Blandt kommunister og gadeludere

Tekst og foto: Jesper Grønkjær

Tryllekunstneren Jesper Grønkjær har gjort det til sin vane at rejse verden rundt og optræde hos de intetanende lokale. Med sin rejsemakker Thomas optrådte de sidste år på en turné, der bragte dem fra New York videre til Texas, for endelig at slutte i Caribien. Her følger en beretning, fra da de kom i nærkontakt med caribiske narkoprostituerede og siden blev anholdt af kommunistpolitiet på Cuba.

I godt selskab! - Her med lokale narkoprostituerede i Boca Chica. Pigerne blev som små glade børn, da de opdagede, at vi ikke ville sprede ben, men sprede smil.

Boca Chica er navnet på en caribisk ferieby, hvortil mænd fra hele verden valfarter for at købe sex med unge skønheder. Det anede vi imidlertid ikke, da vi ankom til stedet en sen nat, så det var et overraskende syn, der mødte os.

Sidste stop på vores turné skulle egentlig havde bragt os til Haiti, hvor vi ville opsøge voodoo-miljøet og dens sorte magi. På grund af en voldsom borgerkrig i landet blev vi mødt med mange advarsler om at rejse ind i landet. I stedet omlagde vi ruten og landede derfor en nat i Santa Domingo i Den Dominikanske Republik.

Åbner tryllekufferten

Konceptet med vores optræden rundt i verden er, at vi ikke vil have aftaler på forhånd. Jeg åbner blot min tryllekuffert i de tilfældige lufthavne, hvorefter jeg giver en lille smagsprøve på mit show. Efter få minutter er det halve af lufthavnens mennesker samlet i en råbende klynge, der alle forundret vil se mere.

Når stemningen er på sit højeste, lukker jeg kufferten, og fortæller, at jeg er fra et fjernt land der hedder Danmark, at jeg er tryllekunstner, og at jeg vil optræde kvit og frit, såfremt der er nogen der har kendskab til et sted, hvor min forestilling kan skabe glæde. På den måde er jeg havnet på AIDS-hospitaler i Afrika, på børnehjem i Sydamerika, i fængsler, skoler, kirker og private hjem samt mange andre spændende steder.

Dette var baggrunden for, at vi frimodige sprang ind i et gammelt vrag af en bil, da en mand i lufthavnen mente, at han lige kendte et sted for ”sådan nogle” som Thomas og mig. Snart efter drønede vi ud gennem natten for at komme til Boca Chica, som skulle vise sig at være en lille by, der først og fremmest lever af sexturisme og narkotika. Det havde manden bare glemt at informere os om.

Ballondyr gør lykke hos enhver - også når ens hverdag består af købesex og narko.

Hede blikke

Allerede den første nat skulle vi selvfølgelig ud at se på det lokale liv, og dér fik vi lidt af en oplevelse:

Vi var knap nok kommet ud fra vores værelse, før vi blev antastet af kønne, unge piger, der sendte os hede blikke. Vi blev naturligt nok smigret, men da tilnærmelserne fortsatte fra alle sider, kom vi i tvivl om deres intentioner. En flink, lokal fyr bød os med indenfor på en bar, hvor det hurtigt viste sig at klientellets blandingsforhold var 7 smukke, chokoladebrune piger pr. én gammel, svedig europæer. På samme vis kæmpede stedets piger nu om at komme til at dyrke sex med os.

Vi var med andre ord havnet midt i en stor berygtet "luderrede" - Caribiens svar på Thailands sexturisme-paradis, Pattaya. Den lokale fyr, vi havde mødt, viste sig hurtigt at være en af byens mange alfonser og narkopushere.

Hængelås på lynlåsen

Tilbage på værelset sundede vi os og havde mange overvejelser. Vi kunne vælge at anskue disse menneskers liv som noget forargeligt, som vi ikke ville beskæftige os med. Omvendt var udgangspunktet for vores rejsekoncept, at alle er lige og alle har brug for et smil. Derfor valgte vi at tro, at disse kvinder rummede mere end deres tydelige signaler om, at mænd er objekter, der kan finansiere deres forbrug af kokain - noget de fleste i øvrigt viste sig at være afhængige af.

Vi har før optrådt for kendte sangere og skuespillere, for kongelige, på tv osv. Hvis der var mennesker, som måske netop havde brug for noget at smile ad, var det måske i virkeligheden piger som disse. Mange danskere vil typisk vende det blinde øje til en flok narkoprostituerede piger og skynde sig videre på rejsen, så de efter deres hjemkomst kan berette om det perfekte og eksotiske fremmede. Vi valgte det modsatte.

Næste aften vendte vi tilbage i mere "velforberedt" tilstand. Til pigernes store grin og overraskelse afviste vi deres ihærdige tilbud ved bogstavelig talt at have hængelåse på vores lynlåse - med henvisning til vores kærester derhjemme. Da vi i stedet begyndte at optræde for dem med små gags og trylleri, krakellerede deres facade fuldstændig, og de blev som små børn der hyggede sig og skreg af grin. Det var noget helt nyt for dem, at der her var et par turister, der ikke var interesseret i deres ydelser, men som i stedet gav noget den anden vej.

Det førte til, at kvinderne pludselig anså os mere som venner end som kunder, hvorfor de stoppede med at forsøge at sælge sig til os. Når andre kvinder ankom, blev de hurtigt jaget væk med forklaringen om, at vi to fyre ikke skulle tilbydes nogen former for sex. Og hvor var det et sjovt syn, når luderne stod og forhandlede med mændene, imens de nussede de ballondyr, jeg havde lavet. Ved én lejlighed kom det næsten til tumultagtige scener, da kvinderne blev så glade for ballondyrene, at de var ved at komme op at slås indbyrdes om dem.

Vores optræden gav os på få dage venskaber, vi ikke havde drømt om. Pigerne elskede, at der pludselig var mænd, som ikke var ude på at sprede ben, men i stedet sprede smil. Som de selv sagde, så kiggede vi ikke på deres bryster, men helt ind bagved i deres hjerter.

Tilbud på kvinder og narko

Efter en tid i Boca Chica drog vi videre til Cuba. I Havana lejede vi en af de legendariske store amerikanske biler fra før Fidel Castros revolution. Med en pensioneret oberst bag rattet gik det rundt i byen og ud på landet. Dog først efter den "sorte" økonomiske aftale diskret var forhandlet på plads på et sted udenfor de kommunistiske overvågningskameraer, som filmer byen.

Myndighederne ved ALT om ALLE, fortalte obersten, der selv havde en fortid i Castros regime. Det forstod vi ikke de første dage, hvor vi ofte blev tilbudt både kvinder og narko. Men ifølge en lokal er mange af dem som tilbyder dette civile betjente, som prøver at lokke folk i en fælde!

På et hemmeligt mødested blev vi samlet op af obersten, som i sin "flyder" af en Chrysler Dodge cruisede derudad. Den 65-årige oberst, der i øvrigt var gift med en 28-årig skønhed - på 11. år - var tydelig stolt over sin bil fra 1958, som han selv havde kørt i 35 år!

Første stop på turen gik til en lille fattig landsby, som hurtigt kom på den anden ende, da det gik op for indbyggerne, at de to besøgende var entertainere. Efter mindre end et kvarter var en stor del af byen samlet midt på gaden, hvor de jublede til dansk trylleri og musik som Poul Kjøller, Jodle Birger m.m.

Arresteret af politiet på Cuba

Sådan var stemningen også, da det senere samme dag blev til show i et af Havanas slumkvarterer. Netop som forestillingen var slut, blev vi overmandet og ført bort af det cubanske politi, som tydeligvis ikke satte lige så stor pris på underholdningen som det øvrige publikum.

Problemet med den slags optrædener er, at de lokale ofte synes for godt om initiativet. Forklaringen fik vi fortalt, mens vi stod og blev kropsvisiteret: På Cuba må der nemlig kun være én, som folk kan se op til: Fidel Castro. Så nytter det jo ikke noget, at vi samler folk og får dem til at juble og grine.

Men derudover bestod vores "forbrydelse" også i, at vi havde filmet dele af slumshowet, hvilket ikke var tilladt, da Fidel kun ønsker at vise de "pæne sider" af landet til omverdenen. Så mens publikum så måbende til, blev et par knap så kække danskere kørt bort i en faldefærdig politi-Lada, med tre gravalvorlige betjente. Videokamera og fotoudstyr var blevet konfiskeret, og angsten for afhøring og fængselsstraf fór gennem hovederne på os.

Langsommelig afhøring

På et lille primitivt kontor, hvor der akkurat var plads til et skrivebord fra 1960erne, og hvor skodderne for vinduerne kun tillod sparsomt lys, blev det til en langsommelig afhøring foretaget af en ældre gråsprængt politiinspektør. Han talte kun spansk, hvilket ikke var heldigt, eftersom vi ikke forstod noget af det. Omvendt forstod inspektøren heller ikke noget, da indholdet af tryllekufferten skulle undersøges, og jeg tog chancen og lavede et hurtigt trick foran den forbløffede mand.

Jeg vidste ikke, om jeg turde gøre det, for det ville med stor sandsynlighed få situationen til at tippe enten til det positive eller det negative. Inspektøren lignede én, der lige var skvattet ned fra månen, og forlod pludselig kontoret. Om han skulle fortælle sine kollegaer om oplevelsen eller sunde sig, fandt vi aldrig ud af.

Senere var det vores tur til at undres. Inspektøren forsøgte ihærdigt at udspørge os om, hvornår vi var kommet ind i landet, og hvornår vi atter skulle videre. Vi forstod ham ikke, så han fandt sin gamle papirkalender frem. Jeg bladrede febrilsk i kalenderen og kunne ikke få datoerne til at passe, indtil det gik op for mig, at han sad med en kalender fra 1997 - altså næsten ti år gammel.

Både inspektøren og de øvrige betjente spurgte meget ind til, om vi havde relationer til USA, og om vi havde været der. Om end vi jo netop var ankommet fra New York og Texas, valgte vi at fortie dette, så det ikke skulle give problemer for os.

Derfor var det en anelse svært for dem at skjule deres forbløffelse, da vi igen blev kropsvisiteret. For i en af mine hemmelige lommer fandt et fotografi, hvor Thomas og jeg stod storsmilende foran Frihedsgudinden.

Heldigvis endte det dog godt, og efter en del ventetid kom beskeden så, at vi frit kunne gå. Da inspektøren tog afsked med os uden for stationen, hviskede han sin dybe beklagelse over deres tilbageholdelse af os. På sit sparsomme engelske hviskede han ”Sorry - not me, but Cuba” og lod dermed forstå, at han syntes godt om os og det var Castros styre, der tvang til disse restriktioner. Det ikke var personligt ment.

Det var flotte ord fra den ellers strikse embedsmand. Da vi gav ham hånden til afsked, blev det helt akavet for begge parter. Han tog tilløb til et knus. Jeg havde slet ikke forventet det, og når alt kommer til alt, så tror jeg heller ikke han selv havde. Så hele seancen endte dermed lidt forkvaklet, da vi nærmest var ved at gokke hovederne sammen!

Blandt 200.000 Fidel-tilhængere

Fidel Castro nåede vi også at opleve, da vi var en del af det optog på næsten 200.000 tilhængere, der var samlet for at tiljuble Castros møde med Venezuelas præsident på Revolutionspladsen. Det var helt vildt. Mere end dobbelt så mange mennesker som på f.eks. Roskilde-festivalen.

Om eftermiddagen blev hele hovedstaden forvandlet. Der var busser i kilometervis, og folk kom myldrende fra alle sider. De første havde ventet i fem timer, og vi startede med at stå langt bag ved de 20.000 opstillede stole. Men efterhånden fik vi os mast så langt frem, at vi faktisk stod 50 meter fra ham, og kunne se ham LIVE.

Overalt blev der råbt og skreget, vinket med flag og vimpler, mens folk sang slagsange. I højtalerne skrattede marchmusikken, og folk var hysteriske. Det hele så "frivilligt" ud, men vi hørte siden fra en systemkritiker, at når man er statsansat eller medlem af Partiet, så havde man ikke andre muligheder end at møde op.

200.000 fremmødte tilskuere jublede over mødet med Fidel Castro. Det blev en af hans sidste offentlige taler.

Hver gang ”El Comandante”, som Fidel kaldes, sagde noget folk syntes om, gik folk amok i jubelbrøl og viftede vanvittigt med små medbragte cubanske og venezuelanske papirflag.

Det var en enestående oplevelse at se en af verdens mest legendariske mænd. Oven i købet viste det sig senere, at denne offentlige tale blev en af de absolut sidste, Castro holdt, inden han blev alvorligt syg. Han er kendt for sine maratontaler, og dette var ingen undtagelse. Hans personlige rekord er fra 2001, hvor han talte i syv timer. Dog besvimede han undervejs, men han er en stædig gammel rad, så da han vågnede, gik han atter på talerstolen og fortsatte sin enetale.

Den mand har betydet så meget for en hel verden. Uanset om man er tilhænger eller modstander, så kan man ikke komme uden om, at han er én af de mest markante skikkelser siden 2. verdenskrig. Derfor var det ubeskriveligt at stå næsten ansigt til ansigt med ham.

Kørte med chaufføren

Efter festlighederne forlod vi Revolutionspladsen. Det havde længe været mørkt, men vi fandt en ældgammel, rusten cykeltaxa med flade og skæve dæk, og hvor den ene pedal manglede. Den forhutlede og cyklende chauffør svedte som en pony i sauna, da han uden lys oksede af sted med os, fem kilometer ad hullede veje, mens kæden konstant sprang af. Hans skjorte var gennemblødt af sved, og jeg havde helt ondt af manden, der brugte sin sidste energi på at tjene 15 kroner på os.

Jeg prikkede ham på skulderen og fik med tegnsprog forklaret, at jeg forlangte at vi byttede plads, så han kunne sidde bag i vognen mens jeg cyklede. Han gloede på mig, som var det Fidel Castro, der havde taget plads i den gamle rickshaw. Han fattede intet, og jeg forklarede det igen. Pludselig gik det hele op for ham, men han vendte genert hovedet væk og fortsatte sin kamp på cyklen.

Da jeg insisterende tog ham i armen og skubbede ham om på bagsædet, så lo han over hele hovedet. Med Thomas ved sin side og mig som ny chauffør hjulede vi af sted igennem den mørke nat. Han storgrinede og havde med garanti aldrig før prøvet, at der var en kunde der havde givet ham en køretur - og slet ikke en hvid turist. Behøver jeg at sige, at manden var pavestolt, da vi kørte forbi hans kollegaer, som han ivrigt vinkede til, mens de alle stod målløse tilbage, som var det en ufo, der lige havde passeret dem.

Det glade folk

Cuba var et ubeskriveligt dejligt sted, og vi var forbløffede over så glade, de lokale virkede. Men som en lokal kunstner fortalte, så lever de fleste for musik, dans og sex. Ifølge ham er de sørgmodige indeni, fordi livet er så besværligt i et land, hvor man f.eks. droppede overgangen fra sommertid til vintertid for at spare på elektriciteten, og hvor man afskaffede julen i 1969 og mange år frem, fordi alle økonomiske midler skulle bruges på udvikling.

Ikke desto mindre var befolkningen så søde og imødekommende imod os. Vores smilende eventyrrejse kunne ikke være endt et bedre sted end her, hvor både smilet og eventyret lever i bedste velgående.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside