Kungsleden og Kebnekaise - på vandretur i svensk Lapland
TEKST OG FOTO: Matthias Gamrath
Højt mod nord i det øde og uvejsomme svensk Lapland finder man et af Europas bedste vandreområder. Vi gik fem dage ad Kungsleden og besteg Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise, før turen sluttede i Kiruna.
Den store ødemark
Svensk Lapland havde længe fascineret mig. Historier om en af Europas største ødemarker satte gang i rejsefeberen. Jeg fløj til Kiruna nord for polarcirklen i starten af juli måned med min rejsemakker Peter, og turen gik videre med bus til Abisko Fjeldstation ved den smukke bjergsø Torneträsk langt ude i vildmarken. Herfra startede vandringen næste dag.
På Kungsleden
Kungsleden er en mere end 400 km lang vandrerute i svensk Lapland. Vi havde valgt strækningen fra Abisko Fjeldstation til Kebnekaise (knap 87 km), og det var en fantastisk smuk tur igennem ødemarken ganske tæt på den norske grænse. Landskabet er vildt og uvejsomt, med store åbne vidder, blågrå granitbjerge og brusende elve. Mange steder er der patchwork af evig sne på bjergsiderne, og undervejs måtte vi krydse både snebræmmer, åer og vandløb. Jeg var glad for at have medbragt et par gamle kondisko som vadesko, for der var brug for dem hver dag.
Det flotteste sted på strækningen var Tjäktja-passet, hvor man fra et lille vindskydd i 1150 meters højde havde en fabelagtig udsigt over de to nærliggende dale, og hvor rensdyrene kom helt ned til 100 meter fra selve hytten. Selvom 1150 meter ikke lød af meget, så var der klart koldere her end i dalene, og mere sne heroppe. Vi befandt os trods alt knap 200 kilometer nord for polarcirklen
Vi overnattede i fjeldhytter, der typisk lå langs ruten for hver 15-20 kilometer. En fed ting ved Kungsleden var, at du på en gang var langt ude i ødemarken, men at der trods alt var nødtørftige faciliteter langs ruten i form af hytter med en stugvärd, der kendte området og vejrforholdene. Desuden var det hele meget velorganiseret. Vi bemærkede også, at der ikke var så mange andre vandrere at det gjorde noget, til trods for, at det var midt i højsæsonen. Man skal alligevel VILLE Lapland ret meget for at tage helt herop. Området er langt mindre tilgængeligt end andre europæiske vandreområder som f.eks. Alperne eller Pyrenæerne, og det bevirker sandsynligvis, at mange vandrere ikke tager herop. Det er så selvfølgelig godt nok for dem, der tager turen.
Vejret skulle være meget lunefuldt heroppe, men vi var usandsynligt heldige på den front. Det regnede slet ikke, og var mellem 15 og 25 grader om dagen. Rigtig gode vandreforhold.
Samerne
Samerne er de traditionelle rensdyrehyrder fra Lapland. Der findes samiske mindretal højt mod nord både i Sverige, Norge og Finland. Vi passerede nogle samebebyggelser med små træhuse langs ruten, men i dag er de fleste samer ”citysamer”, der bor i Stockholm eller Helsinki. Der er tilsyneladende ikke meget fremtid i at vogte rener. Nogle af de tilbageværende samer bruger helikoptere til at overvåge renflokkene og drive dem rundt i dalene!
Midnatssolen var også med til at give vandreturen et ganske særligt præg. Det var en smuk oplevelse, at det mere eller mindre var lyst 24 timer i døgnet. Man kunne i princippet lige så godt vandre om aftenen eller natten. Temperaturerne faldt dog en smule her.
Kebnekaise
Inde i ødemarken, kun tilgængelig til fods eller med helikopter, ligger Sveriges højeste bjerg Kebnekaise og fjeldstationen af samme navn. Elleve bygninger med restaurant, butik og plads til et par hundrede overnattende for foden af Kebnekaise-massivet. Herfra besteg vi Kebnekaises sydtop i 2103 meters højde, Sveriges højeste punkt. Bestigningen var ret krævende, og bortset fra at det var meget stejlt til tider, så foregik det også med diverse sikkerhedsudstyr.
