcykeltur de sidste 45 kilometer til flækken Doucki langt inde i det smukke Fouta Djalon Højland. Den bumpede tur hen ad grus- og jordveje tager en times tid, så er jeg i Doucki, hvor jeg har booket et ophold og nogle vandreture hos bjergguiden Alhasane.

På vej ud af Doucki er der kun plads på taget af en shared taxi. Efter 5-6 kilometer på taget får jeg plads inde i varmen

Hos Alhasane i Doucki

Jeg får min egen tukul i den lukkede compound, hvor Alhasane bor med sin familie. Han er en lille, senet mand i begyndelsen af fyrrerne, der tidligere har arbejdet i Sierra Leone, Mauretanien og på de Canariske øer, men for nogle år siden vendte han tilbage til sit fædreland, giftede sig og stiftede en familie i Doucki. Han har en lille vandrebiks, de få backpackers der kommer til Fouta Djalon har gerne hørt om Doucki på forhånd og tager derud for at tilbringe nogle dage. På en uge i Guinea møder jeg ikke mange andre rejsende, og dem jeg møder er næsten alle sammen amerikanske volunteers fra the Peace Corps. Guinea ligger bare sådan geografisk, at landet ikke er på ret mange overlanderes rute.

Bjergguiden Ibrahim leder mig sikkert gennem den 6-7 timer lange vandring i højlandet ved Fouta Djalon

Der er et hav af børn i compounden, men to af Alhasanes brødre bor der også, og på disse kanter har folk gerne mange børn. Maden er ikke noget at råbe hurra for, mest kogt ris med græskar, men der er da nok kalorier til nogle fine vandredage. Det kommer alt sammen fra compoundens lille subsistenslandbrug.

Fouta Djalon højlandet bebos primært af Fulani folket. Fulani findes spredt i mange vestafrikanske lande og sågar helt til Sudan i Østafrika. De er traditionelt nomader og handelsfolk og meget mobile.

Fouta Djalon, nær landsbyen Doucki

Jeg er på et par heldagsture og en enkelt halvdagstur i løbet af mit ophold hos Alhasane. Hele pakken koster 20 USD om dagen, så det skal jeg ikke klage over. Hvis han ikke selv er guide, så er det hans bror Ibrahim. Landskabet er utrolig smukt og frugtbart, med store klippeblokke fritstående i dalene. Det minder lidt om Meteora i Grækenland. Vi vandrer rundt i et klippeområde med grotter og huler. Nede i dalen har Fulanierne køer græssende, og på klippedragene ser jeg store bavianer fare rundt. Dalen virker lidt som en canyon med meget stejle klippesider. Det meste af området ligger i godt 1000 meters højde over havet, så temperaturen er ret behagelig.

Da jeg skal forlade Fouta Djalon for at rejse tilbage til Conakry, må jeg sidde på taget af taxien de første tre kilometer, for alle pladser inde i vognen er optagete. Det ændrer sig, da vi stopper ved det ugentlige marked i den næste landsby, hvorefter jeg får en bagsædeplads sammen med fire andre passagerer. Det bliver en af de dage… fjorten timer og tre bilskift senere når jeg Conakry.

Factbox:

Transport: Ikke mange flyselskaber flyver til Conakry, men Brussels Airlines gør. På en god dag kan man få en retur fra Kbh til Conakry via Bruxelles for 8-9.000 kr. Flytransport til de mere outrerede lande i Vestafrika er ikke billig. For mange rejsende vil et besøg til Guinea være en del af en større rundrejse i Vestafrika, og så kan man jo flyve til Dakar og hjem fra Freetown etc. eller finde på en anden rute. Brussels Airlines flyver også til Dakar og Freetown, og man kan lave en kombineret retur, hvor man flyver ud til et sted og hjem fra et andet. Igen, regn med 8-9.000 retur på en god dag.

Shared taxi fra Freetown til Conakry koster ca 110 kr, og turen tager fra 9-12 timer, afhængig af om bilen bryder sammen (50 % sandsynlighed) og afhængig af, hvor lang tid man bliver tvunget til at vente ved grænsen og de mange checkpoints.

Visum: Påkrævet, og skal ordnes på forhånd. Man kan ikke få visum ved indrejse. På Guineas ambassade i Freetown, Sierra Leone, koster det 50 USD og bliver udstedt med det samme. I Danmark koster det 600 kr.

Prisniveau: Meget lavt for backpackere og individuelle rejsende. Eksempler: øl 4-6 kr, streetfood 5-10 kr (ris med kylling, ris med fisk), homestay i Fouta Djalon inkl. tre måltider og en bjergguide 110 kr per dag. Hvis hotellet i Conakry er for billigt, er det et dårlig tegn, for så er det typisk fordi de udlejer værelserne på timebasis. Regn med 100-150 kr minimum for hotel/guesthouse i hovedstaden (tallene er baseret på dollarkurs 5,50)

Vaccinationer: Masser! Hvis man ikke har de fleste i forvejen bliver det dyrt. Du skal fremvise vaccinationskort for gul feber ved checkpoints i Guinea. Ellers skal du betale.

Sikkerhed: Fra September 2009 er vesterlændinge blevet frårådet at besøge Guinea, efter at militæret mejede over 100 demonstranter ned på det nationale stadion i Conakry. De demonstrerede mod præsidenten, den tidligere benzindepotbestyrer og kaptajn i hæren, Musa Dadis Kamara. Check de seneste rejsevejledninger på www.um.dk eller på www.fco.gov.uk; før eller siden bliver landet forhåbentlig mere sikkert at besøge.

Guinea blev besøgt i februar 2009.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside