Bjerggorillaer i Rwanda
Urtidens kæmper
Tekst og foto: Jakob Øster
I Parc Nationals Des Volcans i Rwanda lever en stor del af verdens få
tilbageværende bjerggorillaer. Tag med på et hårdt trek i den våde regnskov
i et vulkanområde præget af krige, rebeller og krybskytter. Og hør om
mødet med Susa-gruppen, den største nulevende flok af disse enorme
menneskeaber.
Den frygtelige vulkan
Gennem den mørke tætte jungle siler
regnen ned. De smalle stier snor sig op
og op igennem den bevoksede regnskov
og det stikkende krat. Regnen har pisket
ned i over en time, mens vi på mudrede
stier har tilbagelagt knap to hundrede
højdemeter. Nu er vi nået op i 3400 meters
højde. Siden tidligt i morges har vi
fulgt med vores fire maskingeværbevæbnede
vagter op ad denne frygtelige
vulkan. Gennem beplantede marker og
en lys tæt bambusskov med tusindvis af
bambusstænger, der rækker mod himlen,
er vi nået ind i junglen. Området
’Parc Nationals Des Volcans’ er plettet
med vulkaner, og vi er - i vores jagt efter
Susa-gruppen, verdens største kendte
flok af bjergorillaer - på vej op ad den
højeste vulkan i området. Såvel foran
som bag vores gruppe på fem vesterlændinge
går vagter med tunge maskingeværer.
De behårede kæmper vi er på
udkig efter kan være svære at finde, da
de bevæger sig op og ned af vulkanen for
at finde føde. Sandsynligvis gemmer de
sig et sted i mellem 3600 og 4000 meters
højde. Som vi når højere op sluger
junglen os. Stien forsvinder og afløses
af et tilgroet spor med stikkende slyngstængler
og kæmpestore blade, som vi
med machetter må hugge os igennem.
Regnskoven lever op til sit navn og viser
sig fra sin værste side. Det vælter
ned med vand, der forvandler det stejle
underlag til et glat miskmask af mudder
og blade. Vi er drivvåde, men tvinger os
frem og op gennem den bidende kolde
luft og den piskende regn. De af os, der
har været så dumme ikke at medbringe
handsker, får revet vore forfrosne
hænder til blods på de evigt stikkende
planter. Men med forventningen om at
se regnskovens kæmper forsøger vi at
holde modet oppe, mens vi tænker en
million tanker: Finder vi dem? Hvordan
vil det blive at stå ansigt til ansigt med
en gorilla? Gemmer gorillaer sig når det
regner? Hvor tæt på kan vi komme?
Der gives kun tilladelse til maksimalt
otte personer om dagen til dette trek.
Giver man op undervejs får man hverken
pengene tilbage eller et nyt forsøg,
og da denne indtil videre ikke synderligt
behagelige ekspedition har sat os
hver især 2500 kroner tilbage, er det at
give op ikke det der står allerøverst på
dagsordenen. Ikke desto mindre begynder
trætheden at melde sig og ekspeditionens
ældste deltager - en italiensk
dame på omkring fyrre - er tæt på at
give op. Regnen, kulden, bevoksningen,
højden og selvfølgelig det faktum, at
det bliver ved at gå stejlt opad tærer på
kræfterne. Bedre bliver det ikke af, at vi
ikke ved hvor højt oppe bæsterne gemmer
sig, men kun at de dagen før, hvor
halvdelen af deltagerne måtte opgive
undervejs, befandt sig helt oppe i 4000
meters højde.
Det er da den forløsende
melding kommer over radioen. ’They
are coming down!’ siger vores guide
med et kæmpe smil. Højere oppe på
vulkanen har klappere lokaliseret gruppen
af gorillaer, der i deres søgen efter
føde har været så elskværdige at bevæge
sig trehundrede højdemeter ned
i mod os siden i går. De er mellem to og
tre hundrede højdemeter over os nu får
vi at vide at ’vi er der om små to timer’.
Gennemstrømmet af forventningens
glæde får Mama Italia og vi andre vores
anden luft og bevæger os hastigt videre
op. En time senere holder det endelig op
med at regne, og humøret stiger yderligere,
da vi lidt senere for første gang
hen over trækronerne kan høre det, vi
tror er gorillabrøl, men som viser sig at
være klapperne, der råber for at vi kan
lokalisere deres position.
Da vi endelig når op til klapperne, og
får skiftet vores våde tøj, går de fleste
af os i gang med at gøre vores fotoudstyr
klar. Mine fingre er så kolde, at jeg
må opgive at skifte objektiv, og kun
med nød og næppe har jeg følelse nok i
fingeren til at kunne trykke udløseren i
bund. Susa-gruppen er under hundrede
meter fra os, og med bankende hjerter
går vi imod den. Vi får at vide, at gorillaer
er vegetarer, og at vi ikke skal være
bange for dem. Dog skal vi holde os i en
afstand på mindst ni meter til dem med
mindre – som det betryggende bliver
formuleret - gorillaerne selv vælger at
komme hen til os.
I disen blandt regnskovens kæmper
Den første gorilla vi møder er ikke
i nærheden af at være ni meter væk.
Vores spor i krattet leder os lige forbi
en lille krathule, hvor en gorillaunge,
som er omkring en meter høj, gemmer
sig. Med sine enorme brune øjne og sit
pjuskede, sorte, krøllede hår ligner den
på en gang et urtidsuhyre og en kæmpestor
blød bamse. Den er rolig og imødekommende.
Den udstråler intelligens,
og vi står med den sære fornemmelse
af at stå overfor noget som er mere
menneske end dyr. Det er en uforklarlig
anderledes og meget stærk oplevelse
af kontakt. Lidt længere fremme stopper
vi på et lille plateau med udsigt over
en lysning, hvor hovedparten af flokken
befinder sig. Det forunderlige syn af omkring
20 vilde bjerggorillaer møder os. I
midten står en af de fire ledergorillaer,
en enorm silverback, og skuer ud over
flokken. Så gaber den og blotter sine
frygtindgydende sylespidse tænder.
Rundt omkring leger ungerne, hannerne
trommer sig på brystet og river træer
op med rode, hunnerne piller lus ud af
deres unger, og kæmpe sorte uldtotter
svinger sig fra gren til gren. At der ti
femten meter væk står en gruppe mennesker
og glor på dem, påvirker tilsyneladende
ikke flokken. Det er en uvirkelig
og totalt betagende oplevelse. De
største hanner er over tre meter høje,
men kun sjældent rejser de sig op på
bagbenene i deres fulde højde. For det
meste lunter de rundt på alle fire, med
deres karakteristiske æggeformede hoved
tronende op over deres mægtige
skuldre.
Der er strenge regler om, at besøgstiden
på maksimalt en time skal overholdes,
så efter at vi i en halv time fascineret
har betragtet hovedparten af gorillaerne
i lysningen, skynder vi os videre på
jagt i junglen efter resten af flokken. På
ganske tæt hold passerer vores spor en
mor og dens unge. Men denne gang mener
den beskyttende mor, at vi og vores
kameraer er kommet en tand for tæt
på, så de lunter videre. På vej forbi os
tager moren pludselig et skridt til siden
hen imod mig og sætter et formanende
dask med sin behårede hånd sikkert ind
på mit lår. Hun er virker ikke specielt
ophidset, er bare lige henne for at markere,
at så er det godt kammerat, her
bestemmer Mor!
Vores guide leder os videre ned ad bjerget
i vores søgen. Vi halvt går, halvt
kravler over våde grene, blade og krat
og prøver at undgå at falde igennem de
mange huller i den bevoksede underskov.
Da går det op for os, at vi har følgeskab
af en temmelig stor silverback.
Hver af de fire silverbacks er leder af
en undergruppe på omkring ti gorillaer,
og uforvarende har vi øjensynligt fået
placeret os mellem denne silverback og
resten af hans gruppe. Det er det store
og temmelig vildt udseende dyr ikke
helt tilfreds med, hvorfor den mægtige
kolos nu med hastige skridt og en noget
ophidset attitude vinder ind på os.
Da det ellers sikkert velmenende men
ret monsterlignende dyr er bare fem
meter bag os, begynder vi at løbe. Vi
har ellers fået at vide, at man aldrig
må løbe væk fra en sur gorilla, men alternativerne
synes lidt svære at få øje
på. Så griber guiden heldigvis ind. Han
løber hen og griber fat i os og råber.
’Stå stille. Ind til siden. Nu!’ Som sagt
så gjort, og mens guiden beskyttende
trykker os ind mod buskadset, passerer
den enorme ophidsede han så tæt
forbi os på stien, at hvis nogen turde, så
kunne man have rørt ved den, og så tæt
på at ingen af os tør pege vores kameralinser
op mod dyret for ikke at risikere
at provokere kæmpen.
Turen dertil
’Er du sikker på, at du hverken har visum
eller et letter of invitation?’ lyder
det strikst fra den smukke sorte dame
med de struttende runde former. Flere
steder sidder hendes nystrøgne uniform,
der signalerer, at hun tilhører immigrationspolitiet,
så stramt, at den ligner
noget der snart må sprænges. Mens
jeg forsøger at lade være med at kigge
ned i hendes dybe kavalergang, gentager
jeg, at jeg ikke har nogle af delene.
Jeg er den eneste, der er tilbage i
immigrationskøen i Kigalis ikke ligefrem
overrendte internationale lufthavn. På
etagen nedenunder kan jeg se min rygsæk,
for længst forladt af hovedfeltet,
tage endnu en ensom runde på transportbåndet.
Jeg gentager for gud ved
hvilken gang, at Kenya Airways, som
solgte mig billetten i Nairobi, forsikrede
mig om, at jeg kunne få visum ved ankomst
til Rwanda. Efter nogen tids parlamenteren
med chefen for immigrationspolitiets
tør den kønne struttende dame endelig
op og udsteder mig - formedelst
et gebyr på 60$ - et visum.
Jeg får lufthavnstaxaen - som selvfølgelig
koster ti gange så meget som en
bytaxa, fordi den er eksklusiv nok til at
betjene byens internationale lufthavn
- til at køre mig direkte til turistkontoret
med det mundrette navn: ORTPN
- L’Office Rwandais du Tourisme et des
Parcs Nationaux.
Der er kun omkring 700 bjerggorillaer
tilbage i verden. Alle lever de i det vulkanske
højland nær grænserne mellem
Rwanda, Uganda og Congo. Gorillaerne
er stærkt udrydningstruede og lever i
et område plaget af krige og krybskytteri.
Vil man se kæmperne, står valget
- grundet krigen i Congo - for de fleste
mellem Rwanda og Uganda. Rwanda
har dog nogle klare fordele. Flest gorillaer
i større grupper, flottere natur
samt at man ved personligt fremmøde
hos ORTPN i Kigali efter sigende skulle
kunne få en trekking permit i løbet af
2-3 dage. Med let bankende hjerte står
jeg derfor nu ved skranken og kigger
endnu en sort uniformeret dame af ikke
ubetragtelig størrelse i øjnene. Hendes
energiniveau ligger omtrent på højde
med et fladt batteri, men med møje og
besvær får hun slået op på den ikke helt
nutidige computer, og finder frem til en
permit til tre dage senere. ’Du skal være
i Kinigi på mandag klokken syv’, siger
hun og tilføjer, ’og du skal selv sørge for
at finde en chauffør med en bil, der kan
være til rådighed hele dagen’.
Kinigi viser sig ved et kig på kortet at
være en lillebitte landsby højt oppe i det
ufremkommelige terræn i Parc Nationals
des Volcans. Før jeg kan begive mig mod
Kinigi, må jeg dog først opholde mig en
nat på det snuskede hotel Gloria, i den
fattige og kaotiske hovedstad Kigali.
Da vinduerne på mit værelse ikke kan
lukkes, vælger jeg at forsøge at spraye
de mange myg ihjel ved hjælp af rundhåndede
mængder af den dåse ’instant
KILL ’ som hotellet elskværdigt har stillet
til rådighed ovre i hjørnet. Effekten
lader ikke vente længe på sig. Muligvis
er midlet noget, der har til hensigt at
dræbe myggene ved kvælning, for i timevis
synes al ilt at være suget ud af
rummet, og vejrtrækningsmulighederne
er stærkt reducerede. Det viser sig dog
at være held i uheld, for det er da jeg
sidder i ufrivilligt eksil i hotellets fællesområde,
der er lækkert indrettet med 3
skæve plastikstole og et alt for lavt beskidt
plastikbord, at jeg møder Pramod
og Pria, et par flinke indere fra London,
der også har fået permits til gorillaerne
til mandag. De ved lige så lidt som jeg
hvordan de skal nå til Kinigi, der ligger
langt oppe i bjergene, og være der klokken
syv om morgenen, så vi beslutter
os for at følges ad og sammen arrangere
de praktiske formaliteter.
Tidligt næste morgen tager vi et krampagtigt
overfyldt lille skrammel af en minibus
mod Ruhengeri, der er den by, der ligger
Kinigi nærmest. Det viser sig, at denne
dag er en national helligdag i Rwanda,
og regeringen har pålagt befolkningen
at deltage i fællesarbejde med at forskønne
veje, pladser og offentlige bygninger,
så langs store dele af ruten står
folk, unge og gamle, mænd, kvinder og
børn og luger og hakker med primitive
redskaber. I Ruhengeri finder vi et hotel
med rindende vand og elektricitet. Dog
rinder vandet kun nogle gange, og det
er også så som så med elektriciteten.
Vi provianterer til trekket og organiserer
på det lokale ORTPN- kontor en bil
med chauffør til Kinigi til dagen efter.
Selvfølgelig viser det sig, at min reservation
er forsvundet på dens vej fra
computeren i Kigali til mændenes håndskrevne
papirlister her, men det bliver
der rettet op på. Vi er meget opsatte på
at se Susa-gruppen. Med 35 gorillaer er
det den største gruppe, men også den
af de 4 grupper, der bor højst på vulkanen
og den suverænt mest krævende
at komme op til. Desværre kan man
ikke reservere, at man vil til en bestemt
gruppe - man kan kun møde tidligt op i
Kinigi og håbe at man får den ønskede
tur.
Klokken 06.00 om morgenen bliver
vi hentet af vores chauffør Charles.
I hans gamle pick-up truck snor vi os
omgivet af morgendisen og med udsigten
til 3 spektakulære vulkaner op ad
hullede grusveje mod Kinigi. Det viser
sig ved ankomsten, at kun fem personer
har mod på at gå til Susa-gruppen.
Egentlig skal hver gruppe bestå af otte
personer, men da Susa-gruppen dagen
før befandt sig så højt oppe på bjerget,
at mange måtte opgive på halvvejen,
får folk lov til i stedet at gå til de andre
grupper. Guiderne prøver at overtale os
til også at droppe Susa-gruppen, men vi
insisterer og får lov. Forude venter et af
vores livs største eventyr. Opstigningen
kan begynde.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside