Fortryllende Himalaya

Tekst og foto: Tekst og foto: Jesper Grønkjær

Forfatteren som munk

Den danske tryllekunstner, Jesper Grønkjær, har optrådt over det meste af kloden. Her følger en beretning fra hans besøg i Nepal, hvor han endte som munk i et tibetansk kloster i Himalaya og optrådte til ligbrænding ved den hellige flod.

Målet med mine rejser og shows er at efterprøve udsagnet om, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker. Jeg har tidligere opdaget, at hvis dansk humor præsenteres på denne rette facon, så har det fået folk til at skrupgrine, uanset om det har været stammefolk i junglen, inkaefterkommere i Andesbjergene, cowboys i Texas, indianere i Sydamerika, eller folk i verdens største byer. Nu var turen kommet til munke i klostre og templer i Himalaya, inden turen gik videre til de små samfund på grænsen mellem Burma og Thailand.

Kaotiske Kathmandu

Kort før vores afrejse var der desværre flere uheld med det lokale luftfartsselskab. Vi åndede derfor lidt lettede op, da vi på bagsiden af en dansk avis læste, at man nu mente at have fået styr på ulykkerne, da det nepalesiske flyselskab havde ofret en ged til guderne. Fint tænkte vi og satte os dermed nogenlunde rolige tilrette i det gamle fly, der skulle fragte os af sted.

Min normale rejsemakker var for en tid skiftet ud med min kæreste, der ikke er nævneværdig rejsevant. Så specielt for hende var der givetvis tale om et lille kulturchok, da vi efter 28 timers rejse ankom vi til kaotiske Kathmandu - hovedstaden i Nepal, der som verdens 8. fattigste land er markant anderledes, end det vi selv kommer fra. Varmen ramte os i ansigtet som en hammer, og luften var i byen tyk af bilos. Busser med passagerer der lå på taget, små tuk-tuk knallert-taxier, rickshaws, hellige køer der traskede rundt på vejene, aber der kravlede fra hustag til hustag, store dynger af ligegyldigt henkastet affald, faldefærdige lastbiler, folk der råbte i vildskab og biler der dyttende forsøgte at mase sig frem. Ja, faktisk talte vi på én taxatur, at chaufføren dyttede i gennemsnit 34 gange i minuttet - i øvrigt uden det så ud til at have nogen synlig effekt. For mig var det et kærligt gensyn med livet, som det leves ude i verden, mens kæresten lidt forskrækket, forsøgte at suge disse nye indtryk til sig.

En glad skolepige smiler ved synet af lidt trylleri og ballondyr.

Optaget i inderkredsen

En vigtig del af mit rejsekoncept er, at jeg ikke laver aftaler hjemmefra. Hver dag skal byde på nye, overraskende eventyr, hvor jeg forsøger at klare mig ved at møde folk med smil og optræden for på den måde at komme ind under huden på lokalbefolkningen. Derved er jeg tidligere blevet udnævnt til medicinmand hos masai-krigere i Afrika, er blevet infiltreret hos narkoprostituerede i Caribien, osv. Med min tryllekuffert som fast rejsemakker har jeg forsøgt at skabe en ”magisk kulturudveksling”, hvor hudfarve, klasseskel, Muhammed-tegninger m.m. træder i baggrunden, og hvor der i stedet er opnået venskaber med befolkningsgrupper, der lever så uendelig fjernt fra hinanden.

På dette eventyr ønskede jeg at møde folk, der har viet deres liv til deres tro. Munke i de nepalesiske og tibetanske klostre er en modsætning til de mennesker og det publikum, jeg tidligere har mødt på mine ekspeditioner. Så om det i det hele taget var en mulig udfordring for mig at få tilladelse til at komme indenfor i klostrene, og dernæst få muligheden for at optræde, var jeg langt fra sikker på. Hver gang har jeg dog oplevet det fantastiske, at når man ikke blot rejser for at FÅ oplevelser, men i lige så høj grad for at GIVE oplevelser, så er dem, man møder, tilsvarende imødekommende og åbner både deres hjem og hjerter for én.

Kronraget som munk

Ikke langt fra Mount Everest, og med udsigt til Himalayas sneklædte bjergtinder, gik drømmen i opfyldelse. Ved et lokalt tempel, hvor farvestrålende bedeflag blafrede i vinden, aberne legede i træerne, røgelsespindene osede og munkene studerede de hellige skriftsteder, blev min rejsemakker og jeg for en tid optaget hos den lokale Lama.

Udsigt over tempelpladsen.

Han hørte om min mission og fandt hurtig interesse for min tryllekuffert. På den har jeg klistret fotos af alverdens mennesker, jeg har mødt. Dermed er det en sjov og farvestrålende kuffert, der altid vækker opmærksomhed. Det er en sjov og underfundig ice-breaker, som også tjener et andet formål. Jeg er nemlig ikke speciel vild med at fotografere de lokale lige op i deres hoveder, men når de har set alle de andre portrætter, jeg har på kufferten, så spørger de ofte, om jeg ikke vil fotografere dem, så de også kan komme derpå. Og der er ikke noget jeg hellere vil!

Optog udenfor templet.

Sådan gik det også med klostrets Lama. I bestræbelserne på at blive fotograferet til min kuffert, blev han som en ung poptøs, der skulle gøre sig til i et X-factor-program. Da han så mine fotos fra shows på nogle af klodens mest ufremkommelige steder, tilbød han desuden selv at være behjælpelig med en forestilling for drengene og mændene i klosteret.

Normalt gør jeg en indsats for at integrere mig med de lokale. Så som en ekstrem udvidelse af ”Par på prøve” optræder jeg, hvor jeg kommer frem, iført de lokales outfit. Da jeg optrådte hos kannibalerne i Irian Jaya, var det med penisfutteral, mens det var som drag queen i New York.

Hurtigere end en bedemølle kan dreje om sin egen akse, fandt Lamaen kniv og barbergrej frem for at kronrage mig. Som udgangspunkt var jeg ikke vild med den måde, han febrilsk svingede den store kniv i luften. Ej heller det faktum at den snart skulle køre hen over issen på mig, men så ud til at være så sløv, at den knap ville kunne skære en skive af et dovent franskbrød. Bedre blev det selvfølgelig ikke, da han kniven med ét røg ud af hånden på ham og tæt forbi mit ansigt. Jeg gispede af forskrækkelse, men åndede alligevel lettet op, da faren var overstået. Til gengæld lå kniven nu på den beskidte jord og var nærmest smurt ind i støv og snavs, hvilket ikke gjorde det mere trygt at lade den køre hen over min følsomme hovedbund. Uden at lade sig mærke med sådanne bagateller begyndte Lamaen nu at klippe store totter hår af mig, så jeg til sidst havde mindre hårpragt, end da jeg så dagens lys for 35 år siden. Den kolde vind fra bjergene skar gennem marv og ben, da den ramte min nøgne hovedbund, som aldrig tidligere havde været så blottet og følsom. De øvrige munke så måbende til. De skiftevis skreg af grin og var musestille af benovelse. Deres grin tog til, mens mit udseende skiftede karakter, og min mørke hårpragt røg af, mens et nærmest hvidt æg kom til syne underneden. Deres stille måben og benovelse skyldes, at de var imponerede over, at jeg som fremmed lod mig kronrage i forsøget på at integrere mig med dem.

Bedemøller i templet.

En af verdens største stupaer

Da nu vi var så godt i gang med forvandlingen, lod jeg efterfølgende Lamaen iklæde mig det orange munkeornat, så jeg hurtigt lignede en af dem. Således gik det til, at bønnerne til Buddha kort efter blev afløst af vilde grin og skrig, da de hellige mænd så deres første trylleshow. Glemt var for en tid opnåelse af nirvana, for med ét handlede det om dansk tryllestøv, da en munk fik tryllekunstnerens sværd stukket igennem halsen, papirstykker forvandlede sig til pengesedler, ting svævede rundt i luften - alt imens der blev formet ballondyr i alle bedeflagenes farver.

Hver gang jeg optræder på en ny destination, forsøger jeg at inddrage ting, som de lokale kender fra deres hverdag. Så hvor jeg i andre lande tryller med tørklæder, så benyttede jeg mig her af bedeflag, som til munkenes forskrækkelse - men også jubel - kom frem de mærkeligste steder eller pludselig skiftede farve.

Det var på alle måde en grænseoverskridende oplevelse for både dem og mig, men stemningen var helt på kogepunktet. De små skaldede munkebørn løb hujende rundt bag klosterets tykke murer og skreg HOKUS-POKUS. Det vil sige, at deres tunger, der jo ikke var vant til vores tale, mere sagde i retning af ÅKOS-PÅLÅKOS. Og da de frit kunne vælge præcis de ballondyr, de ønskede, skulle hovedparten af drengene have ballonsværd og ballonmaskinpistoler. Ja mere hellige var de unge munke alligevel ikke, da de løb rundt og skød på hinanden på det ellers så fredsommelige sted.

