Hvad skal man med Polen, når man er blevet stopfodret med 2. verdenskrigs historie gennem hele folkeskolen, kun for at få det gentaget i gymnasiet? Og hvad skal man med Polen, når man bliver deprimeret af at se på de endeløse betonblokke, og man ikke kan lide kål eller vodka… nå, ja, vodkaen kan vel gå endda.
Og måske er det netop den polske vodka, der får mig til at sige ja til at holde nytår i Polen sammen med min mand Jacob og vores fynsk/polske vennepar Jørgen og Carolina. Afviklingen af deres bryllup netop i Polen, under et år tidligere, var nemlig ikke gået stille for sig. Jeg havde ved den lejlighed især bidt mærke i, at den polske vodka var blevet serveret i rigelige mængder, hvilket helt sikkert også var med til at skabe den gode stemning, der uden problemer kunne forene de danseglade polakker med de mere forsagte danskere.
Med Polen som valg skal vi nu blot finde en by, som alle synes om at tage til. Det viser sig dog hurtigt, at de andre har en klar opfattelse af, at der er noget godt at opleve alle steder, hvis man blot kommer med et åbent sind. Se det er jeg jo i teorien enig med dem i, men da jeg først i nyere tid er begyndt at dyrke begrebet "storbyferie", har jeg stadig et lidt anstrengende forhold til at befinde mig i en kaotisk myretue, hvor indtrykkene står i kø for at komme først til min forvirrede hjerne. Jeg beder derfor om at valget må falde på Krakow, og efter en grundig instruktion i, at det ikke udtales "krakov" men derimod "krrrakofff" med en rullen på r'et og f-lyden trukket lidt ud, bliver det godkendt.
Jacob og jeg tager af sted, så snart julegaverne er pakket ud, for lige at få et par dage for os selv til at starte på. Efter at have ventet en time i lufthavnen på, at det lille propelfly bliver afiset, ankommer vi i højt humør til Krakow. Her bliver vi mødt af en hovedrystende taxichauffør, der ikke kan forstå, at vi hellere vil tage bussen til centrum end benytte hans varme og billige bil. "Jeg kører lige til døren", siger han, og vil vide hvilket hotel vi skal bo på. Men vi står fast og går hen til busholdepladsen, hvor en polak er så flink at fortælle os, hvad der står på den isdækkede køreplan. En halv time senere, og efter endnu engang at have nydt godt af den polske gæstfrihed, står vi af bussen lige i udkanten af den gamle bydel. Vi har læst i vores Lonely Planet, at den gamle bydel består af klassiske østeuropæiske middelalderhuse, omkranset af en tyk bymur, som igen er omkranset af en smuk park. Og smuk, det er den i hvert fald. Vi skal følge parken rundt om bydelen og vælger bevist den længste vej. Plænen, træerne og bænkene er pudret med nyfalden sne, der glimter i skæret fra den opgående sol på den frostklare, blå himmel. På en bænk sidder en gammel mand og ryger en smøg, og imod os kom en fin frue i pels gående med tre små hunde bredt ud i en vifte foran sig. Jeg smiler til Jacob. Der er ingen grund til at bryde stilheden for at kommentere det smukke syn.
Alt for hurtig ankommer vi til vores hotel i det jødiske kvarter. Eller måske skulle det hellere kaldes det "tidligere" jødiske kvarter, for faktum er, at selv om den gamle kongeby Krakow havde det ufattelige held at undgå de bomber, der determineret forsøgte at udrydde alle Polens kulturskatte, så blev jøderne i byen ikke forbigået helt så nådigt. De flotte synagoger i kvarteret står derfor mennesketomme hen og minder enhver turist om den grusomme fortid, selv på en smuk vintermorgen som denne, mange år senere.
Sporvognen er en hurtig måde at komme rundt på
Inde på hotellet stamper vi sneen af støvlerne, og den smilende unge dame bag disken rækker os en nøgle og to billetter til nytårsfesten, der skal løbe af stablen i hotellets festsal. Vi får billet nr. 1 og 2. Det tegner ikke godt, for gad vide hvor mange billetter der er solgt, og kan det virkelig være rigtigt, at vi er de første til at hente vores billetter? Nå, vi bliver hurtigt enige om, at hvis det viser sig at være en tynd kop te, så kan vi altid spise maden, drikke vodkaen og dernæst begive os ud i byen for at finde en fest med mere gang i. Men det er alt for tidligt at tage sorgerne på forskud, især når vores værelse har udsigt til eventyrslottet Wawel Castle, der ligge majestætisk på toppen af en bakke, lige uden for den gamle bydel, som vi heller ikke har set endnu.
Efter et kort hvil begiver vi os af sted for at finde ud af, hvad der ligger inden for bymuren. På vejen passerer vi en port ind til et storkøkken, der - på den umiskendelige duft at dømme - er ved at gøre klar til at kunne servere kål til hele Krakows befolkning. I det hele taget er byen virkelig vågnet nu, og til min store glæde ser jeg ikke bare én, men flere cafeer og spisesteder, så det ser ud til, at jeg ikke skal vælge imellem at sulte eller vænne mig til "kål på mange måder". Lettet styrer jeg mod den mest trendy cafe. Her serveres alle de nyeste kaffevarianter, og en sandwich kommer med enten soltørrede tomater eller pesto, nøjagtig som i
Nowa Huta
København. Jeg bestiller en indisk te, der rent faktisk smager som indisk te, og en af de omtalte sandwichs, og forlader cafeen med dårlig samvittighed. Mad er altid en udfordring for mig, men alligevel. At drikke indisk te og spise danske sandwichs, det er jo ikke ligefrem nogen polsk oplevelse, så for at bøde på den dårlige samvittighed bestiller vi med det samme bord på en af byens kælderrestauranter, som ifølge vores Lonely Planet har specialiseret sig i lækre polske retter.
For at samle en god appetit til den polske gourmetmiddag lokker jeg Jacob med på et af byens mange små museer. Det er et kunstmuseum, og mit argument er, at der vist nok er et ret kendt maleri blandt udstillingens varierende værker. "Der er det", siger jeg, "Jeg synes bestemt, det ser bekendt ud?". Jacob vender rundt og står målløs foran maleriet "Nå, ja," siger han sarkastisk, ”det er så også kun Leonardo da Vinci's Lady with an Ermine, du har fundet. En af de kun 7-9 malerier, som man med sikkerhed ved er malet af Leonardo da Vinci, og er det ikke helt så kendt som Mona Lisa, så er det i hvert fald tæt på". Ok, hvis han siger det, tænker jeg og stirrer betaget på maleriet, for selvom jeg ikke har helt styr på fakta, så har det ikke undgået min opmærksomhed, at det er lidt af et mesterværk, jeg står overfor. Og det helt alene, kun med Jacob ved min side. Højest besynderligt at Mona Lisa er så omsværmet, mens vi kan stå her uforstyrret i en halv time og blot lade billedet tale til os.
Efter den oplevelse er Jacob så begejstret, at jeg også får lov at vælge det næste vi skal se. Mit valg falder på et gammelt universitet, der i dag fungerer som museum, og som - ud over de gamle historiske rum - også huser verdens ældste globus, der viser det amerikanske kontinent.
Således går dagene. Det gamle møder det nye og smarte i modsætningernes by, og det er som om, at hver gang vi runder et hjørne, så mødes vi af nye og uforudsigelige oplevelser.
På tredjedagen ankommer Jørgen og Carolina. De får nytårsbillet nr. 3 og 4, men Carolina forsikrer os, at her i Polen sidder folk ikke hjemme med et par venner på en nytårsaften. De skal ud for at feste og more sig. Ok, vi får se.
I mellemtiden går vi ud for at spise samme og fejre, at vi nu er fire på oplevelse i den gamle kongeby. Vi finder en lille kælderrestaurant med et ok menukort ved døren. Men da vi går ind, bliver vi guidet op på første sal via en stor svungen trappe med mahognigelænder og et stort spejl med guldramme af ældre dato. Lidt beklemte ved situationen træder vi ind en meget fin restaurant, af den slags med højt til loftet, stuk, gulvlange gardiner og dybe vindueskarme. Vi bliver vist hen til et rundt bord med polstrede stole, gulvlang gulddug og så mange glas, at jeg bliver helt svimmel. Dette er så afgjort over vores sædvanlige standard, og vi føler os meget malplaceret i vores vandrestøvler, også selvom jakken blev taget af en velklædt tjener i foyeren. Flove diskuterer vi på dansk, hvordan vi skal få rodet os ud af denne kattepine, inden tjeneren kommer tilbage med menukortet. For sent. Der står han allerede. "Lad os nu bare se på kortet", siger Jørgen modigt og tilføjer kort efter: "Det kan vi godt få råd til. Vi bliver". Faktisk er jeg helt enig med Jørgen, for det ser utrolig fristende ud, og priserne er så absolut i den overkommelige ende, så hvorfor ikke gå helt amok? Vi bestiller tre retter, og slutter mætte og salige af med kaffe og cognac. Da regningen kommer, læner jeg mig veltilpas tilbage og tænker, at denne aften står i skærende kontrast til vores sommerferie, hvor vi vandrede rundt i den Grønlandske ødemark i 10 dage og levede af pulvermad. Men med en samlet regning for aftenens udskejelser på 400 kr. kan jeg kun glæde mig over kontrasterne i mine ferier, indtil Carolina stille bemærker, at det beløb vi lige har spist for svarer til en skolelæres månedsløn.
Efter at have siddet pænt så længe, og især med den sidste kommentar frisk i hukommelsen, trænger vi til frisk luft. Så efter et sidste høfligt nik til tjeneren tumler vi ud i sneen og har snart fået rodet os ud i en mindre sneboldskamp, efterfulgt af et intenst projekt, der gå ud på at bygge den størst mulige snemand. Der er ingen af os, der har bygget snemand siden vi var børn, så måske gør denne by noget uforklarligt ved én, eller også er det bare rødvinen.
På den sidste dag i byen, nytårsaftensdag, påstår Jacob, at han er ved at blive kvalt i gamle romantiske huse og polske honningkager, en specialitet som ellers i første omgang faldt i ret god jord. Nej, nu kan det være nok. "Vi må ud og se Nowa Huta", siger han. Jeg kan se, at det ikke vil hjælpe at gøre indsigelser, så vi
Tårn i gl. bydel
tager af sted med bussen, til et betonhelvede bygget i 1950'erne omkring et stålværk. Man mente jo, det skulle være så sundt at arbejde på et stålværk. Faktisk er dele af stålværket stadig i brug i dag, selvom det giver underskud. Jeg læser i min Lonely Planet, at forstaden kan være lidt at et chok, hvis man kommer lige fra den gamle bydel, og jeg må jo desværre nok tilslutte mig dette udsagn. Jacob derimod er dybt imponeret. Her er et klassisk eksempel på funktionel, kommunistisk arkitektur og planøkonomi. Med et smil på læben pløjer han sig gennem sneen mellem de snorlige og fuldstændig identiske betonblokke. Her er ikke spildt penge på maling eller andre overflødigheder. Og busnetværket er veludbygget og velfungerende. Det mener Jacob, at vi kunne lære noget af. Det med busserne altså, for han vil dog ikke bytte sit fredelige, gamle hus på landet med en af de ensartede lejligheder, hvis eneste forskel er, om de ligger i første, anden eller tredje række til den tresporede hovedvej.
Nytårsaften starter kl. 20 i hotellets festsal, så med billet nr. 1 til 4 - og i vandrestøvler for mit eget vedkommende - møder vi skeptiske op. Endnu engang venter overraskelsen på os og gør vores skepsis til skamme, for ikke alene er der dækket op til mindst 100 mennesker, mange af dem er allerede ved at varme dansegulvet op, iklædt lange kjoler eller stivede skjorteflipper. Vi finder vores plads ved et af langbordene overfor en engelsk familie, der sammen med os udgør de eneste ikke-polakker i rummet. Først er vi lidt fortørnede over, at vi fire er blevet placeret på en række på den ene side af bordet i stedet for over for hinanden, for på den måde kan vi jo ikke snakke sammen. Men tjeneren bebuder, at sådan er alle placeret, og vi kommer pludselig i tanke om, at vi har oplevet det før her i Polen. Det ér bare lagt an på, at man skal være lidt mere social, og faktisk kan der jo være noget om, at vi fire kan snakke sammen på alle andre dage, mens dette er en enestående chance for at lære nye mennesker at kende.
Solopgang i gl. bydel
Den engelske familie består af mor, far og deres to sønner, der har den alder, hvor man lige er flyttet hjemmefra. Den ene er skuespiller, bebuder han, og vil vide, om vi har set ham i en eller anden film, som ingen af os nogen sinde har hørt om. Vi ryster forsigtigt på hovedet, men han smiler blot og går i gang med at imitere Al Pacino i en scene fra Godfather. Nu er både Jacob og Jørgen helt med på skuespillerens fantastiske stil, og inden længe smitter den også os andre, så vi griner i en grad, så vi er ved at kløjes i vodkaen. For det kan godt være skuespilleren ikke for alvor er skuespiller, men entertainer, det kan han i hvert fald altid blive.
På den måde er underholdningen i top, da vi får serveret den første af aftenens ti retter. Den omfattende menu betyder dog ikke, at man skal sidde til bords hele natten og spise til man revner, for dernæst pligtskyldigt at slæbe sin modvillige og temmelig fulde mand på dansegulvet, inden han kaster sig over fadølsankeret. Sådan foregår det ikke i Polen. Her serveres ti små retter med passende intervaller fordelt over hele aftenen - og natten med. På den måde bliver der god tid til at danse ind imellem og få forbrændt noget af den dejlige mad, og ikke mindst den velsmagende vodka, der naturligvis drikkes rent og serveres i rigelige mængder. Af samme årsag er bordene altid halvtomme, mens dansegulvet konstant er stuvende fuldt. For polakkerne, de kan danse. Uanset om der spilles op til vals eller det er det nyeste hit med Madonna. Unge som gamle svinger de kjolerne, og vodkaen til trods falder de sjældent ud af takten. Se det kan jo godt give et par erfarende salsa- og standarddansere som os mindreværdskomplekser, men netop som man står og tænker, at nu har man trampet rundt som en elefant i sine vandrestøvler på dansegulvet længe nok, så starter en fællesdans, som man under høje råb bliver hvirvlet ind i. Endnu en gang må vi konstatere, at alder og sprog ingen betydning har for de åbne og festglade polakker. Når der skal danses fællesdans, så kan alle deltage. Også dem man aldrig har mødt før. Og der findes mange fællesdanse i Polen, men de er lette at lære, selv for en elefant i vandrestøvler.
Al den fysiske aktivitet på dansegulvet, den megen latter ved bordet og ikke mindst vodkaen, sender mig på hovedet i seng allerede klokken halv tre. Jeg er vist ved at blive en gammel kone, og da jeg siger godnat, bliver jeg da også mødt med et opstemt "Jamen, der er fest… og mere vodka. Vi bliver". "Fyr den af!", siger jeg, og tænker "Det er Polen det her. De forstår at feste, og der vil altid være mere vodka.".
