Udnævnt til medicinmand
hos masai-krigerne i Afrika

Tekst og fotos: Jesper Grønkjær

Jesper med afrikansk skildpadde (- det er skildpadden til højre…)

En af de bedste røverhistorier fra mit rejsende liv, var da jeg hos masai-krigerne i Tanzania blev udnævnt til høvdingens nye medicinmand, og fik en hel stamme på 1500 masaier til at løbe skrigende væk af frygt.

Som professionel tryllekunstner har jeg gjort det til min mission at drage ud til nogle af klodens mest særprægede folkeslag for at optræde gratis for mennesker der mindst venter det. Det har været hos indianere langs Amazonfloden, hos tibetanske munke i Himalaya i Nepal, blandt narkomaner og drag queens i New Yorks undergrundsmiljø, beduiner i Omans ørken, kannibaler på Ny Guinea osv. osv.

På rejsen rundt i Østafrika rejste min makker og jeg på et par dages safari ud over savannen og dernæst på en afstikker til bounty-øen Zanzibar. Efterfølgende gik vores rejse ud til masai-krigerne, som er det stolte folkeslag, der lever som nomader i Tanzania.

I godt et par dage kørte vi offroad med en dødsforagtende chauffør i en robust jeep for at komme væk fra civilisationen. Med firehjulstrækket slået til fløj vi nærmest op og ned af hullerne, når vi drønede ud over det barske landskab. Fjedrene i bilen kom på alvorligt overarbejde, mens min makker og jeg konstant gokkede hovederne sammen.

Afskårede bildæk og løvestav

Efterhånden som dagene gik og vi kom længere og længere væk fra de almindelige byer, blev både landsbyerne og befolkningen mere primitive.

Mændene var imponerende høje, mørke og ranke - og svøbt i røde kangaer om livet. Deres fodtøj var afskårne gummistykker fra bildæk, som med en lædersnor eller et bambusstykke var bundet rundt om anklen. I hånden bar de en løvestav som våben, og så dermed ikke ud til at frygte savannens farer. De havde huller i ørerne, som var så store, at man næsten kunne stikke en hel knytnæve igennem.

Kvinderne sidder i bushen og venter på den magiske og mystiske hvide troldmand.

Show på en skole. Tryllekunstneren står iført sin sølvjakke i palmernes skygge, mens børnene nysgerrigt kigger med.

Kvinderne var tilsvarende smukke. De bar også farverige stoffer, men var derudover dekoreret af et hav af smykker.

Toiletterne var erstattet af huller i jorden, rindende vand var der intet af, og befolkningen kiggede uhæmmet på os hvide mennesker, som havde de sjældent set noget lignende.

Masaierne tog godt imod vores besøg, hvad enten vi optrådte på hospitaler, skoler, på markeder eller blot i gamle lader, hvor mændene sad samlet til en hyggestund. Ofte startede seancen med, at vi blev budt officielt velkommen af den øverste på stedet: skoleinspektøren, høvdingen, borgmesteren eller tilsvarende.

Som de gode værter de var, blev vi hvert sted budt på udsøgte kulinariske retter som majsgrød, fladbrød, ris og komave. Med en lurende eksplosiv diarre, var det dog ikke just det jeg bifaldt mest, men takkede alligevel høfligt ja.

Den Hvide Troldmand

I en kultur hvor man er fattig på økonomiske og materielle goder må man ofte finde gratis glæder at berige sig ved. Derfor er sang, musik og dans af stor værdi for de lokale. De stillede op på rækker på den nøgne jord og sang hyldestsange til såvel naturen, deres Gud, os fra den danske delegation, samt deres forfædre.

Snart efter stod vi to blege jyder midt i et virvar af geder, høns, æsler, kvæg, masaibørn, krigere og kvinder. For hver sang blev det højere, og mændene udførte deres klassiske masai-hop, hvor de lettede fra jorden.

Kvinderne bar de mindste børn på skulderen, mens de større børn nærmest løb rundt om os som små hundehvalpe. Men hver gang vi rakte ud for at hilse på dem, så sprang de tilbage med et lille skrig. For vi var efterhånden så langt ude på landet, at flere aldrig havde set en hvid mand før. Derfor skulle fysisk kontakt nøje overvejes inden de gjorde noget forhastet. Et par modige kvinder strøg os dog let på armen, for at se om vores hvide farve smittede af.

På en markedsplads havde jeg den ene dag vist lidt af løjerne fra min medbragte tryllekuffert. Jeg fortalte at jeg næste dag ville lave et helt show i en stammelandsby, og at folk var velkomme til at dukke op. Jeg havde håbet på der ville komme et par nysgerrige masaier, men blev noget overrasket, da der næste dag på det aftalte sted var næsten 1500 mennesker.

Rygtet om den ”Hvide troldmand” som de kaldte mig, var løbet langt i løbet af natten, så nu var folk gået både 20 og 25 kilometer ud over savannen for ved selvsyn at se hvad jeg kunne vise. Et par af mændene var endda kørt på gamle rustne cykler ud over bushen, for de var så privilegerede at have en sådan ”jern-ged”.

