Skal du klippes eller have renset ører i Indien er der masser af muligheder. Enten her hos Mr. King eller i centralparken i Delhi hos Mr. Singh
27. februar 1994.
Jeg går med selvsikre skridt imod centralparken i New Delhi. 366 dage med rygsækken har garvet mit rejseskind, og det er med et skævt smil, at jeg ser Mr. Singh og hans ven sidde under et af de få træer midt i den grønne oase. Dagen er smuk og solrig, og herlig varm som Indien trods alt også er, dog ikke for varm. Måske er det derfor, Mr. Singh har en flot sort læderjakke på, der egentlig ikke klæder hans i øvrigt mere traditionelle beklædning, men den tjener sit formål som statussymbol, og det ganske formidabelt. Mine skridt finder selv vej over plænen, og da jeg kommer indenfor indernes privatsfære, vender deres blikke sig sultent mod endnu en turist. Jeg ignorer deres hurtige bemærkninger om "how are you, sir?", "Where are you from, sir?", og "Can I show you something, sir?", men siger spøgefuldt til Mr. Singh: "Can I have that jacket, please?"
27. februar 1993.
For 12 timer siden havde mit største eventyr været en spejderrejse til det centrale Schweiz. Nu er det Indien. Jeg er 20 år, og kulturchokket har ramt mig som en hammer. Kl. 7 om morgenen sidder jeg grædende og fuldstændig oprørt på den smalle seng i det forudbestilte hotel i New Delhi's gamle bydel. Egentlig var alt klappet som det skulle, men jeg kunne slet ikke overskue noget som helst. Jeg ville hjem. Det her er for meget.
Min kæreste og rejseledsager overtaler mig til at sove lidt, en nærmest umenneskelig handling, jeg vil jo bare ud i lufthavnen igen! Det lykkes dog, og endnu mere påvirket af jetlag, men dog mere frisk, bevæger vi os ud i vel nok verdens største smeltedigel af oplevelser for alle sanser. Duftene er så meget mere anderledes og intense: millioner af gadekøkkener, kloakken, bilerne og scootere, krydderier i sækkevis og ikke mindst blomster. Der er blomster overalt i Indien, der er altid en gud der skal have en ranke på et sted, altid noget at fejre.
Nærmest tilfældigt kommer vi til en stor grøn park med popcornsælgere, legende børn og masser af tiggere. To smukke indiske mænd, der nærmer sig ret u-indisk, sætter sig på græsset ved siden af os og spørger interesseret til, hvor vi er fra, hvor længe vi har været i Indien, om det er første gang og så videre. Husk, kære læser, dette er min første tur udenfor Europa, så jeg tager faktisk spørgsmålene alvorligt og tror, de er oprigtigt ment.
Mr. Singh fører ordet og samtalen, må jeg tilstå. Han er med sit perfekt trimmede skæg, smukke hud og øjne og pæne tøj ganske tillidsvækkende. På et tidspunkt finder han en lille samling sager frem. Pincet, vatpinde, diverse olier samt en lille bog. Han begynder at fortælle mig om, hvor meget snavs der er i vores ører! Det kræver en god ørepiller at få det hele ud, siger han sagligt, mens han bladrer i bogen, der nærmest ligner en teenagers dagbog, fyldt med sider skrevet med forskellige håndskrifter og på forskellige sprog. ”Her!”, siger han højt og peger på en side, mens han vender bogen, så vi kan læse. Her er en dansk piges beretning om Mr. Singhs fortræffelige egenskaber.
Jeg bladrer lidt videre og kan se, at der nederst på alle sider er tilføjet beløbene på, hvad behandlingerne har kostet. Alt fra 40 til 100 dollars. Mr. Singh forklarer videre, at alle hans olier er særligt importeret fra bl.a. Japan og Kina, lavet af alverdens sjældenheder, flere af dem fra truede dyrearter.
Nuvel, jeg ender ”under kniven”, og ca. 10 minutter senere med velduftende ører og ganske anseelige klatter voks på Mr. Singhs vatpinde er jeg så også 20 dollars fattigere. Billigt synes jeg, det er jo halv pris af alle de andre!
Herudover, tilføjer Mr. Singh, er der garanti for, at jeg ikke skal rense ører i de næste 10 år, så pengene er godt givet ud, synes han. ”Ja, ja” siger jeg, ”What if I have to clean my ears before the 10 years have passed?”. Mr. Singh svarer med det perfekte sælgersmil: ”If you have to do that sir, I will give you my jacket”!