De hellige mænd der pludselig blev tilskuere til dansk trylleshow til ligbrænding.

På besøg hos Lamaen

Og som hver gang på mine rejser skete der også det her, som gør, jeg elsker at rejse. Når man bliver inviteret indenfor hos folks mest private steder, så ved man, at man er nået et langt stykke i venskabet. Således takkede jeg ærbødigt ja, da Lamaen bad mig komme med ned på hans værelse. Han havde boet i klosteret i mere end 20 år, men alligevel var hans private bolig, begrænset til et rum på ca. 3½ x 3½ meter.

En lille måtte på det nøgne betongulv udgjorde sengen for Lamaen, mens der i den ene ende af det tætte værelse var kogegrej samt et alter at bede ved. Det hele så 100% autentisk ud og lige som jeg havde forestillet mig - ja, hvis det ikke lige havde været fordi Lamaen foruden en plakat på væggen med Buddha, og en anden med Dalai Lama, også havde et par plakater med Duran Duran og med det italienske fodboldlandshold.

De hellige mænd er efterhånden mere hellige pga. turisternes penge end for deres tro

Trylleshow til ligbrænding.

En af de mere makabre oplevelser var, da jeg efterfølgende endte med at optræde til ligbrænding i Kathmandu. Udenfor tempelmurerne blev der dagligt afbrændt lig langs den hellige flod. Overalt stod folk og kiggede. De pårørende sørgede, andre ofrede gaver eller iklædte sig de traditionelle kjortler, mens byens øvrige borgere nysgerrigt stod og fulgte seancen. Flere steder blæste hornorkestre de døde på vej, mens hellige mænd sad og håbede, at turisterne ville lade en skilling falde af.

Ligbrænding langs den hellige flod

Da jeg kom til et par af de hellige hindumænd, og de rakte hånden frem for at få lidt penge, kunne jeg ikke nære mig for at trylle en pengeseddel frem til dem. De blev tydeligvis forbavsede og ville gerne se mere. Tryllekufferten blev åbnet på klem, og et par listige tricks blev hevet op. Snart efter stod der en kødrand rundt om tryllekunstneren og de hellige mænd.

Egentlig var det en grotesk oplevelse at stå og optræde for en hujende menneskemængde, mens luften var fuld af røg fra de lig, der lå tæt derpå, og brændte helt udækket. Desuden ville jeg jo også nødig tage opmærksomheden fra de igangværende ceremonier. Men hverken døde eller levnende tog sig øjensynligt af den lille afbrydelse. Folk sværmede til den interimistiske scene, hvor de blev noget forskrækkede, da jeg som finale på det improviserede show viste, at jeg lige foran deres næser kunne svæve frit op i luften. En af de hellige mænd messede en højlydt bøn, mens de øvrige gispende gik tre skridt bagud, mens de fægtede med både arme og ben.

Den nyudkomne bog
"Den magiske rejsende"

Efter endt show var det med en hale af nysgerrige børn og voksne efter os, at vi vandrede gennem de små snørklede gader og bevægede os ned i centrum. Dér nåede vi lige at vinke til den levende gudinde, der fra sit plateau i templet vinkede til os.

Vores uger i Nepal var ved at lakke mod enden. Næste stop skulle være Den Forbudte By, Lhasa i Tibet. Men byen levede desværre mere end rigeligt op til sit navn og forblev forbudt. I hvert fald stod vi ganske uforstående og blev nægtet indrejse i Tibet. Trods det, at alle papirer var i orden, de aftalte penge var betalt og stemplerne givet, så forblev Tibet et lukket land for os.

Vi nægtede dog at lade rejsen stoppe her, så i sidste sekund sprang vi ombord på et tilfældigt fly, der havde plads. Dermed havnede vi efter en tid i Thailand, hvor vi sejlede op af floden for at trylle hos de små lokale Karens-stammefolk. Behøver jeg at nævne, at vores oppakning, der på grund af kulden i Tibets Himalaya-bjerge bestod af termoundertøj, skijakke, vinterstøvler, huer og vanter, pludselig ikke var meget bevendt i Thailands jungle og 42 graders varme!

Hvordan turen gennem det nordlige Thailand også bød på andre uventede oplevelser, det vender jeg tilbage til i en senere beretning.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside