Portugal

Tekst & Foto: Lars Munk

I Melides sker der absolut ingenting - bort set fra, når kirkeklokkerne kimer. Og det gør de så af og til

Jeg sidder på en balkon med en tyrkisk kaffe og betragter solnedgangen farvelægge Det Ægæiske Hav på smukkeste vis. Min lille familie og jeg har netop været på tur rundt om i de små lokale tyrkiske landsbyer og nyde de lokales hverdag med køer i gaderne, dominospil på caféerne og minareterne, der på smukkeste vis strækker sig op mod den blå, blå himmel. Herudover er der bunkevis af ruiner i området, som stille vidner om den helt utrolig interessante historie, der er forbundet med området her. Ikke så lang herfra synger Imamen ind til Maghrib - dagens næstsidste bøn - og min næse er stadig fyldt med duftene af de mange krydderier fra de tyrkiske markeder. Hmmm - er dette her måske mit yndlingssted, og er det dette sted, min artikel skal omhandle?

Når Imamen har sunget Maghrib'en, og når solen er gået til ro, er der kun hundenes glammen og kattenes væsen tilbage at lytte til, så jeg supplerer naturkoret med lidt elektronisk tango i mine høretelefoner. Straks springer tankerne til Argentina, til Pampassen og til de lokale cowboys (Gauchos), samt saftige bøffer og rødvine i verdensklasse. På min T-shirt står der Gabon, hvilket vækker minder fra Vestafrika, som ligeledes sagtens kunne være mit favorit sted. Maven er fuld af ris, som godt nok er blevet dyrket i Tyrkiet, men som lige så godt kunne have været fra Fjernøsten, og hurtigt bliver tanker jagtet en tur til fantastiske oplevelser i bl.a. Mongoliet, Kina og Laos, som alle sagtens kunne have været mine favoritsteder. Lidt for sjov betragter jeg min tatovering på min venstre overarm, som forestiller en springende delfin - og dette bringer mine tanker til den costaricanske ø - Isla del Coco - hvor der findes 3 forskellige slags delfiner, og som i øvrigt har et helt fantastisk liv under vandskorpen. Måske bør artiklen handle om Isla del Coco, om Costa Rica eller om Mellemamerika i sin helhed? Guatemala er helt sikkert et af mine favoritområder, og Darién i Panama ligeså.

Svigermekanikkens sommerhus. Et typisk Alentejohus.

Jeg betragter min portugisiske kone og vores knap to-årige datter, som sammen netop er gået i gang med at læse dagens godnathistorie. Resignerende tænker jeg: ”Hmmm - Portugal kommer jeg alligevel nok ikke uden om - Portugal er mit favoritsted”. Det kunne være Portugal i sin helhed, men tankerne sværmer om et helt specielt lille område af Portugal, lige 1½ times kørsel syd for Lissabon, helt ude til Atlanterhavet, placeret i provinsen Alentejo, den lille landsby: Melides. Melides er helt sikkert mit favoritsted!!! Men hvorfor så det?

Trafikkaos i downtown Melides:

Resignerende slukker Chaufføren motoren. Dækket er punkteret, og det er umuligt at køre videre på det flade hjul. ”Carasaspa” (portugisiske eder), hvisker manden stille og står ud af bilen. 4-5 ældre mænd, siddende på deres vante bænk, var ellers i gang med at drøfte verdenssituationen, da bilen stopper. De var uventet blevet forstyrret i deres vante gang, da hjulet pludselig, med en stille hvislen, tabte alt luften. Det var en stor dag i downtown Melides - der indtraf en begivenhed. Dette er en dag, der vil blive talt om i de næste mange dage. Og at bilens ejer og chauffør tillige kom fra nabobyen Santo André gjorde jo ikke sagen mindre interessant. Jo - verdenspressen ville på ny blive trukket til verdens brændpunkt nr. 1: Melides. Jeg var der selv, og jeg kan bevidne sensationen.

Som læseren formentlig kan fornemme, så sker der absolut ingen ting i Melides. Dækket kunne ikke engang tage sig sammen til at eksplodere, men nøjedes med at tabe luften langsomt, og chaufføren nøjedes med at bande stille for sig selv. Men at et sted er begivenhedsløst kan jo godt være en kvalitet i sig selv. Og det er lige præcis det, der gør Melides så charmerende.

Frisk gedeost er uhyre populær på disse kanter. Det tager en dags tid, fra mælken er ”tappet” til osten er klar til at blive spist.

Svigermekanikken har et sommerhus i Melides, hvilket er årsagen til, at turen ofte går til denne yderst stille afkrog. Landsbyen ligger i Portugal' største provins, Alentejo, som er stedet, hvor man kan opleve alt den dovenskab og fred, man overhovedet kan ønske sig. Herudover er området kendt for sine mange ris, korktræer, oliventræer, samt et fantastisk køkken. Personligt synes jeg nok bedst om en lidt anden afgrøde, nemlig druen, som de dyrker i stor stil, med fantastiske rødvine til følge. Melides ligger 4 km fra Atlanterhavet, men med bil er det nemt at komme ned til den fantastiske strand og de 4 fiskerestauranter og barer, som ligger tæt ved vandet. Vejen ned til havet ligger lige op og ned af en lagune, som delvist er opdyrket af rismarker, hvor kæmpeflokke af storke af og til stopper op for at jage lidt godbider. Det sker også, at et par flamingoer får forvildet sig ind i lagunen.

De ældre mænd sidder altid på deres bænk og diskuterer verdenssituationen.

Landsbyen er typisk Alentejo landsby. Tiden er gået i stå. Der er en kirke, et lille torv, et par caféer, et lille marked, et par butikker og et par restauranter. Herudover en lille skole. Der findes ikke noget hotel i byen, men der er mulighed for at leje værelser nede ved vandet, ligesom der også ligger et lidt afsidesliggende Bed and Breakfast.

På en typisk dag kan man således starte med morgenmad på ”O Fadista” (”Hos Victor”) lige ved siden af kirken, frokost på ”Café Central” lige over for kirken, og aftensmad på ”Alentejana” (”Hos Carlos”) på den anden side af kirken. Så har man mødt landsbyens ”jetset”, og man har fået hørt dagens sladder fra byen. Victor og Carlos er altid på arbejde, så det er let at få et personligt kendskab til dem begge. Restauranterne besøges også flittigt af de mange kunstnere, der er blevet tiltrukket til området, og som sætter deres lidt excentriske præg på landsbyen. Efter aftensmaden kan man passende køre ud til stranden og få sig en øl sammen med nogle af de hippier, der nyder godt af områdets stilhed, som kun brydes af Atlanterhavets kraftige brænding.

Selve sommerhuset ligger lidt uden for landsbyen. Det er hvidkalket, men med en blå stribe rundt langs fundamentet og rundt om vinduer og døre, ganske som alle øvrige huse i Alentjeo. Til huset hører en stor have, hvor oliventræer hygger sig side om side med citrontræer og appelsintræer, som giver en fantastisk duft, når de i løbet af foråret bærer blomster. Terrassen er sydvendt, så der er masser af sol i løbet af dagen, og når aftenen begynder at falde på, har man udsigt til en smuk solnedgang - lige netop før man skal søge ly for alverdens insekter, som grådigt overfalder bare den mindste bare hud. Bort set fra denne uhørte aggressivitet fra myg og lign. er dagens højdepunkt at sidde om aftenen blandt alverdens stjerner med en god lokal flaske rødvin og lytte til cikadernes evige filen. Dette er så tæt på Nirvana, som jeg overhovedet kan komme. Og jeg sidder gerne hver aften 3 uger i træk og nyder dette smukke sceneri.

I sensommeren er det høsttid for korken, og overalt i landskabet i Alentejo ses korkbunker.

Hvorfor skal man så tage dertil?

I Alentejo provinsen er kork et af de vigtigste produkter, og specielt i sensommeren, efter høsten, ses stakke af kork overalt i landskabet. Ofte er det simple familier, der lever på små bondegårde, som dyrker korken. Hvis man er nysgerrig for at få et kig inden i et traditionelt hjem, kan man stoppe op uden for et tilfældigt hus og f.eks. spørge, om de har lidt frisk gedeost. Så bliver man straks inviteret indenfor - man skulle jo nødig stå og riste uden i solen. Inde i de små kølige huse er traditionerne ikke til at tage fejl af. Centralt i stuen ser man altid ildstedet, der er skyld i de sortsvedne vægge, som er prydet med simple genstande som familiebilleder og små malerier. Folk er glade og vil altid gerne dele ud af det de har, så benyt chancen, hvis du får den.

Melides ligger ca. 1½ timers kørsel fra Lissabon, og hvis man alligevel er ude at køre en tur ned sydpå langs Atlanterhavet, så er det nærliggende at tage et par dages stop i landsbyen. Som nævnt oser landsbyen af dovenskab, og ud over en god strand har den har ikke rigtig nogle attraktioner at byde på, så hvis man er lidt rastløs, skal man måske bare jogge sømmet i bundt og komme videre. Den tålmodige rejsende kan dog med fordel stoppe op og nyde godt af landsbyens stilhed. Book et par dage på Bed and Breakfast (som godt nok bestyres af en lidt underlig engelsk dame). Forsyn dig med olie og rødvin og find de store laid back tanker frem. Du er kommet til Melides - der skal hygges, og der skal slappes af.

Melides er mit fristed fra hverdagens stress. Et sted, hvor der er mulighed for at reflektere over de seneste rejser. Et sted, hvor familielivet er koncentreret. Et sted, som jeg kalder for mit personlige Nirvana.

Storke kommer af og til i kælpemæssige flokke. Storkene spiser i rismarkerne, hvor der er rigeligt med frøer og andre lækkerier.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside