Claus Andersen havde indbudt til fødselsdagsfest i Tirana, hvilket bestemt ikke lød som en kedelig klubtur. At der samtidig også kunne arrangeres landskamp, var jo bare et ekstra plus, og for mange af os blev det også til et nyt land.
Mandag kl. 10 samledes DBK'erne på Skanderbeg Pladsen - gensynsglæden var stor!
Knap 30 DBK'ere fandt vej derned, og på sædvanlig DBK-manér var der ikke mange, som havde taget den samme vej sydpå. Der findes åbenbart mange forskellige måder at komme til Tirana på.
Der er jo den kedelige at flyve direkte, nogle fløj halvvejen og lejede derefter en bil, andre kørte hele vejen. Flere benyttede muligheden for at besøge andre lande i det tidligere Jugoslavien. Altså endnu flere nye lande til medlemmerne.
Hvem var det så, som havde valgt at møde op? DBK var fornemt repræsenteret af selve formanden med familie, og derudover var der en god blanding af ”gamle” DBK'ere og nye ansigter.
For eksempel var det første gang, at Ole Pedersen - medlem nr. 326 - var til klubmøde. Det fik han endog kombineret med arbejde, idet han var i Tirana for at filme landskampen, og det blev også til det fantastiske indslag til TV6 fra Claus' fest. Da The Biking Viking senere blev interviewet oplyste han, at han havde valgt at holde sin fødselsdagsfest her i Tirana, idet Haarby Kro var optaget!
Vores hyggelig hostel
Et rigtigt hostel
Vi var en flok, som ankom om søndagen, og som alle boede på Tirana Backpacker Hostel. Når vi skriver hostel, mener vi hostel, dvs. køjesenge med løse stiger, som nok gav en enkelt DBK'er eller to problemer, når sengen skulle indtages i mørke. Vores hostel bød ikke på den store luksus, men det var bare hyggeligt at hænge ud og få snakket med de andre DBK'ere over en øl eller to.
Dagene foregik i sædvanlig afslappet DBK-stil, dvs. ingen tvang, men masser af initiativer og sjov. Vi var nok flere der havde ondt i lattermusklerne ved hjemkomsten… hvor er det skønt at møde en flok søde og skøre klubkammerater, man løber aldrig tør for samtaleemner.
Et fælles træk ved DBK'ere må være, at der altid er nogen, der har oplevet noget, som er mere spændende og mere vildt end det, man selv har oplevet. Har man selv spist stegt hjerne og tunge (Arne Runge), så er der garanteret nogen, som har fået hjerne-sushi med tyrenosse-salat.
Der varmes op til landskampen
Interessante spiser var et godt samtaleemne under vore middage. Eller hvad med at underholde om, hvor syg og dårlig man har været på diverse udenlandsture.
Fødselsdagsfesten
Den store fødselsdagsfest for Claus blev fejret med en grillfest, som Claus selv stod for. På forunderlig vis var det en smuk og varm aften, øllene var kolde og stemningen høj.
Claus fik sunget fødselsdagssang, mens han lå i et badekar, som tilfældigt (går vi ud fra) stod i gårdhaven. Alle ville gerne være med til at synge og skåle - ikke mindst mens Ole Pedersen filmede sit TV-indslag. Vi vidste ikke, at der var så mange Robinson wannabees i DBK? Måske der var flere, som var bange for at blive stemt hjem, hvis ikke der blev festet igennem?
Et andet vigtigt indslag på denne smukke aften var discokuglen, som spredte ekstra stjernestøv over festen, da vi dansede og sang foldboldsange af den mere tvivlsomme art. Da vi senere måtte fortrække til den nærliggende ”Beer Garden” pga. for meget støj (fra os??), blev discokuglen kidnappet og installeret. Vi må have en discokugle til Café Globen også!
En glad flok DBK'er tror stadig på dansk sejr!
Udflugter og byture
Så var der fodboldkampen, hele DBK i rød/hvide farver. Claus Andersen og Elsa Rantzau havde virkelig gennemført stilen og fået lakeret fingerneglene som små dannebrogsflag. Den flotte DBK- banner blev medbragt, så der var ingen tvivl om, hvor vi kom fra.
Der var en meget venlig stemning i Tirana - også selv om vi havde planer om at tæske deres landshold nok så grundigt - i fodbold altså. Under kampen blev vi stuvet sammen i et hjørne og omgivet af flere politifolk end danskere.
Arne Runge i godt selskab
Ellers var der ikke det store fastlagte program for turen. Mandag formiddag mødtes vi dog alle på Skanderbeg-pladsen, som hurtigt blev omdøbt til Skanderborg-pladsen. Mens vi ventede på at alle skulle ankomme, lyttede vi til blide toner fra en mand, som spillede på oppustet komave - måske en albansk tradition?
Marianne & co.l. i kabelbane
Vi fortsatte ud på en lille gåtur for at ende på baren på stadion. Her kunne vi holde den første (af flere) tour-de-table og få en kold.
Flere var på et par små udflugter, bl.a. fik vi lokket Marianne Fossaberg op i en kabelbane til bjergene rundt om Tirana, til trods for hendes overvældende højdeskræk. Fra kabelbanen og i bjergene kunne vi se flere af Albaniens små én-mands-bunkers, som var strøget ud som små padehatte.
En anden tur gik til nationalhelten Skanderbegs by Kruja, hvor der udover en borg og et Skanderbeg-museum, var smukke gamle gader med mulighed for souvenir-indkøb.
Alt i alt var der meget at se på i Tirana, rigtig mange cafeer og Mercedes-biler, men turens highlight var nok, da Arne Runge blev spottet uden sin nyindkøbte rygsæk.
