Hos Mama Natti i Fijis jungle

Tekst og foto: Charlotte Felk

Fiji er drømmedestinationen på jordomrejsen. Men storslåede indre forestillingsbilleder af afslappede dage på en kridhvid sandstrand er ikke det, der primært huskes fra besøget, hvor undertegnede i stedet lærte den korrekte indtagelse af euforiserende drikke, hvorfor firehjulstræk er at foretrække, samt at Noahs ark har en nebengeschæft i en lille hytte lavet af bananblade et sted langt oppe i bjergene.

Beach Comber Island

Vores madmutter i bjerglandsbyen, Mama Natti, med det for fijianere så typiske afrohår, som fungerede glimrende som penneholder m.m.

Drømmen måtte udleves. Vi havde en måneds stop på Fiji i forbindelse med en jordomrejse i 2000. Endeløse dage på en eksotisk ø, dét var lige noget for mig og min veninde Charlotte. Så vi indlogerede os på et resort på en lille ø. Det satsede på et ungt publikum, så man sov på kæmpestore sovesale, som kun var dækket af et tag, og alle måltider var inkluderet i prisen. Der var utroligt smukt: kridhvid sandstrand, azurblåt hav og ualmindelig flinke lokale, som modtog os med musik og det evige 'Bula!', som betød alt fra goddag og farvel, til tak og hvordan går det? De indfødte på Fiji var forbløffende høje, brede og mørke, ofte med et ordentligt afrohår, som de brugte til at opbevare blyanter og andet godt i.

De kunne dog godt skræmme en lille, bleg pige lidt, som da jeg en aften trissede rundt på vej tilbage til sovesalen, og der trådte en knap to meter høj, sort og derfor godt skjult mand ud foran mig og råbte ”Bula!” efterfulgt af et kæmpe hvidt tandsmil. Men flinke, det var de.

Den øde ø, som hotellet lå på, var en rigtig ”Honeymoon destination”. Charlotte og jeg var dog enige om, at det var et skidt sted at tage hen på bryllupsrejse, for der var utrolig varmt og fugtigt, og tanken om at være tættere end 30 cm på et andet menneske var næsten ubærligt. Solen bagte også heftigt. Charlotte fik en andengrads solskoldning på benene, dér hvor hun havde glemt at smøre solcreme på - i skyggen vel at mærke!

Mærkelig stemning i Nadi

Efter fem dage på øen, som det tog ti minutter at gå rundt om, måtte der ske noget mere, det var simpelthen for kedeligt. Vi sejlede ind til hovedøen Viti Levu og den efter forholdene store by Nadi. Byen var dog ikke større end at bygningen 'Nadi Towers' kun var to etager høj.

Der var en mærkelig stemning i byen. Den emmede af et eller andet, som vi ikke var helt trygge ved. Der var tydeligvis spændinger mellem de afslappede fijianere og de meget driftige indvandrede indere, som sad på økonomien og regeringsmagten. Men vi kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var, der gjorde det hele lidt elektrisk.

Vi indlogerede os på et glimrende hostel, hvorfra kun ét minde umiddelbart stikker ud. En aften var der en mindre brand i baren, som lå lige ved vores værelse. Bartenderen var en overmåde affekteret, homoseksuel ung mand, og synet af en skruphysterisk mandsperson, der gik amok med en skumslukker, vil for altid stå prentet på nethinden.

For at komme ud og opleve højlandet, tog Charlotte og jeg kontakt til en mand, som kunne arrangere en tur til en landsby i bjergene, hvor vi kunne bo hos en dame, der hed Mama Natti, som vi havde hørt godt om fra andre rejsende. Vi skulle køre tværs over øen og gennem junglen op i bjergene. Det krævede bare vi havde noget Kava med til høvdingen i landsbyen, og at bilen som skulle køre os havde firehjulstræk, da det havde regnet meget og vejene var 'dirt-tracks'.

Frem og tilbage er lige langt

Næste morgen blev vi hentet af en lille inder i hans pickup med bænke på ladet, som kunne give nogle ordentlige smæk i bagpartiet, når bilen kørte hen over

Et par grene og palmeblade får ikke en pickup uden 4x4 gennem dette mudderbad, så vi måtte køre retur til Nadi

ujævnheder. Det var smukt at følge skiftet fra lavland til højland på den frodige ø, der lå som en grøn top i det bølgende blå hav, mens vi sneglede os op ad vejene. Da vi efter tre timer endelig var nået halvvejs, blev vi mødt af en jeep med soldater. 'I skal kun køre videre, hvis I er i firehjulstrækker', formanede de. 'Jamen, intet problem, vi har hyret en ordentlig bil', svarede vi dem naivt…og fortsatte vores tur ind i junglen ad de mudrede veje. Pludselig forstod vi, hvad soldaterne talte om: Vejen var de næste mange kilometer forvandlet til et gigantisk mudderhul med ræverødt, sejt mudder, og nu kunne bilen hverken komme frem eller tilbage. Det viste sig nemlig, at bilen alligevel ikke havde firehjulstræk, men at chaufføren tog chancen, da han gerne ville have turen! Charlotte - som jeg aldrig før havde set vred - eksploderede i et frygtindgydende raserianfald over, at chaufføren havde løjet for os. Det var for langt at gå resten af vejen, og blade under hjulene hjalp ikke, så chaufføren måtte gå den tunge gang gennem mudderet efter soldaterne, som hovedrystende trak os fri nogle timer senere. Derefter skrumplede vi hele vejen tilbage til Nadi, hvor vi slukørede og ømme tjekkede ind på vores hostel igen.

I nærkontakt med den lokale ungdom

Næste dag blev vi - fulde af optimisme og blå mærker i nummeren - hentet klokken syv om morgenen. Jubii, det tydede allerede godt, og denne gang havde bilen firehjulstræk, som chaufføren undrende viste frem på vores forlangende. 'NU skal vi af sted, eventyret venter endelig forude', tænkte jeg lettet. Men nej, bilen blev blot kørt ned på en parkeringsplads bag byens marked, og så holdt vi der i halvanden time, mens chaufføren handlede ind til Mama Natti. Vi var afgjort på 'Fiji time'.

Denne bil havde ikke bænke, men et herligt rillet pickup-lad at hvile vore ømme kroppe på. Vi protesterede over dette arrangement, da vi nu var bekendt med vejenes beskaffenhed, og chaufføren fremtryllede en skumgummimadras. Den var godt nok kun 2 cm tyk, men bedre end ingenting. Vi havde fået strenge instrukser om, at vi kun måtte have en lille daypack med hver, da der ikke var plads til mere i bilen. Før vi forlod Nadi, kom der fem unge mænd, som skulle med til landsbyen. Ok, vi kunne stadig være der. På vej ud af byen samlede vi også et engelsk par op, som havde hver deres gigantiske rygsæk med. Hmm, nu blev pladsen for alvor trang. Vi endte med at sidde seks timer fuldstændig flettet ind i hinanden, mens solen bagte ned over os, og sveden drev. Hvis én ville ændre stilling skulle alle rykke sig. Det var den menneskelige udgave af et 3D-puslespil.

Mama Nattis hytter, som vi sov i. Vi delte logi med masser af levende væsener, især hustudsen fik vi et nært forhold til som dagene gik

De unge mænd var nysgerrige overfor os to piger, der rejste alene: 'Hvorfor er I ikke gift?' (vi opdigtede straks en forlovet hver), 'Vil I giftes og tage os med til Danmark?' og 'Hvad skal I lave i landsbyen?' Vi fortalte, at vi bl.a. ville besøge deres kirke, da vi havde hørt, at fijianere sang så smukt. Det kølede interessen lidt, at de troede, vi var meget religiøse. Af høflighed bad de Charlotte om at bede bordbøn ved det første måltid, vi spiste med Mama Nattis familie på guesthouset i landsbyen. Så novicen Charlotte improviserede bl.a. lidt over maden, vejret og køreturen. Kort fortalt kom hun omkring nogle usædvanlige temaer indenfor bordbøn, så jeg måtte kvæle et fnis, lettet over de ikke havde valgt mig.

Noahs ark i bambushytten

Vores logi var en lille bitte bambusbladshytte med stråtag, som lå på en stejl skrænt. Det indeholdt to tynde og fugtige skummadrasser med myggenet over, samt en kæmpe skrubtudse, som hoppede ind og ud gennem et hul i væggen. Jeg lagde mig, hvorefter mit tæppe bed mig hårdt i foden! Det blev straks forvist til hyttens hjørne. Det viste sig at være et meget levende logi, vi havde fået. Det var faktisk en hel lille zoo: Om morgenen sad der orme fast i myggenettet, de var blevet fanget

På udkig efter vandfaldet i junglen. Tøjet er endnu rent, men det skal hurtigt blive anderledes, når vejen til målet går gennem mudder og kryb

i maskerne på vej ind gennem nettet, der var hus-tudsen, som gjorde, at jeg begyndte at banke på, inden jeg gik ind (så kunne jeg stå udenfor og iagttage den springe ud gennem hullet), der kravlede mus ud af Charlottes rygsæk, en høne forsøgte hårdnakket at få lov til at lægge æg derinde, og så var der alle de kryb, vi ikke ønskede at vide var der…

Besøg hos høvdingen

Om aftenen skulle vi ned til landsbyens høvding for at overlevere og drikke den medbragte kava med landsbyens mænd. Guidebogen forklarede: 'Kava er en pulveriseret rod, som æltes med vand i et specielt trebenet kar. Det virker mildt euforiserende, og man får bedøvet læberne af det, og de lokale mænd er ganske afhængige af det'. Kort fortalt lignede kava mudder, og det smagte sørme også af mudder. Der var nogle faste ritualer forbundet med indtagelsen. En kokosnøddeskal med kava gik på omgang. Man klappede i hænderne og råbte 'Bula!', drak af kokosnødden og klappede igen. Det var lidt af en oplevelse. Bagefter havde den pavestolte høvding inviteret landsbyen til at se nationalbesættelsen rugby på hans fjernsyn, som var byens eneste.

På jungletrek

Min rejsemakker Charlotte og vores guide, som kendte junglen som sin egen baglomme. Der var ingen sti, så han huggede en vej gennem junglen med sin kæmpe machete

Næste dag skulle vi ud og vandre i junglen med en sej, gammel gut. Han havde en machete med og lidt mad. Det var god, gammeldags jungle, der omgav landsbyen: våd, fugtig og fyldt med mudder og kryb. Guiden huggede sig vej med macheten, mens vi håbede, at vi ville kunne finde hjem igen. Han sprang elegant som en gazelle på de mudrede skrænter i sine gamle klipklappere, mens vi væltede rundt i vores dyre vandrestøvler bag ham. Vi skulle hen til et vandfald, og det krævede blandt andet, at vi forcerede nogle kæmpemæssige, væltede træstammer. Sådan nogle er jo normalt meget sjove at klatre rundt på, men disse var fuldstændig dækket af bænkebidere i størrelsesordenen 'lige en tand mere frygtindgydende end dem i Danmark'. Så der blev sunket en ekstra gang, inden jeg gav mig i kast med den første store stamme.

Til frokost ristede guiden nogle rødder over et bål til os. Velbekomme!

Æresgæster i kirken

Da det blev søndag, skulle vi i kirke og havde stadset os op efter bedste evne. Vi ventede pænt på Mama Natti, men hun skulle sgu' ikke i kirke! Så bordbønnen den første dag var i sandhed til ære for os. Således kom det engelske par samt Charlotte og jeg tyve minutter for sent til kirken. Vi var rigtig ærgerlige og tænkte, at vi bare ville kigge ind ad døren uden at forstyrre.

Ja, sådan foregår det måske i Europa, men da vi tittede ind med vores blege hoveder, blev gudstjenesten standset, og vi blev kaldt ind af præsten og måtte røde i hovederne gå op ad midtergangen med flere hundrede ansigter kiggende interesseret på os. Lokale blev gennet væk fra kirkens bedste pladser, og vi blev bænket som æresgæster. Efter lidt udspørgen på engelsk fra den karismatiske præst om, hvor vi kom fra osv., hvilket han oversatte til kirkegængerne, fortsatte han ufortrødent sin medrivende prædiken, hvoraf noget foregik på engelsk til vores ære, og måske så han lige kunne markere overfor sin menighed, at han var en mand af format. Og ja, fijianerne var ualmindelig dygtige og entusiastiske sangere, så det var en dejlig oplevelse med et enkelt spøjst indslag, som byens lærerinde stod for. I den ene side af kirken sad byens skoleelever i samlet flok. Den stramtandede lærerinde sad med ryggen til langsiden, og hver gang en elev lavede det mindste ballade, hev hun en lang bambuspind med en tennisbold i enden frem og gav vedkommende et ordentlig gok i nøden med bolden. Meget fascinerende og yderst virkningsfuldt.

Da vi kom tilbage til Nadi, besluttede vi os for straks at flyve ud af landet frem for fjorten dage senere som først planlagt. Det viste sig kort tid efter, at den intense stemning vi havde mærket, resulterede i, at regeringen blev kuppet, og at præsidenten - af indisk afstamning - og 35 af parlamentets medlemmer blev kidnappet af nationalister, som overtog magten

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside