Da jeg stoppede, blev jeg omringet af en større menneskemængde. Alle ville se mine rulleskøjter, og jeg lod dem prøve dem
På de fleste af mine rejser har mine rulleskøjter været en tung, men også en vigtig bestanddel af min bagage. Vi har sammen kørt i 31 lande under meget forskellige vej- og vejrforhold.
Stærkt i erindringen står en oplevelse fra min tur til det østlige Afrika, tilbage i 1990'erne, hvor vi, mine rulleskøjter og jeg, kom til en mindre landsby i Uganda. Sammen med nogle andre backpacker ville jeg en tur ud og se gorillaer i Zaire.
Vi havde været i byen et par dage for at arrangere turen, men der var problemer med at få lov til at komme ind i Zaire.
Vejen foran hotellet var asfalteret, dog med en del støv, grus og mange huller, og jeg vidste, at vejene uden for byen ville være jordveje. Men hård jordvej eller grusset asfalt kommer ud på et. Hvis man køre lidt hurtigt er det ikke det store problem, men triller man langsom, sidder hjulene fast i alle ujævnhederne.
Jeg havde jo bragt rulleskøjterne med, ca. 5 kg i alt med reservedele, for at køre på dem. Jeg havde ikke brugt dem, siden jeg forlod Zanzibar.
Den dag startede jeg om morgenen. Det gik fint, ikke de store problemer med at køre på rulleskøjterne på de støvede veje og jordvejene. Jeg havde kørt længe, og det var først ca. 10 km uden for byen, at jeg blev opdaget - eller rettere før folk forstod, hvad jeg var for en, og hvad det var jeg kørte på. Men så stod der også en rand af mennesker, hele vejen tilbage til byen.
Det var en fantastisk oplevelse, folk i alle aldre, der råbte, klappede og vinkede til mig. Jeg kom sikkert tilbage til hotellet, hel høj af alle de tilråb og glade mennesker, jeg havde mødt på vejen.
Næste dag skete der stadig ikke fremskridt i forbindelse med vores tur til Zaire. Da vi kom til at vente mindst en dag mere, bestemte jeg mig for at prøve at køre ud af byen i den anden retning. Men inden jeg nåede 10 meter fra hotellet, var der næsten 100 mennesker på deres cykler omkring mig. Cykler blev brugt meget som transportmiddel og som taxier. De havde ventet hele morgen på, at jeg skulle komme ud fra hotellet.
Hele flokken af cykler og folk langs med vejen gjorde turen til en kæmpe oplevelse, og jeg følte en opløftende glæde, mens jeg rullede derudad. Der var mennesker alle vegne, alt gik i stå og alle kiggede i min retning.
Jeg kørte ca. en time og var næste tilbage ved hotellet igen, da politiet stoppede mig. De bad mig om at lade være med at køre mere, egentlig ikke fordi jeg ikke måtte, men fordi der havde været flere uheld med de efterfølgende cykler. Der var folk, der kørte sammen eller kørte ind i parkerede biler og tilskuere, der var hoppet ud foran cyklisterne, for bedre at kunne se mig.
Det havde jeg ikke observeret, for jeg koncentrerede mig om at køre på jordvejene uden at falde og samtidig nyde den opmærksomhed og de glade mennesker, jeg så på min vej. Jeg kørte det sidste stykke vej tilbage til hotellet. Da jeg stoppede, blev jeg omringet af en større menneskemængde. Alle ville se mine rulleskøjter, og jeg lod dem prøve dem. Det var det rene 'Bambi på glat is', det var tydeligt, at flere af dem slog sig en del, dog uden at vise det for ikke at miste ansigt. Det var til gengæld til stor underholdning for de andre, som ikke kunne lade være med at grine. Alle ville prøve - børn som ældre. På et tidspunkt blev mylderet ved den ene side rykket væk og borgmesteren kom. Han var et stort smil og gav mig hånden med ordene: "I have seen this on tv and now in my town". Det var stort.
De næste par dage stimlede folk sammen rundt om mig for at trykke min hånd og høre om, hvornår jeg ville køre igen. Men politiet havde været bestemt i deres udmelding, og jeg turde ikke fortsætte med at køre ude på gaden. Men til gengæld prøvede hotelpersonalet at køre rundt på dem inde på hotellet. Det var mine 4 dages berømmelse, som jeg husker som den bedste oplevelse på rulleskøjter indtil videre.
Fra Zaire og grænsen mod Rwanda kom der flere og flere uhyggelige.