Vi var 11-12 mennesker i gruppen, ført an af to finske bjergguider. Da vi skulle krydse Björling-gletscheren, blev vi bundet sammen med reb, som vi hver især havde to karabinhager sat fast i; hvis en af os røg igennem en gletschersprække, ville vedkommende kun falde så langt som rebet tillod, og de andre ville så kunne hive personen op igen. Det skete gudskelov ikke, men krydsningen af gletscheren krævede 100 % koncentration; jeg fokuserede meget på hvert skridt jeg tog.
For enden af gletscheren skulle vi klatre op af en klippevæg. Igen fik vi brug for karabinhagerne og nu også sikkerhedshjelme. Der var reb og stålwirer fastgjort op ad klippevæggen, og vi satte karabinhagerne i rebene og scramblede og kravlede langsomt opad klippevæggen med den sikkerhed to karabinhager trods alt kan give. Det var en supersej og skidesjov oplevelse at forcere den klippevæg.
Så nærmede vi os Kebnekaises sydtop, men vi skulle dog først henover et fjeldplateau med snebræmmer. Selve toppen var dækket af sne, også i juli. Man regner med at sneen vil smelte, så Kebnekaises klippefaste nordtop i 2097 meters højde om få år vil være Sveriges højeste punkt. Men her og nu var det stadig sydtoppen det gjaldt. Der var en fantastisk smuk udsigt heroppefra. Efter sigende kunne man se en ellevtedel af Sverige heroppefra; det svarer sådan cirka til hele Danmarks størrelse!
I Kiruna
Dagen efter bestigningen af Kebnekaise fløj vi med helikopter til flækken Nikkaloukta og tog videre med bus til svensk Laplands hovedby, Kiruna.
Malmbyen Kiruna var en uskøn og rodet by med både træhuse og betonblokke. Den bar præg af at være noget af et udsted. Kiruna domineres totalt af den kæmpestore malmmine. Svenskerne eksporterer malm i store mængder fra minen, der er en af verdens største. Det ryger med tog til henholdsvis Narvik eller Luleå og herfra med skib videre ud i verden. Prisen for et ton malm var 595 SEK, men det kan mange andre producenter (f.eks. i Australien og Brasilien) gøre billigere, så minens del af verdensmarkedet var vigende. Nutidens minearbejdere går ikke rundt med hakker og sodsvedne ansigter, men sidder i et styringsrum og betjener de store maskiner med joysticks og overvåger det hele via kameraer.
Lapland med Kungsleden og Kebnekaise gjorde et stort indtryk på mig, og jeg vidste allerede tidligt på turen, at jeg ville vende tilbage hertil igen. Det er et storslået naturområde uden lige.
Rejseinformation om Lappland
Turen derop: Fly med SAS via Stockholm (12.000 Eurobonuspoint eller 2000-3.000 kr. retur). Skal bookes i relativt god tid, da der ikke er så mange fly på strækningen Stockholm - Kiruna.
Bil, bus eller tog: Beregn mellem 24 og 30 timer i alt. En anelse billigere end med fly, men ikke ret meget.
Prisniveau: Generelt noget billigere end Danmark, men ude i fjeldhytterne og fjeldstationerne finder man typisk et begrænset udvalg af varer til højere priser end ellers. Overnatning i en fjeldstue koster typisk 200 SEK pr. person, helikopter fra Kebnekaise Fjeldstation til Nikkaloukta 500 SEK og hostel i Kiruna 200 SEK pr. person.
Proviant: Bør købes hjemmefra eller i Kiruna. Soldatens Ærtesupe og Bullens Korv er stort set, hvad man kan få i de små butikker på fjeldstuerne, og det er ikke superspændende.
Hvornår: Vandresæsonen i Lapland går cirka fra juni til september. Der er evig sne mange steder. Vi gennemførte rejsen i juli 2005 og havde temperaturer på 15-25 grader.
Myg: Masser. De er simpelthen ikke til at undgå, sådan er det bare.