Med andre ord var der mørke og forventningsfulde mennesker OVERALT. Som entertainer er jeg vant til at publikum sidder foran mig. Men her var de overalt, for alle ville have et glimt af den mystiske hvide mand, de havde hørt om. Så folk stod tæt samlet foran mig, bagved mig, ved siden af mig. Nogle publikummer sad på tagene af lerhytterne, mens andre igen hang i træerne.

Folk råbte og skreg, og når børnene forsøgte at mase sig foran de voksne mænd ved at kravle imellem deres ben, så fik de pisk og prygl af en gren, så de med høje hyl skyndsomt forsvandt tilbage i rækkerne igen.

Efter deres vilde flugt ud over savannen, kom folk hurtigt tilbage, og alle ville være med til trylleshow

Farlig slange-magi

I midten af dette virvar stod jeg som den lidt betuttede tryllekunstner i min sølvjakke, og vidste hverken hvor jeg skulle starte eller slutte. En mikrofon havde jeg jo ikke, og råbene fra de mange fremmødte var næsten umulig at overdøve.

Men jeg fik åbnet min hemmelighedsfulde kuffert, og snart efter var der vild opstandelse. Stemningen var jo i forvejen skruet så meget op, at jeg burde have sagt mig selv, at det hele ville løbe løbsk. Det hele var så grotesk, at jeg i min vildeste fantasi ikke havde troet det kunne blive vildere. Dér tog jeg grusomt fejl.

I starten var der dog stilhed, som gik over i sagte mumlen. Ingen forstod hvad det var der skete, så ingen vidste tilsvarende hvordan de skulle reagere på en tryllekunstner.

Efterhånden opstod der en blanding af undren, vantro, skræk og høje latterbrøl. Folk råbte indbyrdes på swahili, når mine tomme kasser blev fyldte med slik, balloner, cigaretter og andre gode sager, eller når mine trylleblomster voksede op af kufferten.

Dét der dog gik over i tryllehistorien, var en oplevelse, der kom bag på både publikum og tryllekunstneren selv! På et tidspunkt fandt jeg i min kuffert det klassiske gag med en lang stofslange, der springer op af en lille dåse. Da jeg skruede låget af og lod slangen springe ud over den vilde menneskemængde, var jeg så tåbelig, at jeg selv gav et skrig, for lige som at skyde løjerne i gang.

Hvad der dernæst skete, er næsten umuligt at forklare på sådan en måde, at folk tror på det: Hundredvis af masaier blev så forskrækkede, at de forreste vendte sig for at løbe skrigende bort. De væltede dermed de bagved stående omkuld, som igen væltede næste række osv. Det blev et kaos uden lige, hvor alt var skrig og skrål, foruden den kæmpe støvsky der blev hvirvlet op, da flokkene forsøgte at redde deres liv fra en stofslange!

Flere hundrede børn og voksne spurtede ud over savannen og turde ikke vende sig om. De fleste af dem havde slet ikke set, hvad der var sket, men var jo sikre på, at når de andre tilskuere løb, så måtte de også heller selv se at komme i sikkerhed. Hvor de skulle løbe hen, var de ligeglade med. De ville bare VÆK. Det hele mindede mest af alt om en vild elefantflok, der på én gang har bestemt sig for at stikke af i vildskab. Panikken ville ingen ende tage.

Jeg selv stod blot tilbage i midten af forsamlingen og blev næsten lige så forskrækket over deres reaktion. Jeg anede ikke mine levende råd og blev helt bange for hvad jeg havde sat i gang.

Da støvskyen begyndte at lægge sig, kunne jeg dog se, at de som ikke havde nået at stikke af, var ved at omkomme af grin. De hostede og hakkede og grinede så højt, at flere af de flygtende stoppede op og vendte sig. Flere var nået mere end 100 meter væk, men med bange anelser, kom nogle af dem forsigtigt tilbage. Og som snakken bredte sig, og det gik op for folk hvad der var sket, så lo alle så tårerne trillede.

Den nye Gud

Slangetricket blev selvfølgelig hurtigt mit favoritnummer. Og hvert sted flygtede folk på næsten samme måde.

Lige indtil et show, hvor en kriger trak sit spyd, og gentagne gange jog det i slangen, mens han skreg. På spidsen af spydet holdt han efterfølgende slangen triumferende op i luften, mens folk kom tilbage og hyldede ham. Den modige kriger havde nu dræbt min stofslange….

Blandt kvinderne, da først forskrækkelsen over den magiske malebog har lagt sig

Jeg ville fortsætte med at vise et mere simpelt trick for kvinderne. Jeg fremviser i Danmark en malebog med sort/hvide tegninger. Jeg lærer derefter publikum at sige "Hokus-pokus-filiokus". Det er ikke let på breddegrader, hvor man taler swahili - det blev i stedet til "okås-påååååååkås-pålåååkås".

Uanset udtalen bladrede jeg malebogen igennem for at vise, at samtlige sider og tegninger nu er farvelagte. Kvinderne var i forvejen meget på vagt for mig, efter min slange-magi, så de blev atter forfærdede.

Jeg ville sætte trumf på nummeret ved atter at lade dem sige ”okås-påååååååkås-pålåååkås”, hvorefter malebogen nu var tom. Samtlige sider var blanke, og selv de sorte streger var forsvundet. Kvinderne skreg indbyrdes, for dette var det vildeste de nogensinde havde oplevet.

Jeg bad hurtigt min tolk fortælle kvinderne, at det blot var et simpelt trick og intet overnaturligt. Til det svarede kvinderne: ”Gud kunne skabe og forvandle hele jorden, men denne mand kan både skabe, forvandle og få det hele til at forsvinde igen. Er han den nye Gud?”

Jeg takkede for de høje tanker, men havde end ikke tænkt mig at søge stillingen, såfremt jeg havde set en jobannonce som Reserve-Gud. Men hvor er det tankevækkende, at man på grund af et børnetrick, købt for 100 kr i en dansk spøg og skæmt-butik, nu kunne blive ophøjet i dette land. Det viser lidt om, hvor stærkt magien blev opfattet, og hvor nemt det i gamle dage var at udnytte folk.

Blandt to masaikrigere i Tanzania

Høvdingen og hans hat

Lige så skræmmende var det en dag, da jeg langt ude i bushen ville slutte forestillingen. Den gamle høvding VILLE dog se mere, og befalede at jeg viste ham et trick til.

Jeg valgte et trick, hvor jeg i Danmark putter en brændende cigaret ned i et lånt tørklæde. Normalt griner publikum, da de tror at jeg derved brænder hul i tilskuerens tørklæde. Forbløffelsen er stor, når jeg folder tørklædet ud, og der ikke er sket noget med det, og den brændende cigaret samtidig er forsvundet.

I stedet for at bruge et tørklæde, tog jeg i et snuptag høvdingens strikkede hue af ham. Det var dumt af mig, men gjort i ungdommens naivitet. Folk udstødte et gisp, for dette var ikke hvad man normalt ville tillade sig overfor høvdingen.

Deres gisp blev om muligt endnu større, da jeg proppede den brændende cigaret ned i huen. En kriger trak varsomt sit spyd, da jeg demonstrativt ville trække spændingen et par sekunder, mens der nærmest var larmende stilhed fra de 1500 masier.

Til sidst forløste jeg spændingen ved at folde hatten ud, og viste at den var uskadt. Folk jublede, og snakken bredte sig som en steppebrand.

Men da jeg gav høvdingen hatten igen, stak han lynhurtigt sin arm ud, og holdt fast i mig. Han kiggede mig stift i øjnene, og jeg blev temmelig bange. Jeg forsøgte at trække min arm til mig, men han holdt fast. Atter blev der stille på savannen, og alle kiggede skræmt med.

Så begyndte han sagte at mumle, og jeg frygtede jeg havde fornærmet ham groft. Det var trods alt en handling jeg ikke kunne drømme om at gøre nu, hvor jeg er blevet ældre og langt mere berejst. Han talte sagte og pludselig lyste han op i et smil, trykkede mine hænder ind mod sin krop og menneskemængden begyndte at juble.

Han havde forklaret, at han vidste at jeg som en anden medicinmand havde overnaturlige evner, og at han blev bestyrket i dette, da jeg forsøgte at trække min arm til mig. Det var, efter hans opfattelse, et tegn på, at jeg var nervøs for at mine evner skulle smitte af på ham, men nu havde jeg tryllet med hans hovedbeklædning, hvorfor den havde overtaget en del af min magi. Han ville derfor altid gå med den, ligesom jeg måtte blive hans nye medicinmand.

Således går der nu en høvding rundt i bushen i Afrika i 45 graders varme med en strikket tophue! Man kan roligt sige, at tryllekunstneren havde sat sine spor på de lokale - og omvendt. Heldigvis kun psykisk, om end det også var tæt på at blive fysisk.

For høvdingen syntes at min makker og jeg var så prægtige mænd, at han tilbød at omskære os. Det var muligvis kun ment som en spøg, men vi takkede begge nej til det generøse tilbud, og satte hurtigt kurs hjem mod Danmark. Jeg drog hjem med minderne om de største og gladeste, kridhvide smil jeg nogensinde havde set.

Tv-klip
Skulle læserne have lyst at konstatere om det nu er en sand beretning, eller blot en rablende røverhistorie fra de varme lande, så kan nogle af oplevelserne ses på tv-klip på www.smiling.dk og på www.tryllestav.dk. På hjemmesiderne kan man også læse mere om Jespers bog ”Den Magiske Rejsende”, hvor der er fortællinger fra hans trylleshows kloden rundt.