Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Himbaerne fra Kaokoland
- På besøg hos verdens ældste stammefolk

Tekst: Jakob Øster og Charlotte Felk, Foto: Jakob Øster


I Kaokoland-provinsen i det nordvestlige Namibia, tæt ved grænsen til Angola, lever Himba og Herero-folket. Det anslås, at der stadig er omkring 180.000 Himbaer og Hereroer tilbage. De fleste Hereroer er integrerede i det namibiske samfund, og mange af dem lever i byerne. De iklæder sig deres traditionelle Herero-folkedragt og den dertil hørende sjove, store bådformede hat, og går majestætiske rundt i gaderne. Himbaerne er modsat Hereroerne ikke integrerede med den øvrige befolkning. De lever som hyrder af deres kvæg, geder og får. Direkte oversat betyder Himba ”dem som spørger om ting”. På trods af at civilisationen sniger sig ind på himbaerne selv i denne øde, svært tilgængelige del af verden, lykkes det for de fleste af dem at leve uden den moderne verdens indblanden og uden at opgive deres ældgamle ritualer. Himba-kvinder går stadig med utildækkede bryster, også selv om missionærernes ”sædeligheds-politi” i sin tid forsøgte at tale dem fra det.

Lokale skønhedsidealer

Den Himba-landsby vi besøger, består af jordfarvede runde hytter, der ligner små bikuber. Otte hytter står i rundkreds om en bålplads. Hytterne er bygget af mudder, pinde og kolort. Da vi ankommer i lejren, er der otte himba-kvinder og to himba-mænd til stede. Kvinderne er smurt ind i en blanding otjize, som består af smørfedt, aske og okker, der giver dem en rødbrun, blød og skinnende hud. De smører sig ind, både fordi de synes, det er smukt, og fordi det skulle holde huden ung og glat. Og selv de ældre kvinder har da også en bemærkelsesværdig glat hud. Håret fedtes ind i samme blanding, hvilket giver kvinderne en speciel frisure, der minder lidt om tykke dreadlocks lavet af ler. Om livet bærer kvinderne et skørt lavet af gedeskind. De af
kvinderne der er gift, bærer desuden en gedeskinds-krone på hovedet. Kvinderne smykker sig med konkylier, perlekranse, messing-smykker og indsmurte, flettede siv-smykker. Hver dag bruger kvinderne mellem to og fire timer på at smukkesere sig, smøre kroppen og håret ind og pynte sig med smykker. Kun en gang om ugen tager de et langt dampbad. Deres lugt er markant og speciel, som varm jord og smør - blandet med en ram lugt af sved pga. det varme klima og det kun ugentlige bad. Lugten kommer dels fra dem selv og den blanding de er smurt ind i, men også fra deres hjemmelavede parfume, otjizumba, som er baseret på ekstrakt fra urter.

Mændene er hyrder, går simpelt klædt og bekymrer sig ikke på samme måde om udseende, og ingen af dem er indsmurt i otjize. De opholder sig sjældent i landsbyen. De er væk i uger eller måneder ad gangen med deres græssende flok, og kommer derfor kun hjem på besøg. Himba-kvinderne kan godt lide at røre ved os og stille sig tæt op ad os med det resultat, at deres rødbrune fedtede overflade smitter af på vores tøj og vores hud. Det er underligt at være på besøg i en landsby, der bebos af mennesker med så fuldstændig forskelligt et liv fra vores. Udover et enkelt ”hello” taler himbaerne intet engelsk, ingen af dem har gået i skole, og de har stort set intet begreb om penge. Tiden går med at jage, se efter kvæget, spise og for kvinderne at smukkesere sig, lave mad og kreere hjemmelavede smykker. Efter vi har været en halv time i landsbyen lægger kvinderne deres hjemmelavede smykker frem på nogle skind, så vi kan købe dem. Lidt forretning er der alligevel i dem. Andrea, boeren der er vores vært, siger hvad vi skal betale, og vi køber et fint, hånddekoreret messingarmbånd for næsten ingen penge. Vi bliver i landsbyen en times

tid. Senere på dagen kommer vi tilbage, og da himbaer ikke betragter folk, de har set før, som fremmede er stemningen nu mere venlig og løssluppen. De prøver ikke at sælge os noget, i stedet danser flere af kvinderne rituelle danse, mens resten klapper i takt og synger til.

Gæster hos Himbaerne

Vi har ”snydt” lidt for at få lov til at besøge dette specielle folk. De fleste Himbaer bor i den nordligste del af Kaokoland, et barskt område med kun få veje og kun adgang for firehjulstrækkere. Der er vi ikke kørt op. Dels grundet vejenes beskaffenhed, men også fordi vi er i tvivl om, hvordan man får lov til at komme ind i en landsby hos nogle mennesker, man ikke kender og er helt ude af stand til at kommunikere med. Vi har hørt, at himbaer generelt ikke er så velkommende overfor rejsende, og dér hvor man kan møde dem, i området omkring byen Opuwo, er de meget aggressive overfor fremmede og kræver penge for hvert foto, man tager, og man får sjældent lov til at se, hvordan livet i landsbyen leves. I stedet hører vi tilfældigt på en nærliggende gepard-farm om et par boere - hvide namibiske afstammere af hollænderne - Andrea og Volker, der ved siden af deres jagt-farm i det sydlige Kaokoland huser en himba-landsby. Der er her, vi er taget hen.

Andrea - den frelsende engel

Det er Andrea, der viser os rundt, og hun fortæller, at hun tidligere arrangerede ture til himbaerne i det nordlige Kaokoland, men da der var for langt og vejene blev for dårlige, holdt hun op med det. Da hun et halvt år senere kom forbi den himba-landsby, hun plejede at besøge, var landsbyens indbyggere så udsultede, at de var døden nær. De bad hende om at hjælpe dem, og hun besluttede at tage dem med til det sydlige Kaokoland. Dér har de bygget en ny landsby og lever, som de altid har gjort. Dog heftigt suppleret med fødevarer fra Andrea, betalt af de penge, som den begrænsede mængde turister, der lægger vejen forbi, betaler. En fornuftig ordning for begge parter, for selv om det bringer himbaerne tættere på civilisationen og den moderne økonomi, slipper de for at sulte eller prostituere sig og kan hovedsageligt leve uforandret på traditionel vis. Ordningen viser sig ligeledes fornuftig for Andreas sjælefred, da hun – på trods af at det er en underskudsforretning fra hendes side at holde en hel landsby med mad – ikke kan bære tanken om at efterlade folk i nød. Hun ser det som sin kristne, livslange forpligtelse.

Kultursammenstød

Andrea fortæller, at hun har været nødsaget til at indføre visse regler for at få de to vidt forskellige kulturer til at fungere sammen. Mandlige gæster må ikke være alene med kvinderne, da himba-folket har et andet og mere liberalt forhold til sex end i vesten. Der har været episoder hvor mandlige gæster er kommet tilbage fra landsbyen smurt ind i mistænkeligt store mængder rødbrunt fedt. Himbakvinderne må heller ikke tage uledsaget til den nærmeste by for at købe ind. Det gjorde de tidligere, men deres manglende forståelse af pengenes værdi gør, at de lokale handlende tager uhyrlige overpriser for selv simple varer. Nu bestiller de varerne hos Andrea, som køber ind for dem i stedet.

Fremtiden

Himbafolket står overfor at træffe nogle svære valg med hensyn til deres fremtidige måde at leve på. De himba-børn som kommer i skole er ikke nødvendigvis bedre stillet end dem, der bliver hjemme i landsbyen. Hvis børnene kommer i skole, er det sædvanligvis på kostskole på grund af de store afstande i Namibia. De får tøj på kroppen og lærer at sove i en seng og leve et såkaldt ”normalt”, om end fattigt vestligt liv. Disse børn har svært ved at vende hjem til deres mor, som kun kender til landsbyens liv og historier, og som samtidig går meget anderledes klædt, end hvad barnet har vænnet sig til på skolen og ude i samfundet. Børnene bliver dermed fremmedgjorte overfor deres familie og kulturelle arv. Problemet er, at disse børn heller ikke levnes mulighed for at blive integreret i det normale namibiske samfund, da de tilhører et lille folk uden netværk i bysamfundene. Og det er praktisk taget umuligt for dem at finde et arbejde udenfor landsbyen, da arbejdsløsheden generelt er skyhøj i landet. De skolede himbaer bliver derfor fanget i et ingenmandsland, hvor de ingen steder hører til længere. Andrea bruger derfor meget tid på at forklare de besøgende om de problemstillinger, som himbaerne står overfor. Selv om vi ville have fornægtet det på forhånd, tager vi derfra med følelsen af, at landsbyens børn vil få det bedste liv, hvis de får lov til at undvære skolen og i stedet videreføre de hyrdetraditioner, som deres folk er berømte for og har levet af i tusinder af år.



Jakob Øster og Charlotte Felk


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside