Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Med Land Rover fra København til Capetown
- etape gennem Jordan

Tekst og foto: Maibritt Brink Larsen


Det kan være svært at oversætte arabisk til engelsk, men budskabet er der nu ikke noget galt med. I baggrunden ses et begravelsestårn.
 
Der er langt fra sigøjnerne i Rumænien til savannens løver i Sydafrika, men det er ikke desto mindre vores mål at opleve begge dele på samme rejse. Turen er sat til at tage et halvt år, og i den tid vil vores hjem være en gammel Land Rover med et tagtelt. Hver kilometer på vores vej byder på nye oplevelser og hvert bekendtskab på nye historier. Vi har allerede krydset syv grænser, da vi når den grænse, der skal føre os ind til det mystiske og sagnomspundne mellemøsten.

 Syrien
”We are not the demanders of war and destruction, but we protect our self against war and destruction.” Således lyder ordene på et stort skilt oversat til engelsk, og smukt dekoreret med skudhuller. Sådan en velkomst på grænseovergangen til Syrien kan få en ung blond pige som mig til at svare fuldstændigt ærligt på ethvert spørgsmål, der måtte komme. Tolderen, der traditionen tro har ladet mig vente en rum tid, inden han dukker op, ser ikke ud til at have fået sin morgenkaffe. Og spørgsmålene ER mange: Nationalitet? Dansk. Alder? 24. Destination? Capetown i Sydafrika. Hvert spørgsmål bliver fuldt af et skeptisk blik og dernæst omhyggeligt noteret ned på en alenlang formular på arabisk. Han ser ikke ud til at have megen forståelse for min historie, der snart rummer både fortid og fremtid. For hvad vil en ugift studerende og hendes kæreste Thomas i Syrien? Men formularen må jo ende, og jeg når lige at ånde lettet op, da han trækker en ny formular op og spørger til, hvilken type brændstof vores Land Rover kører på. Jeg svarer diesel, og det svar kommer til at koste mig dyrt, da der ligger en særlig brændstofafgift på dieselbiler. Helt præcist koster det 100 USD pr uge vi vil være i Syrien. Og hvor længe vil vi så det? Jeg svarer småsurt ”en uge”, overbevist om, at jeg er ved at blive snydt.

Gennem tåge og sandstorm
Vi sætter kurs mod ”Crac des Chevalier” eller ”Ridderborgen”. Selvom der kun er små 200 km fra grænsen til borgen, ankommer vi først efter mørkets frembrud til den lille bjerglandsby, som borgen ligger i. Vejene her i Syrien benyttes flittigt af alt lige fra cykler til får, og selvom skiltene ofte er oversat til latinske bogstaver, så lader arabisk sig ikke oversætte direkte, og stavningen er derfor sjældent ens fra skilt til skilt, selvom destinationen er det.

Næste morgen er det så tåget, at det ikke kan lade sig gøre at få et overblik over borgen udefra, men det går hurtigt op for os, at den er stor. 4000 tempelriddere har boet her engang, og i dette vejr får man en tydelig fornemmelse af, at det ikke altid har været lige rart. Fugten driver ned af væggene og danner små vandløb på stengulvet i de lange gange. Rummene er dunkle, og lyskeglerne står skarpt aftegnet ind gennem de store åbne vinduer, hvorfra tågen bølger ind. For en dansk turist spreder mystikken sig i takt med lyden af vores egne fodtrin, der giver ekko og bliver til en hær af tempelriddere, der løber gennem borgen og afgiver ordrer, så det runger i ørene. Fantasien fejler ikke noget her i Syrien, men nu hjælper det selvfølgelig også en del, at vi har denne storslåede ridderborg helt for os selv.

Palmyra i Syrien ligger midt i en lille dadeloase omgivet af en hel flad sandørken.
 
Vi forlader modstræbende borgen og vender kofangeren mod ørkenen, hvor vi overraskes af en sandstorm, der er endnu tættere end tågen i højlandet. Den sorte stribe asfalt, der før skar sig gennem den flade sandørken, er nu helt forsvundet fra vores synsfelt. Vi holder Land Roveren ind til siden og finder et par tørklæder frem til at holde for mund og næse. Vores gamle spand af en bil er nemlig så pivutæt, at det stormer næsten lige så meget inde i bilen som udenfor, og snart er alt i bilen dækket af et fint lag ørkensand. Hvad gør vi nu? Hvor længe kan det blive ved med at storme? Hvad hvis det bliver mørkt og det stadig stormer? Jeg trykker næsen flad mod forruden og kan lige nøjagtig skimte overgangen mellem den sorte asfalt og sandørkenen. Det åbner for en helt ny og dristig mulighed. Thomas triller forsigtigt bilen tilbage på vejen og kører i blinde efter mine instruktioner: ”Lidt til højre. Du har 50 cm til kanten. 30. Ret op. Lidt til venstre.” På den måde snegler vi os af sted. Godt der kun er én vej, og at den er forholdsvis lige. Vi passerer en bil i vejkanten og ser, at den lægger sig i vores kølvand. Tiden står stille. Koncentrationen er i top, og i de få minutter, hvor jeg ikke afgiver instruktioner, beder jeg en lille bøn om, at vi ikke møder en modkørende lastbil, der ved at han er den største, og derfor ikke lister af sted som os. Så lige pludselig bryder vi igennem muren og er ude, hvor vi kan ånde frit. Vi holder ind til siden, og nu overhaler en lang kolonne af biler, der åbenbar har ligget i vores skygge hele vejen gennem sandstormen. De dytter og vinker smilende til os, mens de råber noget vi efter bedste evne oversætter til ”Godt gået”. Efter at have fået pusten kører vi videre, og snart belønnes alle dagens strabadser med den smukkeste solnedgang over ruinbyen Palmyra. Byen er blandt verdens mest velbevarede romerske ruinbyer, sikkert fordi den ligger så isoleret midt i en kæmpe ørken, at det ikke har kunnet svare sig at flytte stenene og genbruge dem andre steder. Byen ligger på den gamle silkerute, midt i en lille dadel-oase, og byens oprindelige navn er da også Tadmor, som betyder 'byen med dadlerne'. Også her er vi stort set de eneste turister.

Wadi Rum ørkenen i Jordan er den perfekte legeplads for en Land Rover. Her er ingen veje, kun dem vi selv laver.
 
En ven i Jordan
Et par uger senere befinder vi os igen i ørkenen. Denne gang er det Wadi Rum-ørkenen i Jordan, og her er ingen veje overhovedet. Derfor har vi også kørt hele natten med udsigt til baglygterne på vores nye vens 4-hjuls-trækker. Vores ven er ejer af et firma, der laver elevatorer, og vi mødte ham for få dage siden, da han blev tiltrukket af vores dejlige bil. Sådan en har han altid ønsket sig, for selvom han har en 4-hjuls-trækker, er det ikke samme mærke. Efter en detaljeret gennemgang af vores bil og en rundvisning på hans fabrik, blev vi spurgt, om vi havde lyst til at tage med ham og nogen af hans venner på ørkensafari. Det tilbud var for godt til at afslå.

Vi følger vores vens tradition og kører ind i ørkenen om natten. På den måde kommer vi til at opleve den blodrøde solopgang midt i ørkenen. Rundt om os er der ikke andet at se end rå klipper og sand i alle regnbuens farver. Jeg er dybt betaget af den flotte solopgang, som vi nyder i åndeløs spænding. Men det er stilhed før stormen, for næppe er solen blevet forvandlet til en bagende kugle på himlen, før iskolde dåser med sodavand og nogle små helvedesmaskiner kommer frem. De kan bedst beskrives som en slags motorcykler, men med fire hjul. Sikken en fest der bliver, med latter og interne konkurrencer om, hvem der tør kører op af den stejleste eller mest ujævne klippeformation. Om aftenen går festen over i lidt af et madorgie, for selvom vi er i ørkenen, så er der ikke det, vores nye venner ikke kan lave over et bål. Stjernerne tændes, og vi snakker hele natten om Danmark og Jordan, om religion og ligestilling og alt muligt andet. Vores nye jordanske venner går i vestligt tøj og er alle veluddannede mænd og kvinder i 30'erne. De har træk fra både den mellemøstlige og den vestlige verden, og det danner grundlag for mange spændende diskussioner, der får alle til at glemme, at de meget snart har været oppe i to døgn.

Indiana Jones
Vores jordanske venner anbefaler, at vi ser Petra, selvom det er dyrt og der er mange turister, så efter et stop ved en stor udtørret sø og ved det Døde hav, nærmer vi os stedet, hvor Indiana Jones fandt den hellige gral. På det første snuskede hotel vi prøver, skal de have en bondegård for at lade os campere i deres indkørsel, og det vil hverken vi eller det italienske par, vi møder på stedet, finde os i.

Petra i Jordan er det eneste sted vi besøger i mellemøsten, hvor der er mange turister. Normalt går vi alene og ugeneret rundt alle vegne.
 
Italienerne er også i Land Rover, så vi beslutter at ”bush-campe” sammen. Nu er vi jo to biler, så det må da være helt ufarligt. Vi finder en rolig plet uden huse, og bortset fra den flok får, der passerer igennem vores camp ved spisetid, er vi helt alene. Næste morgen er vi godt tilfredse med os selv og med alle de penge vi har sparet. Nu er det bare surt, at det koster 210 kr. for turister og kun ti kroner for lokale at komme ind i Petra. Hvis bare vi talte arabisk, kunne vi spare 800 kroner for os alle fire. Her er det så, at det italienske par får en idé. Hvorfor ikke vandre over marker og bjerge til Petra i stedet for at tage hovedindgangen? Det ligger, ifølge vores beregninger, ret tæt på vores bush-camp, og italienerne er erfarne vandrefolk, så vi går med på idéen. Indiana Jones gik vel heller ikke den lige vej gennem hovedindgangen og direkte ind i det allermest hellige?

Da Petra i virkeligheden er en kløft eller en slags sprække i klipperne, kan den ikke ses, før man står på kanten og kigger ned i den. Det bliver da også lidt af en udfordring, men efter et par omveje finder vi et veltrådt spor, der fører lige ned i kløften. Varmen hernede er ulidelig, men vi nægter at blive til grin på et af de små æsler, man kan leje, og som fører én rundt til alle de fascinerende huler, der er hugget ind i de farvestrålende klipper. En hel by er det, og vi skal se det hele. Også hulen, hvor Indiana Jones fandt den hellige gral. Det viser sig dog hurtigt, at det kun er det udvendige af hulen, der er smukt dekoreret med søljer og fantasifulde udskæringer. Hvordan de så har fået hugget facaden ud så mange meter over jorden, er en gåde, men smukt er det. Vi beslutter at tage hovedindgangen ud af Petra. Det vrimler med svedende japanske turister med smeltet makeup, og pludselig går der en djævel i vores italienske veninde. Hun simulerer med tegnsprog til en ældre japansk kvinde, at hun mangler sit æsel. Kvinden ler befriende, og det samme gør vi. Overstadige og overmodige går vi ud gennem hovedindgangen, mens vi synger en hjemmekomponeret melodi med kun én linjes tekst: ”No ticket”.

Et glædeligt gensyn
Oven på den succes beslutter vi at gengælde tjenesten for vandreturen ved at invitere italienerne til Wadi Rum-ørkenen, hvor vi jo kender en super ”spot” fra vores jordanske venner. Den er de helt med på, og snart er vi tilbage i ørkenen. Vi er to Landrovere og en tysker på motorcykel. Ham møder vi på vejen, og som man siger: ”jo flere jo bedre”. Det skal vise sig at være en god idé at være flere. Især for tyskeren, der flere gange sidder ubehjælpeligt fast, selvom han har en toptunet off-road-maskine. Vi må ud og skubbe bag på. Det er varmt. Italienerne går med turban, og selv er jeg klædt i løstsiddende hør med lange ærmer og ben. Det er det eneste, der kan holde varmen ude.

Der er mange forskellige typer ørken i Jordan. Wadi el Kerak er en bred sprækkedal i et bjergrigt men goldt område.
 
Turen bliver en stor succes, og faktisk også meget anderledes end sidst. Denne gang kører vi ind i ørkenen om dagen, og det betyder, at vi passerer flere beduintelte på vores vej. De er store, og der er både dromedarer og 4-hjulstrækkere foran teltene. Desværre har vi ikke modet til at stikke hovedet indenfor, og vi er for langt væk fra teltene til at kunne modtage en eventuel invitation.

I beduinteltet
Som en sølle erstatning vælger vi ”Beduin camp” til overnatning efter vores ørkentur. Stedet består af et beduintelt og et usselt skur, der fungerer som lokum. Vi camperer bag teltet, som er fyldt op med lokale, der ryger vandpibe og spiser kage. Det er naturligvis kun mændene, der ryger, og kun kvinderne, der spiser kage. De to grupper sidder på gulvet i to cirkler i hver sin ende af teltet. Der snakkes og grines. Børnene holder sig hovedsalig til kvindernes ende, men det er jo også dér, kagen er. Selskabet ser ud til at være på ”strandtur”. Teltet ligger nemlig tæt på havet og langt fra byen. At dømme ud fra deres traditionelle tøj ser det dog ikke ud til, at der er nogen, der skal i vandet.

Det skal vi til gengæld, for der skulle efter sigende være alle tiders koralrev på disse kanter. En teori der bliver bekræftet, da vi møder et engelsk par, der er ved at skrive en bog om alle de bedste dykkersteder i verden. De viser os et par udvalgte steder, der kan nås med snorkel. Det vil sige, de viser dem til Thomas, for jeg er en kylling, når det kommer til at snorkle. Thomas er dog helt solgt og kommer først tilbage hen på aftenen. Han er dårlig nok trådt ind i vores lejr, før han kommenterer, hvad jeg allerede har indset. Vi har begået en kæmpe fejl ved at slå lejr så tæt på beduinteltet. For hvad der om dagen er et hyggeligt familieudflugtsmål, bliver efter mørkets frembrud til et tilflugtssted for arabiske mænd, der ikke ligger under for den alkoholpolitik, deres religion påbyder dem. ”Beduin camp” ligger lige ved grænsen til Saudi Arabien, og efterhånden som natten skrider frem, bliver teltet fyldt godt op, og det samme gør glassene.

En ny identitet
Efter en uge i Syrien og fem i Jordan er det blevet tid til at sige farvel til Mellemøsten. Vores Land Rover er pakket i en container, og vi har fundet et hotel af ubestemmelig karakter. Efter en kort forhandling om prisen bliver vi ført op til det lille værelse med tilhørende toilet. Jeg går ud for at vaske hænder og udstøder et skrig, samtidig med at jeg panikslagen træder et skridt tilbage. Thomas kommer løbende, og jeg må flovt indrømme, at jeg blev forskrækket over mit eget spejlbillede. Jeg har ikke set mig i spejlet siden vi forlod Danmark for to måneder siden, og på de to måneder er jeg blevet forvandlet til et negativ af mig selv. Mit hår er skinnende hvidt, også øjenbrynene, og min hud har samme farve som lys chokolade. Det mest underlige er, at jeg aldrig før har været solbrændt. Ikke engang da jeg var i Indien. Jeg bliver altid bare til en kogt krebs og dernæst til mit sædvanlige blegaspars-image.

Således forvandlet tager jeg sørgmodigt afsked med Mellemøsten. Jeg kunne let have tilbragt mere tid her. Set endnu flere små og store seværdigheder. Fået endnu flere nye venner og fået et endnu mere nuanceret billede af denne verdensdel, som jeg er kommet til at holde meget af. Men forude ligger et helt nyt kontinent med en helt ny kultur og ikke mindst natur. For det er jo det, Afrika er mest kendt for. Så selvom afskeden er trist, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man glæder sig bare lidt til at se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne.

Fakta (vedrørende hele turen): Forberedelsestid: Et år. Thomas gik i lære hver tirsdag som mekaniker. Jeg ordnede alt papirarbejdet og indkøbte det nødvendige grej, som min far hjalp os med at montere på bilen. Turens rute: Danmark, Tyskland, Østrig, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Syrien, Jordan, Kenya, Tanzania, Zambia, Botswana, Namibia og Sydafrika. Turens længde: 20.000 kilometer Turens varighed: Seks måneder Turens pris: Forfatteren har ikke haft nerver til at lave en endelig og helt nøjagtig udregning, men det ligger omkring 200.000 kr. De største udgifter er bilen, to gange fragt af bilen med skib, diesel til bilen, flybilletter fra Capetown, told og afgift på alle grænseovergange samt indgangen til nationalparkerne i Afrika.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside